8.5.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 121/22


RÅDETS AFGØRELSE

af 26. april 2012

om en revision af Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs vedtægter

(2012/245/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 242,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 114, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab blev der den 1. januar 1999 oprettet et økonomisk og finansielt udvalg (»udvalget«).

(2)

Rådet vedtog den 21. december 1998 afgørelse 98/743/EF om de nærmere bestemmelser for sammensætningen af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg (1).

(3)

Rådet vedtog den 31. december 1998 afgørelse 1999/8/EF om fastsættelse af Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs vedtægter (2); disse vedtægter blev revideret ved Rådets afgørelse 2003/476/EF af 18. juni 2003 (3) for at sikre, at udvalget fortsat kunne fungere effektivt efter ti medlemsstaters tiltrædelse den 1. maj 2004.

(4)

Stats- og regeringscheferne fra de medlemsstater, der har euroen som valuta, erklærede den 26. oktober 2011, at det forberedende organ, der er omhandlet i artikel 1 i protokollen (nr. 14) om Eurogruppen, og som består af repræsentanterne for finansministrene fra de medlemsstater, der har euroen som valuta, og for Kommissionen (»Eurogruppens Arbejdsgruppe«), vil blive ledet af en formand på fuld tid. Som følge heraf vil den person, der udnævnes til dette hverv, ophøre med at være embedsmand i en national administration og blive ansat af EU-institutionerne.

(5)

Samme dag erklærede stats- og regeringscheferne fra de medlemsstater, der har euroen som valuta, at de nuværende administrative strukturer, der bistår Rådet og udvalget, dvs. Generalsekretariatet for Rådet og Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs sekretariat, vil yde passende støtte til formanden for eurotopmødet og formanden for Eurogruppen under vejledning af formanden for udvalget/Eurogruppens Arbejdsgruppe.

(6)

Udvalget bør kunne vælge sin formand blandt de mest kvalificerede ansøgere, herunder formanden for Eurogruppens Arbejdsgruppe.

(7)

Udvalgets vedtægter bør derfor revideres —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs vedtægter, jf. bilaget til afgørelse 1999/8/EF, som ændret ved afgørelse 2003/476/EF, erstattes af teksten i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 26. april 2012.

På Rådets vegne

M. BØDSKOV

Formand


(1)   EFT L 358 af 31.12.1998, s. 109.

(2)   EFT L 5 af 9.1.1999, s. 71.

(3)   EUT L 158 af 27.6.2003, s. 58.


BILAG

»DET ØKONOMISKE OG FINANSIELLE UDVALGS VEDTÆGTER

Artikel 1

Det Økonomiske og Finansielle Udvalg (»udvalget«) varetager de opgaver, der er omhandlet i artikel 134, stk. 2 og 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Artikel 2

Udvalget kan bl.a.

høres under beslutningsprocessen vedrørende valutakursmekanismen i Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase

forberede Rådets drøftelser om eurokursens udvikling, jf. dog traktatens artikel 240

udgøre den ramme, inden for hvilken dialogen mellem Rådet og Den Europæiske Centralbank (ECB) kan forberedes og videreføres af højtstående embedsmænd fra ministerier, nationale centralbanker, Kommissionen og ECB.

Artikel 3

Udvalgets medlemmer og suppleanter varetager deres opgaver ud fra Unionens almene interesser.

Artikel 4

Udvalget mødes under ledelse af formanden i to sammensætninger: enten med de medlemmer, der er udvalgt blandt administrationerne, de nationale centralbanker, Kommissionen og ECB, eller med medlemmer fra administrationerne, Kommissionen og ECB. Udvalget i sin fulde sammensætning gennemgår regelmæssigt listen over spørgsmål, hvis behandling kræver, at de nationale centralbankmedlemmer deltager i møderne.

Artikel 5

Udtalelser, rapporter og meddelelser vedtages af et flertal af medlemmerne, hvis der kræves afstemning. Hvert udvalgsmedlem har én stemme. Når der afgives råd eller udtalelse om et spørgsmål, som Rådet senere kan træffe afgørelse om, kan medlemmerne fra centralbankerne, når de er til stede, og Kommissionen deltage fuldt ud i drøftelserne, men de deltager ikke i afstemningen. Udvalget refererer også mindretalssynspunkter eller afvigende synspunkter, der er kommet frem under drøftelserne.

Artikel 6

Udvalget vælger med et flertal af sine medlemmer en formand for en toårig periode, som kan fornyes. Til formand kan vælges udvalgsmedlemmer, der er højtstående embedsmænd i de nationale administrationer, og formanden for det forberedende organ, der er omhandlet i artikel 1 i protokol nr. 14 om Eurogruppen, og som består af repræsentanter for finansministrene fra de medlemsstater, der har euroen som valuta, og for Kommissionen (»Eurogruppens Arbejdsgruppe«).

Hvis formanden for udvalget er et udvalgsmedlem fra en national administration, delegerer vedkommende sin stemmeret til sin suppleant.

Artikel 7

Hvis formanden for udvalget er forhindret i at varetage sine opgaver, udføres disse af udvalgets næstformand. Næstformanden vælges af et flertal af udvalgets medlemmer for et tidsrum på to år. Til næstformand kan vælges udvalgsmedlemmer, der er højtstående embedsmænd i de nationale administrationer, og formanden for Eurogruppens Arbejdsgruppe, medmindre sidstnævnte er blevet valgt som formand for udvalget.

Artikel 8

Hvis formanden for Eurogruppens Arbejdsgruppe ikke også er formand for udvalget, kan vedkommende overvære udvalgets møder og deltage i drøftelserne, medmindre udvalget træffer anden afgørelse.

Suppleanter kan overvære udvalgets møder, medmindre udvalget træffer anden afgørelse. De deltager ikke i afstemninger. De deltager ikke i drøftelserne, medmindre udvalget træffer anden afgørelse.

Et medlem, der er forhindret i at deltage i et udvalgsmøde, kan delegere sine opgaver til en suppleant eller til et andet medlem. Formanden og sekretæren for udvalget informeres skriftligt inden mødet. Formanden kan undtagelsesvis acceptere andre ordninger.

Artikel 9

Udvalget kan overdrage undersøgelsen af særlige spørgsmål til suppleanter, underudvalg eller grupper. I sådanne tilfælde varetages formandskabet af et udvalgsmedlem eller en suppleant, der er udnævnt af udvalget. Udvalgets medlemmer, suppleanter, underudvalg og grupper kan anmode om ekspertbistand.

Artikel 10

Udvalget indkaldes af formanden på dennes initiativ eller på anmodning af Rådet, Kommissionen eller mindst fire udvalgsmedlemmer.

Artikel 11

Formanden repræsenterer som hovedregel udvalget; navnlig kan udvalget give formanden tilladelse til at referere drøftelser og afgive mundtlige kommentarer om udtalelser og meddelelser, som udvalget har udarbejdet. Formanden varetager udvalgets forbindelser til Europa-Parlamentet.

Artikel 12

Drøftelserne i udvalget er fortrolige. Dette gælder også suppleanters, underudvalgs og arbejdsgruppers drøftelser.

Artikel 13

Udvalget bistås af et sekretariat under ledelse af en sekretær. Sekretæren og sekretariatets personale stilles til rådighed af Kommissionen. Sekretæren udnævnes af Kommissionen efter høring af udvalget. Sekretæren og dennes personale handler efter udvalgets direktiver, når de udfører udvalgets opgaver.

Udvalgets udgifter indgår i Kommissionens overslag.

Artikel 14

Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.«