31.7.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 199/1


RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 685/2010

af 26. juli 2010

om fastsættelse af fiskerimuligheder for ansjos i Biscayabugten for fangstperioden 2010-2011 og om ændring af forordning (EU) nr. 53/2010

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet skal fastsætte samlede tilladte fangstmængder (TAC’er) for de enkelte fiskerier eller fiskerigrupper. Fiskerimulighederne bør fordeles mellem medlemsstaterne på en sådan måde, at der sikres en relativ stabilitet i de enkelte medlemsstaters fiskeri for så vidt angår alle bestande eller fiskerier, og med behørig hensyntagen til den fælles fiskeripolitiks mål som opstillet ved Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (1).

(2)

Ved Rådets forordning (EU) nr. 53/2010 (2) fastsættes der fiskerimuligheder for visse fiskebestande, herunder ansjos, i Biscayabugten (ICES-område VIII) for 2010.

(3)

Den nye TAC for fangstperioden 2010-2011 bør fastlægges på grundlag af den foreliggende videnskabelige rådgivning og under hensyntagen til de biologiske og samfundsøkonomiske aspekter, samtidig med at de forskellige fiskerisektorer sikres en retfærdig behandling. For ansjosbestanden i Biscayabugten er den rådgivning, som Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) gav den 16. juli 2010, baseret på en fangstperiode, der går fra den 1. juli hvert år til den 30. juni det følgende år.

(4)

Med henblik på fornuftig forvaltning af bestanden og af forenklingshensyn bør der for denne bestand fastsættes en ny TAC og nye kvoter til medlemsstaterne svarende til ovennævnte datoer for fangstperioden 2010-2011.

(5)

Med henblik på opstilling af en flerårig plan for ansjosbestanden i Biscayabugten, der dækker fangstperioden, og som indeholder en høstregel for fastsættelse af fiskerimuligheder, fremlagde Kommissionen den 29. juli 2009 et forslag til forordning om en langsigtet plan for ansjosbestanden i Biscayabugten og for fiskeriet efter denne bestand. Ifølge STECF’s rådgivning ansloges bestandens biomasse at være på ca. 51 350 tons. Under henvisning til nævnte forslag fra Kommissionen og under hensyntagen til, at den konsekvensanalyse, som dette forslag er baseret på, er den nyeste konsekvensanalyse for så vidt angår beslutninger om fiskerimuligheder for ansjosbestanden i Biscayabugten, bør der for denne bestand fastsættes en TAC i overensstemmelse hermed. TAC’en for fangstperioden 1. juli 2010 til 30. juni 2011 bør således fastsættes til 15 600 tons.

(6)

På grund af det specifikke omfang og den specifikke varighed af anvendelsen af fiskerimulighederne for ansjos, bør disse fiskerimuligheder fastsættes ved en særskilt forordning, og forordning (EU) nr. 53/2010 bør ændres i overensstemmelse hermed. Fiskeriet bør dog fortsat være underkastet de almindelige bestemmelser i forordning 53/2010 om betingelserne for anvendelse af kvoterne.

(7)

Ifølge artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 847/96 af 6. maj 1996 om supplerende betingelser for forvaltningen af TAC og kvoter fra år til år (3) er det nødvendigt at beslutte, i hvilket omfang de i nævnte forordning fastsatte foranstaltninger skal gælde for ansjosbestanden i Biscayabugten.

(8)

I betragtning af fangstperiodens start og af hensyn til den årlige rapportering af fangster bør denne forordning træde i kraft straks og anvendes fra den 1. juli 2010. Af samme årsag bør ændringen af de fiskerimuligheder, der er fastsat ved forordning (EU) nr. 53/2010, anvendes fra den 1. januar 2010 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Fiskerimuligheder for ansjos i Biscayabugten

1.   For ansjosbestanden i ICES-område VIII som afgrænset ved forordning (EF) nr. 218/2009 fastsættes den samlede tilladte fangstmængde (TAC) (i tons levende vægt) og fordelingen mellem medlemsstaterne for fangstperioden fra 1. juli 2010 til 30. juni 2011 således:

Art

:

Ansjos

Engraulis encrasicolus

ICES-område

:

VIII

(ANE/08.)

Spanien

14 040

 

 

Frankrig

1 560

 

 

EU

15 600

 

 

TAC

15 600

 

2.   De fiskerimuligheder, der er fastsat i stk. 1, fordeles og udnyttes på betingelserne i artikel 7, 10 og 13 i forordning (EU) nr. 53/2010.

3.   Bestanden omhandlet i stk. 1 skal anses for at være omfattet af en analytisk TAC med henblik på anvendelsen af forordning (EF) nr. 847/96. Artikel 3, stk. 2 og 3, og artikel 4 i nævnte forordning anvendes.

Artikel 2

Ændring af forordning (EU) nr. 53/2010

I bilag IA til forordning (EU) nr. 53/2010 affattes oplysningerne om ansjos i område VIII således:

»Art

:

Ansjos

Engraulis encrasicolus

Område

:

VIII

(ANE/08.)

Spanien

6 300

 

 

Frankrig

700

 

 

EU

7 000

 

 

TAC

7 000 (4)

 

Artikel 3

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. juli 2010 med undtagelse af artikel 2, som anvendes fra den 1. januar 2010.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. juli 2010.

På Rådets vegne

S. VANACKERE

Formand


(1)  EFT L 358 af 31.12.2002, s. 59.

(2)  EUT L 21 af 26.1.2010, s. 1.

(3)  EFT L 115 af 9.5.1996, s. 3.

(4)  TAC gældende for perioden fra 1. januar til 30. juni 2010«.