27.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 105/12


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 358/2010

af 23. april 2010

om ændring af forordning (EU) nr. 185/2010 af 4. marts 2010 om detaljerede foranstaltninger til gennemførelse af grundlæggende fælles normer for luftfartssikkerhed

(EØS-relevant tekst)

EUROPA–KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 300/2008 af 11. marts 2008 om fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2320/2002 (1), særlig artikel 4, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Begrænsningerne for væsker, spray og gelé, som passagerer må medbringe om bord på flyvninger fra tredjelande i transfer i EU's lufthavne, skaber visse vanskeligheder for driften af lufthavnene og ulemper for de pågældende passagerer.

(2)

I Kommissionens forordning (EF) nr. 820/2008 af 8. august 2008 om foranstaltninger til gennemførelse af grundlæggende fælles normer for luftfartssikkerhed (2) er der fastsat bestemmelser om fritagelse for anvendelsen af disse begrænsninger, som kan indrømmes, når visse betingelser er opfyldt. Efter at have verificeret, at disse betingelser er opfyldt i visse tredjelandes lufthavne, og at disse lande hidtil har haft et godt samarbejde med EU og dets medlemsstater, indrømmede Kommissionen sådanne fritagelser.

(3)

Da forordning (EF) nr. 820/2008 ophæves fra den 29. april 2010, vil disse fritagelser ligeledes blive ophævet. Men begrænsningerne for væsker, spray og gelé, som passagerer må medbringe om bord på flyvninger fra tredjelande i transfer i EU's lufthavne, gælder fortsat i medfør af forordning (EU) nr. 297/2010 af 9. april 2010 om ændring af forordning (EF) nr. 272/2009 om supplering af de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed (3).

(4)

Fritagelserne for anvendelsen af begrænsningerne for væsker, spray og gelé, som passagerer må medbringe om bord på flyvninger fra tredjelande, bør derfor forlænges, samtidig med at disse begrænsninger opretholdes, forudsat at disse tredjelande fortsat opfylder de betingelser, der dannede grundlag for at indrømme fritagelserne.

(5)

Forordning (EU) nr. 185/2010 af 4. marts 2010 om detaljerede foranstaltninger til gennemførelse af grundlæggende fælles normer for luftfartssikkerhed (4) bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(6)

Forordning (EU) nr. 297/2010 af 9. april 2010 finder anvendelse fra den 29. april 2010. Nærværende forordnings ikrafttræden haster derfor, idet den bør anvendes fra samme dato.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Civil Luftfartssikkerhed, der er nedsat ved artikel 19, stk. 1, i forordning (EF) nr. 300/2008 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilaget til forordning (EU) nr. 185/2010 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 29. april 2010.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, 23. april 2010.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 97 af 9.4.2008, s. 72.

(2)  EUT L 221 af 19.8.2008, s. 8.

(3)  EUT L 90 af 10.4.2010, s. 1.

(4)  EUT L 55 af 5.3.2010, s. 1.


BILAG

Kapitel 4 i bilaget ændres således:

1)

Punkt 4.0.4 erstattes af følgende:

»4.

I dette bilag forstås ved:

a)   »væsker, spray og gelé« (LAG's = liquids, aerosols and gels): pasta, lotioner, blandinger af flydende og faste stoffer og indholdet af trykbeholdere, f.eks. tandpasta, hårgelé, drikkevarer, supper, sirup, parfume, barberskum og andre produkter med lignende konsistens.

b)   »sikret forseglingspose« (security tamper-evident bag — STEB): en pose, der er i overensstemmelse med Organisationen for International Civil Luftfarts anbefalede retningslinjer for sikkerhedskontrol.«

2)

Punkt 4.1.3.4 affattes således:

»4.

LAG’s, der medbringes af passagerer, kan undtages fra screening, hvis den pågældende LAG:

a)

er indeholdt i individuelle beholdere på højst 100 milliliter eller tilsvarende i en gennemsigtig, genlukkelig plasticpose, som rummer højst 1 liter, idet der skal være god plads til indholdet i posen, som skal være fuldstændig lukket, eller

b)

skal bruges undervejs i luftfartøjet og enten er nødvendig til medicinske formål eller er et nødvendigt led i en særlig diæt, herunder babymad; passageren skal på anmodning kunne forelægge bevis for den pågældende LAG's ægthed, eller

c)

er købt inden for et airside-område beliggende efter det punkt, hvor boardingpassene kontrolleres, i en butik, som er undergivet godkendte sikkerhedsprocedurer som led i lufthavnens sikkerhedsprogram, forudsat at den pågældende LAG er pakket ind i en STEB, hvori der befinder sig et tilfredsstillende og synligt bevis for, at LAG er købt samme dag i den pågældende lufthavns airside, eller

d)

er købt i en butik i det security-beskyttede område, som er undergivet godkendte sikkerhedsprocedurer som led i lufthavnens sikkerhedsprogram, eller

e)

er købt i en anden EU-lufthavn, forudsat at den pågældende LAG er pakket ind i en STEB, hvori der befinder sig et tilfredsstillende og synligt bevis for, at LAG er købt samme dag i den pågældende lufthavns airside, eller

f)

er købt om bord i et EF-luftfartsselskabs luftfartøj, forudsat at den pågældende LAG er pakket ind i en STEB, hvori der befinder sig et tilfredsstillende og synligt bevis for, at LAG er købt samme dag om bord på det pågældende luftfartøj, eller

g)

er erhvervet i en lufthavn i et tredjeland, der er opført i tillæg 4-D, forudsat at den pågældende LAG er pakket ind i en STEB, hvori der befinder sig et tilfredsstillende og synligt bevis for, at LAG er købt inden for de seneste 36 timer i den pågældende lufthavns airside. De fritagelser, der er fastsat i dette punkt, udløber den 29. april 2011.»

3)

Følgende indsættes som tillæg 4-D:

»TILLÆG 4-D

Lufthavn(e), hvorfra der afgår fly til lufthavne i EU:

Canada:

Alle internationale lufthavne

Republikken Kroatien:

Dubrovnik (DBV) lufthavn

Pula (PUY) lufthavn

Rijeka (RJK) lufthavn

Split (SPU) lufthavn

Zadar (ZAD) lufthavn

Zagreb (ZAG) lufthavn

Malaysia:

Kuala Lumpur (KUL) internationale lufthavn

Republikken Singapore:

Singapore (SIN) lufthavn

Amerikas Forende Stater:

Alle internationale lufthavne«