1.7.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 166/6


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 574/2010

af 30. juni 2010

om ændring af forordning (EF) nr. 1126/2008 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 for så vidt angår IFRS 1 og IFRS 7

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (1), særlig artikel 3, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1126/2008 (2) blev der vedtaget visse internationale standarder og fortolkningsbidrag, der eksisterede pr. 15. oktober 2008.

(2)

Den 28. januar 2010 offentliggjorde International Accounting Standards Board (IASB) ændringer til IFRS 1, Begrænset undtagelse fra kravet i IFRS 7 om førstegangsanvenderes præsentation af sammenligningstal (i det følgende benævnt »ændring til IFRS 1«). Da det er blevet konstateret, at førstegangsanvendere af IFRS ikke kan udnytte undtagelsen fra kravet i IFRS 7 om præsentation af sammenligningstal vedrørende måling til dagsværdi og likviditetsrisiko, hvis de sammenlignelige årsperioder er afsluttet før den 31. december 2009, tjener ændringerne til IFRS 1 til at give førstegangsanvendere mulighed for at udnytte denne mulighed.

(3)

Høringen af Den Tekniske Ekspertgruppe (TEG) under European Financial Reporting Advisory Group (EFRAG) bekræfter, at ændringen til IFRS 1 opfylder de tekniske kriterier for vedtagelse som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1606/2002. I overensstemmelse med Kommissionens afgørelse nr. 2006/505/EF af 14. juli 2006 om oprettelse af en undersøgelsesgruppe for rådgivning om regnskabsstandarder, som skal rådgive Kommissionen om objektiviteten og neutraliteten af udtalelser fra European Financial Reporting Advisory Group (EFRAG) (3), behandlede undersøgelsesgruppen for rådgivning om regnskabsstandarder EFRAG's udtalelse om godkendelse og meddelte Kommissionen, at den var afbalanceret og objektiv.

(4)

Vedtagelsen af ændringen til IFRS 1 indebærer, at IFRS 7 også skal ændres for at sikre, at der sammenhæng mellem de internationale regnskabsstandarder.

(5)

Forordning (EF) nr. 1126/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med Regnskabskontroludvalgets udtalelse —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I bilaget til forordning (EF) nr. 1126/2008 foretages følgende ændringer:

1)

IFRS 1 ændres som angivet i bilaget til denne forordning.

2)

IFRS 7 ændres som angivet i bilaget til denne forordning.

Artikel 2

Virksomhederne anvender ændringerne til IFRS 1 og IFRS 7 som beskrevet i bilaget til denne forordning senest fra den dato, der indleder deres første regnskabsår efter den 30. juni 2010.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. juni 2010.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EFT L 243 af 11.9.2002, s. 1.

(2)  EUT L 320 af 29.11.2008, s. 1.

(3)  EUT L 199 af 21.7.2006, s. 33.


BILAG

INTERNATIONALE REGNSKABSSTANDARDER

IFRS 1

Ændring til IFRS 1 Begrænset undtagelse fra kravet i IFRS 7 om førstegangsanvenderes præsentation af sammenligningstal

IFRS 7

Ændring til IFRS 7 Finansielle instrumenter: Oplysninger

Kopiering tilladt inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Alle eksisterende rettigheder forbeholdes uden for EØS med undtagelse af retten til at kopiere til personlig brug eller anden form for »fair dealing«. Yderligere oplysninger fås hos IASB på adressen www.iasb.org

BEGRÆNSET UNDTAGELSE FRA KRAVET I IFRS 7 OM FØRSTEGANGSANVENDERES PRÆSENTATION AF SAMMENLIGNINGSTAL

(Ændring af IFRS 1)

Ændring til IFRS 1

Førstegangsanvendelse af IFRS

Afsnit 39C er tilføjet.

IKRAFTTRÆDELSESTIDSPUNKT

39C

Begrænset undtagelse fra kravet i IFRS 7 om førstegangsanvenderes præsentation af sammenligningstal (ændring til IFRS 1), der blev udsendt i januar 2010, tilføjede afsnit E3. Virksomheder skal anvende denne ændring for regnskabsår, som begynder den 1. juli 2010 eller derefter. Det er tilladt at anvende den tidligere. Hvis en virksomhed anvender ændringen for et tidligere regnskabsår, skal den give oplysning om dette.

Appendiks E

Kortfristede undtagelser fra IFRS

En overskrift, afsnit E3 og en fodnote er tilføjet.

Oplysninger om finansielle instrumenter

E3

En førstegangsanvender kan anvende overgangsbestemmelserne i afsnit 44G i IFRS 7. (1)

Appendiks

Ændring til IFRS 7

Finansielle instrumenter: Oplysninger

Afsnit 44G er ændret (ny tekst understreget, udgået tekst gennemstreget) og forsynet med en fodnote.

IKRAFTTRÆDELSESTIDSPUNKT OG OVERGANG

44G

Forbedring af oplysninger om finansielle instrumenter (ændringer til IFRS 7), der blev udsendt i marts 2009, ændrede afsnit 27, 39 og B11 og tilføjede afsnit 27A, 27B, B10A og B11A–B11F. Virksomhederne skal anvende disse ændringer for regnskabsår, som begynder den 1. januar 2009 eller derefter. En virksomhed behøver ikke afgive de ifølge ændringerne påkrævede oplysninger i forbindelse med:

(a)

års- eller delårsregnskaber, inkl. balancer, der præsenteres inden for en sammenlignelig årsperiode, der er afsluttet før den 31. december 2009, eller

(b)

balancer opgjort ved begyndelsen af den tidligste sammenlignelige periode, der falder før den 31. december 2009.

Det er tilladt at anvende ændringerne tidligere. Hvis en virksomhed anvender ændringerne for en tidligere regnskabsperiode, skal den give oplysning om dette. (2).


(1)  Afsnit E3 blev tilføjet som en følge af Begrænset undtagelse fra kravet i IFRS 7 om førstegangsanvenderes præsentation af sammenligningstal (ændring til IFRS 1), der blev udsendt i januar 2010. For at forhindre den potentielle brug af efterrationaliseringer og sikre, at førstegangsanvendere ikke stilles ringere end virksomheder, der allerede anvender IFRS, besluttede IASB, at førstegangsanvendere skal have ret til at anvende de samme overgangsbestemmelser som virksomheder, der allerede opstiller årsregnskaber i overensstemmelse med IFRS, og som er indeholdt i Forbedring af oplysninger om finansielle instrumenter (ændringer til IFRS 7).

(2)  Afsnit 44G blev tilføjet som en følge af Begrænset undtagelse fra kravet i IFRS 7 om førstegangsanvenderes præsentation af sammenligningstal (ændring til IFRS 1), der blev udsendt i januar 2010. IASB ændrede afsnit 44G for at tydeliggøre sine konklusioner og den planlagte overgang for Forbedring af oplysninger om finansielle instrumenter (ændringer til IFRS 7).