17.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 333/58


RÅDETS AFGØRELSE

af 14. december 2010

om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse af bestemmelserne i Schengenreglerne vedrørende oprettelse af et europæisk agentur for den operationelle forvaltning af store it-systemer inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed

(2010/779/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til artikel 4 i protokol (nr. 19) om Schengenreglerne som integreret i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (i det følgende benævnt »Schengenprotokollen«),

under henvisning til anmodning fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands regering, jf. skrivelse af 5. oktober 2010 til Rådets formand, om at deltage i de bestemmelser i Schengenreglerne, som er angivet i denne skrivelse, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved afgørelse 2000/365/EF (1) har Rådet bemyndiget Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland til at deltage i visse af bestemmelserne i Schengenreglerne i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i afgørelsen.

(2)

Europa-Kommissionen har den 24. juni 2009 forelagt et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk agentur for den operationelle forvaltning af store it-systemer inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (i det følgende benævnt »forordningsforslaget«).

(3)

I henhold til forordningsforslaget skal det europæiske agentur for den operationelle forvaltning af store it-systemer inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (i det følgende benævnt »agenturet«) gøres ansvarligt for den operationelle forvaltning af anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II), visuminformationssystemet (VIS) og Eurodac, og det kan gøres ansvarligt for forberedelsen, udviklingen og den operationelle forvaltning af andre store it-systemer inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af et relevant lovgivningsinstrument, der bygger på tredje del, afsnit V, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(4)

SIS II indgår i Schengenreglerne. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1987/2006 (2) og Rådets afgørelse 2007/533/RIA (3) vedrører oprettelse, forvaltning og anvendelse af SIS II. Det Forenede Kongerige har dog kun deltaget i vedtagelsen af afgørelse 2007/533/RIA, der udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, der er nævnt i artikel 1, litra a), nr. ii), i afgørelse 2000/365/EF.

(5)

VIS indgår også i Schengenreglerne. Det Forenede Kongerige deltog ikke i vedtagelsen af beslutning 2004/512/EF (4), forordning (EF) nr. 767/2008 (5) og afgørelse 2008/633/RIA (6) vedrørende indførelsen, driften eller anvendelsen af VIS, der ikke er bindende for Det Forenede Kongerige

(6)

Eurodac indgår ikke i Schengenreglerne. Det Forenede Kongerige har deltaget i vedtagelsen af forordning (EF) nr. 2725/2000 (7) vedrørende oprettelsen, driften og anvendelsen af Eurodac, der er bindende for Det Forenede Kongerige.

(7)

Det Forenede Kongerige har i kraft af sin deltagelse i Eurodac og delvise deltagelse i SIS II ret til at deltage i agenturets aktiviteter, for så vidt agenturet bliver ansvarligt for den operationelle forvaltning af SIS II, der er reguleret ved afgørelse 2007/533/RIA, og Eurodac.

(8)

Det foreslåede agentur bør have status som én enkelt juridisk person og karakteriseres ved enhed i den organisatoriske og finansielle struktur. Med henblik herpå bør agenturet oprettes ved én enkelt retsakt, som skal til afstemning i Rådet i sin helhed. Når forordningsforslaget er vedtaget, bør forordningen desuden fuldt ud finde anvendelse i de medlemsstater, som den er bindende for. Dette udelukker muligheden for delvis anvendelse for Det Forenede Kongerige.

(9)

Med henblik på at sikre overholdelse af traktaterne og de relevante protokoller og samtidig bevare enhed og sammenhæng i forordningsforslaget, har Det Forenede Kongerige anmodet om at deltage i forordningsforslaget i henhold til artikel 4 i Schengenprotokollen, i det omfang agenturet bliver ansvarligt for den operationelle forvaltning af SIS II, der er reguleret ved forordning (EF) nr. 1987/2006, og af VIS.

(10)

Rådet anerkender Det Forenede Kongeriges ret til at anmode om deltagelse i forordningsforslaget i henhold til artikel 4 i Schengenprotokollen, for så vidt Det Forenede Kongerige ikke vil deltage i forordningsforslaget af andre årsager.

(11)

Det Forenede Kongeriges deltagelse i forordningsforslaget berører ikke det faktum, at Det Forenede Kongerige i øjeblikket ikke deltager og ikke kan deltage i bestemmelserne i Schengenreglerne om fri bevægelighed for tredjelandsstatsborgere, visumpolitik og personers passage af medlemsstaternes ydre grænser. Dette begrunder medtagelse af specifikke bestemmelser i forordningsforslaget, der afspejler Det Forenede Kongeriges særlige stilling, navnlig med hensyn til begrænset stemmeret i agenturets bestyrelse.

(12)

Det Fælles Udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 3 i aftalen mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (8), er blevet underrettet om udarbejdelsen af denne afgørelse i overensstemmelse med artikel 5 i nævnte aftale.

(13)

Det Fælles Udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 3 i aftalen mellem Rådet for Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (9), er blevet underrettet om udarbejdelsen af denne afgørelse i overensstemmelse med artikel 5 i nævnte aftale —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I forlængelse af afgørelse 2000/365/EF deltager Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk agentur for den operationelle forvaltning af store it-systemer inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, for så vidt den vedrører den operationelle forvaltning af visuminformationssystemet (VIS) og af de dele af anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II), som Det Forenede Kongerige ikke deltager i.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. december 2010.

På Rådets vegne

S. VANACKERE

Formand


(1)  EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43.

(2)  EUT L 381 af 28.12.2006, s. 4.

(3)  EUT L 205 af 7.8.2007, s. 63.

(4)  Rådets beslutning 2004/512/EF af 8. juni 2004 om indførelse af visuminformationssystemet (VIS) (EUT L 213 af 15.6.2004, s. 5).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2008 af 9. juli 2008 om visuminformationssystemet (VIS) og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om visa til kortvarigt ophold (VIS-forordningen) (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 60).

(6)  Rådets afgørelse 2008/633/RIA af 23. juni 2008 om adgang til søgning i visuminformationssystemet (VIS) for de udpegede myndigheder i medlemsstaterne og for Europol med henblik på forebyggelse, afsløring og efterforskning af terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlinger (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 129).

(7)  Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 af 11. december 2000 om oprettelse af »Eurodac« til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af Dublinkonventionen (EFT L 316 af 15.12.2000, s. 1).

(8)  EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36.

(9)  EUT L 53 af 27.2.2008, s. 52.