26.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/3


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 25. januar 2011

om oprettelse af ekspertgruppen Det Fælles EU-forum for Interne Afregningspriser

2011/C 24/03

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens afgørelse 2007/75/EF af 22. december 2006 om nedsættelse af en ekspertgruppe for interne afregningspriser (1) blev der nedsat en ekspertgruppe benævnt Det Fælles EU-forum for Interne Afregningspriser. Denne afgørelse udløber den 31. marts 2011.

(2)

Det Fælles EU-forum for Interne Afregningspriser blev uformelt oprettet i 2002. Siden da har det fungeret som et nyttigt diskussionsforum mellem medlemsstaterne og den private sektor, og det har ført til, at Kommissionen har fremlagt forslag til tre adfærdskodekser, som efterfølgende er blevet vedtaget af medlemsstaterne i Rådet. Derudover har Kommissionen vedtaget flere dokumenter, der er baseret på arbejdet i Det Fælles EU-forum for Interne Afregningspriser.

(3)

I betragtning af at skatteproblemer i relation til interne afregningspriser spiller en stor rolle for det indre marked, at der er positive erfaringer med Det Fælles EU-forum for Interne Afregningsprisers bistand og rådgivning til Kommissionen, og at Kommissionen fortsat har brug for et sådant organ, er det nødvendigt, at der bliver nedsat en ny ekspertgruppe Det Fælles EU-forum for Interne Afregningspriser, som kan fortsætte arbejdet i forummet og fastlægge dets opgaver og dets struktur.

(4)

Det Fælles EU-forum for Interne Afregningspriser bør bistå og rådgive Kommissionen om skattespørgsmål i relation til interne afregningspriser.

(5)

Det Fælles EU-forum for Interne Afregningspriser bør sammensættes af eksperter inden for interne afregningspriser fra den statslige og den private sektor. Det vil også være ønskeligt, at der bliver mulighed for, at medlemmer kan blive afløst, for at opretholde en afbalanceret repræsentation inden for relevante ekspertiseområder og interesseområder.

(6)

Der bør fastsættes regler for videregivelse af oplysninger fra gruppens medlemmerne, uden at det berører Kommissionens sikkerhedsforskrifter, der er fastsat i bilaget til Kommissionens afgørelse 2001/844/EF, EKSF, Euratom (2).

(7)

Personoplysninger bør behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (3).

(8)

Afgørelse 2007/75/EF bør ophæves.

(9)

Der bør fastsættes en gyldighedsperiode for denne afgørelse. Kommissionen vil til sin tid overveje, om det er hensigtsmæssigt at forlænge den —

BESTEMT FØLGENDE:

Artikel 1

Genstand

Ekspertgruppen Det Fælles EU-forum for Interne Afregningspriser, i det følgende benævnt »gruppen«, oprettes hermed.

Artikel 2

Opgaver

Gruppen har til opgave:

1)

at oprette en platform, hvor eksperter fra erhvervslivet og de nationale skatteforvaltninger kan drøfte problemer i relation til interne afregningspriser, som udgør en hindring for grænseoverskridende erhvervsaktiviteter inden for Unionen

2)

at rådgive Kommissionen om spørgsmål i relation til interne afregningspriser

3)

at bistå Kommissionen med at finde praktiske løsninger, der er i overensstemmelse med OECD's retningslinjer vedrørende interne afregningspriser for multinationale foretagender og skattemyndigheder, og som kan sikre en mere ensartet anvendelse af reglerne vedrørende interne afregningspriser i Unionen.

Artikel 3

Høring

1.   Kommissionen kan høre gruppen om spørgsmål i relation til interne afregningspriser.

2.   Gruppens formand kan råde Kommissionen til at konsultere gruppen om et specifikt spørgsmål.

Artikel 4

Medlemskab — udnævnelse

1.   Gruppen består af:

a)

en repræsentant fra hver medlemsstat

b)

16 repræsentanter fra den private sektor

c)

en formand.

2.   Medlemmer, der repræsenterer medlemsstaterne, udpeges af de relevante nationale myndigheder. Disse medlemmer skal være statsansatte embedsmænd, som beskæftiger sig med spørgsmål i relation til interne afregningspriser.

3.   Medlemmer fra den private sektor udpeges af generaldirektøren for GD for Beskatning og Toldunion blandt specialister, som har erfaring og kompetence inden for de områder, der omhandles i artikel 2 og artikel 3, stk. 1, og som har reageret på indkaldelsen af ansøgninger.

4.   Ansøgere, som skønnes egnede til medlemskab, men som ikke bliver udpeget, kan placeres på en reserveliste, som Kommissionen kan benytte til udpegning af afløsere.

5.   Medlemmerne udpeges for en periode på to år. De varetager deres hverv, indtil de afløses, eller deres mandatperiode udløber. Mandatet kan fornyes.

6.   Medlemmerne kan blive afløst for resten af deres mandatperiode i følgende tilfælde:

a)

hvis medlemmet fratræder

b)

hvis medlemmet ikke længere er i stand til at bidrage effektivt til gruppens drøftelser

c)

hvis medlemmet ikke efterlever betingelserne i traktatens artikel 339

d)

hvis medlemmet ikke er uafhængigt af instruktioner udefra

e)

hvis medlemmet ikke har underrettet Kommissionen i tide om en interessekonflikt

f)

hvis det er ønskeligt for at opretholde en afbalanceret repræsentation inden for relevante ekspertiseområder og interesseområder.

7.   Medlemmer fra den private sektor udnævnes personligt og optræder uafhængigt og i offentlighedens interesse.

8.   Navnene på de personer, der udnævnes personligt, vil blive offentliggjort i Kommissionens register over ekspertgrupper og lignende enheder, herefter benævnt »registret«, samt på et hertil beregnet netsted.

9.   Indsamling, behandling og offentliggørelse af personoplysninger finder sted i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 45/2001.

Artikel 5

Gruppens arbejde

1.   Generaldirektøren for GD for Beskatning og Toldunion udpeger formanden for gruppen.

2.   Gruppen kan med Kommissionens tjenestegrenes samtykke nedsætte undergrupper, der skal undersøge specifikke spørgsmål på grundlag af et mandat, som gruppen opstiller. Sådanne undergrupper opløses, når deres mandat er opfyldt.

3.   Kommissionens repræsentant kan efter behov invitere eksterne eksperter med specifik kompetence inden for et emne på dagsordenen til at deltage i gruppens eller undergruppens arbejde. Kommissionens repræsentant kan desuden give observatørstatus til enkeltpersoner, til organisationer som defineret i regel 8, stk. 3, i de horisontale regler for ekspertgrupper, til EU-agenturer og til tiltrædelseslande. Navnlig kan repræsentanter for tiltrædelseslandene og fra OECD's sekretariat indbydes som observatører.

4.   Medlemmerne af ekspertgrupperne og deres repræsentanter samt de indbudte eksperter og observatører skal overholde reglerne om behandling af fortrolige oplysninger, som følger af traktaterne og gennemførelsesbestemmelserne hertil, samt Kommissionens sikkerhedsforskrifter vedrørende beskyttelse af EU's klassificerede oplysninger i bilaget til afgørelse 2001/844/EF, EKSF, Euratom. Hvis de tilsidesætter disse forpligtelser, kan Kommissionen træffe alle relevante foranstaltninger.

5.   Gruppens og undergruppernes møder afholdes normalt i Kommissionens lokaler. Sekretariatsopgaverne varetages af Kommissionen. Andre tjenestemænd i Kommissionen med interesse i de emner, der behandles, kan deltage i møder i gruppen og dens undergrupper.

6.   Gruppen fastsætter selv sin forretningsorden på grundlag af en standardforretningsorden for ekspertgrupper.

7.   Kommissionen offentliggør relevante oplysninger om gruppens aktiviteter enten i registret eller ved at placere det på et hertil beregnet netsted.

Artikel 6

Mødeudgifter

1.   Der ydes ikke vederlag for det arbejde, der udføres af deltagerne i forbindelse med gruppens aktiviteter.

2.   Deltagernes rejseudgifter og i givet fald opholdsudgifter i forbindelse med gruppens aktiviteter refunderes af Kommissionen i overensstemmelse med de i Kommissionen gældende bestemmelser.

3.   Disse udgifter refunderes inden for rammerne af de disponible midler, der er afsat til formålet som led i den årlige procedure for tildeling af ressourcer.

Artikel 7

Ophævelse

Afgørelse 2007/75/EF ophæves.

Artikel 8

Anvendelse

Denne afgørelse anvendes indtil den 31. marts 2015.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. januar 2011.

På Kommissionens vegne

Algirdas ŠEMETA

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 32 af 6.2.2007, s. 189.

(2)  EFT L 317 af 3.12.2001, s. 1.

(3)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.