23.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 77/23


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 283/2011

af 22. marts 2011

om ændring af forordning (EF) nr. 633/2007 for så vidt angår overgangsordningerne, jf. artikel 7

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 552/2004 af 10. marts 2004 om interoperabilitet i det fælles europæiske lufttrafikstyringsnet (»interoperabilitetsforordningen«) (1), særlig artikel 3, stk. 5,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004 af 10. marts 2004 om rammerne for oprettelse af et fælles europæisk luftrum (»rammeforordningen«) (2), særlig artikel 8, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Hensigten med at gennemføre en flyvedataoverførselsprotokol er, at den skal anvendes i forbindelse med udveksling af data i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 1032/2006 af 6. juli 2006 om krav til automatiske systemer til udveksling af flyvedata med henblik på anmeldelse, koordination og overdragelse af flyvninger mellem flyvekontrolenheder (3).

(2)

For at opfylde kravene i punkt 6 i bilag I til Kommissionens forordning (EF) nr. 633/2007 af 7. juni 2007 om krav til anvendelse af en flyvedataoverførselsprotokol med henblik på anmeldelse, samordning og overdragelse af flyvninger mellem flyvekontrolenheder (4) vil nogle medlemsstater eller luftfartstjenesteudøvere ikke alene skulle opdatere deres IP-net (internetprotokolnet), men også mange af deres flyvedatasystemer og netinfrastruktur. Opdateringen af disse systemer inden den 20. april 2011 kunne få betydelige finansielle konsekvenser for de berørte medlemsstater eller luftfartstjenesteudøvere, og derfor bør passende overgangsordninger bidrage til at minimere disse omkostninger.

(3)

Så længe overgangsordningen gælder, bør de berørte medlemsstater eller luftfartstjenesteudøvere træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre interoperabilitet inden for det europæiske lufttrafikstyringsnet (i det følgende benævnt EATMN).

(4)

Forordning (EF) nr. 633/2007 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for det Fælles Luftrum —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I artikel 7 i forordning (EF) nr. 633/2007 nummereres de to første stykker, og følgende indsættes som stk. 3, 4 og 5:

»3.   Hvis en medlemsstat eller en luftfartstjenesteudøver i forbindelse med gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1032/2006 udvikler en flyvedataoverførselsprotokol, der benyttes mellem dennes systemer, skal de systemer, der er nævnt i artikel 1, stk. 2, litra a) og b), opfylde kravene i bilag I senest den 31. december 2012.

4.   Hvis en medlemsstat eller en luftfartstjenesteudøver har afgivet en ordre eller undertegnet en bindende kontrakt herom eller udviklet en flyvedataoverførselsprotokol til de systemer, der er nævnt i artikel 1, stk. 2, litra a) og b), inden datoen for denne forordnings ikrafttræden, og overensstemmelsen med kravene i punkt 6 i bilag I derfor ikke kan garanteres, må luftfartstjenesteudøveren eller den militære kontrolenhed anvende andre versioner af internetprotokollen til peer to peer-kommunikation mellem deres systemer frem til den 31. december 2014.

Disse medlemsstater og luftfartstjenesteudøvere skal sikre, at al peer to peer-kommunikation fra deres systemer til andre medlemsstaters eller luftfartstjenesteudøveres systemer opfylder kravene i bilag I, medmindre en bilateral aftale, som skal være indgået før den 20. april 2011, åbner mulighed for at anvende andre versioner af internetprotokollen i en overgangsperiode, som udløber senest den 31. december 2014.

5.   Inden den 20. april 2011 meddeler de i stk. 3 og 4 omhandlede medlemsstater Kommissionen udførlige oplysninger om de foranstaltninger, som luftfartstjenesteudøvere eller militære kontrolenheder anvender for at sikre interoperabilitet mellem de systemer, der nævnes i artikel 1, stk. 2, litra a) og b), inden for EATMN.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. marts 2011.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 96 af 31.3.2004, s. 26.

(2)  EUT L 96 af 31.3.2004, s. 1.

(3)  EUT L 186 af 7.7.2006, s. 27.

(4)  EUT L 146 af 8.6.2007, s. 7.