10.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 6/10


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 6. januar 2012

om fastsættelse af regler og procedurer vedrørende nationalregnskabseksperter, der bistår Kommissionen i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 479/2009 om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

(meddelt under nummer K(2011) 9973)

(2012/20/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om af Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 479/2009 af 25. maj 2009 om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (1), særlig artikel 12, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til forordning (EF) nr. 479/2009 skal Kommissionen (Eurostat) vurdere kvaliteten af de data, der skal anvendes til proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud, herunder i form af metodologiske besøg. Med henblik på gennemførelsen af disse besøg kan Kommissionen (Eurostat) bistås af nationalregnskabseksperter.

(2)

Det er nødvendigt at fastlægge regler og procedurer for udvælgelse af eksperter, idet der tages hensyn til en passende fordeling og rotation af eksperter mellem medlemsstaterne, deres arbejde og de nærmere finansielle oplysninger —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Reglerne og procedurerne vedrørende udvælgelsen af nationalregnskabseksperter, der skal bistå Kommissionen (Eurostat) i forbindelse med besøg i medlemsstaterne i henhold til artikel 12, stk. 1, i forordning (EF) nr. 479/2009, deres arbejde og delingen af omkostningerne ved disse besøg mellem Kommissionen og eksperternes nationale myndighed, der er ansvarlige for indberetning af data om uforholdsmæssigt store underskud, er fastsat i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse finder anvendelse på den bistand, der er omhandlet i artikel 12, stk. 1, i forordning (EF) nr. 479/2009, og som ydes fra den 1. januar 2012.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. januar 2012.

På Kommissionens vegne

Algirdas ŠEMETA

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 145 af 10.6.2009, s. 1.


BILAG

1.   Liste over nationalregnskabseksperter

Kommissionen (Eurostat) udarbejder en liste over nationalregnskabseksperter på grundlag af indstillinger fra de nationale myndigheder, der er ansvarlige for indberetning af data som led i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (EDP). Listen ajourføres løbende.

2.   Definition af nationalregnskabseksperter

Nationalregnskabseksperter skal være specialiseret i EDP-indberetning og -statistikker. De skal bistå Kommissionens EDP-eksperter i forbindelse med gennemførelse af besøg i medlemsstaterne. I udøvelsen af deres hverv skal nationalregnskabseksperterne stille uafhængig ekspertviden til rådighed, og de må ikke give udtryk for deres medlemsstaters synspunkter.

3.   Udvælgelse af eksperter

Kommissionen (Eurostat) udvælger med henblik på de ekstraordinære besøg, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, en eller flere nationale eksperter, der skal ledsage Kommissionens egne eksperter under besøget. Eksperterne udvælges fra listen på en sådan måde, at den samme ekspert ikke udvælges til at gennemføre mere end tre besøg i løbet af tre år.

4.   Godtgørelse af de omkostninger, som de nationale myndigheder med ansvar for EDP-indberetning har afholdt

Det beløb, der betales til godtgørelse af rejseudgifter, overnatningsgodtgørelse og dagpenge, skal beregnes i overensstemmelse med Kommissionens afgørelse af 5. december 2007 om godtgørelse af eksterne personer, der af Kommissionen indkaldes som eksperter (1).

5.   Fortrolighed

Den ledsagende ekspert skal forud for besøget underskrive en fortrolighedserklæring vedrørende besøgets indhold, tidsplan og praktiske tilrettelæggelse.


(1)  K(2007) 5858.