18.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/60


RÅDETS AFGØRELSE 2010/784/FUSP

af 17. december 2010

om Den Europæiske Unions politimission i de palæstinensiske områder (EUPOL COPPS)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28 og artikel 43, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 14. november 2005 fælles aktion 2005/797/FUSP om Den Europæiske Unions politimission i de palæstinensiske områder (1) (EUPOL COPPS) for en treårig periode. EUPOL COPPS' operationelle fase startede den 1. januar 2006.

(2)

Missionen blev senest forlænget ved Rådets afgørelse 2009/955/FUSP (2) og udløber den 31. december 2010.

(3)

Den 17. november 2010 henstillede Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC), at missionen forlænges med en yderligere periode på 12 måneder indtil den 31. december 2011.

(4)

Missionens kommando- og kontrolstruktur bør ikke berøre missionschefens kontraktmæssige ansvar over for Europa-Kommissionen for så vidt angår gennemførelsen af missionens budget.

(5)

Vagtkapaciteten bør aktiveres i forbindelse med missionen.

(6)

Missionen gennemføres i en situation, der kan blive forværret og vil kunne skade målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. traktatens artikel 21 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Missionen

1.   Den Europæiske Unions politimission i de palæstinensiske områder, i det følgende benævnt Den Europæiske Unions koordinationskontor for støtte til det palæstinensiske politi (EUPOL COPPS), der blev etableret ved fælles aktion 2005/797/FUSP, fortsætter fra og med den 1. januar 2011.

2.   EUPOL COPPS opererer i overensstemmelse med missionsbeskrivelsen i artikel 2.

Artikel 2

Missionsbeskrivelse

EUPOL COPPS skal medvirke til at etablere holdbare og effektive politiforhold under palæstinensisk ejerskab i overensstemmelse med de bedste internationale standarder i samarbejde med Unionens programmer for institutionsopbygning samt andre internationale bestræbelser inden for sikkerhedssektoren, herunder en reform af strafferetssystemet.

Med henblik herpå skal EUPOL COPPS:

a)

bistå det palæstinensiske civile politi (PCP) med at gennemføre udviklingsprogrammet for politiet ved at rådgive og nøje vejlede PCP, herunder navnlig de ledende embedsmænd på distrikts- og hovedkvartersniveau samt på ministerielt niveau

b)

koordinere og lette Unionens og medlemsstaternes bistand og, efter anmodning, den internationale bistand til PCP

c)

rådgive om strafferetlige spørgsmål, der er relevante for politiet

d)

have en projektcelle, der fastlægger og gennemfører projekter. Missionen skal i det fornødne omfang koordinere, formidle og rådgive vedrørende projekter, der gennemføres af medlemsstater og tredjelande under deres eget ansvar på områder, der berører missionen og støtter dens mål.

Artikel 3

Revision

På baggrund af en halvårlig revisionsproces i overensstemmelse med vurderingskriterierne i operationskonceptet (CONOPS) og operationsplanen (OPLAN) og under hensyn til udviklingen på stedet vil der om nødvendigt kunne foretages justeringer af EUPOL COPPS' størrelse og omfang.

Artikel 4

Struktur

I forbindelse med udførelsen af sine opgaver består EUPOL COPPS af følgende elementer:

1.

Missionschef/politichef

2.

Rådgivningsafdeling

3.

Programkoordinationsafdeling

4.

Administrationsafdeling

5.

Retsstatsafdeling.

Disse elementer beskrives nærmere i CONOPS og OPLAN. Rådet godkender CONOPS og OPLAN.

Artikel 5

Den øverstbefalende for den civile operation

1.   Direktøren for den civile kapacitet til planlægning og gennemførelse (CPCC) er den øverstbefalende for den civile operation EUPOL COPPS.

2.   Den øverstbefalende for den civile operation udøver under politisk kontrol og strategisk ledelse af PSC og under overordnet myndighed af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR) kommandoen og kontrollen på strategisk niveau i forbindelse med EUPOL COPPS.

3.   Den øverstbefalende for den civile operation sikrer korrekt og effektiv gennemførelse af Rådets afgørelser samt PSC's afgørelser, herunder ved om nødvendigt at give missionschefen instrukser på strategisk niveau og ved at yde vedkommende rådgivning og teknisk støtte.

4.   Alt udstationeret personale forbliver fuldt ud underlagt den udstationerende stats nationale myndigheders eller den pågældende EU-institutions kommando. Nationale myndigheder overfører den operative kontrol med deres personale, hold og enheder til den øverstbefalende for den civile operation.

5.   Den øverstbefalende for den civile operation bærer det samlede ansvar for at sikre, at Unionen opfylder sin pligt til at tage vare på personalet.

6.   Den øverstbefalende for den civile operation og Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) konsulterer om nødvendigt hinanden.

Artikel 6

Missionschef

1.   Missionschefen påtager sig ansvaret for og har kommando over og kontrol med missionen i indsatsområdet.

2.   Missionschefen har kommando over og kontrol med personale, hold og enheder fra de bidragende stater, som udpeget af den øverstbefalende for den civile operation, tillige med det administrative og logistiske ansvar, herunder for aktiver, ressourcer og oplysninger, som missionen har til rådighed.

3.   Missionschefen giver instrukser til hele missionens personale med henblik på en effektiv gennemførelse af EUPOL COPPS i indsatsområdet, idet vedkommende varetager koordination og den daglige ledelse i overensstemmelse med instrukserne på strategisk niveau fra den øverstbefalende for den civile operation.

4.   Missionschefen har ansvaret for gennemførelsen af missionens budget. Missionschefen undertegner med henblik herpå en kontrakt med Kommissionen.

5.   Missionschefen har ansvaret for den disciplinære kontrol med personalet. For udstationeret personale iværksættes disciplinære sanktioner af de berørte nationale myndigheder eller den berørte EU-institution.

6.   Missionschefen repræsenterer EUPOL COPPS i indsatsområdet og sikrer, at missionen er tilstrækkeligt synlig.

7.   Missionschefen koordinerer om nødvendigt med andre EU-aktører på stedet. Missionschefen får med forbehold af kommandovejen lokal politisk vejledning fra EUSR.

Artikel 7

EUPOL COPPS-personale

1.   Antallet af EUPOL COPPS-medarbejdere og disses kompetence skal være i overensstemmelse med missionsbeskrivelsen i artikel 2 og strukturen i artikel 4.

2.   EUPOL COPPS-personalet skal primært bestå af personale udsendt af medlemsstaterne eller EU-institutionerne. Den enkelte medlemsstat eller EU-institution afholder omkostningerne i forbindelse med det personale, den har udstationeret, herunder løn, sygesikring, rejseudgifter til og fra missionsområdet og tillæg, bortset fra dagpenge, samt afsavns- og faretillæg.

3.   Statsborgere i medlemsstaterne kontraktansættes af EUPOL COPPS efter behov, for så vidt de funktioner, der er behov for, ikke varetages af personale udstationeret af medlemsstaterne.

4.   EUPOL COPPS ansætter også lokalt personale efter behov.

5.   Tredjelande kan også, i nødvendigt omfang, udstationere missionspersonale. Det enkelte udstationerende tredjeland afholder udgifterne til det personale, det udstationerer, herunder løn, sygesikring, tillæg, højrisikoforsikring og rejseudgifter til og fra missionsområdet.

6.   Personalet udfører sine arbejdsopgaver og handler i missionens interesse. Personalet overholder de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2001/264/EF af 19. marts 2001 om vedtagelse af Rådets sikkerhedsforskrifter (3).

Artikel 8

EUPOL COPPS-personalets status

1.   I nødvendigt omfang fastlægges EUPOL COPPS-personalets status, herunder i givet fald privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der måtte være nødvendige for, at EUPOL COPPS kan gennemføres og fungere efter hensigten, i en aftale, som indgås efter proceduren i traktatens artikel 37.

2.   Den medlemsstat eller EU-institution, der har udstationeret en medarbejder, har ansvaret for at behandle klager fra eller vedrørende medarbejderen i forbindelse med udstationeringen. Den pågældende medlemsstat eller EU-institution har ansvaret for eventuelt at anlægge sag mod den udstationerede.

3.   Ansættelsesforhold og rettigheder og forpligtelser for internationalt og lokalt ansat personale fastsættes i kontrakten mellem missionschefen/politichefen og vedkommende medarbejder.

Artikel 9

Kommandovej

1.   EUPOL COPPS skal som krisestyringsoperation have én fælles kommandovej.

2.   PSC udøver under Rådets og HR's ansvar den politiske kontrol med og den strategiske ledelse af EUPOL COPPS.

3.   Den øverstbefalende for den civile operation er under politisk kontrol og strategisk ledelse af PSC og under HR's overordnede myndighed den øverstbefalende for EUPOL COPPS på strategisk niveau og giver som sådan instrukser til missionschefen og yder vedkommende rådgivning og teknisk støtte.

4.   Den øverstbefalende for den civile operation aflægger rapport til Rådet via HR.

5.   Missionschefen har kommando over og kontrol med EUPOL COPPS i indsatsområdet og er direkte ansvarlig over for den øverstbefalende for den civile operation.

Artikel 10

Politisk kontrol og strategisk ledelse

1.   PSC udøver under Rådets og HR's ansvar den politiske kontrol med og den strategiske ledelse af missionen. Rådet bemyndiger herved PSC til at træffe de relevante afgørelser med henblik herpå i overensstemmelse med traktatens artikel 38, stk. 3. Denne bemyndigelse omfatter beføjelse til at udpege en missionschef efter indstilling fra HR og til at ændre CONOPS og OPLAN. Den omfatter også beføjelse til at træffe efterfølgende afgørelser vedrørende udnævnelsen af missionschefen. Beslutningskompetencen med hensyn til missionens mål og afslutning forbliver hos Rådet.

2.   PSC aflægger med regelmæssige mellemrum rapport til Rådet.

3.   PSC får regelmæssigt og i det omfang, det er nødvendigt, rapporter fra den øverstbefalende for den civile operation og missionschefen om spørgsmål inden for deres ansvarsområder.

Artikel 11

Tredjelandes deltagelse

1.   Uden at dette anfægter Unionens selvstændige beslutningstagning og fælles institutionelle ramme, vil tredjelande blive opfordret til at bidrage til EUPOL COPPS på den betingelse, at de afholder udgifterne til det personale, de udstationerer, herunder løn, sygesikring, tillæg, højrisikoforsikring og rejseudgifter til og fra missionsområdet, og bidrager til EUPOL COPPS' løbende udgifter i passende omfang.

2.   Tredjelande, der yder bidrag til EUPOL COPPS, skal have samme rettigheder og forpligtelser i forbindelse med den daglige ledelse af missionen som medlemsstater.

3.   Rådet bemyndiger herved PSC til at træffe de relevante afgørelser om accept af de foreslåede bidrag og til at nedsætte en bidragyderkomité.

4.   Detaljerede ordninger vedrørende tredjelandes deltagelse fastlægges i en aftale, som indgås i overensstemmelse med traktatens artikel 37, og eventuelt yderligere tekniske ordninger. Har Unionen og et tredjeland indgået aftale om rammerne for det pågældende tredjelands deltagelse i Unionens krisestyringsoperationer, finder bestemmelserne i en sådan aftale anvendelse i forbindelse med EUPOL COPPS.

Artikel 12

Sikkerhed

1.   Den øverstbefalende for den civile operation udstikker retningslinjer for missionschefens planlægning af sikkerhedsforanstaltninger og sikrer, at de i forbindelse med EUPOL COPPS gennemføres korrekt og effektivt i overensstemmelse med artikel 5 og 10, i samråd med Rådets Sikkerhedskontor.

2.   Missionschefen er ansvarlig for operationens sikkerhed og for at sikre, at de minimumssikkerhedskrav, der gælder for operationen, overholdes, i overensstemmelse med Unionens politik vedrørende sikkerhed for personale, der er udstationeret uden for Unionen i en operativ funktion i medfør af afsnit V i traktaten og instrumenter i tilknytning hertil.

3.   Missionschefen bistås af en ansvarlig for missionens sikkerhed (MSO), der refererer til missionschefen, og som også har et tæt praktisk samarbejde med Rådets Sikkerhedskontor.

4.   Medlemmer af EUPOL COPPS-personalet skal gennemgå obligatorisk sikkerhedstræning, inden de tiltræder deres stilling, i overensstemmelse med OPLAN. De skal også jævnligt have genopfriskningskurser i selve indsatsområdet, som organiseres af MSO.

Artikel 13

Finansielle ordninger

1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUPOL COPPS for perioden fra den 1. januar 2011 til den 31. januar 2011 er på 8 250 000 EUR.

2.   Alle udgifter forvaltes efter de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget.

3.   Statsborgere fra deltagende tredjelande og fra nabolande kan byde på kontrakter. Missionschefen kan med Kommissionens godkendelse indgå tekniske ordninger med medlemsstaterne, deltagende tredjelande og andre internationale aktører vedrørende udstyr, tjenesteydelser og lokaler til EUPOL COPPS.

4.   Missionschefen/politichefen referer udelukkende til Kommissionen, som fører tilsyn med ham, for så vidt angår det arbejde, der udføres inden for rammerne af hans kontrakt.

5.   De finansielle ordninger skal opfylde EUPOL COPPS' operative krav, herunder udstyrets kompatibilitet og holdenes interoperabilitet.

6.   Udgifter er støtteberettigede fra den dato, hvor denne afgørelse træder i kraft.

Artikel 14

Videregivelse af klassificerede informationer

1.   HR har i givet fald og afhængigt af missionens operative behov bemyndigelse til under iagttagelse af Rådets sikkerhedsforskrifter at videregive EU's klassificerede informationer og dokumenter til og med klassifikationsgraden »RESTREINT UE«, som er udarbejdet med henblik på missionen, til tredjelande, der er tilknyttet denne afgørelse.

2.   HR har, hvis der er et konkret og umiddelbart operativt behov herfor, også bemyndigelse til under iagttagelse af Rådets sikkerhedsforskrifter at videregive EU's klassificerede informationer og dokumenter til og med klassifikationsgraden »RESTREINT UE«, som er udarbejdet med henblik på missionen, til de lokale myndigheder. I alle andre tilfælde videregives sådanne oplysninger og dokumenter til de lokale myndigheder efter de procedurer, der svarer til samarbejdsniveauet mellem de lokale myndigheder og Unionen.

3.   HR har bemyndigelse til at videregive EU's ikke-klassificerede dokumenter vedrørende Rådets forhandlinger om missionen, som er omfattet af tavshedspligt i henhold til artikel 6, stk. 1, i Rådets forretningsorden (4), til tredjelande, der er tilknyttet denne afgørelse, og til de lokale myndigheder.

Artikel 15

Vagt

Vagtkapaciteten aktiveres i forbindelse med EUPOL COPPS.

Artikel 16

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Den udløber den 31. december 2011.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. december 2010.

På Rådets vegne

S. VANACKERE

Formand


(1)  EUT L 300 af 17.11.2005, s. 65.

(2)  EUT L 330 af 16.12.2009, s. 76.

(3)  EFT L 101 af 11.4.2001, s. 1.

(4)  Rådets afgørelse 2009/937/EU af 1. december 2009 om vedtagelse af Rådets forretningsorden (EUT L 325 af 11.12.2009, s. 35).