14.7.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 186/2


RÅDETS AFGØRELSE

af 22. september 2011

om undertegnelse på Unionens vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Australien om luftfartsselskabers behandling og overførsel af passagerliste(PNR)-oplysninger til de australske told- og grænsekontrolmyndigheder

(2012/380/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 82, stk. 1, litra d), og artikel 87, stk. 2, litra a), sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 2. december 2010 vedtog Rådet en afgørelse, der bemyndigede Kommissionen til på Unionens vegne at indlede forhandlinger med Australien om overførsel og brug af passagerliste(PNR)-oplysninger for at forhindre og bekæmpe terrorisme og anden grov kriminalitet af grænseoverskridende karakter.

(2)

Aftalen mellem Den Europæiske Union og Australien om luftfartsselskabers behandling og overførsel af passagerliste(PNR)-oplysninger til de australske told- og grænsekontrolmyndigheder (»aftalen«) er blevet forhandlet. Forhandlingerne blev afsluttet med parafering af aftalen.

(3)

Aftalen bør undertegnes med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt, og den erklæring, der er knyttet til slutakten, bør godkendes.

(4)

Aftalen overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, der navnlig er anerkendt ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), særlig retten til respekt for privatliv og familieliv, jf. chartrets artikel 7, retten til beskyttelse af personoplysninger, jf. chartrets artikel 8, og retten til adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, jf. chartrets artikel 47. Aftalen bør anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.

(5)

I medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

(6)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, og aftalen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der gives herved på Unionens vegne bemyndigelse til undertegnelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Australien om luftfartsselskabers behandling og overførsel af passagerliste(PNR)-oplysninger til de australske told- og grænsekontrolmyndigheder (»aftalen«) med forbehold af indgåelse af aftalen (1).

Artikel 2

Den erklæring, der er knyttet til slutakten til aftalen, godkendes på Unionens vegne.

Artikel 3

Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege de personer, der er beføjet til at undertegne aftalen på Unionens vegne.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. september 2011.

På Rådets vegne

J. MILLER

Formand


(1)  Teksten til aftalen offentliggøres sammen med afgørelsen om dens indgåelse.