RÅDETS AFGØRELSE

af 26. juli 2010

om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere

(2010/427/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 27, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Art og anvendelsesområde

1.   I denne afgørelse fastlægges det, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (»EU-Udenrigstjenesten«) skal tilrettelægges og fungere.

2.   EU-Udenrigstjenesten, som har hovedkvarter i Bruxelles, er et funktionelt autonomt EU-organ, der er adskilt fra Generalsekretariatet for Rådet og fra Kommissionen, med den rets- og handleevne, der er nødvendig for, at den kan løse sine opgaver og nå sine mål.

3.   EU-Udenrigstjenesten er underlagt den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitiks (»den højtstående repræsentants«) myndighed.

4.   EU-Udenrigstjenesten består af en centraladministration og af Unionens delegationer i tredjelande og ved internationale organisationer.

Artikel 2

Opgaver

1.   EU-Udenrigstjenesten støtter den højtstående repræsentant under opfyldelsen af dennes mandater som omhandlet i navnlig artikel 18 og 27 i TEU:

2.   EU-Udenrigstjenesten bistår Det Europæiske Råds formand, Kommissionens formand og Kommissionen i udøvelsen af deres respektive funktioner med hensyn til eksterne forbindelser.

Artikel 3

Samarbejde

1.   EU-Udenrigstjenesten støtter og samarbejder med medlemsstaternes diplomatiske tjenester samt med Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionens tjenestegrene for at sikre sammenhæng mellem de forskellige områder af Unionens optræden udadtil og mellem disse områder og dens øvrige politikker.

2.   EU-Udenrigstjenesten og Kommissionens tjenestegrene hører hinanden om alle spørgsmål vedrørende Unionens optræden udadtil i forbindelse med udøvelsen af deres respektive funktioner bortset fra spørgsmål, der er omfattet af FSFP. EU-Udenrigstjenesten deltager i det forberedende arbejde og de forberedende procedurer i forbindelse med akter, der udarbejdes af Kommissionen på dette område.

Dette stykke gennemføres i overensstemmelse med afsnit V, kapitel 1, i TEU og artikel 205 i TEUF.

3.   EU-Udenrigstjenesten kan indgå serviceleveranceordninger med relevante tjenestegrene i Generalsekretariatet for Rådet, Kommissionen eller andre af Unionens kontorer eller interinstitutionelle organer.

4.   EU-Udenrigstjenesten sørger for passende støtte til og samarbejde med Unionens øvrige institutioner og organer, navnlig Europa-Parlamentet. EU-Udenrigstjenesten kan også drage fordel af støtte fra og samarbejde med disse institutioner og organer, herunder agenturer, når det er hensigtsmæssigt. EU-Udenrigstjenestens interne revisor samarbejder med Kommissionens interne revisor for at sikre en sammenhængende revisionspolitik, navnlig under henvisning til Kommissionens ansvar for driftsudgifterne. Derudover samarbejder EU-Udenrigstjenesten med Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (»OLAF«) i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1073/1999 (10). Den skal navnlig hurtigt vedtage den afgørelse, der kræves i den nævnte forordning, om retningslinjerne og betingelserne for interne undersøgelser. Som fastsat i den nævnte forordning yder både medlemsstaterne, i overensstemmelse med nationale bestemmelser, og institutionerne den støtte, der er nødvendig for, at OLAF’s ansatte kan løse deres opgaver.

Artikel 4

EU-Udenrigstjenestens centraladministration

1.   EU-Udenrigstjenesten ledes af en administrerende generalsekretær, der handler under den højtstående repræsentants myndighed. Den administrerende generalsekretær træffer alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at EU-Udenrigstjenesten fungerer smidigt, herunder den administrative og budgetmæssige forvaltning. Den administrerende generalsekretær sikrer en effektiv koordinering mellem alle centraladministrationens tjenestegrene samt med Unionens delegationer.

2.   Den administrerende generalsekretær bistås af to vicegeneralsekretærer.

3.   EU-Udenrigstjenestens centraladministration opdeles i generaldirektorater.

4.   Den højtstående repræsentant udpeger formændene for de forberedende rådsorganer, hvor formanden er en repræsentant for den højtstående repræsentant, herunder formanden for Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité, i overensstemmelse med de detaljerede ordninger i bilag II til Rådets afgørelse 2009/908/EU af 1. december 2009 om fastsættelse af gennemførelsesforanstaltninger til Det Europæiske Råds afgørelse om udøvelsen af formandskabet for Rådet og om formandskabet for Rådets forberedende organer (11).

5.   Den højtstående repræsentant og EU-Udenrigstjenesten bistås om nødvendigt af Generalsekretariatet for Rådet og de relevante tjenestegrene i Kommissionen. EU-Udenrigstjenesten, Generalsekretariatet for Rådet og de relevante tjenestegrene i Kommissionen kan til dette formål udarbejde serviceleveranceordninger.

Artikel 5

Unionens delegationer

1.   Afgørelsen om at åbne eller lukke en delegation vedtages af den højtstående repræsentant efter aftale med Rådet og Kommissionen.

2.   Hver af Unionens delegationer står under en delegationschefs myndighed.

Delegationschefen har myndighed over hele delegationens personale uanset dets status og med hensyn til alle dets aktiviteter. Han refererer til den højtstående repræsentant vedrørende den overordnede forvaltning af delegationens arbejde og for at sikre koordineringen af alle Unionens tiltag.

Personalet ved delegationerne omfatter personale fra EU-Udenrigstjenesten og, når det er hensigtsmæssigt med henblik på gennemførelsen af Unionens budget og andre af Unionens politikker end dem, der hører under EU-Udenrigstjenestens ansvarsområde, personale fra Kommissionen.

3.   Delegationschefen modtager instrukser fra den højtstående repræsentant og EU-Udenrigstjenesten og er ansvarlig for deres udførelse.

På områder, hvor Kommissionen udøver de beføjelser, der er tillagt den i traktaterne, kan Kommissionen også i overensstemmelse med artikel 221, stk. 2, i TEUF udstede instrukser til delegationerne, som skal udføres under delegationschefens overordnede ansvar.

4.   Delegationschefen gennemfører driftsbevillinger i forbindelse med EU-projekter i det pågældende tredjeland, når Kommissionen har subdelegeret denne opgave, i overensstemmelse med finansforordningen.

5.   Driften af de enkelte delegationer evalueres med jævne mellemrum af generalsekretæren for EU-Udenrigstjenesten; evalueringen omfatter en finansiel og en administrativ revision. Til dette formål kan generalsekretæren for EU-Udenrigstjenesten bede om bistand fra Kommissionens relevante tjenestegrene. Ud over de interne foranstaltninger, der gennemføres af EU-Udenrigstjenesten, udøver OLAF sine beføjelser, navnlig ved at gennemføre foranstaltninger til bekæmpelse af svig, i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1073/1999.

6.   Den højtstående repræsentant indgår de nødvendige ordninger med de pågældende værtslande, internationale organisationer eller tredjelande. Den højtstående repræsentant træffer navnlig de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at værtslande indrømmer Unionens delegationer, deres personale og deres ejendom privilegier og immuniteter, der svarer til dem, der er omhandlet i Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser.

7.   Unionens delegationer har beføjelse til at imødekomme andre EU-institutioners behov, navnlig Europa-Parlamentet, i deres kontakter med de internationale organisationer eller tredjelande, som delegationerne er akkrediteret til.

8.   Delegationschefen har beføjelse til at repræsentere Unionen i det land, hvor delegationen er akkrediteret, navnlig til indgåelse af kontrakter og som part i retssager.

9.   Unionens delegationer arbejder tæt sammen og udveksler oplysninger med medlemsstaternes diplomatiske tjenester.

10.   Unionens delegationer støtter i overensstemmelse med artikel 35, stk. 3, i TEU og efter anmodning fra medlemsstaterne disse i deres diplomatiske forbindelser og i deres konsulære beskyttelse af unionsborgere i tredjelande på et ressourceneutralt grundlag.

Artikel 6

Personale

1.   Bortset fra stk. 3 finder denne artikel anvendelse med forbehold af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (»personalevedtægten«) og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (»AØAF«), herunder de ændringer, der foretages i disse regler for at tilpasse dem til EU-Udenrigstjenestens behov i overensstemmelse med artikel 336 i TEUF.

2.   EU-Udenrigstjenesten omfatter tjenestemænd og øvrige ansatte i Den Europæiske Union, herunder personale fra medlemsstaternes diplomatiske tjenester, der er udpeget som midlertidigt ansatte.

Personalevedtægten og AØAF finder anvendelse på dette personale.

3.   EU-Udenrigstjenesten kan om nødvendigt anvende et begrænset antal specialiserede udstationerede nationale eksperter i specifikke tilfælde.

Den højtstående repræsentant vedtager regler svarende til dem, der er fastsat i Rådets afgørelse 2003/479/EF af 16. juni 2003 om ansættelsesvilkårene for udstationerede nationale eksperter og militærpersoner i Generalsekretariatet for Rådet (12), hvorefter udstationerede nationale eksperters specialiserede ekspertise stilles til rådighed for EU-Udenrigstjenesten.

4.   EU-Udenrigstjenestens personale skal i udøvelsen af dets pligter og i dets adfærd udelukkende lade sig lede af Unionens interesser. Det må hverken søge eller modtage instrukser fra regeringer, myndigheder, organisationer eller personer uden for EU-Udenrigstjenesten eller fra andre organer eller personer end den højtstående repræsentant, jf. dog artikel 2, stk. 1, tredje led, artikel 2, stk. 2, og artikel 5, stk. 3. I overensstemmelse med personalevedtægtens artikel 11, stk. 2, må EU-Udenrigstjenestens personale ikke modtage vederlag af nogen art fra anden side uden for EU-Udenrigstjenesten.

5.   De beføjelser, som vedtægten tillægger ansættelsesmyndigheden, og de beføjelser, som AØAF tillægger den myndighed, der er beføjet til at indgå kontrakter, tildeles den højtstående repræsentant, som kan uddelegere disse beføjelser inden for EU-Udenrigstjenesten.

6.   Ansættelse i EU-Udenrigstjenesten skal være baseret på fortjeneste og på at sikre passende geografisk balance og balance mellem kønnene. EU-Udenrigstjenestens personale skal have en fornuftig tilstedeværelse af statsborgere fra alle medlemsstaterne. Den i artikel 13, stk. 3, omhandlede gennemgang omfatter tillige dette forhold, herunder, hvor det er hensigtsmæssigt, forslag til yderligere specifikke foranstaltninger til at korrigere eventuelle ubalancer.

7.   Tjenestemænd i Unionen og midlertidigt ansatte fra medlemsstaternes diplomatiske tjenester har samme rettigheder og forpligtelser og skal behandles lige, især med hensyn til deres adgang til alle stillinger på lige vilkår. Der skelnes ikke mellem midlertidigt ansatte fra nationale diplomatiske tjenester og tjenestemænd i Unionen med hensyn til tildeling af de opgaver, som skal udføres på alle EU-Udenrigstjenestens aktivitets- og politikområder. I overensstemmelse med bestemmelserne i finansforordningen støtter medlemsstaterne Unionen i håndhævelsen af det finansielle ansvar for midlertidigt ansatte i EU-Udenrigstjenesten, der kommer fra medlemsstaternes diplomatiske tjenester, der følger af et ansvar i medfør af finansforordningens artikel 66.

8.   Den højtstående repræsentant fastlægger udvælgelsesprocedurerne for EU-Udenrigstjenestens personale, der bør foregå efter en gennemsigtig procedure baseret på fortjeneste med et mål om at sikre tjenesten personale af højeste standard med hensyn til kvalifikationer, effektivitet og integritet og samtidig sikre en passende geografisk balance og balance mellem kønnene og en fornuftig tilstedeværelse af statsborgere fra alle medlemsstater i EU-Udenrigstjenesten. Repræsentanter for medlemsstaterne, Generalsekretariatet for Rådet og for Kommissionen inddrages i ansættelsesproceduren vedrørende de ledige stillinger i EU-Udenrigstjenesten.

9.   Når EU-Udenrigstjenesten er nået op på fuld kapacitet, bør personale fra medlemsstaterne som omhandlet i stk. 2, første afsnit, udgøre mindst en tredjedel af EU-Udenrigstjenestens samlede personale på AD-niveau. På samme måde bør fastansatte EU-tjenestemænd udgøre mindst 60 % af alt personale i EU-Udenrigstjenesten på AD-niveau, herunder personale fra medlemsstaternes diplomatiske tjenester, der er blevet fastansatte EU-tjenestemænd i overensstemmelse med bestemmelserne i personalevedtægten. Den højtstående repræsentant aflægger hvert år rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om besættelsen af stillinger i EU-Udenrigstjenesten.

10.   Den højtstående repræsentant fastsætter reglerne for mobilitet for at sikre, at der er en høj grad af mobilitet for EU-Udenrigstjenestens personale. Der gælder særlige og detaljerede ordninger for det personale, der er nævnt i artikel 4, stk. 3, litra a), tredje led. I princippet skal alt personale i EU-Udenrigstjenesten med jævne mellemrum gøre tjeneste ved Unionens delegationer. Den højtstående repræsentant fastsætter regler herfor.

11.   I overensstemmelse med de gældende bestemmelser i national ret giver hver medlemsstat sine embedsmænd, som er blevet midlertidigt ansatte i EU-Udenrigstjenesten, en garanti for øjeblikkelig genansættelse efter deres tjenesteperiode i EU-Udenrigstjenesten. I overensstemmelse med artikel 50b i AØAF må denne tjenesteperiode ikke overstige otte år, medmindre den forlænges med højst to år under ekstraordinære omstændigheder og i tjenestens interesse.

EU-tjenestemænd, der gør tjeneste i EU-Udenrigstjenesten, har ret til at søge stillinger i deres oprindelige institution på samme vilkår som interne kandidater.

12.   Der tages skridt til at give EU-Udenrigstjenestens personale passende fælles uddannelse, især med udgangspunkt i den praksis og de strukturer, der allerede findes på nationalt plan og i EU. Den højtstående repræsentant træffer passende foranstaltninger med henblik herpå inden et år efter denne afgørelses ikrafttræden.

Artikel 7

Overgangsbestemmelser vedrørende personalet

1.   De relevante tjenestegrene og funktioner i Generalsekretariatet for Rådet og i Kommissionen, der er anført i bilaget, overføres til EU-Udenrigstjenesten. Tjenestemænd og midlertidigt ansatte, der beklæder stillinger i de tjenestegrene eller udfører de funktioner, der er opført i bilaget, overføres til EU-Udenrigstjenesten. Dette gælder tilsvarende for kontraktansatte og lokalt ansatte i disse tjenestegrene og funktioner. Udstationerede nationale eksperter, der arbejder i disse tjenestegrene eller funktioner, overføres også til EU-Udenrigstjenesten med godkendelse fra myndighederne i den medlemsstat, de kommer fra.

Disse overførsler får virkning den 1. januar 2011.

Ved overførslen til EU-Udenrigstjenesten anviser den højtstående repræsentant i overensstemmelse med personalevedtægten hver tjenestemand en stilling i den ansættelsesgruppe, der svarer til den pågældende tjenestemands lønklasse.

2.   De procedurer for ansættelse af personale til stillinger, som overføres til EU-Udenrigstjenesten, der er i gang på tidspunktet for denne afgørelses ikrafttræden, forbliver gyldige. De vil blive fortsat og afsluttet under den højtstående repræsentants myndighed i overensstemmelse med de relevante stillingsopslag og de gældende regler i personalevedtægten og AØAF.

Artikel 8

Budget

1.   Funktionerne som anvisningsberettiget for EU-Udenrigstjenestens sektion i Den Europæiske Unions almindelige budget uddelegeres i overensstemmelse med finansforordningens artikel 59. Den højtstående repræsentant vedtager de interne regler for forvaltningen af de administrative budgetposter. Driftsudgifter forbliver i Kommissionens sektion af budgettet.

2.   EU-Udenrigstjenesten udøver sine beføjelser i overensstemmelse med finansforordningen vedrørende Den Europæiske Unions almindelige budget inden for rammerne af de bevillinger, der afsættes til den.

3.   Ved udarbejdelsen af overslag over EU-Udenrigstjenestens administrationsudgifter vil den højtstående repræsentant høre henholdsvis kommissæren med ansvar for udviklingspolitik og kommissæren med ansvar for naboskabspolitik vedrørende deres respektive ansvarsområder.

4.   I overensstemmelse med artikel 314, stk. 1, i TEUF opstiller EU-Udenrigstjenesten et overslag over sine udgifter for det følgende regnskabsår. Kommissionen sammenfatter disse overslag i et budgetforslag, der kan indeholde afvigende overslag. Kommissionen kan ændre budgetforslaget som omhandlet i artikel 314, stk. 2, i TEUF.

5.   For at sikre den budgetmæssige gennemsigtighed på området for Unionens optræden udadtil tilsender Kommissionen sammen med forslaget til Den Europæiske Unions almindelige budget budgetmyndigheden et arbejdsdokument med en samlet oversigt over alle udgifter i forbindelse med Unionens optræden udadtil.

6.   EU-Udenrigstjenesten underlægges de dechargeprocedurer, der er omhandlet i artikel 319 i TEUF og artikel 145-147 i finansforordningen. EU-Udenrigstjenesten vil i den forbindelse fuldt ud samarbejde med de institutioner, der er inddraget i dechargeproceduren og i fornødent omfang forelægge de nødvendige supplerende oplysninger, herunder ved at deltage i møder i de relevante organer.

Artikel 9

Instrumenter for optræden udadtil samt programmering

1.   Forvaltningen af Unionens eksterne samarbejdsprogrammer henhører under Kommissionens ansvar med forbehold af Kommissionens og EU-Udenrigstjenestens respektive roller i programmeringen som omhandlet i de følgende stykker.

2.   Den højtstående repræsentant sikrer den overordnede politiske koordinering af Unionens optræden udadtil og påser navnlig via følgende eksterne bistandsinstrumenter, at Unionens optræden udadtil fremtræder som en helhed og er sammenhængende og effektiv:

3.   EU-Udenrigstjenesten bidrager navnlig til programmerings- og forvaltningscyklussen i forbindelse med de i stk. 2 omhandlede instrumenter på grundlag af policymålene i disse instrumenter. Den har især ansvaret for at forberede følgende afgørelser fra Kommissionen om de strategiske, flerårige skridt i programmeringscyklussen:

Under hele programmerings-, planlægnings- og gennemførelsescyklussen for de i stk. 2 omhandlede instrumenter arbejder den højtstående repræsentant og EU-Udenrigstjenesten i overensstemmelse med artikel 3 sammen med Kommissionens relevante medlemmer og tjenestegrene, jf. dog artikel 1, stk. 3. Alle forslag til afgørelse vil blive udarbejdet ved at følge kommissionens procedurer og vil blive forelagt Kommissionen til vedtagelse.

4.   Med hensyn til Den Europæiske Udviklingsfond og instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejdet udarbejdes alle forslag, herunder forslag om ændring af grundforordningerne og programmeringsdokumenterne, jf. stk. 3, i fællesskab af de relevante tjenestegrene i EU-Udenrigstjenesten og i Kommissionen under kommissæren med ansvar for udviklingspolitiks ansvar, og de forelægges i fællesskab med den højtstående repræsentant Kommissionen til vedtagelse.

Den relevante tjenestegren i Kommissionen udarbejder tematiske programmer med undtagelse af Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder, instrumentet for samarbejde om sikkerhed på det nukleare område og den del af stabilitetsinstrumentet, der er omhandlet i stk. 2, syvende led, under vejledning af kommissæren med ansvar for udviklingspolitik, og de forelægges kommissærkollegiet efter aftale med den højtstående repræsentant og de andre relevante kommissærer.

5.   Med hensyn til det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument udarbejdes alle forslag, herunder forslag om ændring af grundforordningerne og programmeringsdokumenterne i stk. 3, i fællesskab af de relevante tjenestegrene i EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen under kommissæren med ansvar for naboskabspolitiks ansvar, og de forelægges i fællesskab med den højtstående repræsentant Kommissionen til vedtagelse.

6.   Foranstaltninger, der iværksættes i medfør af: FUSP-budgettet, stabilitetsinstrumentet med undtagelse af den del, der er omhandlet i stk. 2, syvende led, instrumentet for samarbejdet med industrialiserede lande, kommunikation og foranstaltninger vedrørende offentligt diplomati samt valgobservationsmissioner henhører under den højtstående repræsentants/EU-Udenrigstjenestens ansvar. Kommissionen er ansvarlig for deres finansielle gennemførelse under den højtstående repræsentants myndighed i dennes egenskab af næstformand i Kommissionen. Den tjenestegren i Kommissionen, der har ansvaret for denne gennemførelse, samlokaliseres med EU-Udenrigstjenesten.

Artikel 10

Sikkerhed

1.   Den højtstående repræsentant træffer efter høring af det udvalg, der er omhandlet i del II, afsnit I, punkt 3 i bilaget til Rådets afgørelse 2001/264/EF af 19. marts 2001 om vedtagelse af Rådets sikkerhedsforskrifter (20), afgørelse om sikkerhedsbestemmelserne for EU-Udenrigstjenesten og træffer alle passende foranstaltninger for at sikre, at EU-Udenrigstjenesten effektivt styrer risici for dens personale, fysiske aktiver og informationer, og at den opfylder sin pligt til at udvise rettidig omhu i denne henseende. Sådanne bestemmelser finder anvendelse på hele EU-Udenrigstjenestens personale og alle Unionens delegationer uanset deres administrative status eller oprindelse.

2.   Indtil vedtagelsen af den afgørelse, der er omhandlet i stk. 1:

3.   EU-Udenrigstjenesten skal have en tjenestegren med ansvar for sikkerhedsspørgsmål, der bistås af medlemsstaternes relevante tjenester.

4.   Den højtstående repræsentant træffer alle nødvendige foranstaltninger for at gennemføre sikkerhedsbestemmelser i EU-Udenrigstjenesten, især for så vidt angår beskyttelsen af klassificerede informationer og de foranstaltninger, der skal træffes for det tilfælde, at ansatte i EU-Udenrigstjenesten ikke overholder sikkerhedsbestemmelserne. Med henblik herpå søger EU-Udenrigstjenesten rådgivning fra Generalsekretariatet for Rådets Sikkerhedskontor, fra de relevante tjenestegrene i Kommissionen og fra medlemsstaternes relevante tjenester.

Artikel 11

Aktindsigt, arkiver og databeskyttelse

1.   EU-Udenrigstjenesten anvender de bestemmelser, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (22). Den højtstående repræsentant træffer afgørelse om gennemførelsesbestemmelserne for EU-Udenrigstjenesten.

2.   EU-Udenrigstjenestens administrerende generalsekretær organiserer tjenestens arkiver. De relevante arkiver i de tjenestegrene, der overføres fra Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen, overføres til EU-Udenrigstjenesten.

3.   EU-Udenrigstjenesten beskytter fysiske personer i forbindelse med behandling af deres personoplysninger i overensstemmelse med bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (23). Den højtstående repræsentant træffer afgørelse om gennemførelsesbestemmelserne for EU-Udenrigstjenesten.

Artikel 12

Fast ejendom

1.   Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionens relevante tjenestegrene træffer alle nødvendige foranstaltninger, således at de overførsler, der er omhandlet i artikel 7, kan ledsages af de overførsler af råds- og kommissionsbygninger, der er nødvendige for, at EU-Udenrigstjenesten kan fungere.

2.   De betingelser, hvorunder fast ejendom stilles til rådighed for EU-Udenrigstjenestens centraladministration og Unionens delegationer, afgøres i fællesskab af den højtstående repræsentant og, alt efter hvad der er relevant, Generalsekretariatet for Rådet eller Kommissionen.

Artikel 13

Afsluttende og generelle bestemmelser

1.   Den højtstående repræsentant, Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne er ansvarlige for gennemførelsen af denne afgørelse og træffer alle de nødvendige foranstaltninger til støtte herfor.

2.   Den højtstående repræsentant aflægger rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om, hvordan EU-Udenrigstjenesten fungerer, senest inden udgangen af 2011. Denne rapport skal navnlig omfatte gennemførelsen af artikel 5, stk. 3 og 10, og artikel 9.

3.   Senest medio 2013 foretager den højtstående repræsentant en gennemgang af, hvordan EU-Udenrigstjenesten tilrettelægges og fungerer, som bl.a. vil omfatte gennemførelsen af artikel 6, stk. 6, 8 og 11. Gennemgangen ledsages om nødvendigt af passende forslag til revision af denne afgørelse. I så tilfælde reviderer Rådet senest primo 2014 denne afgørelse i lyset af denne gennemgang i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3, i TEU.

4.   Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen. Bestemmelserne om finansiel forvaltning og ansættelse får først virkning, når de nødvendige ændringer i personalevedtægten, AØAF og finansforordningen samt ændringsbudgettet er vedtaget. For at sikre en smidig overgang indgår den højtstående repræsentant, Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen de nødvendige ordninger, og de hører medlemsstaterne.

5.   Inden for en måned efter denne afgørelses ikrafttræden forelægger den højtstående repræsentant Kommissionen et overslag over EU-Udenrigstjenestens indtægter og udgifter, herunder en stillingsfortegnelse, således at Kommissionen kan forelægge et forslag til ændringsbudget.

6.   Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

(1)  EUT C 46 af 24.2.2006, s. 1.

(2)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet — på vej mod en europæisk konsensus om humanitær bistand (KOM(2007) 317 endelig). Ikke offentliggjort i EUT.

(3)  EFT C 298 af 30.11.2002, s. 1.

(4)  Rådets fælles aktion 2004/551/FUSP af 12.7.2004 om oprettelse af Det Europæiske Forsvarsagentur (EUT L 245 af 17.7.2004, s. 17).

(5)  Rådets fælles aktion 2001/555/FUSP af 20.7.2001 om oprettelse af et EU-satellitcenter (EFT L 200 af 25.7.2001, s. 5).

(6)  Rådets fælles aktion 2001/554/FUSP af 20.7.2001 om oprettelse af Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier (EFT L 200 af 25.7.2001, s. 1).

(7)  Rådets fælles aktion 2008/550/FUSP af 23.6.2008 om oprettelse af Det Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsakademi (ESDC) (EUT L 176 af 4.7.2008, s. 20).

(8)  Forordning nr. 31 (EØF), nr. 11 (Euratom) om vedtægten for tjenestemænd og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EFT 45 af 14.6.1962, s. 1387/62).

(9)  EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(10)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25.5.1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (EFT L 136 af 31.5.1999, s. 1).

(11)  EUT L 322 af 9.12.2009, s. 28.

(12)  EUT L 160 af 28.6.2003, s. 72.

(13)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18.12.2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (EUT L 378 af 27.12.2006, s. 41).

(14)  Forordning nr. 5 om fastsættelse af de nærmere bestemmelser for indkaldelser og overførsler af finansielle bidrag, budgetforhold og forvaltning af midlerne under Udviklingsfonden for de oversøiske lande og territorier (EFT 33 af 31.12.1958, s. 681/58).

(15)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan (Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder) (EUT L 386 af 29.12.2006, s. 1).

(16)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1638/2006 af 24.10.2006 om almindelige bestemmelser om oprettelse af et europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument (EUT L 310 af 9.11.2006, s.1).

(17)  Rådets forordning (EF) nr. 382/2001 af 26.2.2001 om gennemførelse af projekter til fremme af samarbejde og handelsmæssige forbindelser mellem Den Europæiske Union og de industrialiserede lande i Nordamerika, Fjernøsten og Australasien (EFT L 57 af 27.2.2001, s. 10).

(18)  Rådets forordning (Euratom) nr. 300/2007 af 19.2.2007 om oprettelse af et instrument for samarbejde om sikkerhed på det nukleare område (EUT L 81 af 22.3.2007, s. 1).

(19)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1717/2006 af 15.11.2006 om oprettelse af et stabilitetsinstrument (EUT L 327 af 24.11.2006, s. 1).

(20)  EFT L 101 af 11.4.2001, s. 1.

(21)  EFT L 308 af 8.12.2000, s. 26.

(22)  EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.

(23)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.