26.10.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 280/59


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 22. oktober 2010

om ændring af beslutning 2008/866/EF for så vidt angår dens anvendelsesperiode

(meddelt under nummer K(2010) 7183)

(EØS-relevant tekst)

(2010/641/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (1), særlig artikel 53, stk. 1, litra b), nr. i), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionens beslutning 2008/866/EF af 12. november 2008 om beredskabsforanstaltninger, som suspenderer importen fra Peru af visse toskallede bløddyr bestemt til konsum (2), blev vedtaget som følge af kontaminering med hepatitis A-virus (HAV) af visse toskallede bløddyr importeret fra Peru, som blev fundet at være skyld i et udbrud af hepatitis A hos mennesker. Anvendelsesperioden for beslutningen udløb oprindeligt den 31. marts 2009, men blev forlænget til den 30. november 2010 ved Kommissionens beslutning 2009/862/EF af 30. november 2009 om ændring af beslutning 2008/866/EF for så vidt angår dens anvendelsesperiode (3).

(2)

De peruvianske myndigheder har givet visse oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, der er truffet for at forbedre kontrollen med produktionen af toskallede bløddyr bestemt til eksport til Unionen.

(3)

Kommissionen gennemførte en inspektion i september 2009 for at evaluere de eksisterende systemer til kontrol med produktionen af toskallede bløddyr og fiskevarer bestemt til eksport til Unionen. Under inspektionen blev det konkluderet, at de peruvianske myndigheder var i gang med at gennemføre de korrigerende foranstaltninger, der var beskrevet i de oplysninger, de gav efter udbruddet af hepatitis A. Disse foranstaltninger var dog ikke fuldt gennemført, da inspektionen fandt sted.

(4)

De peruvianske myndigheder har for nylig underrettet Kommissionen om, at de har gennemført de korrigerende foranstaltninger fuldt ud. Af hensyn til forbrugernes sundhed er det imidlertid nødvendigt at opretholde de beskyttelsesforanstaltninger, der blev truffet ved beslutning 2008/866/EF, indtil Kommissionen har kontrolleret, at de peruvianske myndigheder har gennemført de korrigerende foranstaltninger fuldt ud, og har konkluderet, at toskallede bløddyr produceret i Peru og bestemt til eksport til Unionen opfylder betingelserne i EU-lovgivningen.

(5)

Anvendelsen af beslutning 2008/866/EF bør derfor forlænges til den 30. november 2011, uden at dette dog tilsidesætter Kommissionens beføjelser til at ændre, ophæve eller forlænge de pågældende foranstaltninger på grundlag af eventuelle nye oplysninger om situationens udvikling i Peru eller resultatet af Kommissionens inspektioner.

(6)

Beslutning 2008/866/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(7)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I artikel 5 i beslutning 2008/866/EF ændres »den 30. november 2010« til »den 30. november 2011«.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. oktober 2010.

På Kommissionens vegne

John DALLI

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.

(2)   EUT L 307 af 18.11.2008, s. 9.

(3)   EUT L 314 af 1.12.2009, s. 90.