26.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 53/73


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 25. februar 2011

om ændring af bilag II til beslutning 2006/766/EF for så vidt angår oplysningerne om Fiji i listen over tredjelande og områder, hvorfra import til konsum af fiskevarer er tilladt

(meddelt under nummer K(2011) 1082)

(EØS-relevant tekst)

(2011/131/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum (1), særlig artikel 11, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I forordning (EF) nr. 854/2004 er der fastsat særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter. Det fastsættes navnlig, at animalske produkter kun må importeres fra et tredjeland eller en del af et tredjeland, som er opført på en liste, der er udarbejdet i overensstemmelse med nævnte forordning.

(2)

Det fastsættes også i forordning (EF) nr. 854/2004, at der ved udarbejdelse og ajourføring af sådanne lister skal tages hensyn til Unionens kontroller i tredjelande og garantierne givet af tredjelandenes kompetente myndigheder for så vidt angår opfyldelse af Unionens foder- og fødevarelovgivning og dyresundhedsbestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (2).

(3)

Ved Kommissionens beslutning 2006/766/EF af 6. november 2006 om lister over tredjelande og områder, hvorfra det er tilladt at importere toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr, havsnegle og fiskevarer (3), er der fastsat lister over tredjelande, der opfylder betingelserne i forordning (EF) nr. 854/2004, og som derfor er i stand til at garantere, at de produkter, der eksporteres til Unionen, opfylder de sundheds- og hygiejnebetingelser, der er fastsat i EU-lovgivningen til beskyttelse af forbrugernes sundhed. Bilag II til beslutning 2006/766/EF indeholder en liste over tredjelande, hvorfra import til konsum af fiskevarer er tilladt.

(4)

Fiji er ikke for øjeblikket omfattet af listen i bilag II til beslutning 2006/766/EF som et tredjeland, hvorfra import til konsum af fiskevarer er tilladt.

(5)

EU-kontrollerne til evaluering af det kontrolsystem, der findes i Fiji for produktion af fiskevarer beregnet til eksport til Unionen (den sidste kontrol fandt sted i september 2010), og garantierne givet af den kompetente myndighed i Fiji viser, at de betingelser, der gælder for dette tredjeland med hensyn til fiskevarer til konsum beregnet til eksport til Unionen, svarer til de betingelser, der er fastsat i relevant EU-lovgivning. Bilag II til beslutning 2006/766/EF bør derfor ændres for at tillade import af fiskevarer til konsum fra Fiji.

(6)

Beslutning 2006/766/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(7)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I bilag II til beslutning 2006/766/EF indsættes følgende række vedrørende Fiji før rækken vedrørende Falklandsøerne:

»FJ

FIJI«

 

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. februar 2011.

På Kommissionens vegne

John DALLI

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 139 af 30.4.2004, s. 206.

(2)  EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1.

(3)  EUT L 320 af 18.11.2006, s. 53.