2.7.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 168/22


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 1. juli 2010

om tildeling af ekstra havdage til Spanien i ICES-afsnit VIII c og IX a med undtagelse af Cadizbugten

(meddelt under nummer K(2010) 4330)

(Kun den spanske udgave er autentisk)

(2010/370/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 43/2009 af 16. januar 2009 om fastsættelse for 2009 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EF-farvande og for EF-fartøjer i andre farvande, som er omfattet af fangstbegrænsninger (1), særlig bilag IIB, punkt 9, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I punkt 7 i bilag IIB til forordning (EF) nr. 43/2009 fastsættes det maksimale antal dage, som EU-fartøjer med en længde overalt på 10 m og derover, der medfører trawl og snurrevod eller lignende redskaber med en maskestørrelse på mindst 32 mm, garn med en maskestørrelse på mindst 60 mm eller langliner til bundfiskeri, må være til stede i ICES-afsnit VIII c og IX a med undtagelse af Cadizbugten i perioden 1. februar 2009 -31. januar 2010.

(2)

I henhold til punkt 9 i bilag IIB kan Kommissionen på grundlag af det endelige ophør med fiskerivirksomhed siden den 1. januar 2004 tildele medlemsstaterne et ekstra antal havdage, hvor fartøjer, der medfører sådanne fiskeredskaber, må være til stede i det pågældende geografiske område.

(3)

Den 11. november 2009 forelagde Spanien dokumentation for, at 12 fiskerfartøjer har indstillet fiskeriet siden den 1. januar 2004. På basis af de indsendte oplysninger og beregningsmetoden i punkt 9.1 i bilag IIB bør Spanien for perioden 1. februar 2009-31. januar 2010 tildeles 9 ekstra havdage for fartøjer, der medfører redskaber anført i punkt 3 i samme bilag.

(4)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Fiskeri og Akvakultur —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Det maksimale antal dage, som fiskerfartøjer, der fører spansk flag og medfører fiskeredskaber som omhandlet i punkt 3 i bilag IIB til forordning (EF) nr. 43/2009, og som ikke er omfattet af de særlige bestemmelser i det pågældende bilags punkt 7.2, må være til stede i ICES-afsnit VIII c og IX a med undtagelse af Cadizbugten, jf. det pågældende bilags tabel I, ændres til 184 dage om året.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Spanien.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. juli 2010.

På Kommissionens vegne

Maria DAMANAKI

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 22 af 26.1.2009, s. 1.