14.10.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/33


RÅDETS AFGØRELSE 2011/684/FUSP

af 13. oktober 2011

om ændring af afgørelse 2011/273/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 9. maj 2011 vedtog Rådet afgørelse 2011/273/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (1).

(2)

I betragtning af den alvorlige situation i Syrien, bør en yderligere enhed være omfattet af de restriktive foranstaltninger i afgørelse 2011/273/FUSP med henblik på at forhindre den pågældende enhed i at benytte pengemidler eller økonomiske ressourcer, som den på nuværende tidspunkt ejer, besidder eller kontrollerer, til at yde finansiel støtte til det syriske regime, idet indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, som den pågældende enhed senere har modtaget, samtidig midlertidigt tillades anvendt i forbindelse med finansieringen af handel med ikke-udpegede personer og enheder.

(3)

Afgørelse 2011/273/FUSP bør ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Rådets afgørelse 2011/273/FUSP ændres således:

1)

Artikel 3 ændres således:

i)

Stk. 1 affattes således:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at hindre indrejse i eller transit gennem deres område over for de personer, der er ansvarlige for den voldelige undertrykkelse af civilbefolkningen i Syrien, personer, der drager fordel af eller støtter regimet, og personer med tilknytning til dem, jf. listen i bilag I.«

ii)

Stk. 8, affattes således:

»8.   I tilfælde, hvor en medlemsstat i medfør af stk. 3, 4, 5, 6 og 7 tillader indrejse i eller transit gennem sit område for de personer, der er opført på listen i bilag I, begrænses tilladelsen til det formål, til hvilket den er udstedt, og den heraf berørte person.«

2)

Artikel 4 ændres således:

i)

Stk. 1 og 2 affattes således:

»1.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, eller ejes, besiddes eller kontrolleres af de personer, der er ansvarlige for den voldelige undertrykkelse af civilbefolkningen i Syrien, personer og enheder, der drager fordel af eller støtter regimet, og personer og enheder med tilknytning til dem, jf. listerne i bilag I og II, indefryses.

2.   Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for de fysiske eller juridiske personer eller enheder, der er opført på listerne i bilag I og II.«

ii)

Stk. 3, litra a), affattes således:

»a)

er nødvendige til at dække basale behov hos de personer, der er opført på listerne i bilag I og II, og de familiemedlemmer, som disse har forsørgerpligt overfor, herunder betaling af fødevarer, husleje eller renter og afdrag på realkreditlån, medicin og lægebehandling, skatter, forsikringspræmier og offentlige forbrugsafgifter«.

iii)

Stk. 4, litra a), affattes således:

»a)

pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer er omfattet af en judiciel, administrativ eller voldgiftsmæssig afgørelse om tilbageholdelsesret, der er truffet inden den dato, hvor den i artikel 4, stk. 1, omhandlede fysiske eller juridiske person eller enhed blev optaget i bilag I og II, eller af en judiciel, administrativ eller voldgiftsmæssig kendelse, der er afsagt før denne dato«.

iv)

Stk. 4, litra c), affattes således:

»c)

afgørelsen om tilbageholdelsesret eller kendelsen er ikke til fordel for en fysisk eller juridisk person eller enhed, der er opført i bilag I og II, og«.

v)

Der tilføjes følgende stykke:

»5a.   Stk. 1 er ikke til hinder for, at en udpeget enhed, som er opført på listen i bilag II, i en periode på to måneder efter datoen for dens udpegelse foretager en betaling fra indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, som denne enhed har modtaget efter datoen for dens udpegelse, når den pågældende betaling er forfalden i henhold til en kontrakt i forbindelse med finansieringen af handel, forudsat at den relevante medlemsstat har konstateret, at betalingen ikke er direkte eller indirekte modtaget af en person eller enhed omhandlet i stk. 1.«

3)

Artikel 4a affattes således:

»Artikel 4a

Intet krav, herunder krav om kompensation eller noget andet tilsvarende krav, såsom krav om modregning, bøder eller krav i henhold til en garanti, en fordring, som tager sigte på forlængelse eller indfrielse af en obligation, en finansiel garanti, herunder gældsbreve og tilsvarende instrumenter i forbindelse med en kontrakt eller en transaktion, hvis gennemførelse direkte eller indirekte helt eller delvis er blevet påvirket af foranstaltninger, der er omfattet af denne afgørelse, må tildeles de udpegede personer og enheder, som er opført på listerne i bilag I og II, eller nogen anden person eller enhed i Syrien, herunder Syriens regering, dens offentlige organer, selskaber og agenturer, eller nogen person eller enhed, som rejser fordringer gennem eller til fordel for en sådan person eller enhed.«

4)

Artikel 5, stk. 1, affattes således:

»1.   Rådet udarbejder på forslag af en medlemsstat eller Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik listerne i bilag I og II og vedtager ændringer hertil.«

5)

Artikel 6 affattes således:

»Artikel 6

1.   Bilag I og II skal indeholde grundene til at opføre de pågældende personer og enheder på listen.

2.   Bilag I og II skal også indeholde de oplysninger, som er tilgængelige, og som er nødvendige for at identificere de pågældende personer eller enheder. For så vidt angår personer kan sådanne oplysninger omfatte navne med tilhørende aliaser, fødselsdato og fødested, nationalitet, pas- og identitetskortnumre, køn, adresse, hvis denne er kendt, og funktion eller erhverv. For så vidt angår enheder kan sådanne oplysninger omfatte navne, registreringssted og -dato, registreringsnummer og forretningssted.«

Artikel 2

Bilaget til afgørelse 2011/273/FUSP bliver til bilag I.

Artikel 3

Bilaget til denne afgørelse tilføjes som bilag II til afgørelse 2011/273/FUSP.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. oktober 2011.

På Rådets vegne

M. DOWGIELEWICZ

Formand


(1)  EUT L 121 af 10.5.2011, s. 11.


BILAG

»BILAG II

Enheder som omhandlet i artikel 4, stk. 1

Enheder

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Dato for opførelse på listen

1.

Commercial Bank of Syria

Damaskusafdelingen, Postboks 2231, Moawiya St., Damaskus, Syrien;- Postboks 933, Yousef Azmeh Square, Damaskus, Syrien;

Aleppoafdelingen, Postboks 2, Kastel Hajjarin St., Aleppo, Syrien;

SWIFT/BIC CMSY SY DA; alle kontorer i hele verden [NPWMD]

Websted: http://cbs-bank.sy/En-index.php

Tlf.: +963 11 2218890

Fax: +963 11 2216975

direktion: dir.cbs@mail.sy

Statsejet bank, som yder finansiel støtte til regimet.

13.10.2011«