23.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 50/21


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 20. april 2011

om den statsstøtte C 19/09 (ex N 64/09), som Danmark har til hensigt at yde til omstruktureringen af TV2 Danmark A/S

(meddelt under nummer K(2011) 2614)

(Kun den danske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(2012/109/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (1), særlig artikel 108, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med disse artikler (2), under hensyntagen til disse bemærkninger

og ud fra følgende betragtninger:

I.   SAGSFORLØB

(1)

Den 4. august 2008 meddelte Kommissionen Danmark, at den havde besluttet ikke at gøre indsigelse mod den redningsstøtte, som skulle ydes TV2 Danmark A/S i form af en kreditfacilitet på i alt 1 000 mio. DKK (i det følgende benævnt »beslutningen om redningsstøtte«) (3). Ifølge denne beslutning var den planlagte støtte forenelig med EF-traktatens artikel 87, stk. 3), litra c), nu artikel 107, stk. 3, litra c), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og især med reglerne i »Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder« (4) (i det følgende benævnt »rammebestemmelserne«).

(2)

Ifølge beslutningen om redningsstøtte og rammebestemmelserne skulle der forelægges Kommissionen en omstruktureringsplan eller en likvidationsplan eller bevis på, at lånet var tilbagebetalt fuldt ud senest seks måneder, efter at redningsstøtteforanstaltningen var blevet godkendt, dvs. senest den 4. februar 2009.

(3)

Den 4. februar 2009 anmeldte Danmark i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 88, stk. 3, nu artikel 108, stk. 3, i TEUF, en omstruktureringsplan for TV2 Danmark A/S til Kommissionen.

(4)

Ved brev af 2. juli 2009 meddelte Kommissionen Danmark, at den havde besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, nu artikel 108, stk. 2, i TEUF, over for støtteforanstaltningen.

(5)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (5). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger.

(6)

Kommissionen modtog følgende bemærkninger fra interesserede parter.

1.10.2009

TDC A/S og You see

1.10.2009

Canal Digital Danmark

1.10.2009

MTV Networks

2.10.2009

Niels Jørgen Langkilde

2.10.2009

Boxer TV

2.10.2009

Discovery Networks Nordic

2.10.2009

TV2 Danmark (støttemodtager)

2.10.2009

MTG Viasat (som fremsendte yderligere bilag ved brev af 15. oktober 2009)

2.10.2009

Forenede Danske Antenneanlæg

2.10.2009

SBS Broadcasting Networks Ltd og SBS TV A/S

7.10.2009

Telia Stofa A/S

(7)

Kommissionen videresendte disse bemærkninger til Danmark den 27. oktober 2009. De forsinkede bemærkninger fra Telia Stofa blev videresendt til Danmark den 30. november 2009. Danmark fik lejlighed til at reagere på dem, og Kommissionen modtog Danmarks bemærkninger i to breve, der berørte forskellige aspekter af bemærkningerne fra tredjeparter: ved brev fra den danske regering af 29. januar, som blev modtaget via Den Faste Repræsentation og registreret den 23. febr uar 2010, og ved brev af 29. marts 2010, som blev registreret den 30. marts, mens de respektive bilag til dette brev senere blev registreret den 14. april 2010. Den 8. juni 2010 fremsendte den danske regering yderligere oplysninger om vedtagelsen af en ny mediepolitisk aftale 2011-2014.

(8)

Den 9. juni 2010 fremsendte TV2 Danmark A/S et informationsmemorandum vedrørende salget af TV2's sendenet.

(9)

Kommissionen holdt et møde med støttemodtageren TV2 Danmark A/S den 8. juni 2010. Som opfølgning på mødet tilsendte Kommissionen Danmark en række spørgsmål den 30. juni 2010, som Danmark besvarede den 9. juli 2010.

(10)

Viasat fremsendte yderligere oplysninger ved e-mail af 26. maj 2010 og ved breve registreret den 1. juni 2010 og den 6. juli 2010.

(11)

Kommissionen tilsendte Danmark yderligere spørgsmål den 23. og den 28. juli 2010, som Danmark besvarede den 17. august 2010. Kommissionen holdt et møde med Danmark den 14. september 2010, hvorefter Danmark fremsatte yderligere bemærkninger den 15. oktober 2010.

(12)

Den 22. december 2010 fremsendte Viasat yderligere oplysninger. Den 7. februar 2011 fremsendte SBS yderligere oplysninger til Kommissionen.

(13)

Den 14. januar 2011 sendte Kommissionen en anmodning om oplysninger til Danmark, som svarede ved brev af 3. februar 2011. Danmark anmodede om et yderligere møde ved brev af 28. januar 2011. Dette møde fandt sted den 7. februar 2011. Der blev fremsendt yderligere oplysninger den 24. februar 2011.

(14)

Efter anmodning fra de danske myndigheder blev der holdt et yderligere møde den 4. marts 2011. Danmark fremsendte siden yderligere oplysninger ved breve, som blev registreret den 11. marts 2011, 17. og 18. marts samt 6. og 14. april 2011. Ved brev af 11. marts 2011 meddelte Danmark Kommissionen, at dele af omstruktureringsplanen (det såkaldte TV2-alene-kort, som beskrevet nærmere nedenfor) ikke vil blive gennemført. Danmark fremsendte den 17. og 18. marts samt 6. og 14. april 2011 ændrede finansielle oplysninger, der tager højde for denne ændring.

(15)

Det skal desuden bemærkes, at Viasat Broadcasting UK Ltd den 24. marts 2009 anlagde sag ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (nu Retten) med påstand om annullation af beslutningen om redningsstøtte (6). Desuden anmodede Viasat Broadcasting UK Ltd den 15. maj 2009 Kommissionen om at indlede en procedure efter artikel 108, stk. 2, i TEUF med henblik på at tilbagekalde beslutningen om redningsstøtte (7). Disse andragender vedrører en anden beslutning og forhindrer ikke Kommissionen i at tage stilling til omstruktureringsplanen. Den pågældende retssag blev dog udsat ved kendelse af 17. maj 2010, indtil Kommissionen har vedtaget en endelig afgørelse i omstruktureringssagen (8).

(16)

Den 14. december 2009 indgav MTG/Viasat en klage med påstand om, at Danmark overtræder bl.a. artikel 106 og 102 i TEUF ved at indføre brugergebyrer for TV2.

II.   STØTTEMODTAGEREN: TV2 DANMARK A/S

(17)

TV2 Danmark A/S blev stiftet i 2003 som et aktieselskab, der ejes 100 % af den danske stat. Virksomheden overtog aktiviteterne fra den selvejende offentlige institution TV 2, som blev oprettet i 1986. TV2 Danmark A/S har interesser i flere forskellige virksomheder, bl.a. helejede datterselskaber, associerede virksomheder, joint ventures og minoritetsandele. TV2 Danmark A/S (i det følgende benævnt »TV2«) er moderselskab i TV2-koncernen og driver den offentlige tv-kanal TV2 (også benævnt hovedkanalen senere i teksten).

(18)

Nuværende forretningsmodel: TV2-hovedkanalen blev tidligere finansieret gennem tv-licensafgifter og reklameindtægter. Selv om de regionale kanaler stadig delvis finansieres på denne måde, ophørte hovedkanalen imidlertid med at blive finansieret gennem tv-licensafgifter i juli 2004, hvorefter den kun finansieres gennem reklameindtægter. Disse reklameindtægter udgør i dag hovedkanalens eneste indtægtskilde, hvis der ses bort fra overskud fra de kommercielle kanaler. TV2 har i dag ikke ret til at opkræve abonnementsbetaling for sin hovedkanal.

(19)

Public service-forpligtelser: TV2 har i henhold til § 38 a., stk 1, i den danske lov om radio- og fjernsynsvirksomhed en public service-forpligtelse. Heri hedder, at »public service-programvirksomhed(en) skal udøves over for hele befolkningen efter de i § 10 nævnte principper«. Disse overordnede forpligtelser kompletteres af mere detaljerede beskrivelser i public service-tilladelsen og tillæggene hertil.

(20)

Kommissionen accepterede (9), at TV2's hovedkanal opfylder en public service-forpligtelse, hvilket blev stadfæstet af Retten (10). TV2's public service-virksomhed tegner sig for mere end […] (*1) af TV2's omkostninger (11).

(21)

TV2's hovedkanal har desuden en public service-forpligtelse til at sende regionale programmer i henhold til punkt 2.5 i TV2's public service-tilladelse (12). Det regionale indhold produceres af de regionale TV2-virksomheder. De otte regionale virksomheder er uafhængige af TV2. De er reguleret ved § 31 ff. i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed (13). Til hver enkel virksomhed er der knyttet et repræsentantskab, der er sammensat med en alsidig repræsentation for det regionale kultur- og samfundsliv. TV2 kan ikke være medlem af disse repræsentantskaber. De regionale virksomheder skal i henhold til § 31 ff. i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed udøve public service-virksomhed, og de skal ved programlægningen lægge vægt på tilknytning til regionen. Deres aktiviteter finansieres primært gennem licensmidler (14). TV2 har en forpligtelse til at sende disse regionale programmer i »vinduer« i TV2's normale programflade (15). TV2 har ingen indflydelse på det valgte tv-format med henblik på f.eks. at sikre sammenhæng i forhold til de generelle TV-programmer på hovedkanalen. TV2 sender reklamer mellem de nationale og de regionale programmer, som er rettet mod det regionale marked, og modtager reklameindtægterne.

(22)

Must carry-forpligtelse: I henhold til § 6 i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed gælder for hovedkanalen en såkaldt must carry-bestemmelse, som betyder, at distributører af fællesantenneanlæg (SMTV) (inklusive kommercielle kabeldistributører) skal give adgang til de kanaler, der er nævnt i bestemmelsen (dvs. TV2 og DR), i alle deres pakker (16).

TV-distributører, der anvender satellit som distributionsplatform, var ikke forpligtede til at indkludere TV2-hovedkanalen i programpakkerne, men valgte alligevel at gøre det, idet kanalen er meget populær (17).

(23)

Fjernsynsdistribution i Danmark: Fjernsyn i Danmark distribueres på fem forskellige måder på basis af alternative måder at modtage tv-signalet på. Der er distribution via kabel (distributør YouSee og Stofa), fællesantenneanlæg (SMTV, lokal kabeldistribution), distribution via parabolantenne (Viasat og Canal Digital), distribution via bredbånd (IPTV) og jordbaseret distribution. Det analoge jordbaserede signal blev slukket den 1. november 2009, og de danske jordbaserede tv-signaler blev digitaliseret. Selskabet Boxer vandt udbuddet om at blive den kommercielle gatekeeper og har ansvaret for transmissionen af abonnementsbaserede kanaler gennem det jordbaserede netværk. TV2-hovedkanalen er i øjeblikket alment tilgængelig (»Free to air« — FTA) uden abonnementsafgifter (18).

(24)

TV2's aktiviteter: TV2 er primært aktiv inden for fjernsynsvirksomhed og salg af tv-reklamer. TV2 erhverver og sælger også audiovisuelle rettigheder på internationale markeder (f.eks. EM 2008 eller De Olympiske Lege), som kanalen selv kan udnytte eller videresælge. TV2 opererer næsten udelukkende på tv-transmissionsmarkedet og andre mediemarkeder i Danmark. Sammen med Danmarks Radio, som er en offentlig virksomhed, der udelukkende finansieres ved hjælp af tv-licens, og som driver to public service-kanaler, er TV2-hovedkanalen den største tv-kanal.

Hovedkanalen TV2 konkurrerer i øjeblikket på tv-reklamemarkedet med f.eks. Viasat-kanalerne TV3 og TV3+. Viasat ejes af den svenske koncern Modern Times Group A/S (MTG), som også er distributør i satellitsegmentet. TV2 konkurrerer også med SBS A/S, som ejes af det tyske ProSiebenSat, om reklameindtægter. TV2's betalings-tv-kanaler som f.eks. TV2 Zulu og TV2 Charlie konkurrerer med andre kommercielle kanaler på engrosdistributionsmarkedet for betalings-tv-pakker.

(25)

Kommercielle aktiviteter: TV2 driver en række kommercielle kanaler, som falder uden for public service-opgaven, såsom TV2 Zulu, TV2 Charlie, TV2 Film og TV2 News. TV2 ejer ligeledes 50 % af TV2 Sports. TV2 Zulu, TV2 Charlie og TV2 News finansieres gennem indtægter fra abonnementer og reklamer, mens TV2 Film udelukkende finansieres gennem abonnementer.

(26)

Som erkendt af Danmark (19) og TV2 Danmark A/S samt konkurrenten Viasat (20), er driften af hovedkanalen en grundlæggende forudsætning for opnåelsen af de indtægter, der genereres af de kommercielle kanaler.

(27)

TV2 har siden 2001, jf. bekendtgørelse nr. 740 (21), været forpligtet til at foretage regnskabsmæssig adskillelse mellem sine kommercielle aktiviteter og public service-aktiviteter. Regnskaberne kontrolleres af eksterne revisorer.

(28)

Anden virksomhed: TV2 Danmark A/S ejer desuden flere datterselskaber og har flere tv-relaterede joint ventures, bl.a. inden for programindhold og radio, og havde tidligere også et sendenet (Broadcast Service Denmark (BDS), DTT/Digi-TV, 4M og Fordelingsnet) sammen med DR. Ifølge oplysningerne fra Danmark er Broadcast Service Denmark den førende tv-udbyder, når det gælder planlægning, etablering og drift af sendenet. Sendenettet var ejet i fællesskab af Danske Radio og TV2 direkte eller gennem fællesejede partnerskaber (Fordelingsnet, 4M, Digi-TV). TV2 har imidlertid som led i omstruktureringen solgt sine aktier i sendenettet.

(29)

Nationale konkurrencesager vedrørende TV2: Kommissionen bemærker, at de danske konkurrencemyndigheder er i færd med at undersøge TV2's adfærd på reklamemarkedet. Den 21. december 2005 fandt Konkurrencerådet i sin afgørelse, at TV2 havde overtrådt artikel 102 i TEUF og de tilsvarende danske lovgivningsbestemmelser ved at anvende loyalitetsskabende rabatter på reklamemarkedet. Denne afgørelse blev ophævet af Konkurrenceankenævnet den 1. november 2006, men senere stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 22. juni 2009. Sidstnævnte dom blev appelleret til Højesteret, som stadfæstede Landsrettens dom den 18. marts 2011. Sagen følger efter en tidligere sag fra 29. november 2000, hvor Konkurrencerådet fandt, at TV2's rabatter i 2000 udgjorde misbrug af dominerende stilling.

III.   ANDRE VERSERENDE SAGER, SOM INVOLVERER TV2

(30)

Den offentlige støtte til TV2's virksomhed forud for TV2's omdannelse til et aktieselskab og den efterfølgende rekapitalisering af TV2 var genstand for Kommissionens beslutninger af henholdsvis 19. maj 2004 og 2. februar 2005 (22). I den førstnævnte beslutning påbød Kommissionen tilbagesøgning af et beløb på 628,1 mio. DKK i uforenelig støtte til TV2. Danmark tilbagesøgte støtten fra støttemodtageren med renter og inddrev et beløb på 1 050 mio. DKK fra TV2. I den anden beslutning blev der ikke rejst indsigelse mod rekapitaliseringen, som bestod i et kapitalindskud på 440 mio. DKK og konvertering af lån på 394 mio. DKK til aktier, og som blev fundet forenelig med fællesmarkedet.

(31)

Den 22. oktober 2008 annullerede Retten Kommissionens beslutning om tilbagesøgning (23). Den 24. september 2009 (24) afsagde Retten en kendelse vedrørende beslutningen om rekapitalisering, hvori den fastslog, at det er ufornødent at træffe afgørelse, eftersom beslutningen om rekapitalisering — der var baseret på beslutningen om tilbagesøgning — var baseret på præmisser, som ikke længere var til stede, hvorfor der ikke længere var grundlag for en sådan beslutning. Retten fandt, at de to beslutninger udgør to aspekter af samme sag.

(32)

Kommissionens undersøgelser i ovennævnte sag har fundet sted parallelt med behandlingen af denne sag. Kommissionens afgørelse i ovennævnte sag vil blive vedtaget samtidigt med nærværende afgørelse.

IV.   OMSTRUKTURERINGSPLANEN

1.   Forholdene omkring den oprindelige omstruktureringsplan

(33)

Som anført i Kommissionens beslutning om godkendelse af redningsstøtten på 1 000 mio. DKK havde TV2 Danmark alvorlige likviditetsproblemer i 2008 som følge af omfattende investeringer, særlig i forbindelse med radiovirksomhed, lavere reklameindtægter end forventet og større renteudgifter. Disse likviditetsbehov kunne ikke dækkes ved at skaffe de nødvendige lån fra private långivere (banker). Efter beslutningen om redningsstøtte anmeldte Danmark en omstruktureringsplan inden for den seks måneders frist, der er fastsat i rammebestemmelserne.

(34)

Omstruktureringsplanen, der blev anmeldt til Kommissionen den 4. februar 2009, var et resultat af en aftale mellem et stort flertal af de danske politiske partier om et tillæg til den mediepolitiske aftale 2007-2010, som blev offentliggjort den 9. januar 2009.

(35)

I anmeldelsen af 4. februar 2009 anmeldte Danmark en række omstruktureringsstøtteforanstaltninger, eftersom de likviditets- og gældsproblemer, som blev identificeret i Kommissionens beslutning om redningsstøtte, ifølge Danmark stadig bestod. Disse problemer var grunden til, at TV2 Danmark A/S blev betragtet som kriseramt virksomhed i rammebestemmelsernes forstand (25), hvilket Kommissionen i åbningsbeslutningen ikke havde nogen grund til at afvige fra, og hvilket ifølge Danmark stadig er tilfældet, selv efter den redningsstøtte, TV2 modtog. Det fremgår klart af oplysningerne i Kommissionens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure (26).

(36)

Senere i forløbet og især som reaktion på bemærkningerne fra tredjeparter fremlagde Danmark en yderligere opdateret PWC-undersøgelse af TV2's finansielle situation. De ajourførte data er gengivet i nedenstående tabel (27).

Udviklingen i nøgletallene for TV2 Danmark A/S

(mio. DKK)

 

2006

2007

2008

2009

Resultat før skat

142

– 213

18

–28

Omsætning

1 980

2 251

2 206

2 029

Netto cash flow

79

– 550

–73

–60

Rentebærende nettogæld

232

564

622

659

Nettorenteudgifter

10

19

41

31

Nettoaktivværdi

815

598

616

601

Ifølge Danmark skyldes TV2's problemer bl.a. en stadig mere urentabel public service-kanal (28) uden en bæredygtig forretningsmodel og med tab som følge af fejlslagne investeringer.

(37)

Tab: TV2 Danmark A/S havde betydelige tab i 2007 (214 mio. DKK, egenkapitalforrentning -36 %) som følge af lavere reklameindtægter end budgetteret i kombination med en række fejlinvesteringer (især TV2 Radio). I slutningen af marts 2008 pegede prognosen over de finansielle resultater desuden i retning af endnu et underskud før skat på […] mio. DKK, selv om prognosen blev anset for at være meget følsom over for udviklingen på reklamemarkedet. Selskabet havde også tab i 2009.

(38)

Omsætning/markedsandel: TV2's hovedkanal har tabt markedsandele i årene, inden der blev ydet redningsstøtte, og frem til i dag. Fjernelsen af TV2's historiske forretningsmæssige fordel ved overgangen fra analogt jordbaseret tv til jordbaseret digital-tv har siden november 2009 skabt mere lige distributionsmuligheder. Ophævelsen af must carry-forpligtelsen (se betragtning 52 nedenfor) forventes også at føre til tab af yderligere markedsandele. Fra 2003 til 2009 var den »kommercielle« markedsandel for TV2's hovedkanal (21-50-årige, som økonomisk set udgør den mest interessante seergruppe) allerede faldet med 19 % fra 56,2 % til 45,6 % (29). Den kommercielle markedsandel for TV2's hovedkanal forventes […]% i 2013 (30).

(39)

Stigende gæld/negativ cash flow/rentebyrder: Som det fremgår af ovenstående tabel steg TV2 Danmark A/S's rentebærende nettogæld vedholdende fra 232 mio. DKK i 2006 til 622 mio. DKK i 2008 (inden sendenettet reelt blev frasolgt og det meste af gælden indfriet var den rentebærende nettogæld budgetteret til […] mio. DKK i 2010). Tabellen viser desuden, at TV2 Danmark A/S havde en negativ cash flow, stigende gæld, stigende rentebyrder og faldende nettoaktivværdi i perioden fra 31. december 2006 til 31. december 2009.

(40)

Analyse af best case-scenario/worst case-scenario: Den oprindelige omstruktureringsplan indeholder et grundscenario, et worst case-scenario og et best case-scenario med følsomhedsberegninger. Den bygger på markedsprognoser, som ligger uden for selskabets regi (opstillet af PricewaterhouseCoopers). Scenarierne omfatter prognoser for BNP-vækst i faste priser, på basis af hvilke der opstilles skøn over væksten (eller tilbagegangen) i tv-reklamemarkedet, der sammen med prognoser over markedsandele bruges til at opstille prognoser over TV2's reklameindtægter. I grundscenariet er der en beskeden vækst i BNP ([…]% for 2009 og 2010, […]% for 2011 og […]% for 2012). Ifølge prognoserne ville der være […] i tv-reklamemarkedet i perioden 2009-2012 fra […] mio. DKK til […] mio. DKK i den periode ([…]%). Det pessimistiske scenario omfatter en mindre positiv BNP-vækst i faste priser (nulvækst i 2009 og 2010 og en stigning på […] % og […]% i henholdsvis 2011 og 2012) og [….] i reklameudgifterne fra […] mio. DKK i 2009 til […] mio. DKK i 2012 ([…]%). Det optimistiske scenario er baseret på en lidt større vækst i BNP end grundscenariet og dermed en lille stigning i tv-reklamemarkedet fra […] mio. DKK i 2009 til […] mio. DKK i 2012 ([…]%). I kombination med et forventet tab af markedsandele skønnedes TV2's reklameindtægter at […] med […]%, […]% og […]% i henholdsvis grundscenariet, stress-scenariet og det optimistiske scenario i perioden 2009-2012 svarende til […] på […]%, […]% og […]%.

(41)

TV2's reklameindtægter er i (geometrisk) gennemsnit steget med 1,9 % i perioden 1999-2009 med en standardafvigelse på 12 % (31). I betragtning af den konjunkturfølsomhed, som præger TV2's reklameindtægter, og de generelle økonomiske udsigter på vurderingstidspunktet, kan disse PWC-prognoser for perioden 2009-2012 ikke afvises som værende urimelige.

(42)

PWC-rapporten blev opdateret i september 2009 for at tage højde for de seneste forventninger til reklameindtægter og lagde op til et værre scenario end forventet i grundscenariet (32). Tv-reklamemarkedet faldt i 2009 med 18,7 % sammenlignet med 2008 (33). TV2's reklameindtægter faldt med 4 % i 2008 (fra 1 667 mio. DKK til 1 597 mio. DKK) og yderligere 24 % i 2009 (fra 1 597 mio. DKK til 1 220 mio. DKK) (34).

(43)

Danmark gør gældende, at TV2's vanskeligheder skyldes gæld som følge af omfattende investeringer i de foregående år, usikkerhed omkring udfaldet af den verserende statsstøttesag vedrørende TV2 og ikke mindst en forretningsmodel for public service-kanalen, der udelukkende er baseret på reklameindtægter. Særlig radioaktiviteterne har medført betydelige tab siden opstarten i 2007. I april 2008 blev det besluttet at indstille radiodriften.

(44)

Mangel på ekstern finansiering fra bankerne: Omstruktureringsplanen tager hensyn til den tvivl, der næres af selskabets bankforbindelser med hensyn til hovedkanalens nuværende forretningsmodel og med hensyn til udfaldet af de igangværende sager om tidligere statsstøtte til TV2. Omstruktureringsplanen begrænser bankernes risikoeksponering over for TV2 gennem yderligere reduktioner af de løbende låne- og kreditfaciliteter. Danmark har dokumenteret, at selskabets vigtigste bankforbindelse, […], den 22. april 2009 efter offentliggørelsen af selskabets regnskaber, ønskede at begrænse sin låne- og kreditfacilitet til selskabet (35).

(45)

TV2 havde vanskeligheder med at få belånt sin ejendom i Odense og meddelte, at ikke kun bygningernes værdi, men også det mulige lånebeløb var faldet (36). TV2 endte med at opnå et lån på 80 mio. DKK fra Nordea bank, hvilket var lavere end forventet. Danmark fremsendte senere opdaterede oplysninger vedrørende bankernes manglende interesse i at yde kommercielle lån. Af disse oplysninger fremgår, at ingen af de banker, der blev taget kontakt til ([…], […], […] og […]), fandt, at TV2 var kreditværdig. Dette skyldtes forventningerne til udviklingen på reklamemarkedet, som er TV2's eneste indtægtskilde. Der blev sat spørgsmålstegn ved TV2's indtjeningsevne, samtidig med at verserende retssager blev betragtet som et yderligere risikoelement (37).

2.   Beskrivelse af den oprindelige omstruktureringsplan og ændringerne i den

(46)

Den anmeldte omstruktureringsplan for TV2 er gældende i perioden fra 4. februar 2009 til 31. december 2012. Den havde til formål at rette op på TV2's forretningssvagheder, særlig den alt for store vægt på kortfristet gæld på TV2's balance og en forretningsmodel for public service-kanalen, som ikke skønnedes at være bæredygtig på grund af selskabets totale afhængighed af finansiering via konjunkturfølsomme reklameindtægter. Omstruktureringsplanen bestod af følgende fem hovedkomponenter: i) finansiel omstrukturering med virkning for balancen, ii) operationel omstrukturering, iii) ny finansiering af public service-kanalen TV2, med indførelse af en ny forretningsmodel, iv) støtteforanstaltninger og v) kompenserende foranstaltning(er).

(47)

De finansielle omstruktureringsforanstaltninger skulle hovedsagelig bestå af følgende fire elementer: Salg af 50 % ejerskabsinteresser i sendenettet BSD (38), belåning af selskabets ejendom i Odense (Kvægtorvet), der ventedes at give […] mio. DKK, udsættelse og nedjustering af planlagte kapitalinvesteringer og frasalg af mindretalsinteresser i visse virksomheder, der er aktive i tilgrænsende mediesektorer, […], Momondo, […] og […]. Disse foranstaltninger ventedes at bringe provenuet op over […] mio. DKK, hvoraf en del skulle anvendes til at begrænse den kortfristede låneoptagelse.

(48)

De operationelle omstruktureringsforanstaltninger supplerer de omkostningsbegrænsende foranstaltninger til en værdi af 280 mio. DKK, som allerede blev iværksat i 2008, og omfatter lukning af East Production, som integreres i TV2, lukning eller begrænsning af TV2's interesser i […] og yderligere omkostningsbesparelser til et beløb af 40 mio. DKK. Desuden har TV2 efter anmeldelsen haft held med at indføre yderligere omkostningsbesparelser i en plan, der blev vedtaget den 30. marts 2009, som omfatter begrænsninger af kapitalinvesteringerne i 2009 med et beløb på 30 mio. DKK, samt yderligere fortsatte nedskæringer i omkostningerne til i alt 97 mio. DKK (39).

(49)

En ny finansieringsforanstaltning (brugerbetaling(40) skal skabe et bredere grundlag for stabil indkomst for public service-kanalen TV2. Principbeslutningen herom blev truffet ved en aftale indgået mellem de største politiske partier den 9. januar 2009 om ændring af den mediepolitiske aftale for 2007-2010.

(50)

Opkrævning af abonnementsafgifter: For at sikre hovedkanalen en økonomisk bæredygtig forretningsmodel får TV2 mulighed for at indføre brugerbetaling, dvs. abonnementsafgifter, til finansiering af public service-kanalen fra 1. januar 2012. TV2 vil desuden stadig have reklameindtægter.

(51)

Afgifterne vil blive opkrævet af distributørerne på slutbrugerniveau. Den afgift, der skal betales af den endelige forbruger, vil ikke blive fastsat af regeringen, men aftales via normale kommercielle forhandlinger mellem TV2 og distributørerne (dvs. for DTT Boxer). TV2 forventer, at den månedspris, som TV2 vil opkræve af distributøren, vil ligge på omkring 10-12 DKK (ekskl. moms) pr. husstand (41). Udsættelsen til 2012 har til formål at give husstande, der i dag er udstyret med MPEG 2-teknologiudstyr, som kan modtage »free-to-air« digitalt jordbaseret tv (DR1, DR2 og TV2), tid til at skifte over til udstyr i MPEG 4-format. Danmark forventer, at man ved at indføre dette element i omstruktureringsplanen vil kunne genoprette TV2's levedygtighed på lang sigt. TV2 forventer en nettostigning på […] mio. DKK i indtægterne fra brugergebyrerne i 2012 (42).

(52)

Der vil ikke blive vedtaget nogen lov, som tvinger distributørerne til at inkludere TV2 i deres pakker. Tværtimod vil den eksisterende »must carry«-forpligtelse blive ophævet ved indførelsen af brugergebyrer (43). Det fremgår således af kapitel 6, § 38 a, stk. 2, i den nuværende lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, at såfremt kulturministeren giver TV2 tilladelse til at opkræve brugergebyrer, ophører TV2's must carry-status med at eksistere. Dvs. at must carry-forpligtelsen automatisk bortfalder med indførelsen af brugerbetaling. Det forventes, at TV2-hovedkanalen i praksis vil blive udsendt via kabelnet og antenneforeninger på samme måde som i dag. Pakkestrukturen vil muligvis blive ændret af distributørerne, således at TV2 kan komme til at erstatte en eksisterende betalingskanal.

(53)

Der blev oprindeligt forudset undtagelser fra muligheden for at opkræve brugerbetaling, og det var planen, at TV2 ikke skulle opkræve gebyrer hos slutbrugere, der ikke har adgang til andre betalings-tv-kanaler (det såkaldte TV2-alene-kortsystem). Dette ville have været ensbetydende med, at slutbrugere, som kun havde adgang til free-to-air-kanaler, stadig ville kunne se TV2 uden at skulle betale for kanalen. Denne mulighed, der var nævnt i et udkast til forslag fra Kulturministeriet af 18. november 2010, vil dog ikke blive ført ud i livet. TV2 vil følgelig fra 2012 opkræve betaling hos alle slutbrugere, der ønsker at modtage TV2, for public service-kanalen. Adgang til at opkræve slutbrugergebyrer kræver en ændring af TV2's tilladelsesbetingelser, der vil blive gennemført af Kulturministeriet.

(54)

De oprindeligt anmeldte støtteforanstaltninger: Følgende tre støtteforanstaltninger til et beløb på 1 375 mio. DKK havde som oprindeligt anmeldt til formål at ledsage omstruktureringen:

300 mio. DKK i form af ansvarlig indskudskapital

udstedelse af en garanti for salget af sendenettet til et forventet beløb på 475 mio. DKK og

en midlertidig kreditfacilitet på 600 mio. DKK i første omgang, hvis TV2 Danmark A/S ikke er i stand til at sikre sig ekstern finansiering.

(55)

Danmark meddelte, at renter og garantigebyrer ville være de samme som for en sund virksomhed. Disse foranstaltninger blev aldrig iværksat. Nærmere oplysninger findes i Kommissionens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure (44).

(56)

Redningsstøtten i form af en kreditfacilitet på 1 000 DKK, som blev godkendt ved Kommissionens beslutning af 4. august 2008, finder fortsat anvendelse.

(57)

Danmark fremsendte oplysninger om omstruktureringsomkostningerne og fremlagde i den forbindelse to forskellige beregningsmuligheder. Danmark fremfører for det første, at omstruktureringen af TV2 er en finansiel omstrukturering, hvor det er omkostningerne til afhjælpning af likviditetsmangelen, der er omstruktureringsomkostningerne, dvs. omkostningerne til at sikre levedygtighed på lang sigt. Danmark finder, at disse omkostninger, uanset hvilke omkostninger der bliver tale om, vil være blevet dækket fuldt ud af TV2. Danmark går nemlig ud fra, at alle støtteforanstaltningerne på tidspunktet for Kommissionens afgørelse enten ikke vil være blevet gennemført eller tilbagebetalt fuldt ud (45). Danmark fremfører desuden, at i det særlige tilfælde med TV2's omstrukturering bør omkostningsbesparelser også kunne accepteres som omstruktureringsomkostninger, eftersom omkostningsbesparelserne ikke kun har til formål at øge konkurrenceevnen, men også — set fra et rent kommercielt synspunkt — at sikre TV2's finansielle levedygtighed (46). Alternativt ville en mere klassisk beregning af omstruktureringsomkostningerne, hvor omkostningsbesparelserne ikke medregnes, føre til, at der fokuseres på de ekstraordinære engangsomkostninger, som Danmark sætter til […] mio. DKK for transaktionsomkostninger i forbindelse med sendenettet, omkostningerne ved overgangen til betalings-tv (brugergebyrer), udgifter til advokater og konsulentbistand samt omkostninger i forbindelse med opsigelse af ansættelseskontrakter (47).

(58)

Som kompenserende foranstaltning forpligtede TV2 sig oprindeligt til ikke at åbne nye tv-kanaler i hele omstruktureringsperioden, dvs. frem til 31. december 2012. Danmark påpeger, at det udgør et offer for selskabet, eftersom nye kanaler kunne gøre TV2 mindre afhængig af reklameindtægter. I den digitaliserede verden tilbydes seerne i stadigt større udstrækning nichekanaler, og TV2 påpeger, at konkurrenterne er i gang med at åbne nye kanaler.

(59)

Hvad angår varigheden af den omstruktureringsplan, som blev anmeldt frem til den 31. december 2012, bemærkede de danske myndigheder, at det vil være i TV2's interesse, hvis hele statsstøtten erstattes på et tidligere tidspunkt, således at omstruktureringsperioden måske vil kunne bringes til ophør på et tidligere tidspunkt (48).

3.   Den videre udvikling i omstruktureringsprocessen

(60)

Som nævnt i omstruktureringsplanen solgte TV2 den 30. september 2010 sit sendenet til det svenske selskab Teracom AB, som ejer Boxer. TV2's provenu fra salget er på omkring 640 mio. DKK før skat, som er anvendt til at nedbringe TV2's gæld.

(61)

TV2 var også i stand til at belåne sin ejendom i Odense, men med et mindre lån end oprindeligt forudset. I stedet for […] mio. DKK opnåede TV2 kun et lån på 80 mio. DKK.

(62)

Den 4. oktober 2010 tilbagebetalte TV2 alle sine træk på den midlertidige kreditfacilitet, som Kommissionen havde godkendt i sin beslutning om redningsstøtte. TV2 havde i alt trukket 223 mio. DKK på redningsstøttefaciliteten. TV2 havde ved udgangen af 2008, dvs. i de seks måneder, hvor der blev ydet redningsstøtte, trukket 208 mio. (49). På baggrund af salget af sendenettet, der blev en større succes end vurderet i omstruktureringsplanen, fremsendte Danmark følgende ændrede tal for TV2's finansielle situation (baseret på abonnering på hovedkanalen) (50).

(mio. DKK)

 

Realiseret

2009

Skøn

2010

Prognose

2011

Prognose

2012

Prognose

2013

Indtægter

2 029

2 147

[…]

[…]

[…]

Udgifter

–1 910

–1 974

[…]

[…]

[…]

EBIT

–2

25

[…]

[…]

[…]

Overskud før skat af fortsatte aktiviteter

–28

42

[…]

[…]

[…]

Overskud før skat af opgivne aktiviteter

1

397

[…]

[…]

[…]

Overskud efter skat

–14

353

[…]

[…]

[…]

Egenkapital ved årets udgang

601

952

[…]

[…]

[…]

Rentebærende nettogæld ved årets udgang

659

–84

[…]

[…]

[…]

(63)

Den 13. oktober 2010 tilbød […] at stille yderligere kreditfaciliteter til rådighed for TV2 til en værdi af […] mio. DKK. Dette vil forhøje TV2's langfristede faciliteter i […] fra […] til […] mio. DKK (51). Tilbuddet er underlagt følgende to betingelser:

a)

[…]

b)

[…].

(64)

TV2 forventer på dette grundlag at råde over finansielle faciliteter i en størrelsesorden på omkring […]-[…] mio. DKK frem til udgangen af 2012. Disse faciliteter består af […]-[…] mio. DKK og de yderligere eksterne kreditfaciliteter på […] mio. DKK (52).

(65)

Danmark fremsendte ligeledes oplysninger om TV2's kapitalstruktur. På grund af problemerne med at skaffe ekstern finansiering, der igen skyldes den usikkerhed, der er med hensyn til de verserende retssager og TV2's forretningsmodel, som er følsom over for reklameindtægter, fremførte Danmark, at TV2 bør være mindre baseret på gæld end egenkapital. Kommissionen konstaterer da også, at TV2's egenkapitalfinansiering afviger meget fra sammenlignelige selskabers.

(66)

Mere specifikt kan kapitalstrukturen vurderes på grundlag af soliditetsgraden opgjort som den bogførte egenkapital i forhold til den samlede balancesum. PWC (Danmarks økonomiske konsulent) påviser, at den gennemsnitlige soliditetsgrad (medianen) for sammenlignelige selskaber er på ca. […]% ([…]%) ved udgangen af 2009 (53). Den gennemsnitlige soliditetsgrad for sammenlignelige selskaber ligger væsentlig under det niveau, som TV2 forventes at nå op på i slutningen af omstruktureringsperioden. Efter frasalg af sendenettet ligger TV2's solvensgrad på […]% i 2010. Den forventes at ligge på […] % ved udgangen af 2011 og […]% ved udgangen af 2012. Ifølge de seneste prognoser, der er fremsendt af TV2, bør gældsraten (forholdet mellem den rentebærende nettogæld og EBITDA) være ca. […] ved udgangen af 2010, […] ved udgangen af 2011 og […] i 2012. Den gennemsnitlige gældsrate (median) i et udsnit af sammenlignelige virksomheder ligger på […] ([…]) ved udgangen af 2009 (54).

4.   De nye finansielle parametres virkninger for den anmeldte omstruktureringsplan

(67)

Danmark bekræftede, at ingen af de tre oprindeligt foreslåede støtteforanstaltninger i omstruktureringsplanen nogensinde er blevet iværksat, men at Danmark afventede Kommissionens afgørelse i overensstemmelse med standstill-klausulen i artikel 3 i forordning 659/1999 EF (55). Den seneste udvikling viser imidlertid, at det kun er låne- og kreditfaciliteten i omstruktureringsplanen i dens nuværende form, som er af relevans (56). Den anmeldte støtteforanstaltning i form af en foreslået garanti i forbindelse med frasalget af sendenettet er ikke længere relevant eller anvendelig (57), eftersom frasalget er gennemført med succes, uden at der er stillet en garanti (58). I mellemtiden er det kun den midlertidige kreditfacilitet, som er på plads.

I lyset af, at TV2 opnår en bedre finansiel situation efter frasalget af sendenettet, fremførte Danmark, at alle støtteforanstaltninger kan afskaffes på den ene betingelse, at omstruktureringsplanen godkendes (herunder muligheden for at indføre brugerbetaling), og at Kommissionen vedtager en afgørelse i de »gamle« statsstøttesager, som ikke indebærer yderligere tilbagebetaling af statsstøtte til den danske stat (59). TV2 siger, at den i et sådant scenario vil have tilstrækkelig finansiering frem til 2012, hvor der vil blive indført abonnementsbetalinger på hovedkanalen (60). Omstruktureringsplanen som sådan trækkes ikke tilbage. TV2 kan i øjeblikket ikke trække på den redningsstøttefacilitet, som fortsat finder anvendelse, da betingelserne (dokumenteret likviditetsbehov attesteret af en ekspert) ikke er opfyldt (61).

(68)

Danmark havde i den oprindelige omstruktureringsplan forpligtet sig til at påbyde TV2 ikke at åbne nye tv-kanaler. Det blev senere tydeliggjort, at denne forpligtelse også omfattede radiokanaler, men denne kompensationsforanstaltning bør efter de danske myndigheders opfattelse ophøre, når alle støtteforanstaltninger er ophævet, hvilket de nu mener vil være ved slutningen af omstruktureringsperioden (62). Den danske regering har under Kommissionens sagsbehandling besluttet at udbyde en public service-radiokanal (63). Denne nye radiokanal har til formål at skabe konkurrence på det danske marked for public service-radioprogrammer, som i øjeblikket domineres af den offentlige radio- og tv-station DR med en lytterandel på næsten 80 %. TV2 havde oprindeligt til hensigt at deltage i et sådant udbud, da der først kunne afgives bud efter støtteforanstaltningernes ophør. Danmark bekræftede imidlertid under sagsbehandlingen, at TV2 ikke deltager i dette udbud som følge af Kommissionens igangværende undersøgelse (64).

(69)

TV2 anfører, at i al den tid, der er verserende retssager, er indtjeningstal det eneste benchmark, der kan give et billede af TV2's finansielle situation i forhold til konkurrenterne. TV2 erkender dog, at kapitalbaserede nøgletal (såsom soliditetsgraden) vil give mening, når der ikke længere hersker usikkerhed om forretningsmodellen, og retssagerne er blevet afgjort (65). Den danske regering har meddelt, at TV2 ikke vil blive overkapitaliseret, og at den er villig til at indføre foranstaltninger, der skal sikre dette, når brugerbetalingen indføres i 2012. Den danske regering vil som ejer af TV2 sikre, at TV2 får en kapitalstruktur, der er i overensstemmelse med normale markedsvilkår, når brugergebyrerne er blevet indført og den finansielle situation dermed normaliseret.

(70)

Danmark har i den forbindelse forpligtet sig til i slutningen af 2012 eller begyndelsen af 2013 at lade en uafhængig finansekspert foretage en analyse af TV2's kapitalstruktur ved at sammenligne den med kapitalstrukturen i andre relevante medieselskaber. Hvis TV2's kapitalstruktur afviger væsentligt fra medianen eller gennemsnittet for de relevante medieselskaber, lover den danske regering at tilpasse kapitalstrukturen på generalforsamlingen i april 2013 for at rette op på denne situation. Hvis der er vægtige grunde til ikke at tilpasse kapitalstrukturen, vil den danske regering anmelde en ændring af omstruktureringsplanen til Kommissionen. Den danske regering forpligter sig til at opnå en omstrukturering af kapitalgrundlaget med udbyttebetalinger, der skal vedtages på generalforsamlingen i april 2013, og ikke ved at øge TV2's gæld, hvorved balancen ville blive udvidet.

(71)

Danmark har ligeledes givet tilsagn om, at analysen vil blive forelagt Kommissionen sammen med regeringens planer for, hvordan der kan følges op på analysen i god tid inden mødet i april 2013.

V.   RESUMÉ AF KOMMISSIONENS BESLUTNING OM AT INDLEDE PROCEDURE AF 2. JULI 2009

(72)

Kommissionen fandt i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, at de anmeldte lån og garantier i omstruktureringsplanen udgjorde statsstøtte som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, nu artikel 107, stk. 1, i TEUF. Kommissionen har undersøgt omstruktureringsplanens forenelighed med fællesmarkedet efter EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), nu artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF, sammenholdt med Kommissionens rammebestemmelser for omstrukturering (66). Kommissionen indkaldte imidlertid også bemærkninger om, hvorvidt anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 (107 i TEUF) hindrer opfyldelsen af den public service-tv-opgave, som var blevet tildelt TV2.

(73)

Kommissionen satte spørgsmål ved, om den anmeldte omstruktureringsplan var forenelig med fællesmarkedet, for så vidt angår følgende aspekter:

Kommissionen accepterede indtil videre, at TV2 Danmark A/S var en kriseramt virksomhed som omhandlet i rammebestemmelserne, men opfordrede til at fremsætte bemærkninger herom, eftersom konkurrenter til TV2 havde påpeget, at cash flow-problemerne var selvskabte, lette at løse og uden betydning for selskabets fundamentale levedygtighed, og hævdede at TV2 var rentabel i 2008.

I betragtning af, at en omstruktureringsplan skal omfatte indstilling af alle aktiviteter, som selv efter omstruktureringen ville blive ved med at være tabsgivende af strukturbestemte årsager (67), rejste Kommissionen desuden spørgsmålet om, hvorvidt foranstaltningerne i omstruktureringsplanen kunne gøre TV2 rentabel på egen hånd. Kommissionen kunne heller ikke verificere gyldigheden af de almindelige markedsantagelser, der ligger til grund for planen (såsom udviklingen på reklamemarkedet, vækst i BNP, TV2's opretholdelse af sine seertal).

I betragtning af den økonomiske situation, som omstruktueringsplanen iværksættes i, blev der sat spørgsmålstegn ved dens lange varighed.

Eftersom en succesfuld gennemførelse af de finansielle og operationelle omstruktureringsforanstaltninger, der indgår i omstruktureringsplanen i 2010-2011, vil kunne gøre det unødvendigt at indføre brugerbetaling for TV2-kanalen for at sikre TV2 Danmark A/S's levedygtighed på lang sigt, og eftersom der ikke foreligger en vurdering af, hvilke virkninger brugerbetaling vil få for konkurrencen, var spørgsmålet desuden, om den allerede nu vedtagne automatiske indfasning heraf senest i 2012 er hensigtsmæssig.

Kommissionen nærede tvivl om, hvorvidt forpligtelsen til ikke at åbne nye tv-kanaler, som er den eneste kompenserende foranstaltning, står i et rimeligt forhold til støtten og til TV2 Danmark A/S's størrelse og relative betydning på de markeder, hvor selskabet er aktivt. (68)

Kommissionen rejste spørgsmålet om, hvorvidt støtten ud over at bidrage til omstruktureringsomkostningerne kunne bruges til at finansiere en agressiv markedsadfærd.

VI.   RESUMÉ AF DE DANSKE MYNDIGHEDERS SYNSPUNKTER

(74)

Det skal bemærkes, at der i det følgende resumé af Danmarks og tredjeparters bemærkninger ikke er medtaget bemærkninger vedrørende TV2-alene-kortsystemet, eftersom denne del af omstruktureringsplanen ikke vil blive gennemført.

TV2 er en kriseramt virksomhed

(75)

De danske myndigheder gør gældende, at TV2 er en kriseramt virksomhed, således som det fremgår af en PWC-rapport (69), der senere blev opdateret (70). Dette synspunkt blev også fastholdt efter bemærkninger fra tredjeparter (71).

(76)

TV2 kan ikke komme igennem krisen ved hjælp af egne ressourcer eller markedsfinansiering, sådan som det fremgår af den rapport, der blev udarbejdet af PWC umiddelbart før anmeldelsen af omstruktureringen. Danmark hævder også, at den omstruktureringsplan, der er forelagt for Kommissionen, er baseret på realistiske antagelser og scenarier og samtidig viser, at selskabets levedygtighed på lang sigt vil blive genoprettet. Der var endog sket en forværring af reklamemarkedet i forhold til grundscenariet i omstruktureringsplanen. Reklamemarkedet faldt med 19 % i første halvår af 2009, og TV2's reklameindtægter faldt med 24 % i 2009. Omstruktureringsforanstaltningerne vil blive gennemført så hurtigt som muligt, undtagen med hensyn til indførelsen af brugergebyrer, som på grund af operationelle og tekniske vanskeligheder må udsættes til 2012. I et senere brev hævdede Danmark, der igen støttede sig på PWC-prognoser, desuden, at der var sket en forværring af prognoserne siden den oprindelige omstruktureringsplan, og at TV2's EBIT i 2009 var […] mio. DKK lavere end skønnet i omstruktureringsplanen (72). Danmark påpeger også, at selskabet, sådan som det fremgår af udtalelser fra forskellige banker, ikke kan opnå ekstern finansiering, eftersom bankerne nærer tvivl med hensyn til hovedkanalens forretningsmodel, stiller sig kritiske til konjunkturfølsomme reklameindtægter som indtægtskilde og anser usikkerheden om de verserende retssager for problematisk.

(77)

De operationelle og finansielle omstruktureringsforanstaltninger er analyseret som det maksimale, der kan gennemføres uden at sætte kvaliteten i programlægningen på public service-kanalen TV2 over styr. Disse foranstaltninger vil tvinge TV2 til bedre at udnytte sine aktiver, hvilket vil mindske støtten til det nødvendige minimum.

(78)

Eftersom frasalget af sendenettet blev mere indbringende end forventet, forsikrede regeringen senere om, at alle støtteforanstaltninger kunne ophæves og ikke gennemføres, når omstruktureringsplanen var blevet godkendt af Kommissionen, og der var blevet truffet en afgørelse i den verserende statsstøttesag af 19. maj 2004 uden yderligere tilbagebetaling (73).

Brugerbetaling

(79)

Brugergebyrer, der ikke kan betragtes som statsstøtte, sikrer mere stabile driftsindtægter og giver bankerne en forsikring om, at TV2's forretningsmodel er levedygtig. Som et resultat af omstruktureringen vil selskabets EBIT som helhed ifølge det oplyste ligge på mellem […] og […]%, hvilket vil gøre det muligt for selskabet at klare sig med egne midler.

(80)

Selv om ændringerne i prissætningen og strukturen i distributørpakkerne er umulige at forudse, skulle indførelsen af brugergebyrer for TV2 ikke føre til indirekte finansiering fra eller kapacitetsreduktioner for TV2's konkurrenter. Denne nye finansiering anses for at være en ændring i TV2’s rammevilkår for en langsigtet finansiering, der vil bringe selskabet på lige fod med dets private konkurrenter (74).

Kompenserende foranstaltninger

(81)

Endelig hævder de danske myndigheder, at den foreslåede kompenserende foranstaltning med hensyn til stop for lancering af nye tv-kanaler (og nu også radiokanaler) udgør et reelt offer for TV2 Danmark A/S på grund af selskabets interesse i en diversificering for at opretholde sin samlede markedsandel, de tabte indtægter og den fordel, konkurrenterne får ved som de første at kunne åbne nye kanaler og fortsætte med at gøre dette. Danmark indtog senere den holdning, at foranstaltningen skal bringes til ophør, når alle støtteforanstaltninger er ophævet, dvs. på den dato, hvor denne afgørelse vedtages.

(82)

Hvad angår forslaget i åbningsbeslutningen om at ændre TV2's mulighed for at sende premium content, påpeger Danmark, at TV2's public service-forpligtelse dækker sport, herunder større sportsbegivenheder, og støtte til filmproduktion. Danmark hævder desuden, at standardkontrakterne afskærer TV2 fra at videreoverdrage rettigheder til tredjeparter, hvilket hindrer enhver auktionering.

Retsgrundlag

(83)

Danmark finder, at omstruktureringsprocessen opfylder betingelserne i artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF. Danmark erkender dog, at hovedkanalen ifølge de af PWC udarbejdede indtægtsprognoser fortsat vil generere et underskud efter omstruktureringsperiodens udløb (75). Danmark påpeger, at TV2 har en forpligtelse til at udføre en public service-opgave, som det ikke kan undlade at opfylde. Der bør tages højde for denne særlige situation, som TV2 befinder sig i på grund af sine public service-opgave, når sagen vurderes efter rammebestemmelserne om redning og omstrukturering eller efter artikel 106, stk. 2, i TEUF. Det ville forretningsmæssigt ikke give mening at lukke public service-kanalen, eftersom den skaber betydelige synergier mellem hovedkanalen og niche-kanalerne.

VII.   RESUMÉ AF INTERESSEREDE TREDJEPARTERS SYNSPUNKTER

TV2

(84)

TV2 henviser i sine bemærkninger først generelt til de punkter, som efter dets opfattelse er afgørende i vurderingen af omstruktureringsplanen.

TV2's public service-forpligtelser og retsgrundlag

(85)

TV2 hævder, at dets hovedaktivitet består i de omfattende og dyre public service-forpligtelser, som regulerer selskabets hovedkanal. TV2 hævder, at denne aktivitet på nuværende tidspunkt tegner sig for […]% af hovedkanalens omkostninger.

(86)

TV2 henviser til den politiske beslutning, som førte til den nuværende situation. Den danske regering og partierne bag den gældende mediepolitiske aftale var enige om i forbindelse med omstruktureringsplanen ikke at genindføre offentlig kompensation for de omkostninger, TV2 har i forbindelse med opfyldelsen af dets public service-forpligtelser. Det blev derimod besluttet at indføre en langtidsholdbar, markedsbaseret forretningsmodel for TV2, der sikrer, at virksomheden på trods af public service-forpligtelserne kan klare sig i konkurrencen på de relevante markeder — en beslutning, der hilses velkommen af TV2. TV2 hævder, at det vigtigste element i den forbindelse er ophævelsen af et hidtil gældende forbud mod, at der opkræves abonnementsbetaling for public service-hovedkanalen fra 1. januar 2012. TV2 gør gældende, at støtten ikke indebærer driftsmæssige eller forretningsmæssige fordele, men at den blot sikrer, at TV2 får mulighed for at anvende de samme finansieringsmuligheder som dets konkurrenter. TV2 hævder, at dets hovedkanal ikke kan ses isoleret, idet hovedkanalen og niche-kanalerne samlet sikrer koncernens resultat. TV2 kan under alle omstændigheder ikke undlade at opfylde sin public service-opgave, hvilket bør anerkendes ved anvendelsen af rammebestemmelserne eller artikel 106, stk. 2, i TEUF.

Konkurrencesituationen

(87)

TV2 bemærker, at selv om det er dominerende på det danske tv-reklamemarked, er konkurrencen på markedet stærk og karakteriseret ved tilstedeværelsen af økonomisk stærke multinationale koncerner. TV2 hævder ligeledes, at dets væsentligste konkurrenter ikke er forhindret i at komme ind på markedet, eftersom de har lanceret en række nye kanaler på det danske tv-marked (f.eks. SBS 6'eren (Pro 7), TV3 Puls (MTG) og Canal 9 (Bonnier)).

(88)

Hvad angår konkurrenceforholdene på det danske tv-marked, hævder TV2 desuden at have tabt såvel betydelige markedsandele som seerandele (76), hvilket […] bl.a. på grund af slukningen af det analoge signal i november 2009. TV2 hævder ligeledes, at forbuddet mod at åbne nye tv-kanaler i perioden indtil 2012 yderligere vil reducere TV2’s konkurrencedygtighed og dermed svække virksomheden.

(89)

Hvad angår markedet for betalings-tv, påpeger TV2, at koncernen ikke har en dominerende stilling på markedet, samtidig med at det bemærker, at den eneste større danske kommercielle tv-kanal, der ikke er aktiv på markedet, netop er TV2's public service-kanal. TV2 anslår endvidere, at nichekanalerne i dag har en markedsandel på markedet for betalings-tv på ca. […]%, og forventer, at stationens samlede markedsandel vil stige til ca. […]-[…]%, når TV2 kan opkræve abonnementsbetaling for public service-hovedkanalen i 2012.

Kriseramt virksomhed/omstruktureringsplanens varighed

(90)

TV2 påpeger, at det ikke har været i stand til at opnå lån fra banker og ikke engang så let et realkreditlån i dets ejendom på Kvægtorvet. TV2 påpeger, at usikkerheden om bl.a. de indledte statsstøttesager afskrækker bankerne fra at yde den nødvendige finansiering. TV2 finder, at omstruktureringsplanen er af en passende varighed, og påpeger, at en eventuel bedring af TV2's økonomiske situation kun vil have konsekvenser for TV2's træk på kreditfaciliteterne og ikke for TV2's forretningsmodel, der skal sikre TV2's rentabilitet på mellemlang og lang sigt.

Brugerbetaling

(91)

TV2 hævder, at indførelsen af brugerbetaling for public service-hovedkanalen ikke indebærer statsstøtte, men blot giver kanalen samme muligheder som dens konkurrenter for at anvende markedets mest traditionelle middel til at at kunne agere på markedet, nemlig at kunne opkræve betaling hos de brugere, der vælger at gøre brug af dens ydelser. En fordrejning af konkurrencen vil kunne afhjælpes ved at anvende artikel 101 eller 102 i TEUF. Ifølge TV2 indebærer brugerbetalingen sammen med de andre elementer i omstruktureringsplanen ingen fordrejning af konkurrencen på de relevante markeder. TV2 anfører i den forbindelse, at planen blot vil sikre, at TV2-koncernen og navnlig public service-hovedkanalen har den fornødne likviditet indtil indførelsen af brugerbetaling. TV2 bemærker ligeledes, at en alternativ genindførelse af et ikke-markedskonformt middel som kompensationen for public service-forpligtelserne statsstøtteretligt ikke ville være at foretrække frem for indførelse af brugerbetaling.

Kompenserende foranstaltninger

(92)

TV2 understreger, at den manglende mulighed for at starte nye kanaler indebærer et reelt offer. TV2 påpeger, at det med overgangen til digital distribution og frasalget af sendenettet vil miste den fordel, som det hidtil har haft i kraft af sit medejerskab af distributionsnettet. Som svar på spørgsmålet i åbningsbeslutningen om, hvorvidt salg af visse programmer til tredjeparter eller begrænsninger i udsendelserne (f.eks. sport) bør overvejes, svarede TV2, at standardkontrakterne afskærer TV2 fra at videreoverdrage rettighederne til tredjeparter. Såvel dansk fiktion som sport indgår i TV2's offentlige service-program.

SBS

(93)

SBS ser ingen grund til, at en række muligvis dårlige ledelsesbeslutninger skal føre til, at finansieringsmodellen ændres med betydelige konkurrencefordrejende virkninger. SBS hævder, at hvis man ser bort fra de dårlige investeringsbeslutninger, opnåede TV2 positive resultater i perioden 2004-2008 og har en dominerende stilling på tv-reklamemarkedet. SBS finder endvidere, at omstruktureringsplanen strækker sig langt videre, end hvad der er nødvendigt. Nettonutidsværdien af retten til at opkræve brugerbetaling er bl.a. meget større end den beregnede optimale egenkapital som angivet i beslutningen om rekapitalisering. SBS fremfører også, at støtten i form af licensmidler på ca. 400 mio. DKK til de regionale kanaler bør medtages i konsekvensanalysen af omstruktureringsplanen.

Kriseramt virksomhed

(94)

SBS hævder, at hverken TV2 eller dets datterselskaber er støtteberettigede i henhold til rammebestemmelserne om omstrukturering. SBS påpeger i den forbindelse, at TV2 Danmark ifølge sin rapport for første halvår af 2009 havde en nettokapital på 644,9 mio. DKK, og at virksomheden ikke opfylder kriterierne for konkursbehandling. Tab som følge af public service-forpligtelsen bør analyseres i henhold til artikel 106, stk. 2, i TEUF, som den danske stat ikke har påberåbt sig.

(95)

SBS hævder, at omkostningsfordelingen mellem de forskellige dele af TV2-koncernen bør vurderes korrekt, specielt eftersom omkostningerne ved nichekanalerne er meget lave sammenlignet med konkurrenternes omkostninger. Hovedkanalen blev betragtet som en stand alone-virksomhed, der kunne gøres rentabel ved hjælp af passende prissætningsnormer.

(96)

SBS hævder, at TV2-koncernen var rentabel i perioden 2004-2008, hvis man ser bort fra de nu opgivne tabsgivende aktiviteter som f.eks. TV2 Radio og virkningerne af Kommissionens tilbagesøgningsbeslutning. TV2 kunne under alle omstændigheder blive rentabel ved f.eks. at reducere omkostningerne.

(97)

SBS anfægter desuden den markedsanalyse, som Danmark har fremlagt. SBS er især ikke enig i udsigterne for reklamemarkedet, hvor det forventer en vækst fra 2010 (77).

(98)

SBS anfører, at omstruktureringsplanen, hvis den overhovedet skal godkendes, bør være begrænset til den tid, det tager at frasælge aktiver for at løse likviditetsproblemer.

Brugerbetaling

(99)

SBS fremfører, at indførelsen af brugerbetaling i praksis vil have samme virkning som en forøgelse af licensmidlerne og derfor må betragtes som statsstøtte i tråd med sag C-206/06 Essent Netwerk Noord BV. Der er væsentlige forskelle i forhold til sag C-345/02 (Pearle), eftersom foranstaltningen blev indført på Danmarks og TV2's eget initiativ, og brugergebyrerne ikke er øremærket til specifikke formål valgt af seerne.

(100)

SBS understreger vigtigheden, at brugergebyrerne analyseres inden for rammerne af omstruktureringsstøtten. En aftale om at indføre brugerbetaling vil sandsynligvis ændre TV2's og andre relevante tredjeparters som f.eks. bankers markedsadfærd fra datoen for omstruktureringsplanens godkendelse snarere end fra datoen for indførelsen af brugerbetaling. SBS kritiserede endvidere, at der ikke er noget loft over det brugerbetalingsbeløb, som TV2 kan opkræve, og heller ingen betingelser angående dets anvendelse. Brugerbetaling kan også anvendes til finansiering af kommercielle aktiviteter.

(101)

SBS fremfører endvidere, at indførelsen af brugerbetaling ikke kan forenes med begrebet »public service«. Dette er ensbetydende med, at omstruktureringsstøtten som sådan ikke kan godkendes efter artikel 106, stk. 2, i TEUF, medmindre planerne om brugerbetaling droppes. SBS fremfører ligeledes, at brugerbetaling har klare konkurrencebegrænsende virkninger og især kan føre til, at nogle operatører bliver nødt til at forlade markedet, samtidig med at det vil være muligt for TV2 at investere endnu mere agressivt i nyt indhold. Dette er især negativt, eftersom TV2 er enestående i kraft af at have en dominerende stilling på reklamemarkedet.

Kompenserende foranstaltninger

(102)

SBS hævder, at der er behov for tilstrækkeligt strenge kompenserende foranstaltninger. SBS foreslår derfor, at TV2 for det første ikke får mulighed for at indføre brugerbetaling. Der bør for det andet gøres brug af offentlige udbud for at sikre en mere korrekt intern prissætning, når programmer sælges fra TV2 til dets datterselskaber. TV2's regionale kanaler kunne for det tredje overføres til Danmarks Radio, idet de regionale kanaler modtager betydelig statstøtte, og de husstande, der betaler licensafgift og også får betalings-tv, kommer til at betale dobbelt for TV2's regionale kanaler. TV2 kunne for det fjerde ikke kun pålægges ikke at starte nye kommercielle kanaler, men også i det mindste at frasælge nogle af de eksisterende kanaler. Endelig bør TV2 forpligtes til at give konkurrerende operatører mulighed for at sende reklamer på dets net.

(103)

SBS foreslår ligeledes, at der indføres en række garantier for at sikre, at TV2 ikke anvender støtten og/eller brugergebyrerne til at forvride konkurrencen. Danmark bør for det første ikke have mulighed for at anvende diskriminerende brugergebyrer. TV2 bør for det andet ikke have mulighed for at bundle hovedkanalen med de øvrige kanaler på distributionsmarkedet, og TV2 bør forpligtes til at tilbyde TV2 som en selvstændig kanal. TV2 bør for det tredje afskæres fra at anvende støtten eller brugergebyrerne til andre aktiviteter end hovedkanalen og fra at dumpe priserne på reklamemarkedet. TV2 bør for det fjerde forpligtes til at afgive tilsagn om, at det ikke vil anvende ugennemsigtige rabatter.

MTG/Viasat (Viasat)

Kriseramt virksomhed

(104)

Viasat hævder, at TV2 ikke er en kriseramt virksomhed, idet den især henviser til overskuddet i 2008. Viasat mener, at TV2 vil blive rentabel i fremtiden, bl.a. med henvisning til TV2's overskud for første halvår af 2009 (ifølge prognoserne et overskud på 249 før skat). I lyset af de senere oplysninger om, at TV2 havde tab i 2009, kæder Viasat dette mindre tab sammen med et generelt fald på reklamemarkedet med 18,7 % i forhold til 2008. Det viser, at TV2 nu formår at tilpasse sine omkostninger til det nuværende kommercielle og finansielle miljø. Viasat påpeger, at tabene i 2007 hovedsagelig skyldes TV2 Radio, der efterfølgende er blevet solgt fra. TV2 havde en faldende omsætning i 2008, men det havde de fleste virksomheder, og TV2 formåede stadig at øge sit overskud før skat.

(105)

Viasat hævder, at der ikke er bevis for kortfristede cash flow-behov. TV2 har derimod for nylig brugt et betydeligt beløb på indkøb af nye film. TV2 øgede samtidig sine udgifter, hvilket ifølge Visat skyldes en forøgelse af dets programlager, en forøgelse af udgifterne inden for generel fiktion og overinvesteringer i dyr dansk fiktion (78).

(106)

Viasat understreger mere detaljeret, at selv om en stor del af TV2's rentebærende gæld stadig er kortfristet, er det ikke et problem, så længe TV2 kan refinansiere den. TV2's finansielle omkostninger faldt i 2009 fra 49,2 mio. DKK til 19 mio. DKK. TV2 har også brugt betydelige midler på at købe nyt programindhold. Endvidere skyldtes det negative cash flow i perioden 2006-2008 hovedsagelig usædvanligt store investeringsaktiviteter og ikke udgifter i forbindelse med TV2's driftsaktiviteter. Den negative cash flow kunne således være blevet udlignet ved at udsætte eller reducere investeringerne. Grunden til TV2's stigende gæld var også den, at TV2 investerede kraftigt i perioden 2006-2008.

(107)

Viasat påpeger også, at rentebyrden ser ud til at være faldet fra 2008. Viasat sætter også spørgsmålstegn ved, om TV2 har problemer med at opnå lån, eftersom noget tyder på, at TV2 kun forsøgte at opnå lån fra Danske Bank, men ikke fra nogen andre banker. Dette skete endvidere på et tidspunkt, hvor det var mere vanskeligt end nu at opnå et lån.

(108)

Hvad angår de eksogene faktorer, er Viasat enig i, at BNP-væksten som antaget i åbningsbeslutningen vil være på 1,02 % pr. år. Viasat hæfter sig især ved, at de af PWC udarbejdede prognoser for væksten på reklamemarkedet, som den danske stat baserer sig på, er væsentligt mere konservative end de prognoser, der er udarbejdet af andre, og særlig prognoser udarbejdet af virksomheder, der er aktive på markedet. Viasat fremlægger i sine bemærkninger til åbningsbeslutningen sine egne prognoser for TV2-koncernen i perioden 2009-2019 (rapport fra Audon Partners), som viser, at TV2 ikke vil være nødt til at opgive sin virksomhed på kort eller mellemlang sigt.

(109)

Hvad angår public service-kanalens rentabilitet, understreger Viasat, at TV2-koncernen består af sådanne synergier, at det er umuligt at se rentabiliteten af hver enkelt aktivitet isoleret. Hovedkanalen bør således ikke vurderes isoleret. Ikke desto mindre er den interne afregning mellem TV2 og nichekanalerne skæv, idet prisen ligger væsentligt under omkostningerne. Viasat fremlægger rentabilitetsberegninger, hvor omkostningerne opdeles efter kanalens omsætning. Viasat anfører ligeledes, at der ved en sammenligning af nichekanalernes økonomiske resultater med andre sammenlignelige medievirksomheder i høj grad er noget, der tyder på, at der skal ses bort fra den segmenterede rapportering i TV2-koncernen. Endelig bemærker Viasat, at TV2 kunne auktionere retten til at retransmittere dets mest attraktive programmer, bortset fra sportsbegivenheder, på f.eks. drama-, fiktions- og dokumentarområdet, med henblik på at øge overskuddet for hovedkanalen. Viasat frygter også, at støtten vil blive brugt til at finansiere en agressiv markedsadfærd, og bemærker, at TV2 tidligere investerede i erhvervelser af dramaserier ved at overbyde konkurrenterne, hævede priserne for TV2 News og ydede rabatter.

Brugerbetaling

(110)

Såfremt Kommissionen når frem til den konklusion, at der er behov for støtte, bør denne støtte tage sigte på det umiddelbare problem, dvs. cash flow-problemet, frem for driften. Dette er ensbetydende med, at TV2 ikke bør have mulighed for at blive en betalings-tv-kanal, idet det vil være tilstrækkeligt at yde TV2 en kreditfacilitet. Indførelsen af brugerbetaling vil desuden tilføre TV2 midler, der sætter det i stand til at fortsætte med at misbruge sin stilling på reklamemarkedet, og der vil være risiko for, at konkurrenter tvinges ud af markedet. Viasat sætter ligeledes spørgsmålstegn ved, om ordningen er i overensstemmelse med TV2's universelle public service-forpligtelse.

(111)

Viasat fremhæver først og fremmest de konkurrencebegrænsende virkninger af brugerbetaling, eftersom det vil skubbe andre operatørers programmer mod dyrere programpakker, hvorved de vil miste indtægter fra abonnementer og reklamer.

Kompenserende foranstaltninger

(112)

Viasat hævder desuden, at de foreslåede kompenserende foranstaltninger ikke indebærer noget offer, eftersom der alligevel ikke er plads til yderligere kanaler. Viasat bemærker som nævnt ovenfor, at TV2 kunne auktionere retten til at retransmittere dets mest attraktive programmer, bortset fra sportsbegivenheder, på f.eks. drama-, fiktions- og dokumentarområdet, med henblik på at øge overskuddet for hovedkanalen.

Retsgrundlag

(113)

Endelig anfører Viasat, at det er usandsynligt, at den danske stat vil kunne påberåbe sig artikel 106, stk. 2.

Boxer TV A/S (Boxer)

(114)

Boxer fremfører, at indførelsen af brugerbetaling delvis vil rette op på de nuværende konkurrenceproblemer, hvor Boxer i modsætning til andre leverandører af en platform ikke kan drage kommerciel fordel af, at det sender TV2. Boxer foreslår, at TV2's prissætning underlægges kontrol, enten fra politisk side eller ved konkurrencemyndighederne.

Andre parter

(115)

Hvad angår omstruktureringsstøtten, sætter nogle parter spørgsmålstegn ved, om TV2 er kriseramt (ASK), og om de kompenserende foranstaltninger ikke er for svage på et mættet marked (FDA). Nogle fremfører dog, at brugerbetaling kunne overvejes, hvis virksomheden er kriseramt (DI, TDC). Nogle mener, at omstruktureringsperioden er for lang (Discovery). Andre fremfører, at TV2 ikke bør have mulighed for at indføre brugerbetaling, hvis den bliver en økonomisk stabil virksomhed inden 2012.

(116)

Hvad angår brugerbetaling: Nogle parter (Langkilde, MTV Networks AB, FDA, Discovery, Stofa) hævder, at brugergebyrer vil bevirke, at mindre kanaler skubbes ud af de eksisterende betalings-tv-pakker, eller at brugerne kommer til at betale mere.

(117)

Nogle parter mener, at et slutbrugergebyr på 25 DKK er for højt (FDA, TDC). FDA mener desuden, at opkrævningen af sådanne slutbrugergebyrer ikke er forenelig med TV2's rolle som en public service-radio- og tv-virksomhed.

VIII.   VURDERING PÅ GRUNDLAG AF STATSSTØTTEREGLERNE

1.   Omfanget af vurderingen

(118)

Som det fremgår af Danmarks bemærkninger, er den anmeldte omstruktureringsplan ikke blevet trukket tilbage. Danmark fremfører, at der ikke er behov for støtteforanstaltninger, og at alle støtteforanstaltninger vil blive ophævet, når omstruktureringsplanen, herunder slutbrugergebyrerne, er blevet godkendt, og TV2 ikke skal foretage yderligere betalinger som følge af Kommissionens to tidligere undersøgelser vedrørende TV2 (79). Kommissionen har med andre ord til dato ikke modtaget en ubetinget bekræftelse fra Danmark af, at disse foranstaltninger ikke længere indgår i omstruktureringsplanen i dag og derfor ikke længere falder ind under Kommissionens formelle undersøgelse.

(119)

Den eneste undtagelse er den foreslåede garanti vedrørende salget af sendenettet, der ikke er aktuel, eftersom salget allerede har fundet sted, og derfor ikke længere er relevant i denne sag. Kommissionen betragter ikke længere denne foranstaltning som anmeldt.

(120)

Kommissionen vil derfor i det følgende stadigvæk foretage en vurdering af de resterende anmeldte foranstaltninger (lån, midlertidige kreditfaciliteter og omstruktureringskreditfaciliteter) og kreditfaciliteten fra den godkendte redningsstøtte, der fortsat består.

2.   Statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF

(121)

Det hedder i artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde:

»Bortset fra de i traktaterne hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.«

(122)

For at artikel 107, stk. 1, i TEUF skal finde anvendelse, skal der være tale om en støtteforanstaltning, som kan tilskrives staten, som ydes ved hjælp af statsmidler, påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, fordrejer konkurrencen på fællesmarkedet og giver visse virksomheder selektive fordele. Anvendelsen af disse betingelser på de her omhandlede foranstaltninger undersøges nedenfor.

2.1.   Statsmidler

Lån/kreditfacilitet

(123)

Den ansvarlige lånekapital og de midlertidige kreditfaciliteter, der indgår i den oprindelige redningsstøtte (80) og omstruktureringsplanen, involverer midler, som regeringen med Folketingets tilslutning frigiver fra det danske statsbudget, hvorfor der er tale om statsmidler.

(124)

Danmark anfører, at rentesatserne og gebyrerne er dem, der gælder på markedet for sunde virksomheder. Ved at anvende de samme betingelser på en kriseramt virksomhed som TV2 går Danmark stadig glip af statslige midler. Grunden hertil er, at en privat kreditor ville tage hensyn til TV2's finansielle vanskeligheder og enten vælge ikke at yde lån eller kreditfaciliteter overhovedet eller yde dem til en højere rente end for sunde virksomheder.

Brugerbetaling

(125)

Kommissionen finder, at den ret, som TV2 har fået til at opkræve slutbrugergebyrer fra 2012, ikke indebærer statsmidler som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF. Slutbrugergebyrerne er af privat oprindelse (81) og betales direkte af forbrugerne til distributøren for at kunne se TV2-kanalen. TV2 skal føre normale kommercielle forhandlinger med distributøren for at få sin kanal inkluderet i en digital pakke og give sit samtykke til en acceptabel betaling. Der findes ingen lovbestemmelse, som tvinger distributøren til at bringe TV2-hovedkanalen i sin pakke, da den gældende must carry-forpligtelse i § 6 i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed vil blive ophævet med indførelsen af slutbrugergebyrsystemet. Slutbrugergebyrerne og størrelsen af dem er ikke under statens permanente kontrol og står heller ikke til dennes rådighed (82). Staten er ikke involveret i prissætningen, der er en kommerciel beslutning truffet af TV2, ligesom den heller ikke opkræver gebyrerne for TV2 eller kan kontrollere eller råde over disse midler på nogen måde.

(126)

Brugergebyrerne kan ikke som hævdet af SBS sidestilles med licensafgifterne. SBS hævder, at brugergebyrerne i praksis vil have samme virkninger for husholdningerne som en forhøjelse af licensafgiften, eftersom de distributører, der udbyder pakkerne, altid vil inkludere TV2 Danmark. Dette obligatoriske element og den kendsgerning, at brugergebyrer kun kan ændres ved ændringer af lovgivningen (83), gør, at de må betragtes som statsstøtte (84). SBS påberåber sig i den forbindelse Domstolens retspraksis i Essent Networks-sagen (85).

(127)

I modsætning til den tidligere licensafgiftsordning i Danmark, der blev betragtet som statsstøtte af Kommissionen (86), er slutbrugerne dog ikke retligt forpligtede til at betale afgiften, men betaler et beløb som led i en aftale, som de frivilligt har indgået. Afgifterne opkræves heller ikke af en offentlig institution, sådan som det var tilfældet med licensafgiften, men af den private operatør Boxer og andre private distributører på de andre platforme. Staten vil ikke være involveret i inddrivelsen, hvis brugerne undlader at betale afgifterne, men distributøren vil skulle tage civilretlige skridt for at opnå betaling.

(128)

At TV2 får ret til at opkræve abonnementsafgifter ved en ændring af den tilladelse, der er udstedt af kulturministeriet, er ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at der er statsmidler involveret. Det er ikke alle statslige foranstaltninger, der fører til tab af statsmidler. SBS's henvisning til Essent Network-dommen er ikke relevant i den forbindelse. I præmis 73 i den citerede dom sondres der mellem situationen i Essent-sagen og i Pearle-sagen (87), idet det fastslås, at afgiften i førstnævnte sag indgik i en af myndighederne fastlagt politik. For at adskille sagerne henviser Domstolen i Essent-sagen til, at indførelsen af afgiften var fastsat af lovgiver, men den fastslår ikke, at enhver statslig foranstaltning, der er fastsat i lovgivningen, automatisk indebærer statsmidler. Det fremgår klart af den citerede dom i Essent-sagen, idet der i præmis 75 yderligere sondres mellem denne sag og Preussen Elektra-sagen, hvor der var tale om en retsakt (og hvor der ifølge dommen ikke forelå statsstøtte), i henhold til hvilken elforsyningsvirksomheder var forpligtede til at købe elektricitet, der produceres i deres forsyningsområde fra vedvarende energikilder til mindstepriser. Domstolen fastslog i Essent-sagen, at de pågældende virksomheder i modsætning til Preussen Elektra-sagen var blevet udpeget til »at administrere statsmidler« (88). TV2 er i den foreliggende sag ikke blevet udpeget af staten til at administrere statsmidler, men ændringen af tilladelsen gennemfører blot en allerede eksisterende ret (på lovgivningsplan, se § 38 a., stk. 2, i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed) til en yderligere indtægtskilde.

(129)

Kommissionen finder derfor, at slutbrugergebyrerne ikke involverer statsmidler som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF.

2.2.   Selektiv fordel

(130)

De statslige midler giver TV2 en økonomisk fordel, i og med at de samme finansielle instrumenter på markedsvilkår ville resultere i højere låneomkostninger eller højere gebyrer, hvis markedsaktørerne overhovedet ville acceptere at stille yderligere midler til rådighed for modtageren op til det påtænkte beløb, hvilket de ifølge den dokumentation, som Danmark har fremlagt, ikke ville.

2.3.   Konkurrencefordrejning og påvirkning af samhandelen

(131)

Disse midler vil gøre det muligt for TV2 at fortsætte driften på de markeder, hvor selskabet er aktivt i dag. Disse markeder omfatter markedet (markederne) for køb og salg af transmissionsrettigheder, for betalings-tv-tjenester og for tv-reklamer i Danmark. På disse markeder konkurrerer TV2 med andre tv-selskaber såsom SBS, Viasat osv. Det følger heraf, at denne støtte ved at begunstige TV2 fordrejer eller truer med at fordreje konkurrence på disse markeder.

(132)

På de berørte markeder, såsom markederne for køb og salg af transmissionsrettigheder og tv-reklamer for produkter fra andre medlemsstater, der er bestemt til at sælges i Danmark, foregår der handel mellem medlemsstater (89). Desuden sender nogle af TV2 Danmark A/S's konkurrenter fra Det Forenede Kongerige og/eller er datterselskaber af koncerner med hjemsted i andre medlemsstater, hvis beslutning om at forblive eller øge deres aktiviteter på det danske marked kan blive påvirket af den planlagte støtte. Denne statsstøtte påvirker eller risikerer derfor at påvirke handelsmønstrene mellem medlemsstater.

(133)

Eftersom artikel 107, stk. 1, i TEUF finder anvendelse, skal omstruktureringsstøttepakken vurderes med hensyn til dens forenelighed med det indre marked.

3.   Standstill-forpligtelsen

(134)

Danmark har overholdt standstill-forpligtelsen i artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (90), eftersom Danmark anmeldte støtteforanstaltningerne i omstruktureringsplanen og til dato ikke har gennemført dem. Gennemførelsen af redningsstøtten blev godkendt ved Kommissionens beslutning af 4. august 2008.

4.   Statsstøttens forenelighed med det indre marked

4.1.   Retsgrundlag

(135)

Foranstaltningernes forenelighed med det indre marked vil blive vurderet efter artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF og rammebestemmelserne. Det analyseres ikke, om artikel 106, stk. 2, i TEUF finder anvendelse på de pågældende foranstaltninger i forbindelse med finansiering af public service tv-virksomhed. Selv om TV2's finansielle vanskeligheder hovedsagelig skyldes public service-kanalen og mangelen på en forretningsmodel, der sikrer stabile indtægtskilder, er statsstøtteforanstaltningerne ikke begrænset til public service-opgaven, men rettet mod TV2 som koncern, dvs. også dens kommercielle aktiviteter. Desuden har de danske myndigheder ikke fremført nærmere argumenter for, at statsstøtteforanstaltningerne var forenelige med det indre marked på grundlag af artikel 106, stk. 2, i TEUF, og Kommissionen har heller ikke modtaget tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en vurdering efter artikel 106, stk. 2, i TEUF og radio- og tv-meddelelsen (91).

(136)

Ifølge rammebestemmelserne kan redningsstøtte tildeles som midlertidig støtte til kriseramte virksomheder, indtil en omstruktureringsplan er udarbejdet, eller med henblik på at afhjælpe en akut likviditetskrise. I henhold til punkt 26 i rammebestemmelserne forlænges fristen for ophævelse af støtten, indtil Kommissionen har taget stilling til omstruktureringsplanen. Den kendsgerning, at redningsstøttefaciliteten fortsat gælder for TV2, er i overensstemmelse med denne bestemmelse, eftersom TV2 har fremlagt en omstruktureringsplan inden fristens udløb.

(137)

Omstruktureringsstøtte skal bygge på en realistisk, sammenhængende og omfattende plan for genetablering af virksomhedens langsigtede rentabilitet inden for en rimelig tidshorisont. Omstrukturering omfatter normalt følgende elementer: omstrukturering af alle aspekter af virksomhedens drift, reorganisering og rationalisering af virksomhedens aktiviteter, herunder opgivelse af tabsgivende aktiviteter og finansiel omstrukturering. Hvis der ydes statsstøtte til en omstrukturering, må det imidlertid ikke blot ske med henblik på at opveje hidtidige tab uden at tage fat på årsagerne til dem. Desuden skal i det mindste en del af omstruktureringen finansieres ved hjælp af virksomhedens egne midler. Endelig skal der træffes kompenserende foranstaltninger for at mindske støttens fordrejende virkninger. Kommissionen vil i det følgende se nærmere på, om disse betingelser er opfyldt.

4.2.   Støtteberettigelse — kriseramt virksomhed

(138)

I henhold til punkt 9 i rammebestemmelserne anses en virksomhed for kriseramt, når virksomheden ikke med egne finansielle midler eller med de midler, som virksomheden kan opnå fra ejerne eller aktionærerne, er i stand til at standse de tab, som uden de offentlige myndigheders indgriben næsten med sikkerhed vil medføre virksomhedens ophør. I punkt 11 i rammebestemmelserne nævnes visse kriterier, i henhold til hvilke en virksomhed kan anses for kriseramt, selv om kriterierne i punkt 10 i rammebestemmelserne ikke er opfyldt. Det hedder i punkt 11: »Under alle omstændigheder er en kriseramt virksomhed kun støtteberettiget, når det kan godtgøres, at den er ude af stand til at komme på fode igen med egne midler eller med midler fra sine ejere/aktionærer eller fra markedskilder«.

(139)

Kommissionen har draget den konklusion, at TV2 udgjorde en sådan kriseramt virksomhed ved anmeldelsen af omstruktureringsplanen. Det fremgår af tallene i Kommissionens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure og, hvad der er vigtigere, af de i betragtning 36-42 ovenfor nævnte tal, der blev fremsendt på et senere tidspunkt i januar 2010, og som beskriver en virksomhed med underskud, faldende markedsandele, stigende gæld og især en negativ cash flow som følge af faldende reklameindtægter, fejlinvesteringer og stigende rentebyrder. Selv om det senere viste sig, at virksomheden som vurderet af konkurrenterne havde overskud i 2008 (prognoserne fra slutningen af marts 2008 viste stadig et […] mio. DKK), var der tale om et lille overskud, som ikke i sig selv ændrer noget ved den konklusion, at virksomheden ikke kunne fortsætte driften uden ekstern finansiering. De private kreditfaciliteter, som var til rådighed for virksomheden, var kortfristede og kunne når som helst blive trukket tilbage. Virksomheden havde et akut likviditetsbehov, som ikke kunne dækkes ved hjælp af egne midler.

(140)

Virksomheden kunne heller ikke opnå ekstern finansiering. Der var risiko for, at TV2's kortfristede lån ville blive trukket tilbage. Som allerede nævnt i åbningsbeslutningen ønskede TV2's vigtigste bankforbindelse, […], i 2008 at begrænse sine låne- og kreditfaciliteter til TV2. Ud over TV2's problemer med selv at opnå realkreditbelåning af sin ejendom i Odense fremlagde Danmark dokumentation for, at også andre banker nægtede at yde TV2 langfristet belåning (se betragtning 44 ff. ovenfor). Bankerne henviste til svaghederne i TV2's konjunkturfølsomme indtægter fra reklamer, der blev anset for at være en urentabel forretningsmodel. Verserende retssager medvirkede hertil. TV2's finansiering blev derfor i stigende grad rettet mod kortfristede lån og var dermed skrøbelig. TV2 var med andre ord, som omhandlet i punkt 11 i rammebestemmelserne, ude af stand til at komme på fode igen med midler fra markedskilder.

(141)

Konkurrenternes bemærkninger giver heller ikke anledning til tvivl om disse konklusioner. Af hensyn til fuldstændigheden skal det bemærkes, at virksomheden i henhold til rammebestemmelserne for rednings- og omstruktureringsstøtte ikke nødvendigvis skal være under konkursbehandling. Der kan derimod — på strenge vilkår — ydes støtte med henblik på netop at forhindre en sådan situation.

(142)

Med hensyn til konkurrenternes argumenter om, at TV2 er eller kunne blive en rentabel virksomhed, viser ovennævnte resultater for TV2, at virksomheden havde overskud i 2008, men at den i modsætning til Viasats skøn fik et tab på 27 mio. DKK i 2009, der afveg væsentligt fra det af Viasat skønnede overskud på 249 mio. DKK. Overskuddet for 2010 skønnes også at blive væsentlig mindre end Viasats antagelse. Kommissionen har ikke fundet fejl i de metoder, der anvendes af TV2 og selskabets konsulent PWC, se også nr. 41 ovenfor.

(143)

Hvad angår den af Audon partners foretagne undersøgelse af TV2's kreditværdighed, som Viasat har fremlagt (92), og ifølge hvilken TV2 kunne have opnået lån, forholder virkeligheden sig anderledes, hvilket fremgår af bankernes reaktioner. Analysen bygger endvidere kun på tal og antagelser, som ikke er blevet krydstjekket med TV2. Nogle af disse tal ligger langt fra virkeligheden, hvilket tallene for 2009 og 2010 vidner om. Der gøres i selve rapporten opmærksom på, at der ikke er tale om en fuldstændig analyse (eftersom der af indlysende årsager ikke blevet taget kontakt med TV2), og at den anvendte model derfor har sine begrænsninger (93).

(144)

Den kendsgerning, at virksomheden har trukket langt mindre på redningsstøttekreditfaciliteten, end den kunne have gjort, er ikke ensbetydende med, at den ikke kan betragtes som en kriseramt virksomhed. Det ville være en absurd konklusion at udelukke en modtager af rednings- og omstruktureringsstøtte fra at være støtteberettiget, hvis omkostningsbesparelser og andre foranstaltninger i omstruktureringsplanen senere viser sig at være en succes og hjælper virksomheden med at løse sine finansieringsproblemer med overvejende egne midler. Det kan derimod føre til, at der på et vist tidspunkt ikke længere er behov for vedvarende statsstøtte, og det spørgsmål analyseres nedenfor (se betragtning 149 nedenfor). Kreditfaciliteten var under alle omstændigheder hele tiden udformet på en sådan måde, at virksomheden kun kunne få adgang til den i tilfælde af et dokumenteret og attesteret behov. Dette skulle holde støtten på et minimum, og TV2's bestræbelser på at gennemføre omstruktureringsprocessen så vidt muligt med egne midler er i overensstemmelse med denne betingelse.

(145)

Det skal desuden understreges, at Viasats og SBS' mange påstande, om at TV2's svage finansielle situation er selvskabt som følge af dårlige ledelsesbeslutninger og fejlinvesteringer, ikke er relevante for, om virksomheden er støtteberettiget efter rammebestemmelserne, der ikke interesserer sig for årsagen til støttemodtagerens finansielle problemer, men som kun søger at fastlægge, om støttemodtageren er en kriseramt virksomhed.

(146)

Konkurrenterne har også i forbindelse med den kendsgerning, at TV2's problemer overvejende skyldes public service-kanalen, hævdet, at tilpasninger i de interne omkostninger og afregningspriser kunne rette op på denne situation. Kommissionen finder imidlertid ikke, at dette argument er relevant i en situation, hvor støtten går til koncernen som sådan, herunder de kommercielle aktiviteter. Kommissionen bemærker dog, at TV2 har særskilte og reviderede regnskaber for public service-virksomheden og anden virksomhed, og at den følger en fuldt ud dokumenteret og revideret prissætning for interne afregninger, der er forholdsvis enkel og gennemsigtig, og som sigter mod at give et nøjagtigt billede af de forskellige aktiviteter baseret på afregningspriser på markedsvilkår.

(147)

Hvad angår de eksogene faktorer, er Viasat enig i, at væksten i BNP kan antages at ville ligge på 1,02 %. Med hensyn til udviklingen på reklamemarkedet er konkurrenterne enige i, at TV2's reklameindtægter faldt med 19 % i 2008. Viasat og SBS fejlfortolker dog Danmarks prognoser for den fremtidige udvikling på reklamemarkedet. I modsætning til deres opfattelse forudså Danmark ikke, at reklamemarkedet ville falde med 10 % om året i perioden 2009-2013, men udtalte blot, at man skønnede, at reklamemarkedet […].

(148)

Med hensyn til argumentet om, at de licensmidler, der tilføres de regionale tv-stationer, skulle have været medtaget i vurderingen af TV2's finansielle situation, finder Kommissionen, at licensmidlerne finansierer de regionale tv-stationers programproduktion og kun er relevante i forhold til dem. Kommissionen bemærker i den forbindelse, at de regionale TV2-stationer er uafhængige af TV2, og at de i henhold til loven om radio- og fjernsynsvirksomhed er underlagt deres egne public service-forpligtelser, som de modtager en tilhørende licensbetaling for. Med hensyn til SBS' påstand om, at seerne kommer til at betale to gange for programmet, skal det understreges, at en af betalingerne — abonnementsafgifterne for TV2-hovedkanalen — er et resultat af forbrugerens valg og som fastslået ovenfor ikke involverer statsstøtte. Af det ovenstående fremgår under alle omstændigheder, at TV2 som koncern var en kriseramt virksomhed med akutte finansieringsbehov, eftersom den ikke kunne opnå ekstern finansiering fra bankerne. Dette omfattede eventuelle potentielle fordele hidrørende fra dens forpligtelse til at sende disse programmer.

(149)

TV2's nødlidende situation ændrede sig imidlertid med salget af sendenettet. Indtægterne fra salget af sendenettet satte TV2 i stand til at tilbagebetale en del af sin gæld, og de økonomiske udsigter for selskabet blev langt lysere, som det fremgår af tallene i betragtning 62-64 ovenfor. Også på reklamemarkedet tegnede udsigterne sig mere positivt (94). TV2 var i stand til at tilbagebetale sit statslån fra redningsstøttefaciliteten. Afhængigt af udfaldet af de verserende statsstøttesager og omstruktureringsplanens godkendelse regner TV2 med at kunne dække sit finansieringsbehov frem til januar 2012, hvor abonnementsbetalingen indføres (95).

(150)

På baggrund af denne nye situation finder Kommissionen ikke, at TV2 længere kan kvalificeres som en kriseramt virksomhed. Efter vedtagelsen af nærværende afgørelse er der derfor ikke behov for nogen støtteforanstaltninger, og de anmeldte, men ikke anvendte låne- og kreditfaciliteter indeholdt i omstruktureringsplanen bør ophæves. Af samme grund bør også den eksisterende støttefacilitet, som blev godkendt i beslutningen om redningsstøtten, ophøre.

4.3.   Genoprettelse af den langsigtede rentabilitet

(151)

I henhold til punkt 34 i rammebestemmelserne skal støtten tildeles med det vilkår, at der gennemføres en omstruktureringsplan, der skal sætte virksomheden i stand til inden for en rimelig tidshorisont at genoprette sin rentabilitet. Omstruktureringsplanen beskriver de omstændigheder, der bragte selskabet i vanskeligheder, som værende forårsaget af nye aktiviteter, der viste sig ikke at være rentable, og stigende tab på public service-kanalen. Efter Kommissionens opfattelse tilgodeses disse vanskeligheder på tilfredsstillende vis i omstruktureringsplanen.

(152)

Kommissionen noterer, at omstruktureringsplanen indeholder finansielle og operationelle omstruktureringsforanstaltninger, der sammen med den ændrede forretningsmodel vil sætte selskabet i stand til at stå på egne ben. Kommissionen hæfter sig i den forbindelse især ved, at kravet i omstruktureringsplanen om frasalg af aktiver resulterede i det vellykkede frasalg af sendenettet, som gav TV2 tilstrækkelige midler til at kunne tilbagebetale sin gæld. Selskabet tilbagebetalte også den støtte, det havde modtaget via redningsstøttefaciliteten den 4. oktober 2010. Efter eget udsagn har selskabet nu tilstrækkelige midler til at kunne klare sig i tiden frem til indførelsen af brugerbetalingen (96). Andre foranstaltninger i form af omkostningsbesparelser vil også bidrage til at genoprette dets langsigtede rentabilitet (se betragtning 47 og 48 ovenfor).

(153)

TV2 har også opgivet tabsgivende aktiviteter, da selskabet i 2008 solgte sin tabsgivende radioaktivitet til SBS-koncernen.

(154)

TV2 forventes at få løst de strukturproblemer, der var årsagen til dets likviditetsproblemer, når det fra januar 2012 får lov til at opkræve abonnementsbetaling. Public service-kanalens manglende lønsomhed skyldes, at den er afhængig af en enkelt indtægtskilde i form af reklameindtægter, som er konjunkturafhængige og følsomme over for det økonomiske klima. Det fremgår også af reaktionerne fra de banker, der nægtede at yde lån på grund af manglende tiltro til udviklingen på reklamemarkedet og TV2's indjteningsevne. Den nye forretningsmodel vil give TV2 et mere stabilt indtægtsgrundlag med brugerbetaling for hovedkanalen. TV2 regner med yderligere nettoindtægter fra brugerbetalingen på […] mio. DKK i 2012. Desuden forventer selskabet et […] for koncernen i 2012. Kommissionen bemærker, at […] vil den anden indtægtskilde i form af brugerbetalingen også gøre det mere uafhængigt af nedgange inden for konjunkturfølsomme aktiviteter. Kommissionen bemærker, at de foranstaltninger, der skal vende udviklingen, er indeholdt i selve omstruktureringsplanen og ikke beror på eksterne faktorer.

(155)

Som oprindeligt anmeldt strækker omstruktureringsplanen sig over næsten fire år, frem til 31.12.2012. Dette tidsrum blev valgt, fordi den danske regering mente, at efter indførelsen af den nye forretningsmodel og de første erfaringer med den i praksis ville bankerne igen være villige til at låne penge til TV2, og denne periode måtte altså være lang nok til at give dette erfaringsgrundlag. Men eftersom al støtte vil blive ophævet, når denne afgørelse er vedtaget (se ovenfor), finder den danske regering nu, at omstruktureringsperioden bør ophøre ved bortfaldet af alle støtteforanstaltninger.

(156)

Kommissionen ser anderledes på det. Ifølge rammebestemmelserne skal omstruktureringen føre til, at virksomheden kan få genoprettet sin langsigtede rentabilitet. Kommissionen finder, at omstruktureringsperioden løber indtil det øjeblik, hvor virksomheden har gennemført alle omstruktureringsforanstaltninger til sikring af en sådan langsigtet rentabilitet. Selv om alle statsstøtteforanstaltninger bortfalder øjeblikkeligt med denne afgørelse, er det ikke allerede givet på dette tidspunkt, at TV2 vil have genoprettet sin langsigtede rentabilitet, så længe der fortsat ikke er indført en bæredygtig forretningsmodel for TV2. En sådan forretningsmodel vil først blive indført, når der indføres brugerbetaling. Indførelsen af brugerbetalingen er også den væsentligste omstruktureringsforanstaltning, der direkte afhjælper hovedårsagen til TV2's økonomiske vanskeligheder. Kommissionen konkluderer derfor, at omstruktureringsperioden løber frem til den 31. december 2012 eller det tidspunkt, hvor TV2 bliver i stand til at opkræve abonnementsbetalingen hos slutbrugerne, hvis det sker før den 31. december 2012. Det ser for øjeblikket ud til, at TV2 rent juridisk først har ret til at opkræve brugerbetaling, når dets tilladelse er blevet ændret, for selv om den nugældende radio- og fjernsynslov allerede giver TV2 mulighed for at opkræve brugerbetaling, udelukker TV2's nuværende tilladelse denne mulighed.

4.4.   Forhindring af urimelige konkurrencefordrejninger

(157)

Ifølge punkt 38 i rammebestemmelserne skal der træffes kompenserende foranstaltninger for at sikre, at støttens skadelige virkninger for samhandelsvilkårene begrænses mest muligt, således at de positive virkninger, der søges opnået, kommer til at opveje de skadelige virkninger. Disse foranstaltninger kan bestå i frasalg af aktiver, kapacitetsnedskæringer eller indskrænkninger i aktivitetsniveauet på markedet. De skal (punkt 40 i rammebestemmelserne) stå i et rimeligt forhold til støttens konkurrencefordrejende virkninger og til virksomhedens størrelse og vægt på dens markeder.

(158)

I princippet kan påbuddet om ikke at åbne nye kanaler (som begrænser aktivitetsniveauet på markedet) betragtes som en kompenserende foranstaltning, da det afskærer TV2 fra at konkurrere om nye kunder og dermed er til gunst for konkurrenterne. Det kunne gavne TV2 at åbne nye kommercielle kanaler, fordi disse kanaler ville blive finansieret med en støt indtægtsstrøm baseret på abonnementsbetaling, som ikke er konjunkturfølsom, og som dermed kunne sikre koncernen den nødvendige indtjening, der ville kunne hjælpe med til at opveje de negative resultater fra public service-kanalen. Ifølge markedsanalyserne i omstruktureringsplanen er betalings-tv-markedet et marked i vækst (97). TV2's konkurrenter hævder imidlertid, at muligheden for at åbne nye kommercielle kanaler under alle omstændigheder ikke ville være aktuel for TV2, da markedet var mættet.

(159)

I den forbindelse hæfter Kommissionen sig ved, at TV2's konkurrenter selv startede nye kanaler i 2009 (SBS lancerede 6eren, Canal Digital vil åbne en sportskanal, Viasat startede en ny kanal den 23. marts 2009, og TV4-Gruppen lancerede i juli 2009 Canal 9).

(160)

Desuden har Danmark bekræftet, at TV2 på grund af omstruktureringen heller ikke vil kunne åbne radiokanaler (98). Det er yderst relevant, i betragtning af det nært forestående udbud af sendetilladelsen til den nye radiostation FM 4. Danmark gav oprindeligt udtryk for en interesse i, at TV2 kunne deltage i dette udbud, men bekræftede siden, at det ikke ville ske i betragtning af Kommissionens igangværende undersøgelse af omstruktureringsplanen, til trods for at der allerede forelå planer herom. I modsætning til, hvad konkurrenterne hævder, har påbuddet om ikke at åbne nye kanaler altså allerede haft betydning og udgør et offer for selskabet. Dette påbud finder Kommissionen væsentligt i lyset af punkt 46 i rammebestemmelserne, hvor det hedder, at støtten ikke må anvendes til at finansiere nye investeringer, der ikke er nødvendige for at genskabe virksomhedens rentabilitet.

(161)

Kommissionen finder, at de foreslåede kompenserende foranstaltninger også står i et rimeligt forhold til støtteforanstaltningernes fordrejende virkninger. Det skal påpeges, at disse foranstaltninger alle bortfalder på datoen for denne afgørelses vedtagelse. I den sammenhæng henviser Kommissionen til, at ingen af de anmeldte omstruktureringsstøtteforanstaltninger er blevet eller vil blive iværksat. Som det fremgår af betragtning 150 ff. ovenfor, vil også redningsstøttefaciliteten blive ophævet ved vedtagelsen af denne afgørelse. Det betyder, at selskabet ikke kommer til at modtage nogen statsstøtte. De beløb, der faktisk blev trukket på under redningsstøttefaciliteten, var imidlertid begrænsede (der blev trukket 223 mio. DKK af de 1 000 mio. DKK, der var til rådighed), størsteparten blev rent faktisk trukket som redningsstøtte (208 mio. DKK af de 223 mio. DKK blev trukket inden udgangen af 2008, dvs. inden for den seksmåneders redningsperiode), og alle de penge, der reelt blev trukket på kreditfaciliteten, er allerede blevet tilbagebetalt til staten. Det faktiske træk på kreditfaciliteten udgør 223 mio. DKK, hvilket heller ikke er uforholdsmæssigt meget i forhold til TV2's omsætning i 2008 ([…] %). I lyset heraf finder Kommissionen det ikke nødvendigt at kræve yderligere kompenserende foranstaltninger af Danmark og støttemodtageren. Kommissionen ser derfor heller ikke noget behov for nogen af de yderligere kompenserende foranstaltninger, konkurrenterne har foreslået.

(162)

Kommissionen er imidlertid ikke enig med Danmark i, at denne forpligtelse bør ophøre, når alle støtteforanstaltninger er bortfaldet (99). For det første havde Danmark selv fastsat en længere omstruktureringsperiode, indtil den 31. december 2012. For det andet er det intetsteds i rammebestemmelserne fastsat, at de kompenserende foranstaltninger skal have samme varighed som de iværksatte støtteforanstaltninger. For det tredje hviler omstruktureringsplanen på den forudsætning, at det først er i det øjeblik, hvor der i 2012 indføres brugerbetaling, at selskabet vil få adgang til ekstern finansiering. Først da vil den langsigtede rentabilitet være genoprettet. Danmark har selv gjort gældende, at støtteforanstaltningerne, herunder også den stadigt eksisterende redningsstøttefacilitet, ville være nødvendige for at dække likviditetsbehovet, indtil en mere stabil forretningsmodel for public service-kanalen var kommet på plads. Redningsstøttefaciliteten havde altså den funktion, at den har holdt selskabet på fode, indtil der kommer en ny forretningsmodel. På denne baggrund finder Kommissionen ikke, at denne kompenserende forpligtelse kan ophøre ved støttens bortfald eller vedtagelsen af denne afgørelse. Kommissionen finder det imidlertid muligt, at forpligtelsen til ikke at starte nye kanaler kan ophøre på et tidligere tidspunkt end omstruktureringsplanens udløb (31. december 2012), nemlig når der (efter en ændring af TV2's tilladelse) er indført brugergebyrer, og TV2 bliver i stand til at opkræve dem.

4.5.   Støttens begrænsning til et minimum

(163)

I henhold til punkt 43 i rammebestemmelserne skal støttebeløbet og støtteintensiteten begrænses til det absolutte minimum af de omstruktureringsomkostninger, der er nødvendige for at kunne gennemføre omstruktureringen. Formålet med denne bestemmelse er at undgå, at virksomheden ved omstruktureringens afslutning kommer til at stå med et likviditetsoverskud, som den kunne udnytte til at agere aggressivt på markedet. Støttemodtagerne skal selv yde et betydeligt bidrag til omstruktureringsplanen med egne midler, herunder ved afhændelse af aktiver, som ikke er nødvendige for virksomhedens overlevelse. Bidraget skal være et reelt bidrag, dvs. et faktisk bidrag, hvilket udelukker forventede fremtidige gevinster såsom cash flow. Og det skal være så stort som muligt, mindst 50 %, når der er tale om en stor virksomhed. Kommissionen anser TV2 for at være en stor virksomhed i rammebestemmelsernes forstand.

(164)

Kommissionen deler ikke den danske regerings opfattelse af, at en hvilken som helst omkostning; og specielt omkostningsbesparelser, automatisk bør anses at udgøre omstruktureringsomkostninger. Omkostningsbesparelser er en omstruktureringsforanstaltning, og en virksomhed kan have udgifter ved at gennemføre omkostningsbesparelser. De omkostningsbesparelser, Danmark har beskrevet i denne sag, udgør ikke i sig selv en omstruktureringsomkostning. Danmark har fremlagt en liste over »klassiske« omstruktureringsomkostninger, som beløber sig til […] mio. DKK og omfatter transaktionsomkostninger i forbindelse med salget af sendenettet ([…] mio. DKK), omkostninger ved overgangen til den nye forretningsmodel ([…]-[…] mio. DKK) og omkostninger ved opsigelse af ansættelseskontrakter, advokatudgifter og konsulentudgifter ([…] mio. DKK). Kommissionen accepterer disse omkostninger som omstruktureringsomkostninger.

(165)

Ifølge Kommissionens beslutningspraksis omfatter omstruktureringsomkostninger alle ekstraordinære omkostninger, der er forbundet med genoprettelse af rentabiliteten, men ikke ordinære driftsomkostninger afholdt i omstruktureringsperioden. Denne sag drejer sig imidlertid om en virksomheds behov for likviditet til at kunne klare sig i en overgangsperiode, indtil en ny, bæredygtig forretningsmodel er kommet på plads. Som beskrevet ovenfor, havde TV2 reelle finansieringsproblemer, da selskabet ikke havde adgang til ekstern finansiering. I denne særlige sag, hvor der er tale om en rent finansiel omstrukturering, indtil virksomheden overgår til en mere stabil forretningsplan, kan Kommissionen også acceptere dette finansieringsbehov som en omstruktureringsomkostning. Det var kreditfaciliteten i redningsstøttebeslutningen (1 000 mio. DKK), der gav selskabet den nødvendige midlertidige stødpude til at dække dette behov. Men denne facilitet var midlertidig, og der kunne kun trækkes på den, når TV2 kunne dokumentere et af en ekstern revisor attesteret finansieringsbehov. I sidste ende trak TV2 ikke ret meget på denne kreditfacilitet (kun […] % af den). Desuden blev størsteparten ([…] mio. DKK) trukket i den periode, der var omfattet af Kommissionens beslutning i redningsstøttesagen, dvs. inden for den seksmåneders redningsperiode frem til fremlæggelsen af omstruktureringsplanen.

(166)

TV2 bidrager til de ovennævnte omstruktureringsomkostninger med salg af aktiver i form af frasalg af sendenettet, der indbragte 640 mio. DKK, og ekstern finansiering i form af et realkreditlån i sin ejendom i Odense på 80 mio. DKK. Bidraget på i alt 720 mio. DKK ligger et godt stykke over de 50 %, der gælder for store virksomheder. Som nævnt ovenfor, brugte TV2 pengene fra salget af sendenettet til at nedbringe sin gæld. Disse penge kan ikke bruges til andre formål. Som det fremgår af det ovenstående, vil alle støtteforanstaltninger desuden bortfalde på datoen for denne afgørelses vedtagelse, og der vil ikke blive iværksat nogen nye støtteforanstaltninger som anmeldt i omstruktureringsplanen, jf. betragtning 150 ovenfor. I relation til punkt 45 i rammebestemmelserne er der derfor ingen fare for, at der i selskabet kommer til at forblive nogen støtte, der overstiger, hvad der er nødvendigt.

4.6.   Andre vilkår

(167)

For at sikre, at støtten ikke fordrejer konkurrencen i strid med den fælles interesse, kan Kommissionen i henhold til punkt 46 i rammebestemmelserne kræve yderligere foranstaltninger truffet af medlemsstaten.

(168)

Kommissionen har noteret sig de argumenter, Danmark fremførte under den formelle undersøgelse, og de intentioner, støttemodtageren gav udtryk for i sine indlæg om, at omstruktureringsplanen skal sætte TV2 i stand til at udnytte forretningsmuligheder på lige fod med andre og opkræve abonnementsbetaling. Danmark og TV2 peger endvidere på, at TV2's aktuelle egenkapitalgrundlag med en soliditetsgrad [og rentebærende nettogæld], der er betydeligt større [lavere] end konkurrenternes, alene er nødvendig på grund af usikkerhederne omkring de verserende statsstøttesager og forretningsmodellen. Både TV2 og Danmark tilkendegiver en generel vilje til at bringe kapitalstrukturen på niveau med TV2's konkurrenter, når først statsstøttesagerne er afsluttet.

(169)

Kommissionen ser da heller ikke noget behov for, at TV2 skulle have en kapitalstruktur, der var forskellig fra konkurrenternes, når først usikkerheden omkring forretningsmodellen og de verserende sager er afklaret. En kapitalstruktur baseret på en (kunstigt) stor egenkapital er en fordel for en virksomhed, fordi den dermed vil være i stand til at tiltrække finansiering til en relativt lav rente. Derfor er det ligeså vigtigt, at TV2 bringer sin kapitalstruktur tilbage på et niveau, der sikrer, at konkurrencen ikke fordrejes. Kommissionen ser gerne, at TV2 vender tilbage til en normal kapitalstruktur med udbyttebetaling til staten frem for aggressivt at udvide sin balance med lånefinansiering.

4.7.   Tilsyn og årlig rapportering

(170)

I overensstemmelse med punkt 49 og 50 i rammebestemmelserne har Danmark givet tilsagn om at indsende rapporter til Kommissionen senest seks måneder efter godkendelsen af støtten.

4.8.   Konkurrencesag

(171)

Kommissionen er bekendt med, at en af TV2's konkurrenter har indbragt klage til Kommissionen mod den planlagte indførelse af brugerbetaling. Kommissionen bemærker, at der kan være aspekter ved en statsstøtte, der er i strid med andre særlige traktabestemmelser end statsstøttereglerne, men som er så uløseligt forbundet med støttens formål, at det ikke er muligt at bedømme dem isoleret (100). Domstolen har statueret, at forpligtelsen til at sikre, at statsstøttereglerne anvendes i overensstemmelse med andre gældende bestemmelser, specielt gælder i relation til konkurrencereglerne, som også tilsigter at forhindre, at konkurrencen inden for fællesmarkedet fordrejes. Domstolen har dog i sin retspraksis anerkendt, at procedurer i statsstøtte- og konkurrencesager er underlagt selvstændige og særlige regler. Domstolen har således udtalt, at »når Kommissionen vedtager en beslutning om, hvorvidt en støtte er forenelig med fællesmarkedet, er den ikke forpligtet til at afvente udfaldet af en sideløbende procedure, der er iværksat i henhold til forordning nr. [1], når den ud fra en gennemgang af de foreliggende økonomiske forhold og uden herved at have anlagt et åbenbart urigtigt skøn er nået frem til den opfattelse, at støttemodtageren ikke handler i strid med artikel [101 og 102 i TEUF]«. (101) Konkurrencesagen behøver altså ikke at være formelt færdigbehandlet, før Kommissionen kan træffe afgørelse i statsstøttesagen.

(172)

Kommissionen vil gerne understrege, at det i denne sag ikke er selve støtten (redningsstøttefaciliteten), men et andet element i omstruktureringsplanen (brugerbetalingen), klagen er rettet mod. Brugerbetalingen vil blive indført i begyndelsen af 2012, dvs. efter at støttefaciliteten er bortfaldet, ved en ændring af TV2's tilladelse. Det må også tages med i betragtning, at størsteparten af den reelt udbetalte støtte blev ydet i løbet af redningsperioden og godkendt af Kommissionen i redningsstøttebeslutningen af 4. august 2008, og at støtten ophæves, når nærværende afgørelse træder i kraft.

(173)

Hvis denne klage eller bemærkningerne fra tredjeparter i denne sag også skal forstås som en klage over, at TV2 bliver en betalings-tv-kanal, er det tilstrækkeligt at konstatere, at den blotte indførelse af brugerbetaling for hovedkanalen ikke kan udgøre en overtrædelse af konkurrencereglerne. Når TV2's hovedkanal bliver en betalingskanal, kommer der en ny kanal til på betalings-tv-markedet. Dette må antages at kunne få indvirkning på de konkurrenter, der er aktive på dette marked, og f.eks. resultere i, at nogle af dem må forlade markedet (de respektive betalings-tv-pakker) eller sænke deres priser. Der er imidlertid blot tale om normale virkninger af en rentabel konkurrents indtræden på markedet. Den omstændighed, at der indføres brugerbetaling, og at det vil føre til øget konkurrence, er derfor ikke i sig selv i strid med artikel 102 og 106 i TEUF.

(174)

Klageren har på linje med nogle af de andre konkurrenter, der fremsatte bemærkninger, hævdet, at den planlagte indførelse af det såkaldte TV2-alene-kort ville få konkurrenceskadelige virkninger og samtidig begunstige distributøren Boxer. Ordningen med TV2-alene-kortet indebar, at kunderne kunne modtage TV2 gratis, hvis de ikke købte nogen andre betalings-tv-ydelser. Ifølge klageren ville TV2-alene-kortet derfor kunne få kunder, der overvejede at abonnere på betalings-tv, til at afstå fra det, hvilket var til skade for TV2's konkurrenter. Men eftersom Danmark har opgivet at indføre dette TV2-alene-kort, er påstandene om, at det ville være i strid med konkurrencereglerne, uden nogen relevans og kan ikke få nogen indflydelse på vurderingen af omstruktureringsplanen.

(175)

Hvad angår nogle konkurrenters frygt for, at støtten som sådan kan bruges til at finansiere en aggressiv markedsadfærd, påpeger Kommissionen, at der ikke er noget, der tyder på, at statsstøtten i sig selv vil medføre en overtrædelse af andre bestemmelser i TEUF eller automatisk vil få TV2 til at udøve en konkurrenceskadelig adfærd.

Konklusion

(176)

Kommissionen finder, at den anmeldte omstruktureringsplan er forenelig med det indre marked efter artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF, sammenholdt med Kommissionens rammebestemmelser for redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, dog på nedennævnte betingelser.

(177)

Da selskabet siden salget af sendenettet har befundet sig i en bedre økonomisk situation, finder Kommissionen, at ingen af de i omstruktureringsplanen indeholdte støtteforanstaltninger (låne- og kreditfaciliteter) bør iværksættes, og at den eksisterende kreditfacilitet (som blev godkendt i Kommissionens beslutning N 287/09 af 4. august 2008) bør ophæves med øjeblikkelig virkning på datoen for denne afgørelses vedtagelse. Kommissionen noterer, at den oprindeligt anmeldte garanti i forbindelse med salget af sendenettet — efter det stedfundne salg af sendenettet uden en garanti — ikke længere er relevant.

(178)

Kommissionen har endvidere noteret sig Danmarks tilsagn om, at den kompenserende foranstaltning i form af påbuddet om ikke at starte nye kanaler omfatter såvel radio- som tv-kanaler. Denne foranstaltning bør være gældende indtil den 31.12.2012 eller indtil indførelsen af brugerbetaling, såfremt støttemodtageren får mulighed for at opkræve brugerbetaling før denne dato. Indførelsen af brugerbetaling anses for at finde sted på det tidspunkt, hvor TV2 får retskrav på en sådan betaling.

(179)

Kommissionen noterer sig Danmarks tilsagn om at lade en uafhængig finansekspert sammenligne TV2's kapitalstruktur med kapitalstrukturen i andre medieselskaber og om at tilpasse kapitalstrukturen, hvis den afviger væsentligt fra medianen eller gennemsnittet for de relevante medieselskaber. Hvis der er vægtige grunde til ikke at tilpasse kapitalen, kan den danske regering anmelde en ændring af omstruktureringsplanen til Kommissionen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den facilitet, som Danmark ydede TV2, og som blev godkendt som redningsstøtte af Kommissionen ved beslutning af 4. august 2008, er forenelig med det indre marked, forudsat at den omstruktureringsplan, der blev anmeldt den 4. februar 2009, gennemføres i fuldt omfang og på de i artikel 2, 3 og 4 fastsatte betingelser.

Artikel 2

Med virkning fra datoen for denne afgørelse skal den redningsstøttefacilitet, som Danmark ydede TV2, og som blev godkendt af Kommissionen ved beslutning af 4. august 2008, ophæves. Alle de andre støtteforanstaltninger, som Danmark anmeldte til Kommissionen den 4. februar 2009, må ikke iværksættes.

Artikel 3

Den af Danmark foreslåede kompenserende foranstaltning i form af påbud om, at TV2 ikke må åbne nye tv- eller radiokanaler, skal være gældende indtil den anmeldte omstruktureringsperiodes udløb den 31. december 2012. Såfremt TV2 får mulighed for at opkræve abonnementsbetaling (brugergebyrer) før denne dato, ophører påbuddet om ikke at starte nye radio- og tv-kanaler dog på dette tidspunkt.

Artikel 4

Den danske regering skal i slutningen af 2012 eller begyndelsen af 2013 lade en uafhængig finansekspert foretage en analyse af TV2's kapitalstruktur ved at sammenligne den med kapitalstrukturen i andre relevante medieselskaber. Hvis TV2's kapitalstruktur afviger væsentligt fra medianen eller gennemsnittet for de relevante medieselskaber, skal den danske regering tilpasse kapitalstrukturen på generalforsamlingen i april 2013 for at rette op på denne situation.

Artikel 5

Danmark underretter senest to måneder efter meddelelsen af denne afgørelse Kommissionen om de foranstaltninger, der er truffet for at efterkomme den.

Artikel 6

Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Danmark.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. april 2011.

På Kommissionens vegne

Joaquín ALMUNIA

Næstformand


(1)  Med virkning fra 1. december 2009 er EF-traktatens artikel 87 og 88 blevet til artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. De to sæt bestemmelser er i alt væsentligt identiske. I denne afgørelse skal henvisninger til artikel 107 og 108 i TEUF læses som henvisninger til EF-traktatens artikel 87 og 88, hvor det er relevant.

(2)   EUT C 207 af 2.9.2009, s. 2.

(3)   EUT C 9 af 14.1.2009, s. 2.

(4)   EUT C 244 af 1.10.2004, s. 2.

(5)  Se fodnote 2.

(6)  Sag T-114/09, Viasat Broadcasting UK Ltd mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(7)  Denne anmodning relaterer hovedsagelig til spørgsmålet om, hvorvidt TV2 er en kriseramt virksomhed, og i langt mindre grad til spørgsmålet om, hvorvidt TV2 har anvendt støtten til konkurrenceskadelige formål.

(8)  Kendelse afsagt af formanden for Rettens Femte Afdeling i sag T-114/09 af 17. maj 2010.

(9)  Kommissionens beslutning 2005/217/EF af 19. maj 2004 om Danmarks foranstaltninger til fordel for TV2/Danmark.

(10)  Dom af 22. oktober 2008 i sag T-309/04, TV2 Danmark mod Kommissionen, Sml. 2008, II s. 2935, præmis 101 ff.

(*1)  Oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt, er i afgørelsen angivet med […].

(11)  Brev fra TV2 af 2. oktober 2009.

(12)  Tilladelse af 17. december 2009, medsendt som bilag 1 til Danmarks bemærkninger af 9. september 2009.

(13)  Lov nr. 477 af 6. maj 2010.

(14)  I henhold til medieaftalen for 2007-2010 er de årlige licensindtægter på 428,4 mio. DKK i 2010.

(15)  Brev fra Danmark af 29. januar 2010, s. 13 ff. og dertil hørende bilag 8.

(16)  Se bilag 5 til anmeldelsen fra Danmark, s. 2, og brev fra Danmark af 3. februar 2011, s. 7. SMATV står for Satellite Master Antenna Television og er et system, som anvender multiple satellit- og sendesignaler til at skabe et enkelt integreret kabelsignal til distribution i et kabelnet.

(17)   »Informationsmemorandum om Projekt MUX«, s. 32, indgivet af Danmark.

(18)  Heller ikke i kabelsegmentet betaler distributører tv-kanalabonnement for TV2, se bilag 5 til Danmarks anmeldelse, s. 3. I henhold til dette dokument opkræver distributørerne kun distributionsomkostninger plus afgifter til copyrightindehavere.

(19)  Brev fra Danmark af 9. september 2009, s. 10-11.

(20)  Brev fra Viasat af 2. oktober 2009, punkt 114.

(21)  Bekendtgørelse nr. 740 af 21. august 2001 om regnskabsmæssig adskillelse mellem Danmarks Radios og TV2's public service-virksomhed og al anden virksomhed, vedtaget til gennemførelse af Kommissionens direktiv 2000/52/EF (EFT L 193 af 29.7.2000, s. 75).

(22)  Kommissionens beslutning 2005/217/EF (EUT L 85 af 23.3.2006, s. 1) og sag N 313/04 (EUT C 172 af 12.7.2005, s. 3).

(23)  Dom af 22. oktober 2008 i sag T-309/04, præmis 101 ff.

(24)  Kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 24. september 2009 i sag T-12/05.

(25)  Beslutningen om redningsstøtte, nr. 7, 8, 10 og 39.

(26)  Se nr. 10-15 i Kommissionens beslutning af 2. juli 2009, baseret på bilag 3 til den oprindelige anmeldelse.

(27)  Bilag 2 til brev fra Danmark af 29. januar 2010, der indeholder en opdateret PWC-analyse af 21. januar 2010. De skøn, der på det tidspunkt blev foretaget for 2009, opdateres her med de realiserede tal som fremsendt af TV2 som bilag til brev fra Danmark af 9. juli 2010.

(28)  Se Kommissionens beslutning af 2. juli 2009, nr. 11, der viser de forskellige TV2-aktiviteters bidrag og public service-kanalens tab i perioden fra 2008 ([…] mio. DKK) til 2013 ([…] DKK).

(29)  Bilag 1 til bemærkninger fremsat af Danmark den 29. januar 2010, »Status over TV2's finansielle situation og likviditet«, s. 1, fremsendt af TV2.

(30)  TV2's bemærkninger til Europa-Kommissionen af 25. august 2009.

(31)  TV2's bemærkninger til Europa-Kommissionen af 25. august 2009.

(32)  Brev fra Danmark af 9. september 2009, bilag 2 — opdateret PWC-rapport.

(33)  Brev fra Viasat af 26. maj 2010, s. 2, med reference i fodnote 2 til DRRB. Værdien af reklamemarkedet var i 2009 1 903 mio. DKK sammenlignet med 2 341 mio. DKK i 2008. Se også den opdaterede PWC-rapport, brev fra Danmark af 9. september 2009, bilag 2.

(34)  TV2's bemærkninger til Europa-Kommissionen af 25. august 2009 (side 20) og bilag 1 til bemærkninger fremsat af Danmark den 29. januar 2010, »Status over TV2's finansielle situation og likviditet«, punkt 5, fremsendt af TV2.

(35)  Dette blev bekræftet skriftligt af […] ved brev af 24. april 2009.

(36)  Brev fra Danmark af 29. januar 2010, bilag 1 »Status over TV2's finansielle situation og likviditet«, punkt 4.

(37)  Brev fra Danmark af 29. januar 2010, bilag 1 »Status over TV2's finansielle situation og likviditet«, punkt 4, fremsendt af TV2.

(38)  TV2's aktier i Digi-TV vil ikke blive solgt, kun de direkte kapitalinteresser og aktier i Fordelingsnet og 4M. Se informationsmemorandum fra Denmark om »Projekt MUX«.

(39)  Disse omkostningsnedskæringer omfatter opgivelse af investeringer i en ny kanal i 2009/2010. Se brev fra Danmark af 20 maj 2009.

(40)  Herefter også benævnt »brugergebyrer« eller »abonnementsbetaling«.

(41)  Brev fra Danmark af 11. marts 2011 vedlagt den nye medieaftale. De danske myndigheder meddeler, at TV2 overvejer en lavere abonnementspris end den oprindeligt planlagte pris på 25 DKK. TV2 oplyser et månedligt beløb på 10-12 DKK.

(42)  Brev fra Danmark af 17. marts 2011. s. 3. Baseret på et forventet månedsbeløb på 12 DKK.

(43)  Anmeldelse fra Danmark af 4. februar 2009, s. 6.

(44)  Kommissionens beslutning af 2. juli 2009, nr. 20.

(45)  Brev fra Danmark af 3. februar 2011, s. 2.

(46)  Danmark mener således, at alle de omkostninger, der er nævnt i Kommissionens brev af 14. januar 2010, er relevante omstruktureringsomkostninger, dvs. […] mio. DKK plus yderligere omkostninger for realkreditlånet. Tabellen i dette brev fra Kommissionen rettede nogle få positioner i et tidligere brev fra Danmark som gengivet i Kommissionens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure den 2. juli 2009.

(47)  Brev fra Danmark af 3. februar 2011, s. 6, og bilag 1, der senere delvis blev ændret med hensyn til omkostningerne ved at indføre brugerbetaling ved brev af 17. marts 2011.

(48)  Anmeldelse fra Danmark af 4. februar 2009, s. 8.

(49)  Brev fra Danmark af 29. januar 2010, bilag 1 »Status over TV2's finansielle situation og likviditet«, punkt 3 in fine.

(50)  Brev fra Danmark af 15. oktober 2010, senere ændret med tal fremsendt den 17. og 18. marts 2011. Prognosen for 2011 tager højde for, at TV2-alene-kortsystemet er blevet opgivet, hvilket resulterede i en lavere husstandspenetration. Tallene tager også højde for de lavere end oprindeligt forudset slutbrugergebyrer på 10-12 DKK og de højere end forventede reklameindtægter. Tallene omfatter abonnementsindtægterne på hovedkanalen fra 2012 samt omkostningerne ved overgangen til betalings-tv i 2011.

(51)  Brev fra Danmark af 15. oktober 2010, s. 2 ff.

(52)  Brev fra Danmark af 15. oktober 2010, bilag 1, TV2's omstruktureringsplan, nederst side 2.

(53)  Brev fra Danmark af 9. juli 2010, bilag TV2 Financial questions.

(54)  Brev fra Danmark af 15. oktober 2010, bilag I, TV2's omstruktureringsplan og opdatering ved e-mail fra Danmark af 6. april 2011.

(55)  Brev fra Danmark af 15. oktober 2010. Der har især aldrig været nogen garanti.

(56)  Brev fra Danmark af 3. februar 2011.

(57)  Brev fra Danmark af 15. oktober 2010, s. 2.

(58)  Danmark forklarede på et møde med Kommissionen i september 2010 og gentog ved brev af 15. oktober, at TV2 ikke havde noget retskrav, og at der blot var tale om et forslag, der skulle godkendes af Kommissionen, og som ikke involverede statsmidler, eftersom det ikke forpligtede den danske stat.

(59)  Brev fra Danmark af 28. januar 2011 og brev af 15. oktober 2010. I brevet af 15. oktober henvises kun til beslutningen af 19. maj 2004.

(60)  Bilag I, TV2's omstruktureringsplan, til brev af 15. oktober 2010. TV2 fremfører, at de to første støtteforanstaltninger i omstruktureringsplanen ophører på grund af frasalget af sendenettet. Hvad angår kreditfaciliteten, mener TV2 at have tilstrækkelig finansiering frem til 2012, hvor der vil blive indført abonnementsbetalinger på hovedkanalen. Med sin henvisning til kreditfaciliteten på […] mio. DKK, bekræfter TV2 samtidig, at ingen af støtteforanstaltningerne i omstruktureringsplanen er blevet gennemført. TV2 henviser derfor sandsynligvis til den oprindelige redningsstøttefacilitet.

(61)  En mere detaljeret beskrivelse findes i N 287/08, nr. 13 ff., særlig nr. 17.

(62)  E-mail fra Danmark af 24. februar 2011.

(63)  Udbudsmaterialet findes på: http://www.bibliotekogmedier.dk/medieomraadet/radio/fm-4/udbud. Se også Kommissionens afgørelse af 24. marts 2011 i SA.32019, Den danske radiokanal FM4.

(64)  Se e-mail fra Danmark af 24. februar 2011.

(65)  Brev fra Danmark af 9. juli 2010, bilag, TV2 Financial questions.

(66)  Se fodnote 4.

(67)  Rammebestemmelserne, punkt 34 – 36.

(68)  Rammebestemmelserne, punkt 38 – 40.

(69)  Brev fra Danmark af 9. september 2009, s. 10, hvor der henvises til anmeldelsen af 4. februar 2009 og begrundelsen for anmeldelsen af redningsstøtte.

(70)  Bilag II til brev fra Danmark af 9. september 2009.

(71)  Brev fra Danmark af 29. januar 2010.

(72)  Brev fra Danmark af 9. september 2009, s. 14.

(73)  Brev fra Danmark af 15. oktober 2010.

(74)  Brev fra Danmark af 9. september 2009, s. 16.

(75)  Brev fra Danmark af 9. september 2009, s. 10 og 11.

(76)  Se betragtning 38.

(77)  SBS oplyser i sit brev af 2. oktober 2009, s. 13, at et fald i reklameindtægterne på 10 % pr. år er højst usandsynligt. Dette synes imidlertid som senere nævnt at bygge på en misforståelse af PWC-rapporten, der ikke nævner et fald på 10 % pr. år.

(78)  Brev fra Viasat af 26. maj 2010, s. 4.

(79)  Brev fra Danmark af 15. oktober 2010 og brev fra Danmark af 28. januar 2011.

(80)  Disse er allerede blevet vurderet i Kommissionens beslutning N 287/08 af 4. august 2008.

(81)  For betalinger mellem private virksomheder, se sag C-379/98, Preussen Elektra, Sml. 2001, I, s. 2009. I denne sag krævede staten, at der skulle opkræves en vis minimumspris, hvorimod det i nærværende sag forholder sig sådan, at den danske stat giver TV2 mulighed for at opkræve brugergebyrer på samme måde som dets konkurrenter.

(82)  Sag C-83/98 P, Frankrig mod Kommissionen, Sml. 2000, I, s. 3271, præmis 48 og 50, sag T-358/94, Air France mod Kommissionen, Sml. 1996, II, s. 2109.

(83)  SBS henviser til den ændring af lovgivningen, der var den model, som blev forudset på det tidspunkt, hvor SBS fremsendte sine bemærkninger. Den danske regering har imidlertid ikke længere planer om at ændre loven om radio- og fjernsynsvirksomhed, men blot om at ændre tilladelsen. Hermed åbnes op for en mulighed, som allerede gives i den nuværende § 38 a., stk. 2, i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed, nemlig at virksomheden kan opkræve abonnementsbetaling, hvis kulturministeriet træffer beslutning herom og ændrer tilladelsen.

(84)  Brev fra SBS af 2. oktober 2009, s. 19-22.

(85)  Sag C-206/06, Essent Netwerk Noord BV m. fl. mod Alumnium Delfzijl BV, Sml. 2008, s. 5497.

(86)  Kommissionens beslutning 2005/217/EF (EUT L 85 af 23.3.2006, s. 1) fra nr. 57, på dette punkt stadfæstet i sag T-309/04, T-317/04, T-329/04 og T-336/04, TV2 Danmark m. fl. mod Kommissionen, præmis 158 ff.

(87)  Sag C-379/98, Preussen Elektra, Sml. 2001 I, s. 2009.

(88)  I sag C-206/06 (se fodnote 85 ovenfor), præmis 66 og 47, statuerede Domstolen, at det omhandlede tillæg er en reel afgift, og at det overskydende beløb af den opkrævede afgift skal betales af modtageren til ministeren, se præmis 67 og beskrivelsen af loven i dommens præmis 19.

(89)  Med hensyn til påvirkningen af handelen mellem medlemsstater synes de danske myndigheder at dele dette synspunkt, se Konkurrencestyrelsens afgørelse af 21.12.2005, Journal nr. 3/1120-0301-0095/SEK/SCL.

(90)   EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1.

(91)  Kommissionens meddelelse om statsstøttereglernes anvendelse på public service radio- og tv-virksomhed (EUT C 257 af 27.10.2009, s. 1).

(92)  Brev fra Viasat af 2. oktober 2009, bilag 14, konklusioner vedrørende en analyse af TV2 Danmarks kreditværdighed.

(93)  Brev fra Viasat af 2. oktober 2009, bilag 14, s. 13.

(94)  Ifølge brev fra Danmark af 9. juli 2010, bilag TV2 Financial questions, s. 7, havde man forventet en nedgang på reklamemarkedet på 5 % i 2010, men nu forudser Zenith Optimedia en vækst på 1 %.

(95)  Brev fra Danmark af 9. juli 2010, TV2 Financial questions, s. 4.

(96)  Brev fra Danmark af 15. oktober 2010, Bilag 1, TV2-dokument, punkt 2 in fine.

(97)  Anmeldelsen af 4. februar 2009.

(98)  E-mail fra Danmark af 24. februar 2011.

(99)  Brev fra Danmark af 15. oktober 2010 og e-mail fra Danmark af 24. februar 2011.

(100)  Se sag C-225/91, Matra, Sml. 1993, s. I-3203, præmis 41, med henvisning til sag 74/76, Iannelli v Meroni, Sml. 1977, s. 557.

(101)  Sag C-225/91, Matra, op. cit., præmis 44 og 45. Dommen henviser til forordning nr. 17, der nu er erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EUT L 1 af 4.1.2003, s. 1) og til EF-traktatens artikel 85 og 86, nu artikel 101 og 102 i TEUF.