17.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 13/12


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE

af 19. december 2012

om ændring af afgørelse ECB/2010/24 om foreløbig fordeling af Den Europæiske Centralbanks indtægter fra eurosedler i omløb og fra værdipapirer købt i henhold til programmet vedrørende værdipapirmarkederne

(ECB/2012/33)

(2013/32/EU)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 33, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Afgørelse ECB/2010/24 af 25. november 2010 om foreløbig fordeling af Den Europæiske Centralbanks indtægter fra eurosedler i omløb og fra værdipapirer købt i henhold til programmet vedrørende værdipapirmarkederne (1) fastsætter, hvordan Den Europæiske Centralbank (ECB) fordeler følgende til de nationale centralbanker: a) sine indtægter fra eurosedler i omløb, som er optjent i det enkelte regnskabsår, og b) sine indtægter fra værdipapirer, der er købt i henhold til programmet vedrørende værdipapirmarkederne (SMP), og som er optjent i det enkelte regnskabsår.

(2)

Det er nødvendigt at tilpasse datoerne for den foreløbige fordeling af ECB's indtægter fra eurosedler i omløb med datoerne for fordelingen af ECB's indtægter ved programmet vedrørende værdipapirmarkederne. Medmindre Styrelsesrådet træffer anden afgørelse herom, fordeler ECB disse to typer af indtægter på den sidste arbejdsdag i januar i det følgende år. Dette giver ECB tilstrækkelig tid til at fastslå størrelsen af indtægter fra programmet vedrørende værdipapirmarkederne.

(3)

Afgørelse ECB/2010/24 bør ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ændring

Artikel 2, stk. 2 til 4, affattes således:

»2.   Medmindre Styrelsesrådet træffer anden afgørelse herom, fordeler ECB sine indtægter fra eurosedler i omløb, som er optjent i det enkelte regnskabsår, og sine indtægter ved programmet vedrørende værdipapirmarkederne, som er optjent i det enkelte regnskabsår, til de nationale centralbanker den sidste arbejdsdag i januar i det følgende år.

3.   Styrelsesrådet kan i henhold til ESCB-Statutten beslutte at nedsætte ECB's indtægter fra eurosedler i omløb, for så vidt angår omkostninger afholdt af ECB i forbindelse med udstedelse og behandling af eurosedler.«

Artikel 2

Ikrafttrædelse

Denne afgørelse træder i kraft den 31. december 2012.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 19. december 2012.

Mario DRAGHI

Formand for ECB


(1)   EUT L 6 af 11.1.2011, s. 35.