13.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 152/40


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 11. juni 2012

om de nationale bestemmelser om visse industrielle drivhusgasser, som Danmark har givet meddelelse om

(meddelt under nummer C(2012) 3717)

(Kun den danske udgave er autentisk)

(2012/301/EU)

EUROPA–KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved brev af 13. februar 2012 og i henhold til artikel 114, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) meddelte Kongeriget Danmark Kommissionen, at Danmark har til hensigt at opretholde sine nationale bestemmelser om visse industrielle drivhusgasser, som er strengere end Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 842/2006 af 17. maj 2006 om visse fluorholdige drivhusgasser (1), efter den 31. december 2012, som er udløbsdatoen for tilladelsen givet ved Kommissionens beslutning 2007/62/EF (2) i overensstemmelse med artikel 95, stk. 6, i traktaten om Det Europæiske Fællesskab (TEF) (nu artikel 114, stk. 6, TEUF).

(2)

Formålet med forordning (EF) nr. 842/2006 om visse fluorholdige drivhusgasser (F-gasser) er at forebygge og standse emissionerne af visse F-gasser (HFC, PFC og SF6), der er omfattet af Kyoto-protokollen. Forordningen rummer også et begrænset antal markedsførings- og anvendelsesrestriktioner, der gælder i de tilfælde, hvor der på fællesskabsplan findes alternativer til rimelige omkostninger, og hvor forbedring af indeslutning og genvinding ikke er mulig.

(3)

Forordningen har et dobbelt retsgrundlag, nemlig TEF's artikel 175, stk. 1 (nu artikel 192, stk. 1, i TEUF), hvad angår alle bestemmelser med undtagelse af artikel 7, 8 og 9, som bygger på TEF's artikel 95 (nu artikel 114 i TEUF) på grund af deres indvirkning på varers frie bevægelighed i Unionens indre marked.

(4)

Danmark har siden 2002 haft nationale bestemmelser om visse fluorholdige drivhusgasser og underrettede Kommissionen om disse ved brev af 2. juni 2006. Et generelt forbud mod import, salg og anvendelse af nye produkter, der indeholder F-gasser, er ledsaget af en række undtagelser, som er nærmere angivet i bilag I til bekendtgørelsen. Disse undtagelser vedrører en række meget specifikke anvendelser og er for en række mere almindelige anvendelser baseret på mængden af drivhusgasser, der anvendes i de respektive systemer, hvorved f.eks. køleanlæg, varmepumper eller airconditionanlæg med fyldninger mellem 0,15 kg og 10 kg samt kølesystemer til varmegenvinding med en fyldning mindre end eller lig med 50 kg er undtaget. Produkter til anvendelse om bord på skibe og til militær anvendelse samt anvendelse af SF6 i højspændingsanlæg er ligeledes undtaget. Kommissionen besluttede den 8. december 2006 under henvisning til TEF's artikel 95, stk. 6 (nu artikel 114, stk. 6, i TEUF), at give Danmark tilladelse til at opretholde bestemmelserne frem til den 31. december 2012.

(5)

Siden vedtagelsen af beslutning 2007/62/EF har grundlaget for at opretholde de strengere bestemmelser, som er beskrevet i beslutningen, ikke ændret sig. De nationale regler er fortsat et led i en bredere strategi, som Danmark har indført for at opfylde sit mål for nedbringelse af udledninger i henhold til Kyotoprotokollen og den efterfølgende byrdefordelingsaftale, som er vedtaget på EU-plan. Under denne ordning har Danmark forpligtet sig til at nedbringe sine udledninger af drivhusgasser med 21 % i perioden 2008-2012 sammenlignet med referenceåret 1990. De anmeldte foranstaltninger meddeles at have bidraget betydeligt til reduktionen af HFC-emissioner i Danmark. I Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om medlemsstaternes indsats for at reducere deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser til at reducere drivhusgasemissionerne frem til 2020 (3) har Danmark forpligtet sig til at nedbringe sine emissioner yderligere med 20 % i forhold til niveauet for 2005.

(6)

De i bekendtgørelsen bestemte undtagelser samt muligheden for i ganske særlige tilfælde at give individuelle dispensationer fra det generelle forbud sikrer foranstaltningens proportionalitet. Derudover vedrører bekendtgørelsen kun nyt udstyr og tillader brug af F-gasser til servicering og vedligeholdelse af eksisterende udstyr, således at unødig udskiftning af udstyr undgås.

(7)

Samtidig med at det konstateres, at bekendtgørelsen har konsekvenser for den frie omsætning af varer inden for Unionen, så er bestemmelserne generelle og gælder for såvel nationale som importerede produkter. Der er ikke noget, der tyder på, at de bestemmelser, der er givet meddelelse om, er blevet eller vil blive anvendt som et middel til vilkårlig forskelsbehandling mellem økonomiske aktører i Unionen. I betragtning af de miljømæssige risici, der er forbundet med brugen af F-gasser, bekræfter Kommissionen sin vurdering af, at de meddelte nationale bestemmelser ikke udgør en urimelig hindring for det indre markeds funktion i forhold til de forfulgte mål, især i betragtning af konklusionerne i den seneste vurdering af anvendelsen, virkningen og tilstrækkeligheden af forordning (EF) nr. 842/2006 (4), hvoraf det fremgår, at yderligere foranstaltninger er nødvendige for at nå de på EU-plan vedtagne mål for drivhusgasemissioner.

(8)

Kommissionen finder, at den anmodning, som Danmark indsendte den 13. februar 2012 om tilladelse til at opretholde sin nationale lovgivning, der er strengere end forordning (EF) nr. 842/2006 med hensyn til markedsføring af produkter og udstyr indeholdende, eller hvis funktion afhænger af, F-gasser, kan accepteres.

(9)

Derudover bekræfter Kommissionen sin beslutning 2007/62/EF om, at de nationale bestemmelser i bekendtgørelse nr. 552 af 2. juli 2002:

imødekommer behovet for at beskytte miljøet

tager hensyn til, at der findes teknisk og økonomisk realistiske alternativer til de forbudte anvendelser i Danmark

formentlig vil have en begrænset økonomisk virkning

ikke er et middel til vilkårlig forskelsbehandling

ikke udgør en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne, og

således er i overensstemmelse med traktaten.

Kommissionen mener derfor, at de kan godkendes.

(10)

Kommissionen kan til enhver tid igen vurdere, om betingelserne for godkendelsen fortsat er opfyldt. Dette kan især blive relevant i tilfælde af væsentlige ændringer i forordning (EF) nr. 842/2006 eller beslutning nr. 406/2009/EF. I betragtning af denne mulighed og EU's og medlemsstaternes langsigtede forpligtelser til at reducere drivhusgasemissionerne anses det ikke for nødvendigt at begrænse godkendelsens varighed til en bestemt dato —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

De nationale bestemmelser om visse fluorholdige drivhusgasser, som Kongeriget Danmark gav meddelelse om til Kommissionen ved brev af 13. februar 2012, og som er mere vidtgående end forordning (EF) nr. 842/2006 med hensyn til markedsføring af produkter og udstyr indeholdende, eller hvis funktion afhænger af, F-gasser, godkendes herved.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Danmark.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. juni 2012.

På Kommissionens vegne

Connie HEDEGAARD

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 161 af 14.6.2006, s. 1.

(2)  EUT L 32 af 6.2.2007, s. 130.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 406/2009/EF af 23. april 2009 om medlemsstaternes indsats for at reducere deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser til at reducere drivhusgasemissionerne frem til 2020 (EUT L 140 af 5.6.2009, s. 136).

(4)  Rapport fra Kommissionen om anvendelsen, virkningen og tilstrækkeligheden af forordningen om visse fluorholdige drivhusgasser (forordning (EF) nr. 842/2006), KOM(2011) 581, endelig.