16.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 282/1


RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 941/2012

af 15. oktober 2012

om ændring af forordning (EF) nr. 147/2003 om visse restriktive foranstaltninger over for Somalia

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 215,

under henvisning til Rådets afgørelse 2010/231/FUSP af 26. april 2010 om restriktive foranstaltninger over for Somalia (1),

under henvisning til det fælles forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 147/2003 (2) indføres et generelt forbud mod at levere teknisk rådgivning, bistand, uddannelse, finansieringsmidler eller finansiel bistand i forbindelse med militæraktiviteter til alle personer, enheder og organisationer i Somalia.

(2)

Den 25. juli 2012 vedtog FN's Sikkerhedsråd resolution 2060 (2012), der i punkt 10 fastsætter en undtagelse fra forbuddet mod bistand, for så vidt angår våben og militært udstyr bestemt til FN's politiske kontor for Somalia, som forhåndsgodkendt af den komité, der er nedsat i henhold til UNSCR 751 (1992).

(3)

Den 15. oktober 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/633/FUSP (3), som ændrer afgørelse 2010/231/FUSP og fastsætter en sådan undtagelse.

(4)

Da denne foranstaltning falder ind under anvendelsesområdet for traktaten, er regulering på EU-plan nødvendig for at gennemføre den, navnlig for at sikre, at de økonomiske aktører i alle medlemsstater anvender den på samme måde.

(5)

Forordning (EF) nr. 147/2003 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 147/2003 affattes artikel 3, stk. 1, således:

»1.   Artikel 1 finder ikke anvendelse på:

a)

levering af finansieringsmidler og finansiel bistand til salg, levering, overførsel eller eksport af ikkedødbringende militært udstyr, der udelukkende er bestemt til humanitære formål eller beskyttelse, eller til indkøb af materiel til Unionens eller medlemsstaternes institutionsopbygningsprogrammer, herunder på sikkerhedsområdet, som gennemføres inden for rammerne af freds- og forsoningsprocessen

b)

levering af teknisk rådgivning, bistand eller uddannelse i tilknytning til sådant ikkedødbringende udstyr

c)

levering af finansieringsmidler og finansiel bistand til salg, levering, overførsel eller eksport af våben og militært udstyr, der udelukkende er beregnet til støtte for eller brug af FN's politiske kontor for Somalia

d)

levering af teknisk rådgivning, bistand eller uddannelse i tilknytning til sådanne våben og militært udstyr,

når disse aktiviteter er blevet godkendt på forhånd af den komité, der er nedsat ved punkt 11 i De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 751 (1992).«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 15. oktober 2012.

På Rådets vegne

C. ASHTON

Formand


(1)  EUT L 105 af 27.4.2010, s. 17.

(2)  EFT L 24 af 29.1.2003, s. 2.

(3)  Se side 47 i denne EUT.