12.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 338/41

(1)

Lande rundt om i verden har traditionelt behandlet skatteplanlægning som en legitim praksis. Med tiden er skatteplanlægningen dog blevet mere og mere sofistikeret. Den strækker sig over forskellige retssystemer og medfører reelt, at skattepligtige overskud overføres til stater med fordelagtige skattesystemer. Det er et typisk træk ved de pågældende praksisser, at de reducerer skattepligten gennem arrangementer, der er fuldt lovlige, men som strider mod lovens hensigt.

(2)

Aggressiv skatteplanlægning består i at udnytte alle teknikaliteter i et skattesystem eller uforeneligheder mellem to eller flere skattesystemer for at slippe med lavere skat. Aggressiv skatteplanlægning kan antage mange forskellige former. Den kan føre til dobbelte fradrag (f.eks. når det samme tab trækkes fra i både kildestaten og bopælsstaten) og dobbelt skattefritagelse (f.eks. når indkomst, der ikke beskattes i kildestaten, fritages for skat i bopælsstaten).

(3)

Medlemsstaterne finder det vanskeligt at forhindre en undergravning af deres nationale skatteberegningsgrundlag som følge af skatteplanlægning, trods en betydelig indsats. De nationale bestemmelser på dette område er ofte ikke tilstrækkeligt effektive, især fordi megen skatteplanlægning går på tværs af grænserne, og fordi der er stigende mobilitet for kapital og personer.

(4)

For at forbedre det indre markeds funktionsevne er det nødvendigt at opmuntre alle medlemsstater til at anlægge samme generelle strategi for at modvirke aggressiv skatteplanlægning, hvilket vil kunne bidrage til at mindske de eksisterende fordrejninger.

(5)

Med henblik herpå er det nødvendigt at gøre noget ved de tilfælde, hvor en skatteyder opnår en skattemæssig fordel ved at tilrettelæge sine skatteforhold på en sådan måde, at indkomsterne ikke beskattes i noget af de berørte skatteområder (dobbelt skattefritagelse). Hvis denne situation får lov til at fortsætte, kan det føre til kunstige kapitalstrømme og skatteyderbevægelser i det indre marked til skade for markedets korrekte funktion, og det kan undergrave medlemsstaternes beskatningsgrundlag.

(6)

I 2012 gennemførte Kommissionen en offentlig høring om dobbelt skattefritagelse i det indre marked. Da der ikke findes en enkelt løsning på alle de problemer, der blev rejst under høringen, vil det være hensigtsmæssigt som et første skridt at håndtere det problem, der knytter sig til visse hyppigt anvendte skatteplanlægningsmetoder, der udnytter uforeneligheder mellem to eller flere skattesystemer og ofte fører til dobbelt skattefritagelse.

(7)

I deres dobbeltbeskatningskonventioner forpligter stater sig ofte til ikke at beskatte bestemte indkomster. I den forbindelse tager de ikke nødvendigvis hensyn til, om disse indkomster beskattes af den anden part i konventionen, og dermed heller ikke til, om der er risiko for dobbelt skattefritagelse. Denne risiko kan også forekomme, hvis medlemsstaterne skattefritager udenlandsk indkomst, hvad enten den beskattes i kildestaten eller ej. Det er vigtigt at behandle begge situationer i denne henstilling.

(8)

Da skatteplanlægningen bliver mere og mere sofistikeret, og nationale lovgivere ofte får utilstrækkelig tid til at reagere, kan specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af svig ofte vise sig at være utilstrækkelige til at holde trit med nye aggressive skatteplanlægningsmetoder. Sådanne metoder kan være skadelige for de nationale skatteindtægter og det indre markeds funktionsevne. Det er derfor hensigtsmæssigt at henstille til medlemsstaterne, at de vedtager en fælles generel regel om bekæmpelse af misbrug, og dermed udgår de problemer, der opstår, når der benyttes mange forskellige regler. I denne sammenhæng skal der tages hensyn til EU-lovgivningens begrænsninger med hensyn til regler om bekæmpelse af misbrug.

(9)

For fortsat at kunne anvende de eksisterende EU-retsakter på det berørte område, gælder denne henstilling ikke på anvendelsesområdet for Rådets direktiv 2009/133/EF (1), Rådets direktiv 2011/96/EU (2) og Rådets direktiv 2003/49/EF (3). Kommissionen er i færd med at overveje, om disse direktiver skal revideres for at implementere de principper, der ligger til grund for denne henstilling —

3.1.

Når medlemsstaterne i dobbeltbeskatningskonventioner, som de har indgået med hinanden eller med tredjelande, har forpligtet sig til ikke at beskatte en given indkomst, bør medlemsstaterne sikre, at denne forpligtelse kun gælder i de tilfælde, hvor indkomsten er skattepligtig i den anden part i konventionen.

3.2.

Medlemsstaterne opfordres til at gennemføre punkt 3.1 ved at indsætte en bestemmelse herom i deres dobbeltbeskatningskonventioner. En sådan bestemmelse kan f.eks. formuleres således:

»Når det er fastsat i denne konvention, at en indkomst kun er skattepligtig i én af de kontraherende stater, eller at den kan beskattes i en af de kontraherende stater, må den anden kontraherende stat kun være afskåret fra at beskatte denne indkomst, hvis der opkræves skat af den i den første kontraherende stat.«

I multilaterale konventioner bør udtrykket »den anden kontraherende stat« erstattes af »de andre kontraherende stater«.

3.3.

Når en medlemsstat for at undgå dobbeltbeskatning ved hjælp af ensidige nationale retsregler har indført en regel om skattefritagelse for en given indkomst, der hidrører fra et andet skatteområde, hvor denne indkomst ikke er skattepligtig, tilskyndes medlemsstaterne til at sikre, at denne indkomst beskattes.

3.4.

I punkt 3.1, 3.2 og 3.3 bør en indkomst anses for at være skattepligtig, når den behandles som skattepligtig i det pågældende skatteområde og ikke er fritaget for skat eller er omfattet af en fuldstændig skattegodtgørelse eller nulsats-beskatning.

4.1.

For at modvirke aggressiv skatteplanlægning, der ikke rammes af medlemsstaternes særlige regler om bekæmpelse af skattetænkning, bør de vedtage en generel regel om bekæmpelse af misbrug, der både er egnet til indenlandske forhold, til forhold, der går på tværs af grænserne i EU, og til forhold, der involverer tredjelande.

4.2.

Medlemsstaterne opfordres til at gennemføre punkt 4.1 ved at indføre følgende bestemmelse i deres nationale lovgivning:

»Der skal ses bort fra et kunstigt arrangement eller en kunstig serie arrangementer, som er tilrettelagt med det hovedformål at undgå beskatning, og som medfører en skattefordel. Skattemæssigt skal myndighederne behandle disse arrangementer ud fra deres reelle økonomiske indhold.«

4.3.

I punkt 4.2 forstås ved »arrangement«: enhver transaktion, plan, handling, operation, aftale, tildeling, forståelse, løfte, tilsagn eller begivenhed. Et arrangement kan omfatte flere trin eller dele.

4.4.

I punkt 4.2 forstås ved »kunstig« som karakteristik af et arrangement eller en serie arrangementer: som er uden reelt forretningsmæssigt indhold. Når de nationale myndigheder skal afgøre, om arrangementer eller serier af arrangementer er kunstige, bør de overveje, om der er tale om en eller flere af følgende situationer:

4.5.

Ved anvendelsen af punkt 4.2 anses formålet med et arrangement eller en serie arrangementer for at være at undgå beskatning, hvis arrangementet eller arrangementerne hindrer de skatteregler, der ellers ville gælde, i at finde anvendelse i overensstemmelse med deres hensigt, formål og ånd, og det uanset skatteyderens subjektive hensigter.

4.6.

Ved anvendelsen af punkt 4.2 anses et givet formål for at være hovedformålet, hvis andre formål, som arrangementet eller serien af arrangementer tilskrives eller kunne tilskrives, forekommer ubetydelige, alle omstændigheder i sagen taget i betragtning.

4.7.

Når de nationale myndigheder skal afgøre, om et arrangement eller en serie arrangementer har medført en skattefordel som omhandlet i punkt 4.2, bør de sammenligne det beløb, en skatteyder skal betale i skat med reference til de pågældende arrangementer, med det beløb, som den samme skatteyder skulle betale i skat under de samme omstændigheder uden disse arrangementer. I denne forbindelse bør det undersøges, om en eller flere af følgende situationer forekommer: