21.12.2011 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 339/1 |
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1312/2011
af 19. december 2011
om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 for så vidt angår visse bestemmelser om finansiel forvaltning for visse medlemsstater, der er i eller trues af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 42 og 43,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),
efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Den hidtil værste globale finansielle krise og hidtil værste økonomiske nedgang har alvorligt skadet både den økonomiske vækst og den finansielle stabilitet og medført en kraftig forringelse af de finansielle og økonomiske vilkår i en række medlemsstater. Der er navnlig visse medlemsstater, som er i eller trues af alvorlige vanskeligheder, herunder navnlig vanskeligheder forbundet med problemer med deres økonomiske vækst og finansielle stabilitet og med en forværring af deres underskud og gæld, som skyldes de internationale økonomiske og finansielle forhold. |
(2) |
Der er allerede truffet en række vigtige foranstaltninger til at imødegå krisens negative virkninger, herunder ændringer af de lovgivningsmæssige rammer, men finanskrisens indvirkning på realøkonomien, arbejdsmarkedet og borgerne mærkes overalt. Presset på medlemsstaternes finansielle ressourcer vokser, og derfor bør der nu tages yderligere skridt til at lette dette pres via maksimal og bedst mulig udnyttelse af midlerne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (»ELFUL«). |
(3) |
På grundlag af artikel 122, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det fastsættes, at Unionen kan yde finansiel støtte til en medlemsstat, som er i vanskeligheder eller har alvorlig risiko for store vanskeligheder som følge af usædvanlige begivenheder, som den ikke selv er herre over, er der ved Rådets forordning (EU) nr. 407/2010 af 11. maj 2010 om oprettelse af en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme (3) indført en sådan mekanisme med henblik på at bevare den finansielle stabilitet i Unionen. |
(4) |
Ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU (4) og 2011/344/EU (5) fik henholdsvis Irland og Portugal tildelt sådan finansiel EU-støtte. Grækenland havde allerede alvorlige problemer med sin finansielle stabilitet, inden forordning (EU) nr. 407/2010 trådte i kraft, og modtog finansiel støtte bl.a. fra andre medlemsstater i euroområdet. |
(5) |
Ved Rådets forordning (EF) nr. 332/2002 af 18. februar 2002 om indførelse af en mekanisme for mellemfristet betalingsbalancestøtte til medlemsstaterne (6) blev der indført et instrument, hvorved det fastsættes, at Rådet yder mellemfristet finansiel støtte, når en medlemsstat, der ikke deltager i euroen, er i vanskeligheder eller risikerer alvorlige vanskeligheder med hensyn til sin betalingsbalance. |
(6) |
Ved Rådets beslutning 2009/102/EF (7), 2009/290/EF (8) og 2009/459/EF (9) fik henholdsvis Ungarn, Letland og Rumænien tildelt sådan finansiel støtte. |
(7) |
Den periode, hvor der kan ydes finansiel støtte til Irland, Ungarn, Letland, Portugal og Rumænien er fastsat i de respektive rådsbeslutninger og -afgørelser. Støtten til Ungarn udløb den 4. november 2010. |
(8) |
For Grækenland trådte aftalen mellem kreditorerne, som blev indgået sammen med lånefacilitetsaftalen, i kraft den 11. maj 2010. Det er i aftalen mellem kreditorerne fastsat, at disponibilitetsperioden udløber på treårsdagen for nævnte aftales indgåelse. |
(9) |
Den 11. juli 2011 undertegnede finansministrene fra de 17 medlemsstater i euroområdet traktaten om oprettelse af den europæiske stabiliseringsmekanisme (ESM). Nævnte traktat er en følge af Det Europæiske Råds afgørelse 2011/199/EU af 25. marts 2011 om ændring af artikel 136 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med hensyn til en stabilitetsmekanisme for de medlemsstater, der har euroen som valuta (10). Det forventes, at ESM senest i 2013 påtager sig de opgaver, som nu varetages af den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet (EFSF) og den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme (EFSM). |
(10) |
Det Europæiske Råd udtrykte i sine konklusioner af 23. og 24. juni 2011 tilfredshed med Kommissionens plan om at skabe øget synergi mellem låneprogrammet for Grækenland og EU-fondene og støttede alle bestræbelser på at øge Grækenlands kapacitet til at udnytte midler fra EU-fondene til at stimulere vækst og beskæftigelse ved igen at fokusere på at forbedre konkurrenceevnen og skabe beskæftigelse. Endvidere udtrykte Det Europæiske Råd i konklusionerne tilfredshed med og støtte til, at Kommissionen og medlemsstaterne udarbejder et omfattende program for teknisk bistand til Grækenland. Nærværende ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (11) er et led i disse bestræbelser på at skabe øget synergi. |
(11) |
For at lette forvaltningen af EU-midlerne, bidrage til at fremskynde investeringer i medlemsstaterne og regionerne og øge midlernes indvirkning på økonomien er det nødvendigt at tillade en forhøjelse af ELFUL-bidragssatsen til højst 95 % af de støtteberettigede offentlige udgifter i de regioner, der er omfattet af konvergensmålet, og en forhøjelse til højst 85 % af de støtteberettigede offentlige udgifter i andre regioner, der er i alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet. |
(12) |
I overensstemmelse med de generelle principper i henhold til forordning (EF) nr. 1698/2005 må de forhøjede medfinansieringssatser kun anvendes for betalinger, der finder sted, efter at de respektive programmer for udvikling af landdistrikterne, herunder de nye finansieringsplaner, er blevet godkendt af Kommissionen. Der bør derfor også fastsættes nærmere bestemmelser for, hvornår medlemsstaterne må gøre brug af denne mulighed, ligesom det bør fastsættes, hvilken mekanisme der skal sikre denne mulighed. |
(13) |
Den midlertidige forhøjelse af medfinansieringssatserne bør også tages op til overvejelse inden for rammerne af de budgetbegrænsninger, som alle medlemsstaterne står over for, og disse budgetbegrænsninger bør afspejles på passende vis i Den Europæiske Unions almindelige budget. Da hovedformålet med mekanismen er at løse specifikke aktuelle problemer, bør anvendelsen af den desuden være begrænset til udgifter, som de udbetalende organer har pådraget sig senest den 31. december 2013. |
(14) |
Forordning (EF) nr. 1698/2005 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed. |
(15) |
Da det haster med at finde løsninger på den økonomiske krise, bør denne forordning træde i kraft umiddelbart efter offentliggørelsen — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
I artikel 70 i forordning (EF) nr. 1698/2005 indsættes følgende stykke efter stk. 4b:
»4c. Uanset lofterne i stk. 3, 4 og 5 kan ELFUL's bidrag forhøjes til højst 95 % af de støtteberettigede offentlige udgifter i de regioner, der er omfattet af konvergensmålet, i regionerne i den yderste periferi og for de mindre øer i Det Ægæiske Hav og til højst 85 % af de støtteberettigede offentlige udgifter i andre regioner. Disse satser gælder for støtteberettigede udgifter, der nyanmeldes i hver godkendt anmeldelse af udgifter, der pådrages i den periode, hvor en medlemsstat opfylder én af følgende betingelser:
a) |
medlemsstaten får stillet finansiel støtte til rådighed i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 407/2010 af 11. maj 2010 om oprettelse af en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme (12) eller har fået stillet sådan støtte til rådighed af andre medlemsstater i euroområdet, før nævnte forordnings ikrafttræden |
b) |
medlemsstaten får stillet mellemfristet finansiel støtte til rådighed i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 332/2002 af 18. februar 2002 om indførelse af en mekanisme for mellemfristet betalingsbalancestøtte til medlemsstaterne (13) |
c) |
medlemsstaten får stillet finansiel støtte til rådighed i henhold til traktaten om oprettelse af den europæiske stabiliseringsmekanisme. |
En medlemsstat, som ønsker at gøre brug af undtagelsen i første afsnit, indsender en anmodning til Kommissionen om tilsvarende ændring af sit program for udvikling af landdistrikterne. Undtagelsen gælder fra Kommissionens godkendelse af programændringen, indtil medlemsstaten ikke længere opfylder nogen af betingelserne i første afsnit, litra a), b) eller c). Under alle omstændigheder gælder undtagelsen i første afsnit kun for udgifter, som de udbetalende organer har pådraget sig senest den 31. december 2013.
Når undtagelsen i første afsnit ophører med at gælde, indsender medlemsstaten et forslag til ændring af programmet, herunder en ny finansieringsplan, der overholder de maksimale satser gældende før undtagelsen, til Kommissionen.
Hvis en medlemsstat ikke indsender et forslag til ændring af sit program for udvikling af landdistrikterne, herunder en ny finansieringsplan, pr. den dato, hvor undtagelsen ophører med at gælde i medfør af andet afsnit, til Kommissionen, eller hvis den meddelte finansieringsplan ikke overholder lofterne i stk. 3, 4 og 5, anvendes disse lofter fra den pågældende dato.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 19. december 2011.
På Europa-Parlamentets vegne
J. BUZEK
Formand
På Rådets vegne
M. KOROLEC
Formand
(1) Udtalelse af 27.10.2011.
(2) Europa-Parlamentets holdning af 13.12.2011 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 15.12.2011.
(3) EUT L 118 af 12.5.2010, s. 1.
(4) EUT L 30 af 4.2.2011, s. 34.
(5) EUT L 159 af 17.6.2011, s. 88.
(6) EFT L 53 af 23.2.2002, s. 1.
(7) EUT L 37 af 6.2.2009, s. 5.
(8) EUT L 79 af 25.3.2009, s. 39.
(9) EUT L 150 af 13.6.2009, s. 8.
(10) EUT L 91 af 6.4.2011, s. 1.
(11) EUT L 277 af 21.10.2005, s. 1.
(12) EUT L 118 af 12.5.2010, s. 1.
(13) EFT L 53 af 23.2.2002, s. 1.«