13.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 103/11


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. 310/2012

af 21. december 2011

om ændring af forordning (EF) nr. 1569/2007 om indførelse af en mekanisme til konstatering af, om de regnskabsstandarder, som tredjelandsudstedere af værdipapirer anvender, er ækvivalente, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF og 2004/109/EF

(EØS-relevant tekst)

EUROPA–KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF af 4. november 2003 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel, og om ændring af direktiv 2001/34/EF (1), særlig artikel 20, stk. 3, første afsnit,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, og om ændring af direktiv 2001/34/EF (2), særlig artikel 23, stk. 4, fjerde afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 23, stk. 4, i direktiv 2004/109/EF skal Kommissionen etablere en mekanisme til konstatering af, om de oplysninger, der kræves i henhold til dette direktiv, er ækvivalente. Kommissionen skal træffe foranstaltninger med henblik på at indføre generelle ækvivalenskriterier vedrørende regnskabsstandarder, som er relevante for udstedere i mere end ét land. I artikel 23, stk. 4, i direktiv 2004/109/EF fastsættes det også, at Kommissionen skal træffe afgørelse om, hvorvidt de regnskabsstandarder, som tredjelandsudstedere anvender, er ækvivalente, og at Kommissionen har mulighed for at tillade, at der anvendes tredjelandsregnskabsstandarder i en passende overgangsperiode. På grund af den snævre sammenhæng mellem de oplysninger, der kræves efter direktiv 2004/109/EF, og de oplysninger, der kræves efter direktiv 2003/71/EF, er det passende at anvende de samme kriterier for konstatering af ækvivalens i forbindelse med begge direktiver.

(2)

Derfor fastlægger Kommissionens forordning (EF) nr. 1569/2007 (3) betingelserne for at acceptere tredjelandsregnskabsstandarder i en begrænset periode indtil den 31. december 2011.

(3)

Kommissionen har foretaget en vurdering af ækvivalensmekanismens nytte og virkemåde og har konkluderet, at den bør forlænges i en periode på tre år indtil den 31. december 2014. Da fristen for de betingelser, som Kommissionen har indført med henblik på at indrømme tredjelandes almindeligt anerkendte regnskabsprincipper (GAAP) ækvivalensstatus, udløber den 31. december 2011, bør nærværende forordning finde anvendelse fra den 1. januar 2012. Dette er nødvendigt for at give udstedere fra de relevante tredjelande, hvis værdipapirer er optaget til handel i Unionen, retssikkerhed og undgå risikoen for, at de skal afstemme deres regnskaber efter internationale regnskabsstandarder (IFRS). Bestemmelsen om tilbagevirkende kraft letter derfor en eventuel ekstra byrde for de berørte udstedere.

(4)

For at sikre, at det i alle tilfælde med relevans for markederne i Unionen fastslås, om tredjelandes regnskabsstandarder er ækvivalente, bør Kommissionen vurdere, om tredjelandes regnskabsstandarder er ækvivalente, enten efter anmodning fra den kompetente myndighed i en medlemsstat eller en myndighed, der er ansvarlig for regnskabsstandarder eller markedstilsyn i et tredjeland, eller på eget initiativ. Kommissionen bør høre Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) om de tekniske aspekter ved vurderingen af, om de pågældende regnskabsstandarder er ækvivalente. Udstedere i Unionen bør også have tilladelse til at anvende IFRS vedtaget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1605/2002 (4) i de berørte tredjelande.

(5)

Forordning (EF) nr. 1569/2007 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Artikel 4 i forordning (EF) nr. 1569/2007 affattes således:

»Artikel 4

Betingelser for accept af tredjelandes regnskabsstandarder i en begrænset periode

1.   Tredjelandsudstedere kan for at opfylde forpligtelserne i henhold til direktiv 2004/109/EF få tilladelse til at anvende regnskaber udarbejdet efter et tredjelands regnskabsstandarder og, som en undtagelse fra artikel 35, stk. 5, i forordning (EF) nr. 809/2004, at fremlægge historiske regnskabsoplysninger i henhold til den pågældende forordning i en periode, der begynder når som helst efter den 31. december 2008 og slutter senest den 31. december 2014, i følgende tilfælde:

a)

Den tredjelandsmyndighed, der er ansvarlig for de pågældende nationale regnskabsstandarder, forpligter sig offentligt til at konvergere sådanne standarder mod International Financial Reporting Standards (IFRS) senest den 31. december 2014, og begge nedenstående betingelser er opfyldt:

i)

Den tredjelandsmyndighed, der er ansvarlig for de pågældende nationale regnskabsstandarder, har opstillet et omfattende konvergensprogram, hvis gennemførelse kan være afsluttet før den 31. december 2014.

ii)

Konvergensprogrammet gennemføres behørigt snarest muligt, og der afsættes fornødne ressourcer til dets gennemførelse.

b)

Den tredjelandsmyndighed, der er ansvarlig for de pågældende nationale regnskabsstandarder, forpligter sig offentligt til at gå over til International Financial Reporting Standards inden den 31. december 2014, og der er i tredjelandet truffet effektive foranstaltninger til at sikre, at de gennemføres fuldstændigt senest pr. denne dato.

2.   Enhver beslutning, jf. stk. 1, om fortsat at acceptere anvendelse af regnskaber, der er udarbejdet efter et tredjelands regnskabsstandarder, vedtages efter proceduren i artikel 24 i direktiv 2003/71/EF og artikel 27, stk. 2, i direktiv 2004/109/EF.

3.   I de tilfælde, hvor Kommissionen fortsat tillader, at regnskaber udarbejdes efter et tredjelands regnskabsstandarder, jf. stk. 1, skal Kommissionen med jævne mellemrum undersøge, om betingelserne i litra a) eller b) (alt efter tilfældet) fortsat er opfyldt, og rapportere dette til Europa-Parlamentet.

4.   Hvis betingelserne i stk. 1, litra a) eller b), ikke længere er opfyldt, beslutter Kommissionen efter proceduren omhandlet i artikel 24 i direktiv 2003/71/EF og artikel 27, stk. 2, i direktiv 2004/109/EF at ændre sin afgørelse efter stk. 1 om de pågældende regnskabsstandarder.

5.   Ved anvendelsen af denne artikel rådfører Kommissionen sig først med ESMA om, alt efter tilfældet, konvergensprogrammet eller fremskridtene med hensyn til overgang til IFRS.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2012.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. december 2011.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 345 af 31.12.2003, s. 64.

(2)  EUT L 390 af 31.12.2004, s. 38.

(3)  EUT L 340 af 22.12.2007, s. 66.

(4)  EFT L 243 af 11.9.2002, s. 1.