22.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 17/1


RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 54/2010

af 19. januar 2010

om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ethanolamin med oprindelse i Amerikas Forenede Stater

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1), der ophæver Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (2) (»grundforordningen«), særlig artikel 9, stk. 4, og artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen forelagt efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   PROCEDURE

1.   Gældende foranstaltninger

(1)

I februar 1994 indførte Rådet ved forordning (EF) nr. 229/94 (3) en endelig antidumpingtold på importen af ethanolamin (»den pågældende vare«) med oprindelse i Amerikas Forenede Stater (»USA«).

(2)

På anmodning fra Conseil européen des fédérations de l’industrie chimique (CEFIC) blev der i juli 2005 iværksat en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2. Rådet afsluttede ved forordning (EF) nr. 1583/2006 (4) denne undersøgelse og indførte endelige antidumpingforanstaltninger på importen af ethanolamin med oprindelse i USA. Tolden bestod af en specifik fast told.

2.   Anmodning om en udløbsundersøgelse

(3)

Efter offentliggørelsen i marts 2008 af en meddelelse om det forestående udløb af gyldigheden af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af ethanolamin med oprindelse i USA (5) modtog Kommissionen den 25. juli 2008 en anmodning om en fornyet undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2.

(4)

Anmodningen blev indgivet af BASF SE/AG, INEOS Oxide Ltd, Sasol Germany GmbH og Akzo Nobel Functional Chemicals AB (»de ansøgende EU-producenter«) på vegne af en række producenter, der tegner sig for en betydelig del, i dette tilfælde over 50 %, af den samlede EU-produktion af ethanolamin.

(5)

Anmodningen var begrundet med, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis ville medføre fortsat eller fornyet dumping og skade for EU-erhvervsgrenen.

(6)

Kommissionen fastslog efter høring af det rådgivende udvalg, at der forelå tilstrækkelige beviser til at indlede en udløbsundersøgelse, og indledte ved en indledningsmeddelelse en undersøgelse (6) i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2.

3.   Undersøgelse

(7)

Kommissionens tjenestegrene underrettede officielt EU-producenterne, de eksporterende producenter i USA, importører/forhandlere, brugere i Unionen, som de vidste var berørt, og USA's myndigheder om indledningen af undersøgelsen. Interesserede parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt mundtligt inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen.

(8)

Kommissionens tjenestegrene sendte spørgeskemaer til alle parter, som de vidste var berørt, og til dem, der havde anmodet om et spørgeskema inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen.

(9)

Kommissionen gav også de direkte berørte parter lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen.

(10)

Der blev modtaget besvarelser af spørgeskemaet fra to eksporterende producenter i USA, en forretningsmæssigt forbundet importør i Unionen, en forretningsmæssigt forbundet importør i Schweiz, de ansøgende EU-producenter og en industriel bruger i Unionen. En yderligere eksporterende producent i USA (Huntsman Petrochemical Corporation) fremsendte et dokument (»positionspapir«), hvori det blev gjort gældende, at foranstaltningerne burde ophæves, men spørgeskemaet blev ikke besvaret.

(11)

Kommissionens tjenestegrene indhentede og efterprøvede alle oplysninger, som de anså for nødvendige for at træffe en afgørelse om sandsynligheden for fortsat eller fornyet dumping og skade samt om Unionens interesser. Der blev aflagt kontrolbesøg hos følgende virksomheder:

a)

Ansøgende EU-producenter

BASF SE/AG, Ludwigshafen, Tyskland

INEOS Oxide Ltd., Southampton, Det Forenede Kongerige

Sasol Germany GmbH, Hamburg, Tyskland

Akzo Nobel Functional Chemicals AB, Stenungsund, Sverige

b)

Eksporterende producenter i USA

The Dow Chemical Company, Midland, Michigan and Seadrift, Texas, USA

INEOS Oxide LLC, Houston, Texas and Plaquemine, Louisiana, USA

c)

Forretningsmæssigt forbundet importør i Unionen

INEOS Oxide Ltd., Zwijndrecht, Belgien

d)

Forretningsmæssigt forbundet importør i Schweiz

Dow Europe GmbH, Horgen, Schweiz

e)

Industriel bruger i Unionen

Evonik Degussa GmbH, Essen, Tyskland.

4.   Undersøgelsesperiode

(12)

Undersøgelsen af fortsat eller fornyet dumping og skade omfattede perioden fra 1. oktober 2007 til 30. september 2008 (»undersøgelsesperioden«).

(13)

Undersøgelsen af de relevante tendenser for vurderingen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet skade omfattede perioden fra 1. januar 2005 til udløbet af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«). Desuden blev tendenserne for vurderingen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet skade ligeledes vurderet ud fra virkningerne af den globale økonomiske krise på ethanolaminmarkedet i perioden efter undersøgelsesperioden.

B.   DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

1.   Den pågældende vare

(14)

Den pågældende vare er den samme som den, der var omfattet af de tidligere undersøgelser, dvs. ethanolamin, i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 2922 11 00, ex 2922 12 00 og 2922 13 10, med oprindelse i USA. Ethanolamin fremkommer ved en reaktion mellem ethylenoxid, som fremkommer ved en reaktion mellem ethylen og oxygen, og ammoniak. Som resultat af denne syntese sker der tre konkurrerende reaktioner, som — alt afhængigt af antallet af gange ethylenoxiden bindes — resulterer i tre forskellige typer ethanolamin: mono- (MEA), di- (DEA) og triethanolamin (TEA). Det maksimale antal kombinationer bestemmes af antallet af hydrogenelementer i ammoniakken, dvs. tre. Forholdet mellem de tre typer i den samlede produktion afhænger af produktionsanlæggets udformning, men kan til en vis grad styres af forholdet mellem ammoniak og ethylenoxid (molforholdet).

(15)

Den pågældende vare indgår som mellemprodukt og/eller som tilsætningsstof i fremstillingen af overfladeaktive stoffer, der bruges i rengøringsmidler og midler til personlig pleje, kosmetik, gødningsstoffer, plantebeskyttelsesmidler (glyphosat), korrosionsinhibitorer, smøreolier, tekstilhjælpemidler og blødgøringsmidler (esterquater), fotografiske kemikalier, i papir- og metalindustrien, til træbehandling og tillige som slibe- og bindehjælpestof i cementproduktion samt som absorptionshjælpestof til gasvaskning (neutralisering af gassen gennem fjernelse af syren). Sluttelig kan varen også anvendes af producenterne selv eller deres forretningsmæssigt forbundne producenter i forbindelse med produktionen af ethylenamin. Nye anvendelser med monoethanolamin omfatter taurin og elektronik, særlig produkter inden for LCD-sektoren.

2.   Samme vare

(16)

Som i forbindelse med den oprindelige og de tidligere fornyede undersøgelser blev det påvist, at den pågældende vare, der produceres i USA og sælges til Unionen, med hensyn til fysiske og tekniske egenskaber er identisk med den vare, der produceres og sælges i Unionen af EU-producenterne, og at der ingen forskel er med hensyn til anvendelse af disse varer. Det er også fastslået, at den pågældende vare, der produceres i USA og sælges til Unionen, er identisk med den vare, der sælges på hjemmemarkedet i USA. Disse varer anses derfor for at være samme vare, jf. grundforordningens artikel 1, stk. 4.

C.   SANDSYNLIGHEDEN FOR FORTSAT ELLER FORNYET DUMPING

(17)

Det blev i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, undersøgt, om der for øjeblikket fandt dumping sted, og i bekræftende fald, om foranstaltningernes bortfald eventuelt ville føre til fortsat eller fornyet dumping.

1.   Indledende bemærkninger

(18)

Ud af de fire amerikanske eksporterende producenter, der var nævnt i klagen, var der to, der samarbejdede i undersøgelsen, én, der ikke samarbejdede men kun fremsendte et positionspapir, mens der ikke blev modtaget noget svar eller oplysninger af nogen art fra den fjerde amerikanske virksomhed, der var nævnt i klagen.

(19)

De to samarbejdsvillige eksporterende producenter repræsenterede en betydelig del (dvs. over 90 %, idet det nøjagtige tal ikke kan oplyses af fortrolighedshensyn) af importen til Unionen i undersøgelsesperioden, hvilket udgjorde 37 583 tons og var 8,5 % lavere end importen i den tidligere undersøgelsesperiode (1.7.2004–30.6.2005). Importen af den pågældende vare med oprindelse i USA til Unionen udgjorde 14 % af Unionens forbrug i undersøgelsesperioden.

2.   Dumpingimport i undersøgelsesperioden

(20)

Hvad angår de to samarbejdsvillige eksporterende producenter i USA, blev den normale værdi fastsat for hver enkelt type af den pågældende vare på grundlag af den pris, der var betalt eller skulle betales på hjemmemarkedet i USA ved salg til uafhængige kunder, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1, da det blev fastslået, at dette salg var blevet foretaget i tilstrækkelige mængder og i normal handel.

(21)

Som i forbindelse med den oprindelige og tidligere fornyede undersøgelser viste denne undersøgelse igen, at de to samarbejdsvillige eksporterende producenter i USA eksporterede den pågældende vare til Unionen via forretningsmæssigt forbundne virksomheder. Af den grund blev eksportpriserne i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 9, beregnet på grundlag af den pris, hvortil den importerede vare første gang videresolgtes til uafhængige kunder i Unionen. Der blev foretaget justering for alle omkostninger, som påløb mellem import og videresalg, herunder salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt den fortjeneste, som de importerende virksomheder opnåede i Unionen i undersøgelsesperioden. Hvad angår fortjenstmargenen, kunne den forretningsmæssigt forbundne forhandlers faktiske fortjeneste ikke anvendes, da forholdet mellem de eksporterende producenter og de forretningsmæssigt forbundne forhandlere gjorde disse priser upålidelige. Der blev derfor fastsat en rimelig fortjenstmargen, der ikke overstiger den faktiske fortjenstmargen, som de forretningsmæssigt forbundne forhandlere opnåede, og som var i overensstemmelse med de fortjenstmargener, der af tilsvarende grunde var blevet anvendt i den tidligere fornyede undersøgelse.

(22)

Den normale værdi blev sammenlignet med den gennemsnitlige eksportpris for hver enkelt type af den pågældende vare, ab fabrik og i samme handelsled. For at sikre en rimelig sammenligning blev der taget hensyn til de forskelle i faktorer, som hævdedes og påvistes at berøre prisen og prissammenligneligheden, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. Der blev foretaget justering for omkostninger til indlandstransport og søfragt, opsatte rabatter, håndterings- og emballeringsomkostninger samt kreditomkostninger og importafgifter, som alle blev trukket fra priserne ved videresalg for at nå frem til prisen ab fabrik.

(23)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 11, blev dumpingmargenen fastsat pr. varetype på grundlag af en sammenligning mellem det vejede gennemsnit af den normale værdi og det vejede gennemsnit af eksportpriserne i samme handelsled. Denne sammenligning viste, at der forekom dumping i undersøgelsesperioden, selv om niveauet dog var lavere end det, der blev fastslået i forbindelse med den tidligere fornyede undersøgelse. Den vejede gennemsnitlige dumpingmargen udtrykt som en procentdel af cif-værdien ved Unionens grænse var 11,9 % for INEOS Oxide LLC og 0 % for Dow Chemical. Hvad angår de andre amerikanske producenter, der ikke samarbejdede i undersøgelsen, og som i undersøgelsesperioden stod for mindre end 5 % (det nøjagtige tal kan ikke oplyses af fortrolighedshensyn) af den amerikanske import af den pågældende vare til Unionen, skulle dumpingmarginen baseres på de tilgængelige oplysninger i overensstemmelse med grundforordningens artikel 18.

Som anført ovenfor påviste undersøgelsen, at dumping fandt sted. I overensstemmelse med bestemmelserne i grundforordningens artikel 18, stk. 6, tilskrives dumpningen på det niveau, der blev konstateret for INEOS Oxide LLC, dvs. 11,9 %, således udelukkende til disse eksportører, der ikke samarbejdede i undersøgelsen. Der er således ingen grund til at tro, at den virksomhed, der ikke samarbejdede i undersøgelsen, foretog en mindre omfattende dumping end nogen af de samarbejdsvillige virksomheder, og give førstnævnte virksomhed en mere favorabel behandling end de virksomheder, der har samarbejdet. Det skal bemærkes, at der ikke forelå nogen verificerbare oplysninger om de ikke-samarbejdsvillige amerikanske producenter, mens de verificerede spørgeskemabesvarelser fra de samarbejdsvillige amerikanske eksporterende producenter sammenlignet med statistikker fra Eurostat udelukker muligheden for, at de manglende mængder blev eksporteret af de samarbejdsvillige amerikanske eksporterende producenter.

3.   Udvikling i importen, hvis foranstaltningerne bortfalder

(24)

I forlængelse af undersøgelsen af, om der fandt dumping sted i undersøgelsesperioden, blev sandsynligheden for fortsat dumping undersøgt.

(25)

Bortfald af foranstaltningerne ville give eksportørerne mulighed for at reducere deres eksportpriser. En reduktion af eksportpriserne ville gøre de amerikanske produkter mere attraktive på EU-markedet. Hvis eksportpriserne blev reduceret med et beløb svarende til antidumpingtolden, ville de dumpingmargener, der kunne konstateres i undersøgelsesperioden, være på 12 % for INEOS Oxide LLC og for de ikke-samarbejdsvillige parter (i overensstemmelse med grundforordningens artikel 18), mens der stadig ikke ville være nogen dumping for Dow Chemical. Den beskedne forskel mellem dumpingmargenen inklusive told og dumpingmargenen eksklusive told skyldes det forhold, at det generelle prisniveau for ethanolamin var forholdsvist højt i undersøgelsesperioden, hvilket betød, at den antidumpingtold, der blev pålagt i form af et specifikt fast beløb, kun havde en minimal virkning. Priserne på ethanolamin er efter undersøgelsesperioden generelt faldet betydeligt, som beskrevet nedenfor.

(26)

Der var i undersøgelsesperioden en ikke ubetydelig overskydende produktionskapacitet i USA. Det skønnes, at den uudnyttede produktionskapacitet i USA var på ca. 60 000 tons i undersøgelsesperioden. Dette blev beregnet på grundlag af de mængder, der blev produceret af de to samarbejdsvillige eksporterende producenter, det forhold, at de normalt forventede produktionsrater er på omkring 90 % af den nominelle kapacitet, den antagelse, at de faktiske produktionsmængder hos de ikke-samarbejdsvillige amerikanske producenter ikke har været lavere end 80 % af den nominelle kapacitet og på grundlag af oplysninger fra førende branchetidsskrifter. Ovenstående tal kan stige til omkring 85 000 tons i tilfælde af mere ambitiøse produktionsrater. Sammenlignet med en beregnet samlet nominel kapacitet i USA på 732 000 tons var den beregnede samlede efterspørgsel inklusive det bundne forbrug på 588 000 tons. Den forholdsvis lave kapacitetsudnyttelsesgrad var en konsekvens af en række begivenheder, der har fundet sted inden for de seneste år, herunder de selektive nedlukninger, som de amerikanske producenter foretog for at holde lagerbeholdningerne på et lavt niveau, gennemførelsen af deres kapacitetsudvidelser (Dow Chemicals seneste udvidelse med 45 000 tons og en af de ikke-samarbejdsvillige amerikanske eksporterende producenters seneste udvidelse med 32 000 tons), og følgerne af orkanerne Gustav og Ike for visse produktionsanlæg eller visse anlæg til bearbejdning af råmaterialer. Orkanerne Ike og Gustav havde stadig visse eftervirkninger i undersøgelsesperioden, men deres virkninger ophørte efter undersøgelsesperioden.

Virkningerne, som blev vurderet for 2008 af PCI Consulting Group (PCI), var et produktionstab på 39 000 tons (7). Den potentielle uudnyttede produktionskapacitet i USA i 2007 og 2008, dvs. i en periode, der var omfattet af undersøgelsesperioden, bekræftes ligeledes af et førende årligt tidsskrift, der indeholder analyser af ethanolaminmarkedet (8). Der var ifølge denne publikation en overproduktion i 2007 på 65 000 tons på det amerikanske marked. Den uudnyttede kapacitet på ca. 60 000 tons bør sammenlignes med den mængde, der blev eksporteret fra USA til Unionen i undersøgelsesperioden (37 583 tons), og det samlede EU-forbrug (268 000 tons). Der er med andre ord betydelige muligheder for at øge eksporten fra USA og erobre en del af EU-markedet.

(27)

Undersøgelsen har i forbindelse med en række store amerikanske eksportmarkeder vist, at det i stigende grad vil blive vanskeligt for de amerikanske producenter at afsætte deres varer på disse markeder, fordi de for nylig eller snart vil blive selvforsynende. En række kapacitetsudvidelser på markederne i tredjelande er således for nylig blevet gennemført eller er ved at blive gennemført, og disse markeder forsynes fra USA. Det drejer sig om:

i)

en udvidelse i Brasilien for nylig (55 000-65 000 tons afhængigt af kilderne), idet dette marked er et vigtigt eksportmarked for amerikanske producenter

ii)

en samlet udvidelse på 180 000 tons i Kina, som er et marked, hvortil visse amerikanske producenter eksporterer via joint ventures, der er etableret i andre asiatiske lande, og

iii)

udvidelsen i Taiwan og Thailand (i alt 90 000 tons), hvilket gør det asiatiske marked til et marked med overkapacitet og med få muligheder for virksomheder uden for den asiatiske zone til at eksportere til det asiatiske marked. Den samlede amerikanske eksport til andre markeder end EU-markedet i 2008 var på 137 600 tons, idet der blev eksporteret 61 600 tons til det asiatiske marked (9). Det er således en betydelig mængde, som det bliver nødvendigt at afsætte på andre markeder.

(28)

Det kan konkluderes, at der som anført i betragtning 26 findes en overskudskapacitet af en vis størrelse, som kan udnyttes til at øge produktionen af ethanolamin, der kan sælges på EU-markedet, hvis foranstaltningerne bortfalder. Det kan desuden forventes, at visse markeder, hvortil de amerikanske producenter eksporter en stor del af deres varer, vil blive mættet på grund af en stigning af den lokale produktion, hvilket gør EU-markedet til en meget attraktiv mulighed for amerikansk eksport.

(29)

Den i betragtning 10 anførte ikke-samarbejdsvillige amerikanske producents mulige virksomhedsadfærd blev ligeledes undersøgt. Som bekendt var de eneste oplysninger, der blev modtaget fra denne producent, et positionspapir, hvor det blev konkluderet, at der ikke var sket skade som følge af importen af ethanolamin med oprindelse i USA, og at der ikke var nogen sandsynlighed for fornyet skadevoldende dumping. Virksomheden gjorde gældende, at den i løbet af undersøgelsesperioden kun havde solgt en mindre mængde af den pågældende vare til to ikke-forretningsmæssigt forbundne parter og en forretningsmæssigt forbundet part i Unionen. Den erklærede ligeledes, at den ønsker at have en normal og loyal handelsmæssig adfærd i forhold til Unionen, men den fremlagde ingen konkrete data eller verificerbare oplysninger om dens resultater i undersøgelsesperioden med hensyn til den pågældende vare eller dens planlagte fremtidige adfærd på Unionens ethanolaminmarked. Undersøgelsesresultaterne med hensyn til denne ikke-samarbejdsvillige amerikanske producent bygger således i overensstemmelse med grundforordningens artikel 18 på de tilgængelige oplysninger. I denne henseende blev offentligt tilgængelige oplysninger indhentet fra denne virksomheds hjemmeside sammen med relevante data offentliggjort af et førende branchetidsskrift, CEH Product Review on Ethanolamines (SRI Consulting). Det blev på grundlag af ovenstående konkluderet, at denne ikke-samarbejdsvillige amerikanske producent stod for 29 % af den amerikanske produktionskapacitet i undersøgelsesperioden, idet den pågældende vare tilhører en erhvervssektor, hvor virksomheden har opnået sine bedste resultater.

EU-markedets samlede betydning blev også bekræftet af, at salget til Unionen repræsenterer omkring 33 % af denne virksomheds samlede salg. Det er på grund af denne virksomheds størrelse på det amerikanske marked, dens produktionskapacitet, EU-markedets betydning i forhold til virksomhedens samlede aktiviteter og EU-markedets betydning i forhold til verdensmarkedet for ethanolamin rimeligt at antage, at denne ikke-samarbejdsvillige amerikanske virksomhed yderligere vil udvide dens eksportsaktiviteter til Unionen, hvis foranstaltningerne bortfalder. Der vil være et incitament til dette på grundlag af de data, der var gældende i undersøgelsesperioden, særlig på grund af de høje prisniveauer for den pågældende vare på EU-markedet.

(30)

Kina har siden november 2004 opkrævet antidumpingtold på monoethanolamin og diethanolamin med oprindelse i Japan, USA, Iran, Malaysia, Taiwan og Mexico. Ethanolamin med oprindelse i USA er pålagt en told på mellem 20 % og 74 %. I 2008 gik 11 % af den samlede amerikanske eksport til Kina (10), som er et marked med en stigende efterspørgsel efter den pågældende vare, og som i 2007 producerede omkring 24 % af sit samlede interne forbrug af ethanolamin. Det skal bemærkes, at Dow Chemical har dannet et joint venture med Petronas, som kaldes Optimal, og har oprettet et anlæg med en kapacitet på 75 000 tons i Malaysia, som siden 2002 er beregnet til at betjene det asiatiske marked for ethanolamin. Men det er stadig en kendsgerning, at den egentlige amerikanske eksport til Kina er underlagt en række foranstaltninger, hvilket rent praktisk begrænser potentialet for på betydelig vis at absorbere enhver ledig kapacitet.

(31)

Det fremgår desuden, at potentialet for amerikansk eksport af ethanolamin til Kina begrænses af det forhold, at den kinesiske told på ethanolamin, der importeres fra ASEAN-lande, er blevet ændret (nedsættelse af importafgiften fra 5 % til 0 %), hvilket giver en yderligere fordel til ethanolaminproducenter i de ASEAN-lande, der eksporterer til Kina (11).

(32)

Ethanolaminmarkedet har været præget af en stor stigning i efterspørgslen efter diethanolamin som følge af anvendelsen af diethanolamin i fremstillingen af glyphosatherbicider. Den specifikke drivkraft bag efterspørgslen efter triethanolamin er brugen i cementsektoren og den brug, som producenterne af blødgøringsmidler gør af stoffet. Det væsentligste marked for monoethanolamin er til syntesen af organiske forbindelser (især ethylenaminer). En amerikansk lov, der trådte i kraft den 1. januar 2005, og som forbyder anvendelsen af alternative metalbaserede produkter til træbehandling, medførte en stigning i efterspørgslen efter monoethanolamin. Oplysninger fra førende branchetidsskrifter peger dog i retning af, at det amerikanske lovgivningsinitiativ fra 2005 og dets indvirkning på efterspørgslen ikke længere vil medføre en høj procentuel stigning i forbruget i fremtiden. De offentligt tilgængelige oplysninger bekræfter således, at forbruget af monoethanolamin til træbeskyttelse steg fra 3 000 tons i 2001 til 107 000 tons i 2007. Den årlige vækstrate i 2006 er imidlertid beskeden (nemlig 3 %) og forventes ikke at ændre sig betydeligt i fremtiden. Dette skyldes det forhold, at dette markedssegment har stabiliseret sig, og at der er konkurrence på træbeskyttelsesmarkedet fra andre produkter, der ikke anvender monoethanolamin (f.eks. boratbaserede træbeskyttelsesmidler, naturligt insekt-resistente træsorter og genvundet stål). Der var således i perioden forud for undersøgelsesperioden en positiv udvikling i efterspørgslen, der imidlertid forventes at udligne sig.

(33)

Der blev ligeledes foretaget en gennemgang af de tilgængelige oplysninger om den mulige udvikling af efterspørgslen i USA og i resten af verden for perioden frem til 2013. Alle tallene i de følgende betragtninger er baseret på oplysninger fra klagerne, Dow Chemical, INEOS Oxide LLC og den kemiske industris førende referencetidsskrifter, der udgives af SRI Consulting, PCI og Tecnon OrbiChem Ltd. Oplysningerne afspejler endnu ikke virkningerne af den nuværende økonomiske krise.

(34)

I henhold til disse oplysninger forventes den årlige gennemsnitsvækst i den amerikanske efterspørgsel at blive på 3,1 %. Vækstraterne på andre markeder er højere. Den forventede årlige gennemsnitlige vækstrate for Unionen vil ikke nå op på 4 % sammenlignet med 4,6 % i Kina, 5 % i Mellem- og Sydamerika og 13,4 % i Mellemøsten. Denne situation bekræfter, at de amerikanske producenter er nødt til at søge nye eksportmarkeder og bestræbe sig på at øge deres tilstedeværelse og fortjeneste i de områder i verden, der forventes at have de bedste resultater med hensyn til vækst, og hvor der er mulighed for større markedsandele.

(35)

Hvis udviklingen i efterspørgslen sammenholdes med den tilgængelige produktionskapacitet, giver det følgende billede (ud fra tal fra før krisen): I USA var den faktiske produktion i undersøgelsesperioden omkring 65 000 tons højere end det faktiske forbrug af varen, og kombineret med den ledige kapacitet vil det tage lidt tid, før den ekstra produktionskapacitet, som for nylig blev operationel, absorberes. De offentligt tilgængelige oplysninger peger i retning af, at den overskydende kapacitet i USA ikke forventes at forsvinde før 2013. Incitamentet for de amerikanske producenter til at eksportere vil således ikke blive mindre inden for den nærmeste fremtid.

(36)

I modsætning til dette oversteg efterspørgslen på EU-markedet (12) en smule Unionen produktionskapacitet i 2007. På grundlag af tallene fra før krisen er det imidlertid usandsynligt, at denne situation forbliver uændret. Hvis de forventede vækstrater sammenlignes med de annoncerede kapacitetsudvidelser, kan der således forventes en vis overskudskapacitet, såfremt INEOS Oxide Ltd gennemfører sine investeringsplaner i Unionen. En sådan kapacitetsudvidelse forventes dog først at blive operationel ultimo 2010. EU-markedet ville blive meget følsomt over for ethvert pres som følge af de amerikanske producenters behov for at sikre markedsandele for deres overskudsproduktion.

(37)

Overordnet set kan produktionskapaciteten på verdensplan forventes at stige fra omkring 1 764 000 tons til 2 423 000 tons (nominel kapacitet) i 2013. Dette tal omfatter ny kapacitet i Unionen (+ 119 000), Rusland (+50 000), Saudi-Arabien (+ 100 000) og Asien (+ 394 000) (13). I Kina forventes der en stigning i produktionskapaciteten for ethanolamin på 344 000 tons i perioden 2009-2011. Når det tages i betragtning, at en af de amerikanske producenter sælger den pågældende vare til Kina gennem et joint venture i Malaysia, er det indlysende at forvente, at enhver stigning i Kinas selvforsyning på betydelig vis vil indsnævre de amerikanske producenters eksportmuligheder. Hvad angår resten af de asiatiske markeder fremgår det af de tilgængelige oplysninger, at de også vil blive selvforsynende, hvilket lægger et yderligere pres på de amerikanske producenter med hensyn til at finde nye markeder.

(38)

Efterspørgslen på verdensplan vil baseret på en forventet vækstrate på 3,5-4 % stige til 1 836 000 tons inden udgangen af 2013. Under hensyntagen til, at en del af kapacitetsoverskuddet altid absorberes af driftsstop på grund af vedligeholdelse, og der således er behov for en stødpude af et vist omfang, viser prognosen for 2013 balance i USA og overskudskapacitet i resten af verden. Alt i alt kan det som følge af de forskellige kapacitetsudvidelser og forventninger til markedssituationen frem til 2013 forventes, at de amerikanske eksporterende producenter vil foretage dumping på EU-markedet, fordi udbuddet og efterspørgslen på det amerikanske marked sandsynligvis ikke vil opveje hinanden før 2013.

(39)

Det skal bemærkes, at ethanolamin er en del af erhvervssektoren for ethylenoxidderivater. Monoethylenglycol tilhører også denne sektor. Der er tegn på, at de fleste producenter af ethylenoxidderivater i Asien forsøger at koncentrere sig om andre ethylenoxidderivat-aktiviteter end monoethylenglycol på grund af de meget dårlige glykolmarkeder, hvilket medfører, at der kommer mere ethanolamin på markedet. Som følge af de meget lave monoethylenglycolpriser i 2008 vælger de asiatiske producenter, der kan producere både monoethylenglycol og ethanolamin at satse på ethanolaminproduktionen for at forbedre deres samlede rentabilitet (14). Dette vil sandsynligvis indsnævre ethanolaminmarkedet i Asien, som i 2008 repræsenterede 18 % (15) af den samlede amerikanske eksport. Man kunne på grundlag af oplysninger fra starten af den nuværende økonomiske krise stadig forvente betydelige mangler i Asien på meget kort sigt (16), men disse forventes at blive afhjulpet på mellemlang sigt som følge af den betydelige stigning i ethanolaminkapaciteten i Asien som forklaret i betragtning 27.

(40)

Tilgængelige oplysninger fra perioden efter undersøgelsesperioden bekræfter, at producenter, der producerer både monoethylenglycol og ethanolamin, som følge af de meget lave monoethylenglycolpriser vil satse på ethanolaminproduktionen for at forbedre deres samlede rentabilitet. Hvad angår udviklingen af monoethylenglycolkapaciteten på verdensplan, fremgår det af forskellige oplysninger (17), at denne kapacitet er steget med omkring 19 % i den betragtede periode. På nær for Asiens vedkommende skyldtes dette især stigninger i Mellemøsten (Iran, Kuwait og Saudi-Arabien), hvor der vil ske udvidelser af monoethylenglycolkapaciteten frem til 2015. I Mexico skete der en kapacitetsudvidelse på 40 000 tons for ethanolaminproduktionen i den betragtede periode, mens de tilgængelige oplysninger peger på, at der kan forventes et skift fra produktionen af monoethylenglycol til produktionen af ethanolamin. Denne situation bekræfter, at verdensmarkedet står over for et meget alvorligt problem med overkapacitet med hensyn til monoethylenglycolproduktion, og det forklarer, hvorfor priserne på monoethylenglycol er faldende.

(41)

Eftersom USA er det største marked for ethanolamin i verden, forventes det, at det vil være det første marked, som vil blive ramt af konsekvenserne af denne overkapacitet for monoethylenglycol, nemlig i form af et prisfald på monoethylenglycol og et skift af de relevante råmaterialer (ethylenoxid) fra produktionen af monoethylenglycol til produktionen af ethanolamin. Det er indlysende, at overkapaciteten inden for monoethylenglycol og konsekvenserne heraf sammen med det allerede beskrevne overskud af ethanolamin på det amerikanske marked vil lægge pres på ethanolaminpriserne.

(42)

Generelt foregår salget på EU-markedet ikke så ofte på grundlag af tidsbegrænsede kontrakter som på det amerikanske marked, men alle de verificerede kontrakter indeholdt bestemmelser, der giver mulighed for en forholdsvis hurtig tilpasning af priserne (normalt inden for nogle få uger) som følge af eventuelle prissvingninger. Det forhold, at der er indgået salgskontrakter, betyder således ikke nødvendigvis, at salgspriserne er faste og forbliver stabile. Enhedspriserne er i stort omfang afhængige af priserne på verdensmarkedet.

(43)

De industrielle brugere i USA og Unionen opnår som regel sammenlignelige vilkår på begge markeder, da der ofte er tale om multinationale selskaber, der forhandler med leverandører i hele verden og udvælger leverandører, hvis leverancer er sammenlignelige. De to samarbejdsvillige eksporterende producenters salg til forhandlere og distributører udgør kun 10-20 % af de mængder, der blev solgt på hjemmemarkedet i USA, og 25-35 % af salget på EU-markedet. I henhold til verificerede data var priserne til forhandlere på det amerikanske hjemmemarked i gennemsnit 7 % lavere end EU-priserne, og de amerikanske salgspriser til amerikanske industrielle brugere var i gennemsnit 30 % lavere end i Unionen. Disse data bekræfter, at der i løbet af undersøgelsesperioden var en betydelig forskel mellem de to markeder, og at priserne på EU-markedet var højere end på det amerikanske marked. Når der tages højde for mætningen på de andre amerikanske eksportmarkeder og prisniveauerne i EU, vil foranstaltningernes bortfald udgøre et betydeligt incitament til at øge eksporten til Unionen, hvis denne prisforskel fastholdes i den nærmeste fremtid.

Det skal i denne henseende bemærkes, at det som anført i betragtning 48 fremgår af de relevante data fra perioden efter undersøgelsesperioden, at de amerikanske priser som følge af den verdensomspændende krise oversteg EU-priserne i perioden efter undersøgelsesperioden.

(44)

På grundlag af data vedrørende undersøgelsesperioden og i betragtning af den ikke uvæsentlige prisforskel mellem USA og Unionen for industrielle brugere, der udgør størstedelen af kunderne, ville de gældende foranstaltningers bortfald give et betydeligt incitament til at skifte fra salg i USA til salg i Unionen. Under alle omstændigheder har dette billede ændret sig i perioden efter undersøgelsesperioden, og for de fleste produkttyper ville den amerikanske eksport kun foregå til konkurrencedygtige priser, hvis der anvendes dumpingpriser (jf. betragtning 48 nedenfor).

(45)

Undersøgelsen viste, at de vigtigste eksportmarkeder for USA i undersøgelsesperioden var Canada, Mexico, Brasilien og Unionen. Hvad angår salgspriserne er de amerikanske eksportpriser til tredjelande generelt højere end på det amerikanske hjemmemarked, og de amerikanske eksportpriser til Unionen er generelt højere end til resten af verden. Selv om ovenstående delvis kan tilskrives de lavere eksportmængder (lavere mængder medfører som regel højere priser), bekræfter det ligeledes eksportmarkedernes betydning for de amerikanske producenter, der altid kan forvente højere priser og derfor betragte disse markeder som meget attraktive i tilfælde af problemer, f.eks. i form af for stort udbud/overkapacitet eller faldende efterspørgsel på det amerikanske hjemmemarked.

(46)

Priserne på ethanolamin var generelt faldende i slutningen af 2008 fra det højeste niveau nogensinde i tredje kvartal og i begyndelsen af fjerde kvartal 2008. Herefter faldt priserne som følge af en svag efterspørgsel og meget lavere ethylenomkostninger (18). At dette fald i priserne også gjorde sig gældende på de traditionelle amerikanske eksportmarkeder som Canada, Mexico eller Brasilien er også indlysende (19), hvilket viser, at priserne i perioden efter undersøgelsesperioden på de traditionelle amerikanske eksportmarkeder er lavere end i Unionen.

(47)

Sammenfattende kan det siges, at markedet i USA i princippet er det vigtigste marked for begge samarbejdsvillige eksporterende producenter. Unionen og Canada (sidstnævnte har ingen produktion af ethanolamin) absorberer størstedelen af den amerikanske eksport af den pågældende vare, efterfulgt af Brasilien og Mexico. Omkring 20 % af den amerikanske produktion blev eksporteret i undersøgelsesperioden til priser, der generelt var højere end dem, der var gældende på det amerikanske hjemmemarked. I undersøgelsesperioden spillede salget til Unionen og resten af verden derfor stadig en vigtig rolle, hvad angår den overordnede brug og rentabilitet af den nominelle produktionskapacitet. Mens priserne har ændret sig betydeligt efter undersøgelsesperioden (jf. nedenfor), er der ingen tvivl om eksportmarkedernes fortsatte betydning for rentabiliteten og kapacitetsanvendelsen. Der er intet, der tyder på, at ovenstående ikke også finder anvendelse på de ikke-samarbejdsvillige amerikanske producenter.

(48)

Virkningerne af den seneste økonomiske krise på verdensplan forventes at have en afgørende rolle for udviklingen af kapaciteten og efterspørgslen på verdensplan i den nærmeste fremtid. DOW Chemical har gjort gældende, at krisen ikke vil have nogen særlig betydning for ethanolaminbranchen, at den nuværende krise er ved at flade ud, og at priserne forventes at stige igen i løbet af andet halvår 2009. EU-erhvervsgrenen gjorde på den anden side gældende, at efterspørgslen var faldet med 30 %, at deres priser var faldet drastisk, og at dette fald var større end prisfaldet for de relevante råmaterialer, der anvendes til produktionen af ethanolamin, herunder ethylenoxid og ammoniak.

Man fandt ikke DOW Chemicals påstand særlig overbevisende. Historisk set har efterspørgslen hos visse slutbrugersektorer for den pågældende vare, f.eks. midler til personlig pleje, været påvirket negativt af økonomiske nedgangstider. Som allerede anført forventes virkningerne af den amerikanske lovgivning om træbehandling for efterspørgslen i USA at ebbe ud inden længe, mens de velkendte svagheder inden for bygge- og automobilsektorerne i både Europa og USA ikke synes — i det mindste inden for den nærmeste fremtid — at hjælpe på efterspørgslen efter den pågældende vare hverken fra cementsektoren eller automobilvæske-sektoren. Hertil kommer, at man også for tekstilprodukter i USA har observeret en faldende tendens over en periode med en udjævning i 2007. Alt i alt blev Dow Chemicals påstande vedrørende den økonomiske krise og den fremtidige prisudvikling ikke bekræftet af de offentligt tilgængelige oplysninger, der blev fremlagt i forbindelse med undersøgelsen. De tilgængelige oplysninger fra de førende fagblade bekræftede EU-erhvervsgrenens påstand om, at efterspørgslen var faldet væsentligt, i visse sektorer med helt op til 40 %.

Det fremgår af de tilgængelige data fra perioden efter undersøgelsesperioden, at dumpingen er taget til i forhold til under undersøgelsesperioden. Som anført ovenfor var der i løbet af undersøgelsesperioden en betydelig forskel mellem EU-markedet og det amerikanske marked, idet priserne på EU-markedet var højere end på det amerikanske marked. Der blev således konstateret dumping for to amerikanske eksportører men ikke for den tredje. I slutningen af den oprindelige undersøgelsesperiode og i oktober 2008 var markedet helt tydeligt overophedet. Især steg de amerikanske priser betydeligt, og de overhalede EU-priserne for to ud af tre produkttyper (monoethanolamin og diethanolamin, der udgjorde 41 % af den amerikanske eksport), mens forskellen i forhold til triethanolamin blev kraftigt reduceret. Selv om priserne er faldet betydeligt siden oktober 2008, fremgår det af de seneste data, at priserne i USA fortsat er højere end i Europa, især for monoethanolamin og diethanolamin. Med andre ord vil enhver eksport fra USA til Europa skulle foregå til dumpingpriser, hvis man vil kunne konkurrere med Europæiske produkter på grundlag af prisen.

(49)

Der mindes om, at der i undersøgelsesperioden blev konstateret dumping for en af de to samarbejdsvillige producenters vedkommende, selv om det dog var på et lavere niveau end i forbindelse med den tidligere fornyede undersøgelse. Der blev ligeledes konstateret dumping med hensyn til eksporterende producenter, der dog ikke var samarbejdsvillige.

(50)

Set i forhold til den tidligere fornyede undersøgelse er den amerikanske imports markedsandel faldet fra 16,7 % til 14 %. Der er fortsat en betydelig ledig kapacitet i USA, ca. 60 000 tons, hvilket dog er mindre end i forhold til den tidligere fornyede undersøgelse. Det skal bemærkes, at den lave udnyttelsesgrad i undersøgelsesperioden var et resultat af forskellige forhold af forbigående karakter, og at anvendelsen af den nominelle amerikanske kapacitet, der blev vurderet til 29 %, ikke kunne undersøges på grund af manglende samarbejdsvilje. Samtidig forventes efterspørgslen på markedet i USA at vokse lidt langsommere end i Unionen, og overskudskapaciteten i USA forventes først at blive absorberet i 2013. Desuden har de amerikanske producenter et incitament til at øge deres salg til Unionen, hvis foranstaltningerne bortfalder, eftersom det blev konstateret, at priserne i Unionen i en lang række tilfælde er højere end priserne på det amerikanske hjemmemarked eller ethvert andet eksportmarked, som de amerikanske producenter har leveret til i undersøgelsesperioden. Ovennævnte punkter viser, at der er et incitament for de amerikanske virksomheder til at øge deres tilstedeværelse på EU-markedet. Dette vil føre til for stort et udbud og efterfølgende prisfald, dvs. en større mængde dumpede importvarer end i undersøgelsesperioden. Sandsynligheden for fortsat/øget dumpingimport, der bygger på data fra undersøgelsesperioden, er endnu mere udtalt, hvis udviklingen efter undersøgelsesperioden tages i betragtning. Efter undersøgelsesperioden og som følge af den verdensomspændende økonomiske krise oversteg de amerikanske priser Unionens priser for en betydelig del af den pågældende vare, mens prisniveauet i resten af verden generelt er lavere. Udviklingen i perioden efter undersøgelsesperioden viser klart, at hvis de amerikanske producenter skulle konkurrere med EU-erhvervsgrenen, skulle deres produkter tilbydes til dumpingpriser i et endnu større omfang end i undersøgelsesperioden.

(51)

Det kan konkluderes, at der er sandsynlighed for fortsat dumping og risiko for en forøgelse af importmængden, som muligvis kan bevirke et pres i nedadgående retning på Unionens priser — i hvert fald frem til 2013 — hvis foranstaltningerne bortfalder.

D.   DEFINITION AF EU-ERHVERVSGRENEN

(52)

Klagen blev indgivet af fire kendte ethanolaminproducenter i Unionen, der repræsenterer en væsentlig del af den samlede kendte EU-produktion af den samme vare, i dette tilfælde over 95 %.

(53)

De fire ansøgende EU-producenter samarbejdede fuldt ud i undersøgelsen. En anden EU-producent, LUKOIL Neftochim Bourgas AD, støttede klagen i sin egenskab af EU-producent, men besvarede ikke spørgeskemaet og indgav ingen yderligere oplysninger eller data. De ansøgende EU-producenter har produktionsanlæg i Frankrig, Tyskland, Sverige og Belgien.

(54)

Det skal bemærkes, at en af EU-producenterne, INEOS Oxide Ltd, også har produktinteresser i USA. I forbindelse med undersøgelsen erklærede denne producent, at han betragtede sig selv som en decideret EU-producent. I undersøgelsesperioden importerede virksomheden den pågældende vare fra sin forretningsmæssigt forbundne amerikanske producent, men importandelen i forhold til dens EU-produktion er mindre end 10 %. Ifølge de tilgængelige oplysninger har denne producent desuden planer om at udvide sin kapacitet i Unionen inden udgangen af 2010. Denne virksomhed kan i henhold til ovenstående betragtes som en decideret EU-producent, eftersom virksomhedens import ikke er dens væsentligste forretningsaktivitet. Det anses derfor ikke for hensigtsmæssigt at udelukke denne producent fra definitionen af EU-erhvervsgrenen i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 1, litra a).

(55)

På dette grundlag er de fire EU-producenter BASF SE/AG, INEOS Oxide Ltd, Sasol Germany GmbH og Akzo Nobel Functional Chemicals AB, og de udgør EU-erhvervsgrenen, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4. De er herefter benævnt »EU-erhvervsgrenen«.

(56)

Undersøgelsen viste i lighed med den tidligere fornyede undersøgelse, at en del af produktionen af ethanolamin i Unionen er bestemt til intern brug eller det bundne marked. Tre af de fire virksomheder tilhørende EU-erhvervsgrenen producerer til det bundne marked. Undersøgelsen bekræftede, at EU-erhvervsgrenen ikke køber den pågældende vare med henblik på det bundne marked fra uafhængige parter inden eller uden for Unionen, og at den bundne produktion anvendes til produktion af andre produkter i senere omsætningsled. Ethanolamin bestemt til det bundne marked anses derfor ikke for at konkurrere med ethanolamin, der på anden måde er til rådighed i Unionen (»det frie marked«).

E.   SITUATIONEN PÅ EU-MARKEDET

1.   EU-forbruget

(57)

Unionens forbrug blev fastslået på grundlag af en kombination af mængden af EU-producenternes egenproduktion bestemt til frit salg på EU-markedet og til bunden anvendelse af producenterne selv og mængden af importerede varer fra tredjelande til EU-markedet, minus EU-producenternes eksport. Estimationerne for den ikke-samarbejdsvillige producent, der repræsenterer en meget lille del af EU-produktionen, blev også tilføjet.

(58)

På dette grundlag udviklede EU-forbruget sig således:

Forbrug

(tons)

2005

2006

2007

UP

I alt

439 521

438 872

479 361

475 269

Indeks

100

100

109

108

Bunden brug

248 994

246 857

243 995

206 982

Indeks

100

99

98

83

Frit marked

190 505

192 010

235 461

268 386

Indeks

100

101

124

141

Kilde: Spørgeskemabesvarelser og Eurostat.

(59)

Forbruget på det frie marked steg med 41 % i løbet af den betragtede periode, idet den mest markante stigning fandt sted mellem 2007 og undersøgelsesperioden. Hvad angår det bundne marked faldt forbruget med 17 %.

2.   Import fra USA

(60)

Mængden af import af den pågældende vare til Unionen fra USA faldt med 16 % i den betragtede periode. Man har dog kunnet konstatere en mindre stigning i importen fra 2007 og frem til undersøgelsesperioden. Alt i alt øgede de amerikanske producenter ikke deres eksport til Unionen, på grund af i) operationelle problemer (de materielle konsekvenser af orkaner for den amerikanske produktion og eksport) og det efterfølgende behov for at opfylde behovet på det amerikanske hjemmemarked og ii) stramningen af det globale udbud og den globale efterspørgsel som følge af produktionssvigt i andre dele af verden og de øgede forretningsmuligheder ved at anvende råmaterialerne til at producere monoethylenglycol i stedet for ethanolamin. I løbet af den betragtede periode standsede en af de amerikanske producenter desuden næsten sin eksport til Unionen, hvilket bidrog til det konstaterede fald. Det skal ligeledes bemærkes, at en betydelig del af importen fra USA i undersøgelsesperioden ikke blev dumpet.

Import

(tons)

2005

2006

2007

UP

Den pågældende vare

44 912

39 641

35 892

37 583

Indeks

100

88

80

84

Kilde: Spørgeskemabesvarelser og Eurostat.

(61)

Den gennemsnitlige importpris steg støt i hele den betragtede periode. Samlet set var den gennemsnitlige importpris fra USA altid lavere end EU-erhvervsgrenens gennemsnitspris.

Gennemsnitlig importpris pr. ton

(EUR)

2005

2006

2007

UP

Den pågældende vare

825

974

1 000

1 114

Indeks

100

118

121

135

Kilde: Spørgeskemabesvarelser og Eurostat.

(62)

Markedsandelen for importerede varer fra USA faldt med 9,6 procentpoint i den betragtede periode. Denne udvikling kunne igen tilskrives de problemer, der er beskrevet i betragtning 60.

Amerikansk markedsandel

2005

2006

2007

UP

Den pågældende vare

23,6 %

20,6 %

15,2 %

14 %

Indeks

100

88

65

59

Kilde: Spørgeskemabesvarelser og Eurostat.

(63)

Med henblik på at analysere prisunderbuddet blev de to samarbejdsvillige eksporterende producenters importpriser, som de anvender over for uafhængige kunder, sammenlignet med EU-erhvervsgrenens priser på grundlag af vejede gennemsnit for sammenlignelige produkttyper i undersøgelsesperioden. EU-erhvervsgrenens priser justeredes til ab fabrik-niveau og sammenlignet med cif-importprisen, Unionens grænse, plus toldafgifter. Prissammenligningen blev foretaget for transaktioner i samme handelsled, efter passende justering og efter fradrag af rabatter og dekorter.

(64)

Der blev på grundlag af ovenstående metode ikke konstateret noget underbud i forhold til EU-erhvervsgrenens salgspriser.

3.   Import fra andre tredjelande

(65)

Importen fra andre tredjelande steg støt i den betragtede periode og toppede i 2007 og var faldende i perioden mellem 2007 og undersøgelsesperioden. I den betragtede periode forblev importen dog betydeligt lavere end importen fra USA. De vigtigste andre eksporterende lande er Rusland, Mexico, Iran og Taiwan. Ud over Rusland, hvis eksport er steget støt, har alle de øvrige landes udvikling med hensyn til eksport været usammenhængende med stigende og faldende mængder fra år til år.

Import fra andre lande

2005

2006

2007

UP

Tons

7 862

16 021

23 086

19 644

Indeks

100

204

294

250

Markedsandel

4,1 %

8,3 %

9,8 %

7,3 %

Indeks

100

202

238

177

Importpris (EUR/ton)

1 215

1 177

1 402

1 459

Indeks

100

97

115

120

Kilde: Eurostat

4.   EU-erhvervsgrenens økonomiske situation

(66)

Som bekendt producerer EU-erhvervsgrenen også til det bundne marked. Nedenstående indikatorer er blevet etableret på grundlag af både salget på det frie marked og den bundne anvendelse: lagerbeholdning, produktion, kapacitet, kapacitetsudnyttelse, investeringer, investeringsafkast, likviditet, evnen til at rejse kapital, beskæftigelse, produktivitet og lønninger. De resterende indikatorer, herunder salg og fortjeneste, vedrører salg på det frie marked. Når det tages i betragtning, hvorledes det bundne marked udvikler sig, nemlig at det bundne forbrug i høj grad er i overensstemmelse med udviklingen af salget på det frie marked, kan resultaterne vedrørende det bundne marked ekstrapoleres.

(67)

I løbet af den betragtede periode steg EU-erhvervsgrenens produktion og kapacitet gradvist med 13 %. EU-erhvervsgrenens kapacitetsudnyttelse forblev stabil på et højt niveau lige under 90 %. Ifølge de tilgængelige oplysninger er graden af kapacitetsudnyttelse tæt på det maksimale for den pågældende erhvervsgren. Den parallelle stigning i produktion og kapacitet, der under alle omstændigheder forblev lavere end det stigende EU-forbrug, bekræfter, at EU-erhvervsgrenen var i stand til at udnytte de gældende foranstaltninger og drage fordel af den stigende efterspørgsel efter den pågældende vare (der tilskrives den stigende efterspørgsel i de forskellige aftagerindustrier, der anvender ethanolamin).

 

2005

2006

2007

UP

Produktion (tons)

375 119

371 688

407 744

424 526

Indeks

100

99

109

113

Kapacitet (tons)

424 000

432 000

458 000

477 000

Indeks

100

102

108

113

Kapacitetsudnyttelse

88 %

86 %

89 %

89 %

Indeks

100

97

101

101

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

(68)

EU-erhvervsgrenens lagerbeholdninger steg også i overensstemmelse den generelle stigning i EU-forbruget. Dette betragtes under alle omstændigheder ikke som en særlig meningsfuld indikator, fordi ethanolaminproduktionen er kundespecifik og for det meste baseret på langvarige kontrakter, der som regel indgås i slutningen af kalenderåret.

 

2005

2006

2007

UP

Lagre (tons)

8 906

10 113

9 250

11 097

Indeks

100

114

104

125

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

(69)

I løbet af den betragtede periode steg EU-erhvervsgrenens salg betydeligt (op til 54 %). Som følge af den parallelle betydelige stigning i forbruget på Unionens frie marked var stigningen i EU-erhvervsgrenens markedsandel imidlertid ret begrænset (stigning på 6,4 procentpoint) i den betragtede periode. Disse tendenser bekræfter, at EU-erhvervsgrenen var i stand til at drage fordel af de gældende foranstaltninger. EU-erhvervsgrenens gennemsnitlige enhedssalgspris for sin egen produktion steg med 31 % i den betragtede periode. Dette forhold afspejler den betydelige stigning i priserne på de råmaterialer, der anvendes i produktionen af ethanolamin, men også en øget rentabilitet, især i undersøgelsesperioden.

(70)

Den konstaterede stigning i EU-erhvervsgrenens salgspriser er også i overensstemmelse med prisstigningen på verdensmarkedet for ethanolamin. Dette fænomen kan tilskrives en række ekstraordinære og midlertidige begivenheder, der fandt sted i den betragtede periode og især fra 2007 og frem til undersøgelsesperioden. På den ene side steg omkostningerne til råmaterialer (ethylenoxid, hovedsagelig et benzinbaseret derivat og ammoniak) betydeligt i denne periode. På den anden side har der på verdensmarkedet været en betydelig stramning i forholdet mellem af det globale udbud og den globale efterspørgsel i samme periode. Dette var resultatet af forskellige faktorer, bl.a. problemer i den amerikanske produktion og eksport på grund af orkaner, produktionsvanskeligheder i Asien, et stærkt opsving i efterspørgslen efter videreforarbejdede varer (landbrugskemikalier og mere præcist glyphosat), hvori ethanolamin indgår som råmateriale, og problemer i fremstillingen af produkter (især monoethylenglycol), hvor der anvendes samme råmaterialer som ved fremstillingen af ethanolamin, hvilket fik producenter af både monoethylenglycol og ethanolamin til midlertidigt at skifte til monoethylenglycol.

Salg i Unionen af den samme vare til forbrug på det frie marked

2005

2006

2007

UP

Mængde (tons)

132 003

130 575

169 403

203 090

Indeks

100

99

128

154

Gennemsnitlige salgspriser (EUR/ton)

1 044

1 141

1 189

1 366

Indeks

100

109

114

131

Markedsandel

69 %

68 %

72,9 %

76,6 %

Indeks

100

98

106

111

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

(71)

I løbet af den betragtede periode forbedrede EU-erhvervsgrenen sin rentabilitet betydeligt. Denne forbedring skal ses på baggrund af stigningen i ethanolaminpriserne på verdensplan, en af de amerikanske producenters beslutning om næsten at stoppe sin eksport til Unionen, hvilket bidrog til den faldende import fra USA, og en stigende efterspørgsel efter ethanolamin både i Unionen og på verdensplan. Sidstnævnte havde som følge en stigning i salgsmængden og en stigning i salgspriserne, som — i slutningen af undersøgelsesperioden — var mere fremtrædende end de tilsvarende stigninger i produktionsomkostningerne.

 

2005

2006

2007

UP

EU-erhvervsgrenens rentabilitet

10,1 %

16 %

15,8 %

21,9 %

Indeks

100

159

157

217

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

(72)

Investeringsniveauet viser en ikke-lineær udvikling i den betragtede periode. Investeringerne var dels nødvendige for vedligeholdelsen af deres produktionsanlæg og dels for mindre kapacitetsudvidelser for at kunne udnytte stigningen i forbruget og opfylde eksportbehovet. Investeringsafkastet, udtrykt som EU-erhvervsgrenens nettofortjeneste og den bogførte nettoværdi af dens investeringer, udviste en betydelig forbedring i den betragtede periode. EU-erhvervsgrenens likviditet steg også betydeligt i den betragtede periode.

 

2005

2006

2007

UP

Investeringer (EUR)

980 213

6 396 684

1 505 707

2 454 173

Indeks

100

654

154

250

Afkast af nettoaktiverne

45 %

54 %

55 %

87 %

Indeks

100

121

123

195

Likviditet (EUR)

22 831 675

34 807 468

36 971 471

55 859 958

Indeks

100

152

162

245

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

(73)

Antallet af ansatte i EU-erhvervsgrenen, der beskæftiger sig med produktionen af den samme vare, steg en smule i den betragtede periode. EU-erhvervsgrenen var i stand til at kontrollere udviklingen af de gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. arbejdstager i den betragtede periode. Produktiviteten, udtrykt som produceret mængde pr. arbejdstager, blev en smule forbedret i samme periode. Udviklingen inden for arbejdskraftomkostninger og produktivitet gjorde det nemmere at kontrollere produktionsomkostningerne og bidrog til at forbedre fortjenesten.

 

2005

2006

2007

UP

Beskæftigelse

100

104

104

110

Indeks

100

103

104

110

Produktivitet (tons pr. arbejdstager)

3 749

3 591

3 916

3 858

Indeks

100

96

104

103

Gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat (EUR)

2 389

2 629

2 449

2 262

Indeks

100

110

103

95

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

(74)

Dumpingen fortsatte i undersøgelsesperioden, men dog i et ringere omfang end det, der blev konstateret i forbindelse med den tidligere fornyede undersøgelse.

(75)

Som påvist ovenfor har EU-erhvervsgrenen rent faktisk haft mulighed for at rejse sig efter tidligere dumping, navnlig hvad angår rentabilitet, salg og markedsandel.

(76)

EU-erhvervsgrenens eksportmængder til tredjelande steg med 21 % i den betragtede periode. Denne betydelige forbedring startede i 2007 og fortsatte frem til undersøgelsesperioden og kunne hovedsagelig tilskrives opsvinget i efterspørgslen efter ethanolamin på de asiatiske markeder som følge af disse markeders produktionsvanskeligheder i samme periode. Eksportsalgspriserne har fulgt samme mønster som EU-priserne. Dette forhold tilskrives igen det forhold, at der i perioden mellem 2007 og undersøgelsesperioden var en betydelig stramning af forholdet mellem det globale udbud og den globale efterspørgsel.

 

2005

2006

2007

UP

EU-erhvervsgrenens eksport (i tons)

18 308

14 055

22 746

22 228

Indeks

100

77

124

121

Eksportsalgspris

1 223

1 293

1 241

1 689

Indeks

100

106

101

138

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

5.   Konklusion om situationen på EU-markedet

(77)

Forbruget af ethanolamin på EU-markedet steg med 41 %, mens importen fra USA faldt med 16 % i den betragtede periode. Samtidig kunne EU-erhvervsgrenen øge sin salgsmængde og sin tilsvarende markedsandel.

(78)

EU-erhvervsgrenens økonomiske situation forbedredes i den betragtede periode. De relevante skadesindikatorer giver et billede af gode forhold med hensyn til forretningsresultater. EU-erhvervsgrenen kørte med en høj kapacitet, opnåede betydelige fortjenstmargener, fastholdt en stabil likviditet, øgede investeringerne og havde arbejdskraftomkostningerne under kontrol. EU-erhvervsgrenen var desuden i stand til at drage fordel af en række ekstraordinæare begivenheder, der fandt sted i perioden fra 2007 og frem til undersøgelsesperioden, og som fik priserne til at stige, hvilket påvirkede dens forretningsresultater i en positiv retning.

(79)

Det kunne — med henvisning til den positive udvikling af indikatorerne for EU-erhvervsgrenen — således ikke fastslås, at den fortsat led væsentlig skade. Det blev derfor undersøgt, om der er sandsynlighed for fornyet skade, hvis foranstaltningerne bortfalder.

F.   SANDSYNLIGHEDEN FOR FORNYET SKADE

(80)

Der henvises til, at der for to amerikanske eksporterende producenters vedkommende blev konstateret fortsat dumping i undersøgelsesperioden. En af de to eksportører samarbejdede ikke i undersøgelsen. I betragtning af, at denne virksomhed er underlagt de strengeste antidumpingforanstaltninger og samtidig er en betydelig producent på det amerikanske marked, ville den have det største incitament til at vende tilbage til EU-markedet, hvis foranstaltningerne bortfalder.

(81)

Som beskrevet mere i detaljer i afsnit C blev der i forbindelse med undersøgelsen konstateret en række faktorer, der bekræfter sandsynligheden for en betydelig stigning i importdumpningen fra USA, hvis foranstaltningerne bortfalder. Disse faktorer er bl.a.:

De amerikanske producenters ledige kapacitet på 60 000 tons, der ikke forventes at absorberes inden for den nærmeste fremtid.

Det forventes, at de traditionelle amerikanske eksportmarkeder bliver selvforsynende, hvilket vil tvinge amerikanske producenter til at eksportere til EU-markedet. Dette er især gældende for eksportmarkeder i Latinamerika og Asien (20). Som bekendt spiller de asiatiske markeder en betydelig rolle med hensyn til de amerikanske producenters mulighed for at afsætte deres overskud af ethanolamin.

Kina har for en række lande, herunder USA, pålagt en antidumpingtold på to ud af tre produkttyper.

Et pres som følge af den øgede produktion på grund af skiftet fra produktion af monoethylenglycol til ethanolamin. Overkapaciteten og de lave priser inden for monoethylenglycolsektoren vil få producenterne til at vælge produktionen af ethanolamin i stedet for monoethylenglycol, hvilket vil skabe mere kapacitet til produktion af ethanolamin og lægge et pres på priserne.

Udviklingen af efterspørgslen efter ethanolamin i USA forventes at blive lavere end i andre dele af verden, herunder Unionen.

Den gennemsnitlige vækstrate for efterspørgslen i Unionen forventes at blive højere end i USA, hvilket giver de amerikanske eksporterende producenter et øget incitament til at forsøge at eksportere til Unionen.

Det fremgår af de tilgængelige oplysninger vedrørende en ikke-samarbejdsvillig amerikansk producent, at selv virksomheder, der ikke samarbejdede i undersøgelsen og havde minimeret deres eksport til Unionen, fortsat er yderst interesserede i at blive på EU-markedet og fremme deres eksportaktiviteter.

(82)

Med udgangspunkt i ovenstående vil de amerikanske producenter være nødsaget til at finde flere kunder og den mest oplagte mulighed er at vende sig mod EU-markedet.

(83)

EU-erhvervsgrenen klarede sig godt i undersøgelsesperioden. Dette kan forklares med den store efterspørgsel efter den pågældende vare, som overstiger udbuddet. Enhver stigning i importen af den allerede dumpede ethanolamin med oprindelse i USA vil imidlertid lægge et stort pres på EU-erhvervsgrenen og underminere dens resultater.

(84)

Det skal ligeledes bemærkes, at ethanolamin er en råvare, dvs. at de forskellige produkttyper produceres i henhold til visse tekniske standarder, og produkter fra en bestemt kilde kan nemt erstattes med produkter fra en anden kilde. På et marked, der er kendetegnet ved for stort et udbud, vil konkurrencen hovedsagelig foregå på grundlag af prisen.

(85)

På denne baggrund kan kombinationen af de ovenfor beskrevne faktorer forholdsvis hurtigt bringe den stærke efterspørgsel efter ethanolamin i fare og føre til en situation med for stort et udbud på EU-markedet. En stigning i dumpingimporten vil medføre et pres i nedadgående retning på salgspriserne og have en negativ virkning på EU-erhvervsgrenens resultatbaserede indikatorer, herunder rentabiliteten. Hvis der måtte forekomme øget dumping, vil der blive konstateret prisunderbud.

(86)

Sandsynligheden for fornyet skade som beskrevet i foregående afsnit er endnu større, fordi ethanolaminmarkedet har ændret sig som følge af den økonomiske krise, der toppede i efteråret 2008. Mange nøgleparametre har ændret sig væsentligt, både for så vidt angår eksport og EU-erhvervsgrenens situation. Som beskrevet ovenfor fremgår det af de tilgængelige oplysninger, at der har været en stærk stigning i dumpingimporten i perioden efter undersøgelsesperioden som følge af, at de amerikanske prisniveauer for det to produkttyper ligger over Unionens prisniveauer, mens prisforskellen for den tredje type hurtigt er ved at forsvinde. I overensstemmelse med dette fremgik det af data fra Eurostat, at importen fra USA til Unionen i andet kvartal 2009 (dvs. 15 052 tons) foregik til priser, der lå 20 % under priserne i undersøgelsesperioden.

(87)

Uden nogen foranstaltninger ville en sådan øget dumpingimport ramme en betydeligt svækket EU-erhvervsgren. De offentligt tilgængelige oplysninger, der blev indsamlet i forbindelse med undersøgelsen, peger således på en reduceret efterspørgsel, reduceret salg og reducerede stordriftsfordele, uudnyttet produktionskapacitet, dårligere finansielle resultater osv. (21). Unionens ethanolaminmarked var som følge af den nuværende økonomiske krise præget af en svag efterspørgsel. EU-erhvervsgrenens producenter var derfor nødt til at reducere deres produktion.

(88)

EU-erhvervsgrenen fungerer i øjeblikket med en kapacitetsudnyttelse på 70 %, hvilket er meget lavere end i undersøgelsesperioden, hvor den kørte med næsten fuld kapacitet. Desuden er EU-erhvervsgrenens salgsmængde faldet med ca. 30 %, mens salgspriserne er faldet med 35-40 % i perioden efter undersøgelsesperioden. Samtidig fremgår det af produktionsomkostningernes og rentabilitetens udvikling i perioden efter undersøgelsesperioden, at der synes at være en alvorlig ubalance mellem omkostningerne til råvarer og ethanolaminpriserne, hvilket underminerer EU-erhvervsgrenens finansielle resultater yderligere. Faldet i omkostningerne til de to vigtigste råmaterialer til produktionen af ethanolamin (ethylen og ammoniak) i perioden efter undersøgelsesperioden har således været mindre end faldet i prisen på ethanolamin. Dette har ført til et alvorligt tab i EU-erhvervsgrenens fortjenstmargener, og den registrerer i øjeblikket enten deciderede tab eller etcifrede fortjenstmargener.

(89)

Med andre ord befinder EU-erhvervsgrenen sig ikke længere i en tilsyneladende stabil situation, men i en situation, hvor presset fra dumpingimporten højst sandsynligt vil udløse en farlig nedadgående spiral, som i høj grad vil være værre end antaget på grundlag af data fra undersøgelsesperioden.

(90)

Ovenstående økonomiske situation har reduceret EU-erhvervsgrenens forretningsmuligheder. På den ene side vil EU-erhvervsgrenen ikke være i stand til at udvide sit kundegrundlag i Unionen, fordi der ikke er nogen tegn på, at dens vigtigste konkurrenter på EU-markedet (dvs. de amerikanske producenter) har standset deres eksport til Unionen. På den anden side synes det heller ikke muligt at fjerne noget af presset på EU-erhvervsgrenen ved at øge produktionen for den bundne anvendelse, da der ikke er noget, der peger på, at de økonomiske udsigter for videreforarbejdede produkter (som ethylenamin, herbicider og katalysatorer) kan udligne presset på ethanolaminmarkedet.

(91)

Hvis foranstaltningerne bortfalder, er der stor sandsynlighed for en betydelig forøgelse af den amerikanske dumpingimport i Unionen, som kun kan føre til fornyet skade. De amerikanske producenter er ved at miste deres traditionelle markeder, mens det for store udbud af monoethylenglycol vil føre til en øget ethanolaminproduktion, som det vil blive nødvendigt at sælge på andre markeder end det amerikanske. Den økonomiske krise har desuden påvirket EU-erhvervsgrenen, der er under pres fra den eksisterende amerikanske dumpingimport, uden at den har nogen andre reelle alternative løsninger til at modvirke den skadelige dumping end fortsat at anvende en antidumpingtold. Der var intet, der tyder på, at denne situation ikke vil blive forværret, hvis foranstaltningerne bortfalder.

G.   UNIONENS INTERESSER

1.   Indledende bemærkning

(92)

Det blev i henhold til grundforordningens artikel 21 undersøgt, om opretholdelse af de gældende antidumpingforanstaltninger ville stride mod Unionens interesser som helhed. Fastlæggelsen af Unionens interesser blev baseret på en vurdering af alle de forskellige parters interesser, dvs. EU-erhvervsgrenens, importørernes, forhandlernes, grossisternes og de industrielle brugeres interesser, hvad angår den pågældende vare.

(93)

Det bør erindres, at det i de tidligere undersøgelser blev fastslået, at det ikke var i strid med Unionens interesser at indføre foranstaltninger. Det skal desuden bemærkes, at den foreliggende undersøgelse er en udløbsundersøgelse og således analyserer en situation, hvor der allerede er indført antidumpingforanstaltninger.

(94)

På dette grundlag blev det undersøgt, om der til trods for, at man var nået til den konklusion, at der sandsynligvis fortsat vil finde dumping sted og blive forvoldt fornyet skade, var tvingende årsager til at konkludere, at det ikke ville være i Unionens interesse at opretholde foranstaltningerne i dette bestemte tilfælde.

2.   EU-erhvervsgrenens interesser

(95)

Som bekendt er det blevet fastslået, at der stadig forekom dumping i undersøgelsesperioden, at der er sandsynlighed for fortsat dumping af den pågældende vare med oprindelse i USA, og at der er risiko for, at EU-erhvervsgrenen igen vil lide skade.

(96)

EU-erhvervsgrenen har vist sig at være en levedygtig og konkurrencedygtig erhvervsgren, hvilket bekræftes af den positive udvikling for de fleste økonomiske indikatorers vedkommende. De tidligere antidumpingforanstaltninger bidrog til at genoprette rentabiliteten og gav mulighed for et tilstrækkeligt investeringsafkast. Dette kunne være til gavn for nye investeringer i 2010. Det er derfor i EU-erhvervsgrenens interesse at opretholde foranstaltningerne mod dumpingimporten fra USA.

3.   Importørernes og forhandlernes/grossisternes interesser

(97)

Da ingen af forhandlerne eller grossisterne udviste samarbejdsvilje, blev det konkluderet, at bortfald eller opretholdelse af foranstaltningerne ikke påvirker disse parter i nævneværdig grad. Det kunne på grundlag af undersøgelsen ikke konstateres, at der findes ikke-forretningsmæssigt forbundne importører, eftersom al import til Unionen af den pågældende vare med oprindelse i USA foregår via importører, der er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter i USA.

(98)

Opretholdelse af foranstaltningerne vil ikke ændre den nuværende situation for de forretningsmæssigt forbundne importører, som ifølge undersøgelsen opnåede overskud i undersøgelsesperioden med margener, der er i overensstemmelse med de gældende markedsforhold. Under alle omstændigheder og i det mindste i det nævnte tilfælde er de forretningsmæssigt forbundne importørers interesser en integreret del af de eksporterende producenters interesser, eftersom sidstnævnte bestemmer de forretningsmæssigt forbundne importørers adfærd. Som bekendt er de eksporterende producenters interesser ikke omfattet af analysen af Unionens interesser.

4.   De industrielle brugeres interesser

(99)

Da opretholdelse af foranstaltningerne vil udgøre den tredje forlængelse af antidumpingforanstaltningerne, blev der i særlig grad fokuseret på de industrielle brugeres interesser.

(100)

Kun en bruger fra esterquat-industrien (blødgøringsmidler) gav sig til kende i forbindelse med denne undersøgelse. Esterquater produceres på grundlag af triethanolamin og bruges som blødgøringsmidler, der markedsføres af virksomheder som Unilever, Henkel, Colgate Palmolive, Procter & Gamble og Benckiser/Reckitt. I undersøgelsesperioden indkøbte den pågældende industrielle bruger ethanolamin fra både USA og EU-erhvervsgrenen. Importen fra denne industrielle bruger repræsenterede en lille del af USA's samlede import (fra 15 % til 25 % — det nøjagtige tal kan ikke oplyses af fortrolighedshensyn).

(101)

Den eneste samarbejdsvillige industrielle bruger gjorde gældende, at EU-brugere også rammes af antidumpingforanstaltningerne, fordi de er afhængige af importen af ethanolamin som en ekstra kilde til at dække deres EU-efterspørgsel. Denne bruger gjorde ligeledes gældende, at EU-brugerne befinder sig på et prisfølsomt marked med en meget hård konkurrence og er under pres fra producenter i de efterfølgende produktionsled. De er ligeledes nødt til at købe råmaterialer til de lavest mulige priser for at minimere deres omkostninger. Ifølge denne industrielle bruger vil enhver stigning i prisen på ethanolamin således bringe deres aktiviteter i fare og underminere deres rentabilitet. Denne part konkluderede derfor, at en opretholdelse af foranstaltningerne ikke er i EU-erhvervsgrenens interesse, eftersom den ovenfor beskrevne situation vil blive forbedret, hvis antidumpingforanstaltningerne bortfalder.

(102)

Det blev konstateret, at triethanolamin i undersøgelsesperioden repræsenterede en betydelig del (20-30 %) af den samlede esterquat-produktion for denne ene samarbejdsvillige industrielle bruger. Det er klart, at bortfald af antidumpingforanstaltninger i det mindste på kort sigt vil lette virksomhedens omkostningsbyrde, der er forbundet med prisen på triethanolamin som råmateriale. Når det tages i betragtning, at denne virksomhed indkøber store mængder triethanolamin fra EU-erhvervsgrenen, forventes den endelige virkning af enhver ændring af antidumpingforanstaltningerne imidlertid ikke at have nogen betydning for denne industrielle bruger. Kommissionen undersøgte i denne henseende virkningen af de gældende antidumpingforanstaltninger på virksomhedens omsætning for så vidt angår de esterquat-aktiviteter, hvor der anvendes ethanolamin, der er importeret fra USA. Det fremgår af de tilgængelige data, at den samlede virkning af antidumpingtolden er begrænset (mellem 1 % og 5 %, idet det nøjagtige tal ikke kan oplyses af fortrolighedshensyn) for så vidt angår virksomhedens omsætning. Dette forklarer, hvorfor virksomheden var i stand til at fortsætte sine forretningsaktiviteter inden for denne sektor til trods for en betydelig stigning i prisen på ethanolamin i perioden indtil undersøgelsesperioden og de gældende antidumpingforanstaltninger. Det skal ligeledes bemærkes, at esterquater kun repræsenterer en forholdsvis beskeden del af denne industrielle brugers samlede aktiviteter.

(103)

Udviklingen af priserne på triethanolamin i perioden efter undersøgelsesperioden og deres indvirkning på produktionsomkostningerne hos den eneste samarbejdsvillige industrielle bruger blev ligeledes undersøgt. Det skal igen i denne henseende bemærkes, at priserne på ethanolamin er faldet betydeligt efter undersøgelsesperioden. Når udviklingen af priserne på triethanolamin og omkostningsstrukturen for esterquat-aktiviteterne tages i betragtning, anses den virkning, som triethanolamin har haft for det færdige produkts samlede omkostninger, at have været faldende i perioden efter undersøgelsesperioden. Det fremgår af de tilgængelige data, at de faldende triethanolaminpriser for denne industrielle bruger kunne føre til et fald i triethanolaminomkostningerne på 20-25 %. Den tilsvarende virkning for de samlede produktionsomkostninger for færdigvarerne ville være en reduktion på 15-20 %.

(104)

Virkningen af enhver fortsættelse af de gældende antidumpingforanstaltninger for den eneste samarbejdsvillige industrielle bruger blev ligeledes analyseret ved at undersøge de tidligere økonomiske resultater, særlig med hensyn til rentabilitet og salg. Det blev for så vidt angår rentabilitet konstateret, at den eneste samarbejdsvillige industrielle bruger til trods for de gældende foranstaltninger havde opnået en marginal rentabilitet for ethanolaminholdige produkter i den betragtede periode. Med hensyn til salget blev det konstateret, at den eneste samarbejdsvillige industrielle bruger i betydeligt omfang øgede sit eksportsalg af ethanolaminholdige produkter, mens EU-salget faldt en smule. Ovennævnte tendens var gældende både for produkter, der blev produceret med ethanolamin med oprindelse i USA og med oprindelse i Unionen. Denne situation understreger det forhold, at antidumpingforanstaltningerne ikke havde nogen indvirkning på virksomhedens beslutninger med hensyn til salg, hvilket bekræfter, at virksomheden var i stand til fortsat at opnå gode resultater uden særlige problemer med hensyn til salg og rentabilitet. Der blev ikke fundet noget, der peger på, at den ovenfor beskrevne situation ville ændre sig, hvis antidumpingforanstaltningerne opretholdes.

(105)

Endelig blev der ikke fundet nogen afgørende beviser til støtte for den påstand, at de industrielle brugeres meget vanskelige markedssituation er direkte forårsaget af manglende forsyninger af ethanolamin fra EU-erhvervsgrenen.

(106)

Sammenfattende kan det siges, at virkningen af antidumpingtolden for den samarbejdsvillige industrielle brugers produktionsomkostninger for de færdige produkter har været forholdsvis begrænset i undersøgelsesperioden, og at antidumpingforanstaltningernes bortfald kun ville afhjælpe dette i meget begrænset omfang. Desuden har situationen med hensyn til triethanolaminpriserne i perioden efter undersøgelsesperioden allerede haft en positiv virkning for virksomhedens omkostningsstruktur. Det blev derfor konkluderet, at en opretholdelse af foranstaltningerne kun vil få ringe betydning for den eneste samarbejdsvillige industrielle bruger. Når der tages højde for det forhold, at ingen andre brugere samarbejdede i undersøgelsen, og at ingen andre parter fremlagde yderligere oplysninger på dette område, må det konkluderes, at ovenstående analyse finder anvendelse på alle industrielle brugere, der kan være berørt af ethanolaminmarkedet.

5.   Konklusion vedrørende Unionens interesser

(107)

Undersøgelsen viste, at de gældende antidumpingforanstaltninger har bidraget til EU-erhvervsgrenens genrejsning. EU-erhvervsgrenen vil kunne drage fordel af foranstaltningernes videreførelse, idet den vil kunne opretholde de nuværende fortjenstgivende priser, som giver mulighed for yderligere investeringer. Hvis foranstaltningerne bortfalder, vil det som beskrevet i afsnit F bringe genrejsningsprocessen i fare. Det er derfor i Unionens interesse at videreføre foranstaltningerne.

(108)

Der synes ikke at findes ikke-forretningsmæssigt forbundne importører, og ingen ikke-forretningsmæssigt forbundne forhandlere/grossister gav sig til kende. Al import med oprindelse i USA foretages via forretningsmæssigt forbundne forhandlere, og det blev konstateret, at disse opnåede overskud, som var i overensstemmelse med markedsvilkårene, i undersøgelsesperioden, mens foranstaltningerne var gældende.

(109)

De gældende foranstaltninger synes ikke tidligere at have haft nogen betydelige negative følger for brugernes økonomiske situation. På grundlag af de oplysninger, der er blevet indsamlet i forbindelse med denne undersøgelse, synes eventuelle prisstigninger som følge af antidumpingforanstaltningerne ikke at stå i misforhold til den fordel, som EU-erhvervsgrenen opnåede ved fjernelsen af den handelsforvridning, der var forårsaget af dumpingimporten.

(110)

For så vidt angår Unionens interesser konkluderes det derfor, at der ikke er tvingende årsager til ikke at opretholde de i øjeblikket gældende antidumpingforanstaltninger på importen af ethanolamin med oprindelse i USA.

(111)

Det findes derfor hensigtsmæssigt at opretholde de nuværende antidumpingforanstaltninger på importen af ethanolamin med oprindelse i USA.

H.   ANTIDUMPINGFORANSTALTNINGER

(112)

Alle parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for at anbefale, at de gældende foranstaltninger opretholdes. Parterne fik desuden en frist til at fremsætte bemærkninger til ovennævnte orientering. Alle relevante bemærkninger, der var blevet indgivet, blev analyseret, men ændrede ikke på de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det blev besluttet at opretholde de gældende antidumpingforanstaltninger.

(113)

Det fremgik af undersøgelsen, at der var sandsynlighed for fortsat dumping (herunder en sandsynlig stigning i mængden af dumpingeksport) og fornyet skade.

(114)

Selv når der tages højde for, at en af de to samarbejdsvillige eksporterende producenter ikke foretog dumping, og at det (derfor) i fremtiden kan antages, at denne producents andel af importen fra USA ikke vil blive dumpet, er betingelserne for at opretholde tolden på grundlag af artikel 11, stk. 2, opfyldt.

(115)

Det følger af ovenstående, at antidumpingforanstaltningerne over for importen af ethanolamin med oprindelse i USA, der indførtes ved forordning (EF) nr. 1583/2006, bør opretholdes, således som det er muligt i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2.

(116)

Det fastslås ydermere, at foranstaltningerne kun bør opretholdes i en periode på yderligere to år. Dette bygger på en række årsager, bl.a. at der er sandsynlighed for fornyet skadevoldende dumping, fordi i) de amerikanske eksporterende producenters dumping er fortsat til trods for de gældende foranstaltninger, og fordi ii) der forventes en øget import til Unionen på grund af den overskydende produktionskapacitet på 60 000 tons i USA og manglen på en tilsvarende efterspørgsel på hjemmemarkedet, der kan absorbere denne overskudskapacitet i USA. Hertil kommer, at en af de ikke-samarbejdsvillige amerikanske producenter i øjeblikket er pålagt de strengeste antidumpingforanstaltninger og derfor har det største incitament til at vende tilbage til EU-markedet, hvis foranstaltningerne bortfalder. Denne virksomhed har desuden det nødvendige distributionsnetværk til rådighed på grund af sit salg af andre kemiske produkter på EU-markedet, og den har givet udtryk for, at den betragter Unionen som et vigtigt eksportmarked.

(117)

Hertil kommer, at den amerikanske overskudskapacitet vil forsvinde gradvist frem til 2013, og at der er planer om at udvide kapaciteten i Unionen inden udgangen af 2010. Sidstnævnte betragtninger kombineret med usikkerheden om, hvordan den nuværende økonomiske krise vil påvirke ethanolaminmarkedet (både på verdensplan men især på EU-plan), retfærdiggør, at foranstaltningerne kun opretholdes i yderligere to år —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af ethanolamin henhørende under KN-kode ex 2922 11 00 (monoethanolamin) (Taric-kode 2922110010), ex 2922 12 00 (diethanolamin) (Taric-kode 2922120010) og 2922 13 10 (triethanolamin) med oprindelse i Amerikas Forenede Stater.

2.   Den endelige antidumpingtold for de i stk. 1 omhandlede varer fremstillet af følgende virksomheder fastsættes til:

Virksomhed

Antidumpingtold

(EUR pr. ton)

Taric-tillægskode

The Dow Chemical

Corporation

2030 Dow Center

Midland, Michigan 48674

USA

59,25

A115

INEOS Americas LLC

7770 Rangeline Road

Theodore, Alabama 36582

USA

69,40

A145

Huntsman Chemical

Corporation

3040 Post Oak Boulevard

PO Box 27707

Houston, Texas 77056

111,25

A116

Alle andre virksomheder

111,25

A999

3.   De gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat.

4.   I tilfælde, hvor varerne er blevet beskadiget inden overgangen til fri omsætning, og den pris, der faktisk er betalt eller skal betales, derfor fordeles med henblik på fastsættelse af toldværdien i henhold til artikel 145 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 (22), nedsættes den antidumpingtold, der er beregnet på grundlag af ovennævnte beløb, med en procentdel, der svarer til fordelingen af den pris, der faktisk er betalt eller skal betales.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende og er gældende i en periode på to år.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. januar 2010.

På Rådets vegne

E. SALGADO

Formand


(1)  EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.

(2)  EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1.

(3)  EFT L 28 af 2.2.1994, s. 40.

(4)  EUT L 294 af 25.10.2006, s. 2.

(5)  EUT C 71 af 18.3.2008, s. 13.

(6)  EUT C 270 af 25.10.2008, s. 26.

(7)  Ethylene Oxide & Glycol Market Outlook by PCI Xylenes & Polyesters Ltd (»PCI-publikation«), oktober 2008.

(8)  Chemical Economics Handbook Product Review-Ethanolamines-SRI Consulting, januar 2009, 642.5000 A, s. 14-15.

(9)  PCI-publikation, januar 2009.

(10)  PCI-publikation, april 2009.

(11)  Tecnon OrbiChem-publikation af 17.3.2009.

(12)  SRI-publikation, januar 2009.

(13)  Tecnon OrbiChem-publikation af 17.3.2009.

(14)  Tecnon OrbiChem-publikation af 17.12.2008.

(15)  PCI-publikation, april 2009.

(16)  På grundlag af data om forbrug og udvidelsesplaner fra SRI-publikation, januar 2009.

(17)  PCI-publikation, april 2009. Tecnon OrbiChem-publikation af 17.12.2008 og 17.3.2009.

(18)  PCI-publikation, april 2009.

(19)  Tecnon OrbiChem-publikation af 17.3.2009 og 14.8.2009.

(20)  Tecnon OrbiChem-publikation af 17.3.2009.

(21)  Tecnon OrbiChem-publikation af 14.8.2009; ICIS-publikation af 15.4.2009 og 19.4.2009; PCI-data (november 2008 til juli 2009).

(22)  EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1.