31.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 27/1


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 74/2012

af 27. januar 2012

om tarifering af varer i den kombinerede nomenklatur

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (1), særlig artikel 9, stk. 1, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til forordning (EØF) nr. 2658/87, bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.

(2)

Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under den KN-kode, der er anført i kolonne 2 ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt af medlemsstaternes toldmyndigheder i forbindelse med tarifering af varer i den kombinerede nomenklatur, og som ikke er i overensstemmelse med EU-retten fastsat i denne forordning, fortsat kan påberåbes af modtageren i henhold til bestemmelserne i artikel 12, stk. 6, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (2) i et tidsrum på tre måneder.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

De varer, der er anført i kolonne (1) i skemaet i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur i den i kolonne (2) i skemaet nævnte KN-kode.

Artikel 2

Bindende tariferingsoplysninger meddelt af medlemsstaternes toldmyndigheder, som ikke er i overensstemmelse med EU-retten fastsat i denne forordning, kan fortsat påberåbes i henhold til bestemmelserne i artikel 12, stk. 6, i forordning (EØF) nr. 2913/92 i et tidsrum på tre måneder.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. januar 2012.

På Kommissionens vegne For formanden

Algirdas ŠEMETA

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1.

(2)   EFT L 302 af 19.10.1992, s. 1.


BILAG

Varebeskrivelse

Tarifering

(KN-kode)

Begrundelse

(1)

(2)

(3)

Et panel af aluminium og hærdet glas, som måler ca. 140 x30 cm (såkaldt "brusepanel med hydromassage").

Panelet er udstyret med et blandingsbatteri, seks horisontale hydromassagedyser, et håndholdt brusehoved med antikalkfunktion, en hovedbruser med et bredt stråleområde samt en hylde. Det er også udstyret med kontrolgreb til regulering af vandets temperatur, dets gennemstrømning mv.

Panelet er udformet til montering i hertil egnede brusekabiner. Ud over brusefunktion er der også mulighed for hydromassage med tynde vandstråler, som under højt tryk presses gennem dyser.

9019 10 90

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1, 3 c) og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur og teksten til KN-kode 9019 , 9019 10 og 9019 10 90 .

Da panelet består af et blandingsbatteri med brusehoveder henhørende under pos. 8481 og en massagedel med seks hydromassagedyser henhørende under pos. 9019 , anses det for at være en sammensat vare i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 3 b).

Selv om der ikke findes en ekstra anordning til at øge vandtrykket med, fx. en pumpe, udelukker det ikke tarifering af massagebestanddelene under pos. 9019 (se også forklarende bemærkninger til HS, pos. 9019 , afsnit II, andet stykke).

I betragtning af de forskellige bestanddeles objektive karakteristika og egenskaber er ingen af dem karaktergivende for panelet.

Panelet skal derfor tariferes under KN-kode 9019 10 90 som andre massageapparater.