6.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 66/6


RÅDETS AFGØRELSE

af 24. januar 2012

om konstatering af, om Ungarn har truffet virkningsfulde foranstaltninger til opfølgning af Rådets henstilling af 7. juli 2009

(2012/139/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 126, stk. 8,

under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til traktatens artikel 126, stk. 1, skal medlemsstaterne undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud.

(2)

Stabilitets- og vækstpagten er baseret på målsætningen om sunde offentlige finanser som et middel til at styrke forudsætningerne for prisstabilitet og for en holdbar og stærk vækst, som fører til øget beskæftigelse. Stabilitets- og vækstpagten omfatter Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 af 7. juli 1997 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (1), der blev vedtaget for at fremme en hurtig korrektion af uforholdsmæssigt store offentlige underskud.

(3)

Ved afgørelse 2004/918/EF (2) truffet den 5. juli 2004 fastslog Rådet efter henstilling fra Kommissionen og i henhold til artikel 104, stk. 6, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (TEF), at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Ungarn (3).

(4)

Den 5. juli 2004 henstillede Rådet efter henstilling fra Kommissionen i henhold til artikel 104, stk. 7, i TEF, at de ungarske myndigheder tager skridt til på mellemlang sigt at reducere underskuddet til under 3 % af BNP senest i 2008. Ved afgørelse 2005/348/EF (4) truffet den 18. januar 2005 fastslog Rådet i henhold til artikel 104, stk. 8, i TEF, at Ungarn ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger til opfølgning af Rådets henstilling.

(5)

Den 8. marts 2005 vedtog Rådet efter henstilling fra Kommissionen en anden henstilling i henhold til artikel 104, stk. 7, i TEF, hvori det bekræftede fristen, nemlig 2008, for korrektionen af det uforholdsmæssigt store underskud. Efter en betydelig forværring af de budgetmæssige udsigter i Ungarn fastslog Rådet ved afgørelse 2005/843/EF (5) truffet den 8. november 2005 i henhold til artikel 104, stk. 8, i TEF, at Ungarn for anden gang havde undladt at træffe virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstillinger.

(6)

Rådet vedtog derfor den 10. oktober 2006 efter henstilling fra Kommissionen en tredje henstilling i henhold til artikel 104, stk. 7, i TEF til Ungarn, hvori fristen for korrektionen af det uforholdsmæssigt store underskud blev udsat til 2009. Den 7. juli 2009 konkluderede Rådet i sin henstilling vedtaget i henhold til artikel 104, stk. 7, i TEF, at de ungarske myndigheder kunne anses for at have truffet virkningsfulde foranstaltninger til opfølgning af henstillingerne fra oktober 2006. Med hensyn til den alvorlige nedgang i forbindelse med den økonomiske og finansielle krise offentliggjorde Rådet i den samme henstilling en revideret udgave af den tredje henstilling i henhold til artikel 104, stk. 7, i TEF.

(7)

Rådets henstilling af 7. juli 2009 opfordrede de ungarske myndigheder til at bringe situationen med det uforholdsmæssigt store underskud til ophør senest i 2011. Ungarn blev bl.a. opfordret til i) at begrænse forværringen af budgetsituationen i 2009 ved at sikre en fuldstændig gennemførelse af vedtagne og bebudede korrigerende foranstaltninger for at opfylde målet på 3,9 % af BNP; ii) at fra 2010 sikre en streng gennemførelse af de nødvendige konsolideringsforanstaltninger for at sikre et fortsat fald i det strukturelle underskud og et nyt fald i det samlede underskud med en øget anvendelse af strukturelle foranstaltninger, så der sikres en varig forbedring af de offentlige finanser; iii) at der i rette tid præciseres og vedtages foranstaltninger, som er nødvendige for at opnå en korrektion af det uforholdsmæssigt store underskud senest i 2011; iv) at sikre en kumuleret finanspolitisk indsats på 0,5 % af BNP i 2010 og 2011; og v) at sikre at den offentlige gældskvote blev bragt ind på en støt nedadgående kurs.

(8)

Den 27. januar 2010 vedtog Kommissionen en meddelelse til Rådet (6), hvori den konstaterede på grundlag af de oplysninger, der var til rådighed på det tidspunkt, at Ungarn havde truffet virkningsfulde foranstaltninger til opfølgning af Rådets henstilling af 7. juli 2009. Kommissionen nåede frem til sin konklusion, navnlig under hensyntagen til konsolideringsforanstaltninger på 1,5 % af BNP for at opfylde underskudsmålet i 2009 på 3,9 % af BNP, strukturreformer af pensions- og socialsikringssystemet som støtte til virkeliggørelsen af målet for underskuddet i 2010 på 3,8 % af BNP og fremskridt med hensyn til gennemførelsen af den nye finanspolitiske ramme, men Kommissionen advarede samtidig mod betydelige risici.

(9)

Den 15. december 2011 forelagde Ungarn sin rapport for Kommissionen og Rådet om de foranstaltninger, der er truffet som reaktion på Rådets henstilling af 7. juli 2009 i henhold til artikel 126, stk. 7, i traktaten, december 2011 (»December 2011 situationsrapport om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud«). Bl.a. på basis af denne situationsrapport fører en opdateret vurdering af de foranstaltninger, som Ungarn havde truffet for at korrigere det uforholdsmæssigt store underskud senest i 2011 til opfølgning af Rådets henstilling af 7. juli 2009, til følgende konklusioner:

a)

I 2010 overskred det faktiske budgetunderskud målet med 0,4 % af BNP, mens den økonomiske vækst var stærkere i 2010 end forudset i Kommissionens forårsprognose fra 2009, som dannede grundlag for Rådets henstillinger af 7. juli 2009. I 2011 forventes det (ifølge både regeringen og Kommissionens efterårsprognose fra 2011 — »efterårsprognosen fra 2011«), at den offentlige saldo vil give overskud, men kun takket være engangsindtægter på 9,75 % af BNP i forbindelse med overførslen af pensionsaktiver fra de private pensionsordninger til den statslige søjle og på 0,9 % af BNP fra sektorbestemte afgifter (på telekommunikation, energi, detailhandel og finansielle sektorer). Uden engangsforanstaltninger ville underskuddet have nået omkring 6 % af BNP og langt oversteget referenceværdien på 3 % af BNP fastsat i artikel 1 i protokol (nr. 12) om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten. I deres indberetning i anledning af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud fra efteråret 2011 forventede de ungarske myndigheder et overskud på 3,9 % af BNP. I efterårsprognosen fra 2011 forventes der et noget lavere overskud (3,6 % af BNP), fordi den omfattede overtagelsen af en del af de offentlige selskabers gæld (0,2 % af BNP). Baseret på de seneste oplysninger om engangsforanstaltninger modtaget efter skæringsdatoen for efterårsprognosen fra 2011 kan overskuddet endog blive lavere. Det strukturelle underskud forværredes med 1,5 % i 2010 og med 1,25 % i 2011, kumuleret 2,75 % af BNP, i strid med Rådets henstilling af 7. juli 2009, der henstillede at sikre mindst en kumuleret finanspolitisk indsats på 0,5 % af BNP i disse to år, som er nødvendig for at korrigere underskuddet på en holdbar måde senest i 2011. Denne strukturelle forværring er en afspejling af, at skattelettelser på over 2 % af BNP ikke i tilstrækkelig grad opvejedes af strukturforanstaltninger.

b)

Hvad angår 2012 sigtes der i budgetudkastet mod et underskud på 2,5 % af BNP i overensstemmelse med 2011-opdateringen af konvergensprogrammet. For at opnå dette indeholder budgetforslaget en række foranstaltninger, som i alt beløber sig til næsten 4 % af BNP ifølge myndighederne, mens der afsættes 0,7 % af BNP som en ekstraordinær reservestødpude. I modsætning hertil forventes det offentlige underskud i 2012 ifølge efterårsprognosen fra 2011 at nå op på 2,8 % af BNP og det strukturelle underskud at forbedres med 2,4 % af BNP. I forhold til budgetudkastet afspejler disse højere underskudstal bl.a. en lavere fremskrivning af den økonomiske vækst for 2012 med 1 procentpoint samt en mere forsigtig vurdering af indtægts- og udgiftsudviklingen. Samtidig antager budgetforslaget i overensstemmelse med den relevante lovgivning, at den ekstraordinære reserve ikke forventes at blive brugt. Tærsklen på et underskud på 3 % af BNP overholdes imidlertid kun på grundlag af en engangsindtægt på tæt ved 0,9 % af BNP fra ovennævnte ekstraordinære sektorbestemte afgifter.

c)

Ifølge prognosen fra efteråret 2011 og på grundlag af den sædvanlige antagelse om en uændret politik forventedes budgetunderskuddet atter at blive forværret til 3,7 % i 2013. Dette skyldes primært, at udfasningen af de ekstraordinære afgifter på ca. 0,9 % af BNP ikke forventes at blive opvejet af de yderligere besparelser som følge af strukturreformprogrammet for det pågældende år.

d)

Baseret på budgetudviklingen siden offentliggørelsen af efterårsprognosen fra 2011 forekommer 2012-fremskrivningen af det offentlige underskud på 2,8 % af BNP stadig at være plausibel (uden hensyntagen til den seneste forværring i det makroøkonomiske miljø). Dette skyldes, at den underskudsbegrænsende virkning af den nye konsolideringspakke på 0,4 % af BNP, som regeringen vedtog den 15. december 2011, stort set opvejes af de underskudsforøgende ændringer af budgetudkastet samt af nettobudgetudgifterne ved aftalen med banksektoren af 15. december 2011, som endnu ikke i tilstrækkelig grad udlignes af supplerende konsolideringsforanstaltninger.

e)

Under hensyntagen til en række yderligere præciseringer af det strukturelle reformprogram (relaterede stats- og parlamentsbeslutninger er nærmere beskrevet i Ungarns situationsrapport om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud fra december 2011), den positive basiseffekt fra 2012 og nettoomkostningerne som følge af aftalen med banksektoren kunne den fremskrivning af underskuddet for 2013, som er indeholdt i efterårsprognosen fra 2011, sænkes fra 3,7 % af BNP til 3,25 % af BNP, hvilket ikke desto mindre stadig er klart over tærsklen på et underskud på 3 % af BNP. Forskellen mellem den nuværende opdaterede vurdering og det officielle mål (2,2 % af BNP) fastsat i Ungarns konvergensprogram fra april 2011 skyldes navnlig, at i mangel af særlige foranstaltninger kunne omkring halvdelen af strukturreformprogrammet ikke tages i betragtning. Den resterende forskel i forhold til det officielle mål hænger sammen med højere forventede udgifter, især i forbindelse med statsejede transportvirksomheder og vedligeholdelse af veje, og omfatter desuden visse forskelle i vækstantagelser. Yderligere strukturreformer, der kunne nedsætte underskudsprognosen, er planlagte, men disse er endnu ikke tilstrækkeligt specificerede.

f)

Risiciene i forbindelse med disse opdaterede mellemfristede fremskrivninger er negative. Der er en vis positiv risiko, navnlig som følge af fortsat bedre end forventede indtægter i 2012 og 2013. Det forventes imidlertid, at de negative risici er højere end de udlignende positive risici. Navnlig rentesatserne for alle løbetider er steget, valutakursen er svækket, og de økonomiske udsigter på mellemlang sigt synes at være blevet værre, siden efterårsprognosen fra 2011 blev offentliggjort den 10. november 2011. Hvis disse faktorer blev taget i betragtning, ville fremskrivningerne af underskuddet i både 2012 og 2013 samlet set blive øget yderligere med 0,5 % af BNP, hvilket fører til underskud på lige over henholdsvis 3 % af BNP og 3,75 % af BNP.

g)

Ifølge prognosen fra efteråret 2011 forventes den offentlige bruttogæld, i betragtning af de forventede underskudstal og antagelserne om vekselkursen, igen at stige til næsten 77 % af BNP i 2013, efter et midlertidigt fald i 2011 på grund af overtagelsen af de private pensionsaktiver. Hvis de mellemsigtede budgetfremskrivninger blev ajourført udelukkende på grundlag af nye foranstaltninger vedtaget efter skæringsdagen for prognosen, ville den fremskrevne gældskvote for 2012 blive stort set uændret og kun forbedres lidt i 2013. Yderligere mulige revisioner i budgetfremskrivningerne, under hensyntagen til navnlig de øgede udbytter, vekselkursen mellem HUF/EUR på 311 ved udgangen af 2011 (hvilket er ca. 12 % lavere end den tekniske antagelse, der blev anvendt i efterårsprognosen fra 2011) samt det dårligere makroøkonomiske miljø, vil resultere i en gældskvote på omkring 80 % i 2011, hvorefter den vil stabilisere sig på ca. 78,5 % i både 2012 og 2013, mens Rådet anbefalede, at bruttogældskvoten skulle bringes ind på en støt nedadgående kurs.

(10)

Den samlede konklusion er, at mens Ungarn formelt overholder referenceværdien på 3 % af BNP i 2011, er dette ikke baseret på en strukturel og holdbar korrektion. Budgetoverskuddet i 2011 afhænger af betydelige engangsindtægter på over 10 % af BNP og er ledsaget af en kumuleret strukturel forværring i 2010 og 2011 på 2,75 % af BNP i forhold til en anbefalet kumuleret finanspolitisk forbedring på 0,5 % af BNP. Myndighederne gennemfører derudover betydelige strukturelle foranstaltninger i 2012, der nedsætter det strukturelle underskud til 2,6 % af BNP; referenceværdien på 3 % af BNP overholdes endvidere igen blot takket være engangsforanstaltninger på tæt ved 1 % af BNP. Endelig forventes underskuddet i 2013 (3,25 % af BNP) på ny at overstige tærsklen på et underskud på 3 % af BNP selv under hensyntagen til de supplerende foranstaltninger, der er bebudet siden efterårsprognosen fra 2011. Det højere underskud i 2013 hænger hovedsagelig sammen med det forhold, at midlertidige engangsindtægter udfases som planlagt, mens ikke alle planlagte strukturreformer er tilstrækkeligt specificerede. Dette støtter som helhed den konklusion, at de ungarske myndigheders opfølgning af Rådets henstilling af 7. juli 2009 vedtaget i henhold til artikel 104, stk. 7, i TEF har været utilstrækkelig —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ungarn har ikke truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 7. juli 2009 i henhold til artikel 104, stk. 7, i TEF inden for den i henstillingen fastsatte periode.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Ungarn.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. januar 2012.

På Rådets vegne

M. VESTAGER

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 6.

(2)  EUT L 389 af 30.12.2004, s. 27.

(3)  Alle dokumenter vedrørende proceduren i forbindelse med det uforholdsmæssigt store underskud i Ungarn kan findes på følgende websted: http://ec.europa.eu/economy_finance/economic_governance/sgp/deficit/index_en.htm.

(4)  EUT L 110 af 30.4.2005, s. 42.

(5)  EUT L 314 af 30.11.2005, s. 18.

(6)  KOM(2010) 10 endelig.