26.6.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 160/26


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 24. juni 2010

om medlemsstaternes forlængelse af midlertidige godkendelser af de nye aktivstoffer amisulbrom, chlorantraniliprol, meptyldinocap og pinoxaden

(meddelt under nummer K(2010) 4177)

(EØS-relevant tekst)

(2010/353/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (1), særlig artikel 8, stk. 1, fjerde afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det Forenede Kongerige modtog i marts 2006 en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF fra Nissan Chemical Europe SARL om optagelse af aktivstoffet amisulbrom i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Ved Kommissionens beslutning 2007/669/EF (2) blev det bekræftet, at dossieret var fuldstændigt og således principielt kunne anses for at opfylde data- og informationskravene i bilag II og III til direktiv 91/414/EØF.

(2)

Irland modtog i februar 2007 en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF fra DuPont International Operations SARL om optagelse af aktivstoffet chlorantraniliprol i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Ved Kommissionens beslutning 2007/560/EF (3) blev det bekræftet, at dossieret var fuldstændigt og således principielt kunne anses for at opfylde data- og informationskravene i bilag II og III til direktiv 91/414/EØF.

(3)

Det Forenede Kongerige modtog i august 2005 en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF fra Dow Agrosciences om optagelse af aktivstoffet meptyldinocap i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Ved Kommissionens beslutning 2006/589/EF (4) blev det bekræftet, at dossieret var fuldstændigt og således principielt kunne anses for at opfylde data- og informationskravene i bilag II og III til direktiv 91/414/EØF.

(4)

Det Forenede Kongerige modtog i marts 2004 en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF fra Syngenta Ltd om optagelse af aktivstoffet pinoxaden i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Ved Kommissionens beslutning 2005/459/EF (5) blev det bekræftet, at dossieret var fuldstændigt og således principielt kunne anses for at opfylde data- og informationskravene i bilag II og III til direktiv 91/414/EØF.

(5)

Bekræftelsen af, at dossiererne er fuldstændige, er en forudsætning for, at der kan foretages en grundig behandling af dem, og for at medlemsstaterne foreløbigt kan godkende plantebeskyttelsesmidler, der indeholder de pågældende aktivstoffer, for en periode på højst tre år, samtidig med at betingelserne i artikel 8, stk. 1, i direktiv 91/414/EØF, navnlig kravet om, at der skal foretages en grundig vurdering af aktivstofferne og plantebeskyttelsesmidlet ud fra direktivets krav, opfyldes.

(6)

Disse aktivstoffers virkninger på menneskers sundhed og miljøet er blevet vurderet i henhold til bestemmelserne i artikel 6, stk. 2 og 4, i direktiv 91/414/EØF for de anvendelsesformål, som ansøgerne har foreslået. De rapporterende medlemsstater forelagde udkastene til vurderingsrapporter for Kommissionen den 15. juli 2008 (amisulbrom), den 11. februar 2009 (chlorantraniliprol), den 25. oktober 2006 (meptyldinocap) og den 30. november 2005 (pinoxaden).

(7)

Efter at de rapporterende medlemsstater forelagde udkastene til vurderingsrapporter, har det været nødvendigt at anmode ansøgerne om yderligere oplysninger og at lade de rapporterende medlemsstater undersøge disse oplysninger og forelægge deres vurderinger. Gennemgangen af dossiererne fortsætter derfor, og det vil ikke være muligt at afslutte evalueringen af dossiererne inden for den periode, der er fastsat i Rådets direktiv 91/414/EØF, sammenholdt med Kommissionens beslutning 2008/724/EF (6) (pinoxaden).

(8)

Da den hidtidige evaluering ikke umiddelbart giver anledning til bekymring, bør medlemsstaterne kunne forlænge de midlertidige godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder de pågældende aktivstoffer, med en periode på 24 måneder i overensstemmelse med artikel 8 i direktiv 91/414/EØF, så undersøgelsen af dossiererne kan fortsætte. Det forventes, at evalueringen kan afsluttes, og der kan træffes beslutning om eventuel optagelse af amisulbrom, chlorantraniliprol, meptyldinocap og pinoxaden i bilag I til direktiv 91/414/EØF inden for 24 måneder.

(9)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Medlemsstaterne kan forlænge midlertidige godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder amisulbrom, chlorantraniliprol, meptyldinocap eller pinoxaden, med en periode, der udløber senest den 30. juni 2012.

Artikel 2

Denne afgørelse udløber den 30. juni 2012.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juni 2010.

På Kommissionens vegne

John DALLI

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1.

(2)  EUT L 274 af 18.10.2007, s. 15.

(3)  EUT L 213 af 15.8.2007, s. 29.

(4)  EUT L 240 af 2.9.2006, s. 9.

(5)  EUT L 160 af 23.6.2005, s. 32.

(6)  EUT L 245 af 13.9.2008, s. 15.