31.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 348/34


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1237/2010

af 15. december 2010

om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 for så vidt angår forbud mod high-grading og restriktioner i forbindelse med fiskeri efter skrubbe og pighvar i Østersøen, Bælterne og Øresund

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 (3) er der fastsat specifikke tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne i Østersøen, Bælterne og Øresund og navnlig restriktioner for fiskeri for så vidt angår visse arter, maskestørrelser og områder.

(2)

Rådets forordning (EF) nr. 1226/2009 af 20. november 2009 om fastsættelse for 2010 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande for Østersøen (4) indeholder et forbud mod high-grading og restriktioner i forbindelse med fiskeri efter skrubbe og pighvar.

(3)

Forbuddet og restriktionerne er tekniske foranstaltninger af permanent karakter, der ikke længere bør indgå i den regulering, der fastsætter de årlige fiskerimuligheder. Fra januar 2011 bør de derfor indarbejdes i forordning (EF) nr. 2187/2005.

(4)

Ordet »Fællesskab«, der anvendes i den dispositive del af forordning (EF) nr. 2187/2005 bør ændres som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009.

(5)

Forordning (EF) nr. 2187/2005 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(6)

For at sikre den fortsatte anvendelse af foranstaltningerne i denne forordning, bør den træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 2187/2005 foretages følgende ændringer:

1)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 15a

Forbud mod high-grading

Alle kvoterede arter, der fanges under fiskeri, skal bringes om bord og efterfølgende landes, medmindre dette strider mod forpligtelser i Unionens fiskeriforordninger om tekniske foranstaltninger og kontrol- og bevaringsforanstaltninger, navnlig i nærværende forordning, i forordning (EF) nr. 2371/2002 eller i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik (*1).

(*1)   EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1.« "

2)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 18a

Restriktioner i forbindelse med fiskeri efter skrubbe og pighvar

1.   Det er forbudt at beholde fisk af nedenstående arter om bord, når de er fanget i følgende geografiske områder og perioder:

Art

Geografisk område

Periode

Skrubbe (Platichthys flesus)

Underafsnit 26, 27, 28 og 29 syd for 59° 30′ N

15. februar til 15. maj

Underafsnit 32

15. februar til 31. maj

Pighvar (Psetta maxima)

Underafsnit 25, 26 og 28 syd for 56° 50′ N

1. juni til 31. juli

2.   Uanset stk. 1 er det, når der fiskes med trawl, snurrevod eller lignende redskaber med en maskestørrelse på mindst 105 mm eller med gællegarn, indfiltringsgarn eller toggergarn med en maskestørrelse på mindst 100 mm, tilladt at beholde bifangster af skrubbe og pighvar om bord og lande dem, hvis sådanne bifangster højst udgør 10 % udtrykt i levende vægt af den samlede fangst, der beholdes om bord og landes i de forbudsperioder, der er omhandlet i stk. 1.«.

3)

I artikel 26, stk. 1 og 2, erstattes ordene »Fællesskabets« og »fællesskabsretten« af henholdsvis »Unionens« og »EU-retten«, og de nødvendige grammatiske tilpasninger, der måtte følge af denne ændring, foretages.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2011.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 15. december 2010.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BUZEK

Formand

På Rådets vegne

O. CHASTEL

Formand


(1)  Udtalelse af 15.9.2010 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Europa-Parlamentets holdning af 23.11.2010 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 6.12.2010.

(3)   EUT L 349 af 31.12.2005, s. 1.

(4)   EUT L 330 af 16.12.2009, s. 1.