24.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 294/7


RÅDETS AFGØRELSE

af 22. oktober 2012

om fastsættelse af den holdning, der skal indtages af Den Europæiske Union i Det Almindelige Råd under Verdenshandelsorganisationen vedrørende Den Demokratiske Folkerepublik Laos' tiltrædelse af WTO

(2012/656/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91, artikel 100, stk. 2, og artikel 207, stk. 4, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 16. juli 1997 ansøgte Den Demokratiske Folkerepublik Laos (Laos) regering om tiltrædelse af Marrakeshoverenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO) i henhold til artikel XII i den pågældende overenskomst.

(2)

En arbejdsgruppe vedrørende Laos' tiltrædelse blev nedsat den 19. februar 1998 for at nå til enighed om tiltrædelsesvilkår, der er acceptable for Laos og alle WTO's medlemmer.

(3)

Kommissionen har på Unionens vegne ført forhandlinger om en omfattende række tilsagn fra Laos' side om markedsadgang, som opfylder Unionens ønsker og svarer til Laos' udviklingsniveau.

(4)

Disse tilsagn er nu indarbejdet i protokollen om Laos' tiltrædelse af WTO.

(5)

Tiltrædelsen af WTO ventes at yde et positivt og varigt bidrag til processen med økonomisk reform og bæredygtig udvikling i Laos.

(6)

Tiltrædelsesprotokollen bør derfor godkendes.

(7)

Artikel XII i overenskomsten om oprettelse af WTO indeholder en bestemmelse om, at tiltrædelsesvilkårene aftales mellem det tiltrædende medlem og WTO, og at WTO's ministerkonference godkender tiltrædelsesvilkårene på WTO's vegne. Artikel IV.2, i overenskomsten om oprettelse af WTO foreskriver, at ministerkonferencens hverv i perioderne mellem samlingerne skal varetages af Det Almindelige Råd.

(8)

Det er derfor nødvendigt at fastlægge den holdning, som Unionen skal indtage i WTO's Almindelige Råd vedrørende Laos' tiltrædelse af WTO —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, Den Europæiske Union skal indtage i Det Almindelige Råd under Verdenshandelsorganisationen vedrørende Den Demokratiske Folkerepublik Laos' tiltrædelse af WTO, er at godkende tiltrædelsen.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 22. oktober 2012.

På Rådets vegne

S. ALETRARIS

Formand