|
28.7.2011 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 196/16 |
KOMMISSIONENS AFGØRELSE
af 27. juli 2011
om sikkerhedskrav, der skal opfyldes af de europæiske standarder for stationært træningsudstyr i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF
(EØS-relevant tekst)
(2011/476/EU)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed (1), særlig artikel 4, stk. 1, litra a), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Det er i direktiv 2001/95/EF fastsat, at europæiske standardiseringsorganer fastlægger europæiske standarder. Disse standarder bør sikre, at produkter opfylder direktivets almindelige sikkerhedskrav. |
|
(2) |
I henhold til direktiv 2001/95/EF bør et produkt formodes at være sikkert, når det er i overensstemmelse med ikke-bindende nationale standarder, der gennemfører de europæiske standarder, hvis referencer er blevet offentliggjort af Kommissionen i Den Europæiske Unions Tidende. |
|
(3) |
I artikel 4 i direktiv 2001/95/EF fastsættes proceduren for udarbejdelse af europæiske standarder. Ifølge denne procedure skal Kommissionen fastsætte de specifikke sikkerhedskrav, som de europæiske standarder skal opfylde, og efterfølgende på grundlag af disse krav give de europæiske standardiseringsorganer mandat til at udarbejde sådanne standarder. |
|
(4) |
Kommissionen offentliggør referencerne for de således vedtagne europæiske standarder i Den Europæiske Unions Tidende. |
|
(5) |
I henhold til artikel 4, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2001/95/EF kan referencerne for europæiske standarder, som er vedtaget af de europæiske standardiseringsorganer inden dette direktivs ikrafttræden, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, også uden mandat fra Kommissionen, hvis disse standarder sikrer overensstemmelse med det almindelige sikkerhedskrav fastsat i dette direktiv. |
|
(6) |
Kommissionen offentliggjorde ved beslutning 2006/514/EF (2) referencerne for ni europæiske standarder vedrørende sikkerheden af stationært træningsudstyr i Den Europæiske Unions Tidende. |
|
(7) |
De ni europæiske standarder vedrørende sikkerheden af stationært udstyr, som er omfattet af beslutning 2006/514/EF, understøttes ikke af et mandat fra Kommissionen vedtaget i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1. |
|
(8) |
Tre af disse standarder, EN 957-4:1996, EN 957-5:1996 og EN 957-6:2001, er blevet erstattet af nye udgaver, EN 957-4+A1:2010, EN 957-5:2009 og EN 957-6:2010. Disse nye udgaver blev vedtaget efter ikrafttrædelsen af direktiv 2001/95/EF, og referencerne kan derfor ikke offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende uden et mandat fra Kommissionen med fastsættelse af specifikke sikkerhedskrav. |
|
(9) |
Med henblik på at vurdere, hvorvidt de nye udgaver og eventuelle senere udgaver af de europæiske standarder vedrørende stationært træningsudstyr er i overensstemmelse med det almindelige sikkerhedskrav i direktiv 2001/95/EF, skal proceduren i direktivets artikel 4 genindledes. |
|
(10) |
Kommissionen bør derfor fastsætte specifikke sikkerhedskrav for stationært træningsudstyr med henblik på at give de europæiske standardiseringsorganer mandat til at udarbejde relevante europæiske standarder på grundlag af disse krav. |
|
(11) |
Når de relevante standarder foreligger, og forudsat at Kommissionen beslutter at offentliggøre referencen i Den Europæiske Unions Tidende i henhold til proceduren i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/95/EF, bør stationært træningsudstyr, der overholder disse standarder, formodes at opfylde det almindelige sikkerhedskrav i direktiv 2001/95/EF for så vidt angår de sikkerhedskrav, der er omfattet af de pågældende standarder. |
|
(12) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 15 i direktiv 2001/95/EF — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
I denne afgørelse forstås ved »stationært træningsudstyr« et motordrevet eller ikke-motordrevet produkt, som anvendes til trænings-, motions-, diagnosticerings- eller genoptræningsformål, der omfatter gentagne bevægelser, og produktet forbliver stationært under anvendelsen. Udstyret er enten placeret på gulvet, fastgjort til loftet eller væggen eller andre faste strukturer.
Artikel 2
Det specifikke sikkerhedskrav til produkterne omhandlet i artikel 1, som de europæiske standarder skal opfylde i henhold til artikel 4 i direktiv 2001/95/EF, fastsættes i bilaget til denne afgørelse.
Artikel 3
Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 27. juli 2011.
På Kommissionens vegne
José Manuel BARROSO
Formand
BILAG
SPECIFIKKE SIKKERHEDSKRAV TIL STATIONÆRT TRÆNINGSUDSTYR
Del I
Produkter og produktdefinition
Det stationære træningsudstyr, der er omfattet af dette mandat, anvendes til trænings-, motions-, diagnosticerings- og genoptræningsformål, der omfatter gentagne bevægelser. Udstyret forbliver stationært under anvendelsen. Udstyret er enten placeret på gulvet, fastgjort til loftet eller væggen eller andre faste strukturer.
Udstyret anvendes generelt af fitnesscentre, hoteller, sports- og helseklubber, genoptræningscentre eller i hjemmet. Udstyret anvendes inden for et »træningsareal«, hvortil adgangen kan være begrænset til brugere og personale (f.eks. trænere og sundhedspersonale).
Motordrevet udstyr falder inden for rammerne af disse krav for så vidt angår risici, der ikke er omfattet af maskindirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF (1)).
For visse særlige typer træningsudstyr suppleres de generelle krav med yderligere sikkerhedskrav.
Hvis den påtænkte anvendelse af det stationære træningsudstyr ligeledes er omfattet af Rådets direktiv 93/42/EØF af 14. juni 1993 om medicinsk udstyr (2), skal de supplerende krav være opfyldt.
Det stationære træningsudstyr, der er omfattet af dette mandat, skal under hensyn til udstyrets formål klassificeres efter nøjagtighed og anvendelse:
Klasse A: høj nøjagtighed
Klasse B: middelhøj nøjagtighed
Klasse C: minimal nøjagtighed.
Klasse S (center): erhvervsmæssig og/eller kommerciel anvendelse
Klasse H (hjemme): anvendelse i hjemmet
Klasse I: erhvervsmæssig og/eller kommerciel anvendelse, herunder anvendelse af personer med særlige behov (f.eks. synshandicap, hørehandicap, fysiske handicap eller indlæringsvanskeligheder)
Del II
A. Almindelige sikkerhedskrav
Produkterne skal opfylde det almindelige sikkerhedskrav, jf. direktiv 2001/95/EF, og være »sikre« efter betydningen i dette direktivs artikel 2, litra b). Produktet skal navnlig være sikkert under almindelige og forudsigelige anvendelsesbetingelser (herunder f.eks. opbevaring, transport til lagerområde, installering, afmontering og vedligeholdelse) i hele produktets levetid. Udstyret skal også være sikkert for erhvervsmæssige brugere (f.eks. trænere og undervisere).
Under almindelige og rimeligt forudsigelige anvendelsesbetingelser for stationært træningsudstyr skal risikoen for skader eller belastning af brugernes sundhed og sikkerhed minimeres. De dele, som brugeren — eller tredjemand — har adgang til under normale eller tilsigtede anvendelsesvilkår, må ikke forårsage fysisk skade eller have negativ indvirkning på brugerens helbred.
Brugerne skal informeres om mulige risici og farer, og hvordan de kan undgås.
Selv om træningsudstyr ikke er beregnet til børn, anvendes disse produkter i stadigt højere grad i hjemmet og er derved let tilgængelige for børn. Ulykker med udstyr i hjemmet, som berører børn, kan medføre alvorlige skader (hovedsageligt på fingre og tæer) samt forbrændinger, flænger i huden og kvælning. Hvor disse risici ikke kan reduceres tilstrækkeligt gennem konstruktion eller sikkerhedsforanstaltninger, skal restrisikoen mindskes gennem oplysninger om det pågældende produkt rettet mod forældre eller plejepersoner.
B. Specifikke sikkerhedskrav
For at det almindelige sikkerhedskrav i henhold til direktiv 2001/95/EF kan opfyldes, skal der som minimum tages hensyn til følgende:
|
a) |
det fritståendes udstyrs stabilitet |
|
b) |
skarpe kanter og grater |
|
c) |
rørender |
|
d) |
klemme-, skære-, rotations- og bevægepunkter inden for det tilgængelige område |
|
e) |
vægte |
|
f) |
adgangsanordninger til og muligheder for at frigøre sig fra udstyret |
|
g) |
indstillings- og låsemekanismer |
|
h) |
reb, bælter og kæder |
|
i) |
ståltove og tovskiver |
|
j) |
reb- og båndføringer |
|
k) |
trækpunkter |
|
l) |
holdegreb |
|
m) |
integrerede håndtag |
|
n) |
anbragte håndtag |
|
o) |
drejehåndtag |
|
p) |
elsikkerhed |
|
q) |
pleje og vedligeholdelse |
|
r) |
monteringsanvisninger |
|
s) |
brugsanvisninger |
|
t) |
grundlæggende biomekaniske krav |
|
u) |
mærkning |
|
v) |
advarsler, navnlig vedrørende risici for børn |
|
w) |
blokeringsanordning, der afbryder strømtilførslen, navnlig til beskyttelse af børn. |
For at det almindelige sikkerhedskrav i henhold til direktiv 2001/95/EF kan opfyldes, skal der som minimum tages hensyn til følgende undersøgelser:
|
a) |
dimensionskontrol |
|
b) |
visuel undersøgelse |
|
c) |
taktil undersøgelse |
|
d) |
funktionstest |
|
e) |
attest fra fabrikanten |
|
f) |
afprøvning af trækpunkter |
|
g) |
prøvningsbetingelser |
|
h) |
stabilitetsprøve |
|
i) |
fastsættelse af brudbelastning for reb, bælter og kæder |
|
j) |
afprøvning af svinghjul |
|
k) |
fastsættelse af aftrækningskraft for anbragte håndtag |
|
l) |
afprøvning af adgangs- og frigørelsesanordninger |
|
m) |
holdbarhedsprøve |
|
n) |
afprøvning af program med hjertefrekvenskontrol |
|
o) |
afprøvning af effektmåleres nøjagtighed |
|
p) |
bedømmelse af brugsanvisninger og advarsler |
|
q) |
prøvningsrapport. |