|
13.9.2011 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 236/7 |
RÅDETS AFGØRELSE 2011/536/FUSP
af 12. september 2011
om ændring og forlængelse af afgørelse 2010/452/FUSP om Den Europæiske Unions observatørmission i Georgien, EUMM Georgia
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28 og artikel 43, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Rådet vedtog den 15. september 2008 fælles aktion 2008/736/FUSP om Den Europæiske Unions observatørmission i Georgien, EUMM Georgia (1). Denne fælles aktion, som senere ændret og forlænget, udløb den 14. september 2010. |
|
(2) |
Den 12. august 2010 vedtog Rådet afgørelse 2010/452/FUSP (2), der forlænger EUMM Georgia med yderligere 12 måneder indtil den 14. september 2011. |
|
(3) |
Den 28. juni 2011 godkendte Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) anbefalinger om behandling på strategisk niveau af fremtiden for EUMM Georgia. |
|
(4) |
EUMM Georgia bør forlænges yderligere fra den 15. september 2011 til den 14. september 2012 på grundlag af sit nuværende mandat. |
|
(5) |
Der bør fastsættes et finansielt referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUMM Georgia for perioden fra den 15. september 2011 til den 14. september 2012. |
|
(6) |
Missionen vil blive gennemført under forhold, som muligvis vil blive forværret og vil kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. traktatens artikel 21 — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Rådets afgørelse 2010/452/FUSP ændres således:
|
1) |
I artikel 14, stk. 1, tilføjes følgende afsnit: »Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med missionen fra den 15. september 2011 til den 14. september 2012 udgør 23 900 000 EUR.«. |
|
2) |
Artikel 18, stk. 2, affattes således: »Den udløber den 14. september 2012.«. |
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 12. september 2011.
På Rådets vegne
M. DOWGIELEWICZ
Formand