27.2.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 50/8


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 165/2010

af 26. februar 2010

om ændring af forordning (EF) nr. 1881/2006 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i fødevarer, for så vidt angår aflatoksiner

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 315/93 af 8. februar 1993 om fællesskabsprocedurer for forurenende stoffer i levnedsmidler (1), særlig artikel 2, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1881/2006 af 19. december 2006 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i fødevarer (2) er der fastsat grænseværdier for aflatoksin B1 og samlet aflatoksinindhold (aflatoksin B1 + G1 + B2 + G2) i en række fødevarer.

(2)

Det er nødvendigt at ændre visse grænseværdier for aflatoksiner i visse fødevarer for at tage hensyn til udviklingen i Codex Alimentarius og nye oplysninger i den seneste videnskabelige rådgivning.

(3)

Codex Alimentarius har fastsat en grænseværdi på 15 μg/kg for det samlede aflatoksinindhold i mandler, hasselnødder og pistacienødder bestemt til videreforarbejdning og en grænseværdi på 10 μg/kg for det samlede aflatoksinindhold i »spiseklare« mandler, hasselnødder og pistacienødder (3).

(4)

Den 25. januar 2007 vedtog Ekspertpanelet for Forurenende Stoffer i Fødevarekæden under Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) en udtalelse om den potentielt øgede risiko for forbrugernes sundhed ved en eventuel forhøjelse af de eksisterende grænseværdier for aflatoksiner i mandler, hasselnødder og pistacienødder og produkter heraf (4). Ekspertpanelet konkluderede, at en ændring af grænseværdierne fra 4 til 8 eller 10 μg/kg for det samlede aflatoksinindhold i mandler, hasselnødder og pistacienødder kun ville få begrænsede virkninger for den skønnede eksponering gennem kosten, kræftrisikoen og de beregnede eksponeringsmargener (MOE). Panelet konkluderede endvidere, at eksponeringen for aflatoksiner fra alle kilder bør være så lav, som det med rimelighed er muligt, eftersom aflatoksiner er genotoksiske og kræftfremkaldende. Det fremgår af dataene, at den samlede eksponering for aflatoksiner gennem kosten vil kunne nedbringes ved at reducere antallet af stærkt forurenede fødevarer, der kommer ud på markedet, gennem en mere effektiv håndhævelse af grænseværdierne og en nedbringelse af eksponeringen fra andre fødevarer end mandler, hasselnødder og pistacienødder.

(5)

Ekspertpanelet vedtog den 16. juni 2009 en erklæring om virkningerne for folkesundheden af en forhøjelse af grænseværdierne fra 4 μg/kg til 10 μg/kg for det samlede aflatoksinindhold i andre trænødder end mandler, hasselnødder og pistacienødder (5). Panelet konkluderede, at der på grundlag af de i 2007 foreliggende oplysninger ikke ville være negative virkninger for folkesundheden forbundet med at forhøje grænseværdierne fra 4 μg/kg til 10 μg/kg for det samlede aflatoksinindhold i andre trænødder, herunder paranødder. På baggrund af de igangværende drøftelser i Codex Alimentarius om grænseværdien for aflatoksiner i paranødder bør grænseværdien for aflatoksiner i paranødder bringes på linje med Codex’ grænseværdi for mandler, hasselnødder og pistacienødder.

(6)

Codex Alimentarius har kun fastsat en grænseværdi for det samlede aflatoksinindhold. Den tilsvarende grænseværdi for aflatoksin B1 er fastsat ved hjælp af den database over forekomsten af aflatoksiner i fødevarer, som EFSA anvender til vurdering af eksponeringen.

(7)

I EFSA's udtalelse om aflatoksiner bemærkes det, at oliefrø og produkter heraf i høj grad bidrager til menneskers eksponering for aflatoksiner. EFSA konkluderede, at eksponeringen for aflatoksiner fra alle kilder bør være så lav, som det med rimelighed er muligt. Herudover fremgår det af meddelelser i det hurtige varslingssystem for fødevarer og foder (RASFF), at oliefrø som f.eks. solsikkefrø, melonfrø osv. indeholder store mængder aflatoksiner. Det foreslås derfor, at der også fastsættes en grænseværdi for andre oliefrø end jordnødder på linje med de eksisterende grænseværdier for jordnødder. Men da aflatoksiner elimineres næsten fuldstændigt ved forarbejdning med henblik på fremstilling af raffinerede vegetabilske olier, bør oliefrø, herunder jordnødder, som er bestemt til knusning med henblik på fremstilling af raffineret vegetabilsk olie, og raffineret vegetabilsk olie ikke være omfattet af denne grænseværdi.

(8)

Der er fastsat en grænseværdi på 2 μg/kg for aflatoksin B1 og 4 μg/kg for det samlede aflatoksinindhold i alt korn og alle produkter fremstillet på basis af korn, undtagen majs, der skal undergå sortering eller anden fysisk behandling inden konsum, for hvilken der er fastsat en grænseværdi på 5 μg/kg for aflatoksin B1 og 10 μg/kg for det samlede aflatoksinindhold. Uafskallet ris indeholder ofte aflatoksiner i mængder, som ligger lidt over grænseværdierne. Efter formalingen, hvorved skallerne fjernes, ligger aflatoksinindholdet i den hvide slebne ris under grænseværdierne. Tilgangen til ris bør derfor være den samme som den, der allerede anvendes i forbindelse med majs, således at der fastsættes en højere grænseværdi for aflatoksin B1 og for samlet aflatoksinindhold i ris, der skal undergå sortering eller anden fysisk behandling inden konsum eller anvendelse som ingrediens i fødevarer.

(9)

Grænseværdierne gælder for den spiselige del af trænødderne. Nye videnskabelige data har imidlertid vist, at en del af aflatoksinforureningen findes på skallen af paranødder. Den fodnote i bilaget, der angiver fremgangsmåden ved analyse af trænødder i skaller, bør derfor ændres for at tage hensyn til disse nye videnskabelige oplysninger.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 1881/2006 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 4 affattes således:

»Artikel 4

Særlige bestemmelser for jordnødder, andre oliefrø, trænødder, tørret frugt, ris og majs

Det er tilladt at markedsføre jordnødder, andre oliefrø, trænødder, tørret frugt, ris og majs, der ikke overholder de relevante grænseværdier for aflatoksiner som fastsat i bilagets punkt 2.1.5, 2.1.6, 2.1.7, 2.1.8, 2.1.10 og 2.1.11, såfremt de pågældende fødevarer

a)

ikke er bestemt til direkte konsum eller anvendelse som ingrediens i fødevarer

b)

overholder de relevante grænseværdier som fastsat i bilagets punkt 2.1.1, 2.1.2, 2.1.3, 2.1.4, 2.1.9 og 2.1.12

c)

undergår en behandling i form af sortering eller anden fysisk behandling, og grænseværdierne i bilagets punkt 2.1.5, 2.1.6, 2.1.7, 2.1.8, 2.1.10 og 2.1.11 efter denne behandling ikke er overskredet, og denne behandling ikke resulterer i andre skadelige restkoncentrationer

d)

er mærket således, at anvendelsesformålet klart fremgår, og bærer angivelsen »produktet skal undergå sortering eller anden fysisk behandling for at reducere aflatoksinindholdet, inden det anvendes til konsum eller som ingrediens i fødevarer«. Denne angivelse skal være påført mærkesedlen på hver enkelt sæk, pakning osv. og være indeholdt i det originale ledsagedokument. Sendingens/partiets identifikationskode skal være påført hver enkelt sæk, pakning osv. i sendingen samt det originale ledsagedokument på en sådan måde, at den ikke kan slettes.«

2)

Artikel 5 affattes således:

»Artikel 5

Særlige bestemmelser for jordnødder, andre oliefrø, produkter heraf og korn

En præcis angivelse af den påtænkte anvendelse skal være påført mærkesedlen på hver enkelt sæk, pakning osv. og det originale ledsagedokument. Det skal være muligt umiddelbart at sætte ledsagedokumentet i forbindelse med sendingen, idet dokumentet skal være forsynet med sendingens identifikationskode, som er påført hver enkelt sæk, pakning osv. i sendingen. De forretningsaktiviteter, der i ledsagedokumentet er angivet for modtageren af sendingen, skal være forenelige med den påtænkte anvendelse.

Er det ikke klart angivet, at den påtænkte anvendelse ikke er konsum, er alle de jordnødder, andre oliefrø og produkter heraf og alt det korn, der markedsføres, omfattet af de i bilagets punkt 2.1.5 og 2.1.11 fastsatte grænseværdier.

For så vidt angår anvendelsen af de i bilagets punkt 2.1.1 fastsatte grænseværdier gælder undtagelsen for jordnødder og andre oliefrø bestemt til knusning kun sendinger, der er mærket således, at anvendelsesformålet klart fremgår, og bærer angivelsen »produktet skal undergå knusning med henblik på fremstilling af raffineret vegetabilsk olie«. Denne angivelse skal være påført mærkesedlen på hver enkelt sæk, pakning osv. og være indeholdt i ledsagedokumentet/dokumenterne. Det endelige bestemmelsessted skal være et knuseværk.«

3)

I bilaget foretages følgende ændringer:

a)

Underafdeling 2.1 (Aflatoksiner) erstattes af teksten i bilaget til nærværende forordning.

b)

Fodnote 5 affattes således:

»(5)

Grænseværdierne gælder for den spiselige del af jordnødder og trænødder. Er det jordnødder og trænødder i skaller, der analyseres, antages det ved beregningen af aflatoksinindholdet, at al forureningen forekommer i den spiselige del, undtagen når der er tale om paranødder.«

c)

Følgende fodnoter indsættes:

»(40)

Oliefrø henhørende under KN-kode 1201, 1202, 1203, 1204, 1205, 1206 og 1207 og produkter heraf henhørende under KN-kode 1208 — melonfrø henhører under KN-kode ex 1207 99.

(41)

For produkter afledt/forarbejdet deraf, som udelukkende eller næsten udelukkende er afledt/forarbejdet af de pågældende trænødder, gælder de samme grænseværdier som dem, der er fastsat for de tilsvarende trænødder. I andre tilfælde finder artikel 2, stk. 1 og 2, anvendelse på de afledte/forarbejdede produkter.«

Artikel 2

Denne forordning finder ikke anvendelse på abrikoskerner og oliefrø, undtagen jordnødder, og produkter forarbejdet deraf, som blev markedsført inden anvendelsesdatoen i overensstemmelse med de regler, der var gældende på det tidspunkt.

Fødevarevirksomhedslederen skal kunne dokumentere, hvornår produkterne blev markedsført.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tiendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra ikrafttrædelsesdatoen.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. februar 2010.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EFT L 37 af 13.2.1993, s. 1.

(2)  EUT L 364 af 20.12.2006, s. 5.

(3)  Codex General Standard for Contaminants and toxins in foods (CODEX STAN 193-1995) http://www.codexalimentarius.net/download/standards/17/CXS_193e.pdf

(4)  EFSA Journal (2007) 446, s. 1. http://www.efsa.europa.eu/cs/BlobServer/Scientific_Opinion/CONTAM%20_op_ej446_aflatoxins_en.pdf?ssbinary = true

(5)  Erklæring fra Ekspertpanelet for Forurenende Stoffer i Fødevarekæden efter anmodning fra Europa-Kommissionen vedrørende virkningerne for folkesundheden af en forhøjelse af grænseværdierne fra 4 μg/kg til 10 μg/kg for det samlede aflatoksinindhold i andre trænødder end mandler, hasselnødder og pistacienødder. EFSA Journal (2009) 1168, s. 1. http://www.efsa.europa.eu/cs/BlobServer/Statement/contam_statement_ej1168_aflatoxin_other_treenuts_en,0.pdf?ssbinary = true


BILAG

Fødevare (1)

Grænseværdi (μg/kg)

»2.1.

Aflatoksiner

B1

Summen af B1, B2, G1 og G2

M1

2.1.1.

Jordnødder og andre oliefrø (40), der skal undergå sortering eller anden fysisk behandling inden konsum eller anvendelse som ingrediens i fødevarer

undtagen

jordnødder og andre oliefrø bestemt til knusning med henblik på fremstilling af raffineret vegetabilsk olie

8,0 (5)

15,0 (5)

2.1.2.

Mandler, pistacienødder og abrikoskerner, der skal undergå sortering eller anden fysisk behandling inden konsum eller anvendelse som ingrediens i fødevarer

12,0 (5)

15,0 (5)

2.1.3.

Hasselnødder og paranødder, der skal undergå sortering eller anden fysisk behandling inden konsum eller anvendelse som ingrediens i fødevarer

8,0 (5)

15,0 (5)

 

2.1.4.

Trænødder, undtagen de i punkt 2.1.2 og 2.1.3 angivne trænødder, der skal undergå sortering eller anden fysisk behandling inden konsum eller anvendelse som ingrediens i fødevarer

5,0 (5)

10,0 (5)

2.1.5.

Jordnødder og andre oliefrø (40) og produkter forarbejdet deraf bestemt til direkte konsum eller til anvendelse som ingrediens i fødevarer

undtagen

rå vegetabilsk olie bestemt til raffinering

raffinerede vegetabilske olier

2,0 (5)

4,0 (5)

2.1.6.

Mandler, pistacienødder og abrikoskerner bestemt til direkte konsum eller anvendelse som ingrediens i fødevarer (41)

8,0 (5)

10,0 (5)

2.1.7.

Hasselnødder og paranødder bestemt til direkte konsum eller anvendelse som ingrediens i fødevarer (41)

5,0 (5)

10,0 (5)

 

2.1.8.

Trænødder, undtagen de i punkt 2.1.6 og 2.1.7 angivne trænødder, og produkter forarbejdet deraf bestemt til direkte konsum eller anvendelse som ingrediens i fødevarer

2,0 (5)

4,0 (5)

2.1.9.

Tørret frugt, der skal undergå sortering eller anden fysisk behandling inden konsum eller anvendelse som ingrediens i fødevarer

5,0

10,0

2.1.10.

Tørret frugt og produkter forarbejdet deraf bestemt til direkte konsum eller anvendelse som ingrediens i fødevarer

2,0

4,0

2.1.11.

Alt korn og alle produkter fremstillet på basis af korn, herunder forarbejdede kornprodukter, undtagen de i punkt 2.1.12, 2.1.15 og 2.1.17 angivne fødevarer

2,0

4,0

2.1.12.

Majs og ris, der skal undergå sortering eller anden fysisk behandling inden konsum eller anvendelse som ingrediens i fødevarer

5,0

10,0

2.1.13.

Rå mælk (6), varmebehandlet mælk og mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter

0,050

2.1.14.

Følgende krydderier:

 

Capsicum spp. (tørrede frugter deraf, hele eller formalede, herunder chili, chilipulver, cayenne og paprika)

 

Piper spp. (frugter deraf, herunder hvid og sort peber)

 

Myristica fragrans (muskatnød)

 

Zingiber officinale (ingefær)

 

Curcuma longa (gurkemeje)

Krydderiblandinger indeholdende et eller flere af ovennævnte krydderier

5,0

10,0

2.1.15.

Forarbejdede fødevarer baseret på cerealier og babymad til spædbørn og småbørn (3) (7)

0,10

2.1.16.

Modermælkserstatninger og tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn, herunder modermælkserstatninger udelukkende baseret på mælk og tilskudsblandinger udelukkende baseret på mælk (4) (8)

0,025

2.1.17.

Diætpræparater til særlige medicinske formål (9) (10), der er specifikt bestemt til spædbørn

0,10

0,025«