23.11.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 306/78


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 22. november 2010

om inddragelse af anerkendelsen af Georgien med hensyn til uddannelse, undervisning og attestering af søfarende med henblik på anerkendelse af kvalifikationsbeviser

(meddelt under nummer K(2010) 7966)

(EØS-relevant tekst)

(2010/705/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/106/EF af 19. november 2008 om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv (1), særlig artikel 20, stk. 2,

under henvisning til den genvurdering af Georgiens overholdelse, som Kommissionen har gennemført i medfør af artikel 21, stk. 1, i direktiv 2008/106/EF, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Medlemsstaterne kan beslutte at godkende søfarendes kvalifikationsbeviser, der er udstedt af et tredjeland, hvis Kommissionen har anerkendt det pågældende tredjeland som værende i stand til at opfylde kravene i den internationale konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold af 1978, som revideret (STCW-konventionen) (2).

(2)

Georgien er anerkendt i Den Europæiske Union i henhold til proceduren i artikel 18, stk. 3, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/25/EF af 4. april 2001 om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv (3), eftersom der i Den Europæiske Unions Tidende  (4) er offentliggjort georgiske uddannelsesbeviser, som er anerkendt af Italien og Grækenland, og som derfor stadig gælder, jf. artikel 19, stk. 5, i direktiv 2008/106/EF, selvom direktiv 2001/25/EF er blevet ophævet.

(3)

Kommissionen vurderede Georgiens system for undervisning, uddannelse og bevisudstedelse inden for søfartsområdet, jf. artikel 21, stk. 1, i direktiv 2008/106/EF, med henblik på at undersøge, om Georgien fortsat opfylder kravene i STCW-konventionen, og om der er truffet tilstrækkelige foranstaltninger til forebyggelse af svig med beviser. Vurderingen, som tog udgangspunkt i det informationskontrolbesøg, som eksperter fra Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed aflagde i september 2006, afslørede en række mangler.

(4)

Kommissionen har forelagt medlemsstaterne en rapport om resultaterne af vurderingen af overholdelsen.

(5)

Kommissionen har efterfølgende ved brev af 27. februar 2009 og 23. marts 2010 opfordret de georgiske myndigheder til at fremlægge dokumentation for, at de mangler, som blev påvist i forbindelse med vurderingen, er afhjulpet på passende vis.

(6)

I de tilfælde, hvor der ved vurderingen af overholdelsen af STCW-konventionen var påvist mangler, har de georgiske myndigheder ved brev af henholdsvis 1. maj 2009, 12. januar 2010, 17. februar 2010 og 14. april 2010 fremsendt visse oplysninger til Kommissionen vedrørende gennemførelsen af korrigerende foranstaltninger til afhjælpning af manglerne.

(7)

Gennemgangen af svarene fra de georgiske myndigheder, som Kommissionen forestod, viste, at de fremsendte oplysninger kun vedrørte meget få af manglerne, hvorimod det viste sig, at størstedelen af de mangler, der blev påpeget i forbindelse med vurderingen, fortsat ikke er afhjulpet. Problemerne vedrører en række afsnit i STCW-konventionen. Navnlig mangler der nationale bestemmelser for gennemførelsen af nogle af STCW-konventionens krav, især hvad angår indførelse af et kvalitetsstyringssystem og anvendelse af simulatorer, kvalitetsstyringssystemets virkemåde inden for både forvaltningen og visse maritime uddannelses- og undervisningsinstitutioner, forvaltningens tilsyn med disse institutioner samt en lang række krav til bevisudstedelse i relation til både dækket og teknik/maskinrum.

(8)

Det er nogle af konventionens centrale bestemmelser, der ikke overholdes, og det kan have betydning for kompetenceniveauet generelt hos de søfarende, hvis kvalifikationsbeviser er udstedt af Georgien.

(9)

Den Europæiske Union bør inddrage anerkendelsen af Georgien, da resultaterne af vurderingen af overholdelsen af kravene og genenmgangen af de oplysninger, de georgiske myndigheder har forelagt, viser, at Georgien ikke fuldt ud opfylder de relevante krav i STCW-konventionen.

(10)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Sikkerhed til Søs og Forebyggelse af Forurening fra Skibe —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Anerkendelsen af Georgien i henhold til artikel 18, stk. 3, litra c), i direktiv 2001/25/EF inddrages, hvad angår uddannelse, undervisning og attestering af søfarende med henblik på anerkendelse af de af dette land udstedte kvalifikationsbeviser.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. november 2010.

På Kommissionens vegne

Siim KALLAS

Næstformand


(1)  EUT L 323 af 3.12.2008, s. 33.

(2)  Vedtaget af Den Internationale Søfartsorganisation.

(3)  EFT L 136 af 18.5.2001, s. 17.

(4)  EUT C 268 af 7.11.2003, s. 7, og EUT C 85 af 7.4.2005, s. 8.