11.11.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 293/19


RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1139/2011

af 10. november 2011

om ændring af Rådets forordning (EU) nr. 204/2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 215,

under henvisning til Rådets afgørelse 2011/729/FUSP af 10. november 2011 om ændring af afgørelse 2011/137/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (1),

under henvisning til fælles forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

De Forenede Nationers Sikkerhedsråd (Sikkerhedsrådet) besluttede ved resolution 1973 (2011) af 17. marts 2011 at indføre et forbud mod flyvning i Libyens luftrum.

(2)

I medfør af Rådets afgørelse 2011/137/FUSP (2) fik forbuddet virkning i Den Europæiske Union ved forordning (EU) nr. 204/2011 af 2. marts 2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (3).

(3)

Sikkerhedsrådet besluttede ved resolution 2016 (2011) af 27. oktober 2011, at forbuddet skulle ophæves.

(4)

I henhold til afgørelse 2011/729/FUSP bør bestemmelsen i forordning (EU) nr. 204/2011 om indførelse af flyveforbuddet derfor ophæves —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Artikel 4b i forordning (EF) nr. 204/2011 udgår herved.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. november 2011.

På Rådets vegne

M. DOWGIELEWICZ

Formand


(1)  Se side 35 i denne EUT.

(2)   EUT L 58 af 3.3.2011, s. 53.

(3)   EUT L 58 af 3.3.2011, s. 1.