BILAG

I bilag I foretages følgende ændringer:

1)	I punkt 1 ændres »bilag II til XI og XIII til XV« til »bilag II-XI og bilag XIII-XVIII«.

I punkt 2 foretages følgende ændringer:

a)	I indledningen ændres »bilag II til XV« til »bilag II-XVIII«.

Som nr. 3), litra j), tilføjes:

»j)	»målepunkt«: den udledningskilde, for hvilken der bruges systemer til kontinuerlig udledningsmåling, eller tværsnittet i et rørledningssystem for hvilket CO2-strømmen bestemmes ved hjælp af systemer til kontinuerlig måling.«

Som nr. 7) indsættes:

»7)

I forbindelse med drivhusgasudledninger fra aktiviteter vedrørende opsamling, transport og geologisk lagring af drivhusgasser forstås ved:

a)	»geologisk lagring af CO2«: »geologisk lagring af CO2« som defineret i artikel 3, nr.1), i direktiv 2009/31/EF

b)	»lagringslokalitet«: »lagringslokalitet« som defineret i artikel 3, nr. 3), i direktiv 2009/31/EF

c)	»lagringskompleks«: »lagringskompleks« som defineret i artikel 3, nr. 6), i direktiv 2009/31/EF

d)	»CO2-transport«: transport af CO2 via rørledninger med henblik på geologisk lagring på en lagringslokalitet, som er godkendt i henhold til direktiv 2009/31/EF.

e)	»transportnet«: »transportnet« som defineret i artikel 3, nr. 22), i direktiv 2009/31/EF

f)	»CO2-opsamling«: en aktivitet, der går ud på at opsamle CO2 fra gasstrømme, som ellers ville blive udledt, med henblik på transport og geologisk lagring på en lagringslokalitet, som er godkendt i henhold til direktiv 2009/31/EF

g)	»opsamlingsanlæg«: et anlæg til CO2-opsamling

»fugitive udledninger«: uregelmæssige eller utilsigtede udledninger fra kilder, som ikke er lokaliseret, eller som er for forskelligartede eller små til at kunne overvåges individuelt, f.eks. udledninger fra ellers intakte pakninger, ventiler, mellemliggende kompressorstationer og mellemliggende lagringsanlæg

i)	»udluftningsudledninger«: udledninger, som bevidst slippes ud fra anlægget gennem et nærmere bestemt udledningspunkt

j)	»vandsøjle«: »vandsøjle« som defineret i artikel 3, nr. 2), i direktiv 2009/31/EF

k)	»forbedret kulbrinteindvinding«: indvinding af kulbrinter ud over, hvad der produceres ved vandinjektion eller andre metoder

l)	»udsivning« i forbindelse med geologisk lagring: »udsivning« som defineret i artikel 3, nr. 5), i direktiv 2009/31/EF.«

I punkt 4 foretages følgende ændringer:

I punkt 4.1 indsættes følgende nye afsnit efter andet afsnit:

»Hvis der fra et lagringskompleks, jf. direktiv 2009/31/EF, konstateres udsivninger, som betyder, at der udledes eller frigives CO2 til vandsøjlen, skal de medtages som udledningskilder for det pågældende anlæg og skal således overvåges efter bestemmelserne i bilag XVIII. Udsivningen kan med den kompetente myndigheds godkendelse udelukkes som udledningskilde, når der er truffet udbedrende foranstaltninger, jf. artikel 16 i direktiv 2009/31/EF, og der ikke længere kan konstateres udledninger eller frigivelser til vandsøjlen fra den pågældende udsivning.«

I punkt 4.3 indsættes følgende litraer efter fjerde afsnit:

»o)	hvis det er relevant, placeringen af udstyr til temperatur- og trykmåling i et transportnet

p)	hvis det er relevant, procedurer for forebyggelse, sporing og kvantificering af udsivningstilfælde i transportnet

q)	for så vidt angår transportnet, procedurer, som effektivt sikrer, at CO2 kun overføres til anlæg med en gyldig tilladelse til drivhusgasudledning, eller hvor eventuelt udledt CO2 effektivt overvåges eller angives i overensstemmelse med punkt 5.7 i dette bilag

hvis CO2 overføres i overensstemmelse med punkt 5.7 i dette bilag, en identifikation af modtager- og overførselsanlægget; for anlæg med tilladelse til drivhusgasudledning angives dette med anlæggets identifikationskode, jf. definitionen i den forordning, der er omhandlet i artikel 19 i direktiv 2003/87/EF

s)	hvis det er relevant, en beskrivelse af systemer til kontinuerlig måling, der anvendes ved punkterne til overførsel af CO2 mellem anlæg, som overfører CO2 i overensstemmelse med punkt 5.7 i dette bilag

t)	hvis det er relevant, kvantificeringstilgange for udledning eller frigivelse af CO2 til vandsøjlen fra potentielle udsivninger samt anvendte og eventuelt tilpassede kvantificeringstilgange for faktiske udledninger eller CO2-frigivelse til vandsøjlen fra udsivninger som angivet i bilag XVIII.«

Punkt 4.3, sjette afsnit, affattes således:

»En større ændring i overvågningsmetoden som led i overvågningsplanen skal godkendes af den kompetente myndighed, hvis den vedrører:

—	en ændring i anlæggets klassificering, jf. tabel 1

—	en omlægning fra beregningsbaseret til målingsbaseret bestemmelse af udledninger eller omvendt

—	en forøgelse af usikkerheden i aktivitetsdata eller andre parametre (hvor dette er relevant), som bevirker, at der skal anvendes et andet metodetrin

—	anvendelse eller tilpasning af en kvantificeringstilgang for udledning i form af udsivning på lagringslokaliteter.«

I punkt 5 foretages følgende ændringer:

a)	I punkt 5.1 under overskriften »Procesudledninger« i sidste afsnit ændres »bilag II-XI« til »bilag II-XI og XVI, XVII og XVIII« i hele afsnittet.

b)	I punkt 5.2, første punktum, ændres »bilag II til XI og bilag XIV og XV« til »bilag II-XI og bilag XIV-XVIII«.

Punkt 5.7 affattes således:

»5.7 OVERFØRT CO2

Hvis det godkendes af den kompetente myndighed, må driftslederen fra anlæggets beregnede udledningsniveau fratrække eventuelle CO2-mængder, som ikke udledes fra anlægget, men overføres fra det:

—	som rent stof eller bruges direkte og bundet i produkter eller som råmateriale eller

—	til et andet anlæg med tilladelse til drivhusgasudledning, medmindre der gælder andre krav, som er fastlagt i bilag XVII eller XVIII

forudsat at fradraget afspejles i en tilsvarende reduktion for aktiviteten og anlægget, som den pågældende medlemsstat har rapporteret i sin nationale opgørelse, som er blevet forelagt sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer. Den pågældende mængde CO2 skal rapporteres for hvert anlæg, som CO2 er blevet overført til eller modtaget fra, som en memorandumpost i den årlige udledningsrapport om overførsels- og modtageranlægget.

Ved overførsel til et andet anlæg skal modtageranlægget lægge den modtagne CO2 oven i sit beregnede udledningsniveau, medmindre andre krav i bilag XVII eller XVIII finder anvendelse.

De pågældende overførsels- og modtageranlæg skal indberettes af medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 21 i direktiv 2003/87/EF. Ved overførsel til et anlæg, der er omfattet af nævnte direktiv, skal overførselsanlægget angive modtageranlægget i sin årlige udledningsrapport ved hjælp af modtageranlæggets identifikationskode, jf. definitionen i den forordning, der er omhandlet i direktivets artikel 19. Modtageranlægget skal på samme måde angive overførselsanlægget.

Overført CO2 fra et anlæg kan f.eks. være:

—	ren CO2, der anvendes til karbonering af drikkevarer

—	ren CO2, der anvendes som tøris til køleformål

—	ren CO2, der anvendes som brandslukningsmiddel, kølemiddel eller laboratoriegas

—	ren CO2, der anvendes til skadedyrsbekæmpelse i forbindelse med korndyrkning

—	ren CO2, der anvendes som opløsningsmiddel i levnedsmiddelindustrien eller den kemiske industri

—	CO2, der anvendes bundet i produkter som råmateriale i den kemiske industri og papirmasseindustrien (f.eks. til urea eller udfældede karbonater)

—	karbonater, der er bundet i tørt afsvovlingsprodukt (TASP) fra halvtør røggasvask

—	CO2, der overføres til opsamlingsanlæg

—	CO2 fra opsamlingsanlæg, der overføres til transportnet

—	CO2 fra transportnet, der overføres til lagringslokaliteter.

Medmindre der er angivet andre krav i det aktivitetsspecifikke bilag, skal massen af årligt overført CO2 eller karbonat opgøres med en usikkerhedsgrad, der er lavere end 1,5 %, enten direkte ved måling eller vejning af volumen- eller massestrømme eller indirekte ud fra massen af det pågældende produkt (f.eks. karbonater eller urea), hvor det er relevant og hensigtsmæssigt.

Hvis mængden af overført CO2 måles både på overførsels- og modtageranlægget, skal disse to CO2-mængder være identiske. Hvis afvigelsen mellem de målte værdier ligger på et niveau, der kan forklares med usikkerhed i målesystemerne, anvendes det aritmetiske gennemsnit af begge målte værdier både i overførselsanlæggets og modtageranlæggets udledningsrapport. Udledningsrapporten skal indeholde en erklæring om, at denne værdi er blevet justeret med værdien fra henholdsvis overførselsanlægget eller modtageranlægget. Den målte værdi skal medtages som en memorandumpost.

Hvis afvigelsen mellem de målte værdier ikke kan forklares med en usikkerhedsmargin i målesystemerne, skal driftslederne på de pågældende anlæg justere de målte værdier ved at foretage konservative tilpasninger (dvs. sikre, at udledningerne ikke ansættes for lavt). Denne justering skal bekræftes af verifikatorerne på overførsels- og modtageranlæggene og godkendes af den kompetente myndighed.

Hvis en del af den overførte CO2 stammer fra biomasse, eller hvis et anlæg kun delvist omfattes af direktiv 2003/87/EF, må driftslederen kun fratrække den procentdel af massen af overført CO2, som stammer fra fossile brændsler og materialer i de aktiviteter, som direktivet omfatter. Henføringsmetoderne i denne forbindelse skal være konservative og skal godkendes af den kompetente myndighed.

Hvis der anvendes en målebaseret metode på overførselsanlægget, skal den samlede mængde overført/modtaget CO2 fra biomasse rapporteres som en memorandumpost af både overførsels- og modtageranlægget. Modtageranlægget behøver i den forbindelse ikke foretage egne målinger, men skal rapportere mængden af biomasse-CO2, som det har fået oplyst af overførselsanlægget.«

6)	I punkt 6.3, litra c), tredje afsnit, ændres »bilag II til XI« til »bilag II-XI og XVI, XVII og XVIII«.

7)	I punkt 7.1, femte afsnit, ændres »bilag II til XI og bilag XIV og XV« til »bilag II-XI og bilag XIV-XVIII«.

I punkt 8 foretages følgende ændringer:

a)	I femte afsnit, nr. 6), ændres »bilag I til XI« til »bilag II-XI og XVI, XVII og XVIII«.

I slutningen af femte afsnit indsættes følgende som nr. 10):

»10)	eventuelle CO2–mængder, som er overført til eller modtaget fra andre anlæg, med angivelse af anlæggets identifikationskode, jf. definitionen i den forordning, der er omhandlet i artikel 19 i direktiv 2003/87/EF«.

Følgende indsættes som sjette afsnit:

»Den kompetente myndighed kan give driftsledere af CO2-lagringslokaliteter tilladelse til efter nedlukning at indsende forenklede udledningsrapporter, der som minimum indeholder de elementer, som er anført i nr. 1) og 9), hvis tilladelsen til drivhusgasudledning ikke indeholder nogen udledningskilder.«

I slutningen af punkt 9 tilføjes følgende nye afsnit:

»Følgende yderligere oplysninger skal opbevares ved aktiviteter vedrørende opsamling, transport og geologisk lagring af CO2:

—	hvis det er relevant, dokumentation for mængden af CO2, som anlæg, der foretager geologisk lagring af CO2, har injiceret i lagringskomplekset

—	hvis det er relevant, repræsentativt sammenlagte tryk- og temperaturdata fra et transportnet

—	hvis det er relevant, en kopi af lagringstilladelsen samt den godkendte overvågningsplan, jf. artikel 9 i direktiv 2009/31/EF

—	hvis det er relevant, de rapporter, der er indsendt i medfør af artikel 14 i direktiv 2009/31/EF

—	hvis det er relevant, rapporter om resultaterne af de inspektioner, der er udført i medfør af artikel 15 i direktiv 2009/31/EF

—	hvis det er relevant, dokumentation for udbedrende foranstaltninger, der er iværksat i medfør af artikel 16 i direktiv 2009/31/EF.«

Bilag XII affattes således:

» BILAG XII

Retningslinjer for bestemmelse af udledninger eller mængden af overførte drivhusgasser ved hjælp af systemer til kontinuerlig måling

1. AFGRÆNSNING OG FULDSTÆNDIGHED

Bestemmelserne i dette bilag finder anvendelse på udledninger af drivhusgasser fra aktiviteter, der er omfattet af direktiv 2003/87/EF. Udledninger kan stamme fra flere forskellige udledningskilder i et anlæg.

Bestemmelserne i dette bilag finder desuden anvendelse på systemer til kontinuerlig måling, der anvendes til bestemmelse af CO2-strømme i rørledninger, navnlig når disse anvendes til overførsel af CO2 mellem anlæg til f.eks. opsamling, transport og geologisk lagring af CO2. I den forbindelse skal henvisningerne til udledninger i punkt 6 og 7.2 i bilag I læses som henvisninger til mængden af CO2, der er overført i overensstemmelse med punkt 5.7 i bilag I.

2. BESTEMMELSE AF DRIVHUSGASUDLEDNINGER

Metodetrin 1

Der skal for hvert enkelt målepunkt opnås en samlet usikkerhed for hele rapporteringsperiodens samlede udledninger eller CO2-strøm på mindre end ± 10 %.

Metodetrin 2

Der skal for hvert enkelt målepunkt opnås en samlet usikkerhed for hele rapporteringsperiodens samlede udledninger eller CO2-strøm på mindre end ± 7,5 %.

Metodetrin 3

Der skal for hvert enkelt målepunkt opnås en samlet usikkerhed for hele rapporteringsperiodens samlede udledninger eller CO2-strøm på mindre end ± 5 %.

Metodetrin 4

Der skal for hvert enkelt målepunkt opnås en samlet usikkerhed for hele rapporteringsperiodens samlede udledninger eller CO2-strøm på mindre end ± 2,5 %.

Den generelle metode

Rapporteringsperiodens samlede udledninger af en drivhusgas fra en udledningskilde eller mængden af CO2, der føres gennem målepunktet, bestemmes ved hjælp af nedenstående formel. Hvis et anlæg omfatter flere udledningskilder, der ikke kan måles som én kilde, måles udledningerne fra disse udledningskilder hver for sig og lægges sammen som rapporteringsperiodens samlede udledninger af den pågældende drivhusgas i hele anlægget.

Bestemmelsen af parametrene drivhusgaskoncentration og røggasmængde udføres i henhold til bestemmelserne i punkt 6 i bilag I. Ved måling af overført CO2 i rørledninger finder punkt 6 i bilag I anvendelse, som om målepunktet var en udledningskilde alt efter omstændighederne. For sådanne målepunkter er den i punkt 6.3, litra c), omhandlede underbyggende beregning ikke påkrævet.

Drivhusgaskoncentration

Drivhusgaskoncentrationen i røggassen bestemmes ved kontinuerlig måling på et repræsentativt punkt. Drivhusgaskoncentrationen kan måles efter to metoder:

METODE A

Drivhusgaskoncentrationen måles direkte.

METODE B

For meget høje drivhusgaskoncentrationer, f.eks. i transportnet, kan drivhusgaskoncentrationen beregnes ved hjælp af massebalancen, idet der tages højde for de målte koncentrationsværdier for alle andre komponenteri gasstrømmen i overensstemmelse med overvågningsplanen for anlægget:

Røggasmængde

Mængden af tør røggas kan bestemmes ved hjælp af en af følgende metoder:

METODE A

Gasmængden Qe beregnes ved en massebalancemetode, hvor alle væsentlige parametre indregnes, f.eks. tilført materialemængde, tilført luftmængde og proceseffektivitet samt, på produktionssiden, produktmængde, O2-koncentration, SO2- og NOx-koncentration.

Den anvendte beregningsmetode skal godkendes af den kompetente myndighed som led i evalueringen af overvågningsplanen og den deri indeholdte overvågningsmetode.

METODE B

Gasmængden Qe bestemmes ved kontinuerlig flowmåling på et repræsentativt punkt.«

Som bilag XVI indsættes følgende:

»BILAG XVI

Aktivitetsspecifikke retningslinjer for bestemmelse af drivhusgasudledning fra CO2-opsamlingsaktiviteter med henblik på transport og geologisk lagring på en lagringslokalitet, som er godkendt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF

1. AFGRÆNSNING OG FULDSTÆNDIGHED

De aktivitetsspecifikke retningslinjer i dette bilag finder anvendelse på overvågningen af udledninger fra CO2-opsamlingsaktiviteter.

CO2-opsamling kan foretages enten af dedikerede anlæg, der modtager CO2 ved overførsel fra andre anlæg, eller af anlæg, som udfører de aktiviteter, der udleder den CO2, der skal opsamles i henhold til samme tilladelse til drivhusgasudledning. Alle dele af anlægget, der vedrører CO2-opsamling, midlertidig lagring, overførsel til et CO2-transportnet eller til et anlæg med henblik på geologisk lagring af CO2-drivhusgasudledning, skal medtages i tilladelsen til drivhusgasudledning. Hvis anlægget udfører andre aktiviteter, som er omfattet af direktiv 2003/87/EF, skal udledningen fra disse aktiviteter overvåges i overensstemmelse med de relevante bilag i disse retningslinjer.

2. UDLEDNING FRA CO2-OPSAMLINGSAKTIVITETER

I forbindelse med CO2-opsamling kan potentielle kilder til CO2 omfatte:

—	CO2, der overføres til opsamlingsanlægget

—	forbrænding og andre beslægtede aktiviteter på anlægget (opsamlingsrelaterede), dvs. anvendelse af brændsel og råmateriale.

3. KVANTIFICERING AF OVERFØRTE ELLER UDLEDTE CO2-MÆNGDER

3.1. KVANTIFICERING PÅ ANLÆGSNIVEAU

Udledningerne beregnes ved hjælp af en fuldstændig massebalancemetode, hvor der tages højde for potentielle CO2-udledninger fra alle udledningsrelevante processer på anlægget og den mængde CO2, der er opsamlet og overført til et transportnet.

Anlæggets udledning beregnes ud fra følgende formel:

Eopsamlingsanlæg = Tråmateriale + Euden opsamling – Ttil lagring

hvor

Eopsamlingsanlæg	=	opsamlingsanlæggets samlede drivhusgasudledning
Tråmateriale	=	Mængde CO2 overført til opsamlingsanlægget, bestemt i overensstemmelse med bilag XII og punkt 5.7 i bilag I; hvis driftslederen over for den kompetente myndighed kan godtgøre, at den samlede CO2-udledning fra det udledende anlæg overføres til opsamlingsanlægget, kan den kompetente myndighed give driftslederen tilladelse til at anvende udledninger fra det udledende anlæg, bestemt i henhold til bilag I-XII, i stedet for at anvende systemer til kontinuerlig udledningsmåling.
Euden opsamling	=	Udledning fra anlægget, hvis CO2 ikke blev opsamlet, dvs. summen af udledninger fra alle andre aktiviteter på anlægget, overvåget i overensstemmelse med de relevante bilag
Ttil lagring	=	Mængde CO2 overført til et transportnet eller en lagringslokalitet, bestemt i overensstemmelse med bilag XII og punkt 5.7 i bilag I

Hvis CO2-opsamlingen udføres af det samme anlæg, som det opsamlede CO2 stammer fra, er Tråmateriale nul.

Hvis der er tale om autonome opsamlingsanlæg, repræsenterer Euden opsamling mængden af udledninger, der forekommer fra andre kilder end den CO2, der overføres til anlægget med henblik på opsamling, f.eks. forbrændingsudledning fra turbiner, kompressorer eller varmeapparater. En sådan udledning kan bestemmes ved beregning eller måling i overensstemmelse med det relevante aktivitetsspecifikke bilag.

Hvis der er tale om autonome opsamlingsanlæg, skal det anlæg, der overfører CO2 til opsamlingsanlægget, fratrække mængden Tråmateriale fra sin egen udledning.

3.2. BESTEMMELSE AF OVERFØRT CO2

Mængden af CO2 overført fra og til opsamlingsanlægget bestemmes i overensstemmelse med punkt 5.7 i bilag I ved hjælp af systemer til kontinuerlig udledningsmåling i overensstemmelse med bilag XII. Som minimum anvendes metodetrin 4, jf. bilag XII. Kun hvis det kan godtgøres over for den kompetente myndighed, at det er teknisk umuligt at anvende dette metodetrin, må et lavere trin anvendes for den pågældende udledningskilde.«

Som bilag XVII indsættes følgende:

»BILAG XVII

Aktivitetsspecifikke retningslinjer for bestemmelse af drivhusgasemissioner fra CO2-transport via rørledninger til geologisk lagring på en lagringslokalitet, som er godkendt i henhold til direktiv 2009/31/EF

1. AFGRÆNSNING OG FULDSTÆNDIGHED

Afgrænsningen for overvågning og rapportering om udledning fra CO2-transport via rørledninger er fastlagt i transportnettets tilladelse til drivhusgasudledning, herunder alle de anlæg, der funktionelt er forbundet til transportnettet, inklusive boosterstationer og varmeapparater. Hvert transportnet har som minimum et startpunkt og et slutpunkt, som hver især er forbundet til andre anlæg, der udfører en eller flere af aktiviteterne opsamling, transport eller geologisk lagring af CO2. Start- og slutpunkter kan være bifurkationer af transportnettet og nationale grænser. Start- og slutpunkter samt de anlæg, de er forbundet til, skal være angivet i tilladelsen til drivhusgasudledning.

2. KVANTIFICERING AF CO2-UDLEDNING

Under transporten af CO2 via rørledninger kan potentielle CO2-udledningskilder være:

—	forbrænding og andre processer på anlæg, der funktionelt er forbundet til transportnettet, f.eks. boosterstationer

—	fugitive udledninger fra transportnettet

—	udluftningsudledninger fra transportnettet

—	udledninger fra udsivningsuheld fra transportnettet.

Transportnet, der anvender metode B neden for, skal ikke tilføje CO2 modtaget fra et andet ETS-anlæg til sit beregnede udledningsniveau og skal ikke fratrække CO2, der er overført til et andet ETS-anlæg, fra sit beregnede udledningsniveau.

2.1. KVANTIFICERINGSTILGANGE

Driftsledere af transportnet kan vælge en af følgende tilgange:

METODE A

Udledninger fra transportnettet bestemmes ved hjælp af en massebalancemetode i overensstemmelse med følgende formel:

hvor

udledning	=	samlet CO2-udledning fra transportnettet [t CO2]
Eegenaktivitet	=	udledning fra transportnettets egenaktivitet (dvs., som ikke stammer fra den transporterede CO2), f.eks. brændselsanvendelse i boosterstationer, der overvåges i overensstemmelse med de relevante bilag i disse retningslinjer
TIND,i	=	mængde CO2 overført til transportnettet ved indgangsstedet i, bestemt i overensstemmelse med bilag XII og punkt 5.7 i bilag I
TUD,i	=	mængde CO2 ført ud af transportnettet ved udgangsstedet i, bestemt i overensstemmelse med bilag XII og punkt 5.7 i bilag I.

METODE B

Udledningerne beregnes ved at tage højde for de potentielle CO2-udledninger fra alle udledningsrelevante processer på anlægget og den mængde CO2, der er opsamlet og overført til transportfaciliteten, ved hjælp af følgende formel:

udledning [t CO2]= CO2 fugitiv + CO2 udluftet + CO2 udsivningsuheld + CO2 anlæg

hvor

udledning	=	samlet CO2-udledning fra transportnettet [t CO2]
CO2 fugitiv	=	mængde fugitive udledninger [t CO2] fra CO2 transporteret i transportnettet, herunder fra pakninger, ventiler, mellemliggende kompressorstationer og mellemliggende lagringslokaliteter
CO2 udluftet	=	mængde udluftningsudledninger [t CO2] fra CO2 transporteret i transportnettet
CO2 udsivningsuheld	=	mængde CO2 [t CO2] transporteret i transportnettet, som udledes som følge af svigt i en eller flere af transportnettets komponenter
CO2 anlæg	=	mængde CO2 [t CO2], som udledes fra forbrænding eller andre processer, der funktionelt er forbundet til rørledningstransporten i transportnettet, overvåget i overensstemmelse med de relevante bilag i disse retningslinjer.

2.2. KVANTIFICERINGSKRAV

Driftslederen skal ved valget mellem metode A eller B over for den kompetente myndighed godtgøre, at den valgte metode vil medføre mere pålidelige resultater med lavere usikkerhed for den samlede udledning ved at anvende den bedste tilgængelige teknologi og viden på tidspunktet for ansøgning om tilladelse til drivhusgasudledning, uden at det medfører urimelige omkostninger. Hvis driftslederen vælger metode B, skal han over for den kompetente myndighed godtgøre, at den samlede usikkerhed for det årlige udledningsniveau af drivhusgasser for hans transportnet ikke overskrider 7,5 %.

2.2.1. SÆRLIGE KRAV VED METODE A

Mængden af CO2 overført fra og til transportnettet bestemmes i overensstemmelse med punkt 5.7 i bilag I ved hjælp af systemer til kontinuerlig udledningsmåling i overensstemmelse med bilag XII. Som minimum anvendes metodetrin 4, jf. bilag XII. Kun hvis det kan godtgøres over for den kompetente myndighed, at det er teknisk umuligt at anvende dette metodetrin, må et lavere trin anvendes for den pågældende udledningskilde.

2.2.2. SÆRLIGE KRAV VED METODE B

2.2.2.1. Forbrændingsudledninger

Potentielle forbrændingsudledninger fra brændsel skal overvåges i overensstemmelse med bilag II.

2.2.2.2. Fugitive udledninger fra transportnettet

Fugitive udledninger omfatter udledninger fra følgende type udstyr:

—

pakninger

—	måleanordninger

—

ventiler

—	mellemliggende kompressorstationer

—	mellemliggende lagringsanlæg.

De gennemsnitlige emissionsfaktorer (EF) (udtrykt som g CO2/tidsenhed) pr. udstyrsdel/forekomst, hvor fugitive udledninger kan forventes, bestemmes af driftslederen ved driftens start og senest ved udgangen af det første rapporteringsår, hvor transportnettet er i drift. Disse faktorer skal revurderes af driftslederen mindst hvert femte år under anvendelse af de bedste foreliggende teknikker på området.

Den samlede udledning beregnes ved at multiplicere antallet af udstyrsdele i hver kategori med emissionsfaktoren og indregne resultaterne for de enkelte kategorier, som vist i ligningen nedenfor:

Antallet af forekomster er antallet af dele af det pågældende udstyr pr. kategori multipliceret med antal tidsenheder pr. år.

2.2.2.3. Udledning som følge af udsivningsuheld

Driftslederen af transportnettet skal dokumentere nettets integritet ved hjælp af repræsentative (rum- og tidsrelaterede) temperatur- og trykdata. Hvis dataene indikerer, at en udsivning har fundet sted, skal driftslederen beregne mængden af udsivet CO2 ved hjælp af en passende metode, som er dokumenteret i overvågningsplanen og baseret på industriens retningslinjer for bedste praksis, f.eks. ved at sammenholde forskellene mellem temperatur- og trykdata med de integritetsrelaterede gennemsnitlige tryk- og temperaturværdier.

2.2.2.4. Udluftningsudledninger

Driftslederen skal i overvågningsplanen fremlægge en analyse af potentielle situationer, hvor der forekommer udledning i forbindelse med udluftning, bl.a. i forbindelse med vedligeholdelse eller nødsituationer, og en hensigtsmæssig og dokumenteret metode til beregning af mængden af udluftet CO2, som er baseret på industriens retningslinjer for bedste praksis.

2.2.2.5. Validering af resultatet af beregningen i forbindelse med fugitiv udledning og udsivningsudledning

Eftersom overvågning af CO2 overført til og fra et transportnet under alle omstændigheder vil blive foretaget af kommercielle årsager, skal driftslederen af transportnettet mindst én gang om året anvende metode A til at validere resultaterne for metode B. I den forbindelse kan de i bilag XII definerede lavere metodetrin anvendes ved måling af overført CO2.«

Som bilag XVIII indsættes følgende:

»BILAG XVIII

Aktivitetsspecifikke retningslinjer for geologisk lagring af CO2 på en lagringslokalitet, som er godkendt i henhold til direktiv 2009/31/EF

1. AFGRÆNSNING

Afgrænsningen for overvågning og rapportering af udledning fra geologisk lagring af CO2 skal være specifik for det enkelte anlæg og baseret på den afgrænsning af lagringslokaliteten og lagringskomplekset, som er angivet i tilladelsen i henhold til direktiv 2009/31/EF. Alle udledningskilderne fra CO2-injektionsanlægget skal medtages i tilladelsen til drivhusgasudledning. Hvis der fra et lagringskompleks konstateres udsivninger, som betyder, at der udledes eller frigives CO2 til vandsøjlen, skal de medtages som udledningskilder for det pågældende anlæg, indtil der er truffet udbedrende foranstaltninger i henhold til artikel 16 i direktiv 2009/31/EF, og indtil der ikke længere kan spores udledning eller frigivelse til vandsøjlen fra den pågældende udsivning.

2. BESTEMMELSE AF CO2-UDLEDNING

Potentielle udledningskilder for CO2-udledning fra geologisk lagring af CO2 omfatter:

—	brændselsanvendelse på boosterstationer og andre forbrændingsaktiviteter som f.eks. strømgeneratorer på anlægget

—	udluftning i forbindelse med injektionsaktiviteter eller ved forbedret kulbrinteindvinding

—	fugitive udledninger ved injektion

—	undsluppet CO2 i forbindelse med forbedret kulbrinteindvinding

—	udsivning.

En lagringslokalitet skal ikke tilføje CO2 modtaget fra et andet anlæg til sit beregnede udledningsniveau og skal ikke fratrække CO2, der er overført til et andet anlæg eller geologisk lagret i anlægget, fra sit beregnede udledningsniveau.

2.1. UDLEDNING FRA BRÆNDSELSANVENDELSE

Forbrændingsudledninger fra aktiviteter over jorden bestemmes i overensstemmelse med bilag II.

2.2. UDLUFTNINGSUDLEDNING OG FUGITIV UDLEDNING FRA INJEKTION

Udledning fra udluftningsudledninger og fugitive udledninger bestemmes som følger:

CO2 udledt [tCO2] = V CO2 [tCO2] + F CO2 [tCO2]

idet

V CO2 = mængde CO2, der er udluftet

F CO2 = mængde CO2 fra fugitive udledninger

V CO2 bestemmes ved hjælp af systemer til kontinuerlig udledningsmåling i overensstemmelse med bilag XII i disse regningslinjer. Hvis anvendelsen af systemer til kontinuerlig udledningsmåling medfører urimelige omkostninger, kan driftslederen med den kompetente myndigheds godkendelse i overvågningsplanen benytte en passende metode baseret på bedste praksis i industrien.

F CO2 betragtes som én kilde, hvilket betyder, at usikkerhedskravene i bilag XII og punkt 6.2 i bilag I finder anvendelse på den samlede værdi og ikke på de enkelte udledningspunkter. Driftslederen skal i overvågningsplanen fremlægge en analyse af potentielle kilder til fugitive udledninger og en hensigtsmæssig dokumenteret metode til beregning eller måling af mængden af F CO2, som er baseret på industriens retningslinjer for bedste praksis. Til bestemmelse af F CO2 kan data indsamlet i overensstemmelse med artikel 13 og bilag II, punkt 1.1, litra e)-h), i direktiv 2009/31/EF i forbindelse med injektionsanlægget anvendes, for så vidt de opfylder kravene i disse retningslinjer.

2.3. UDLUFTNINGSUDLEDNING OG FUGITIVE UDLEDNINGER FRA FORBEDRET KULBRINTEINDVINDING

Kombinationen af forbedret kulbrinteindvinding og geologisk lagring af CO2 skønnes at ville udgøre en yderligere kildestrøm af udledninger, i form af CO2, der er undsluppet med de frembragte kulbrinter. Yderligere udledningskilder i forbindelse med forbedret kulbrinteindvinding omfatter:

—	olie-gas-separationsenheder og gasgenanvendelsesanlæg, hvor der vil kunne forekomme fugitive CO2-udledninger

—	flareskorstenen, hvor udledninger kan forekomme pga. anvendelsen af kontinuerlige positive udluftningssystemer og under trykudligning af kulbrinteproduktionsanlægget

—	CO2-udluftningssystemet, som skal undgå flareslukning pga. høje CO2-koncentrationer.

Eventuelle fugitive udledninger vil normalt blive omdirigeret via et gasindeslutningssystem til flaresystemet eller CO2-udluftningssystemet. Sådanne eventuelle fugitive udledninger eller CO2, som f.eks. er udluftet fra et CO2-udluftningssystem, bestemmes i overensstemmelse med dette bilags punkt 2.2.

Udledninger fra flareskorstenen bestemmes i overensstemmelse med bilag II, idet der tages højde for potentielt indeholdt CO2 i flaregassen.

3. UDSIVNING FRA LAGRINGSKOMPLEKSET

Der skal iværksættes overvågning, såfremt en eventuel udsivning medfører udledning eller frigivelse til vandsøjlen. Udledninger som følge af frigivelse af CO2 til vandsøjlen anses for at svare til mængden, der er frigivet til vandsøjlen.

Overvågning af udledninger eller frigivelse til vandsøjlen fra en udsivning skal opretholdes, indtil der er truffet udbedrende foranstaltninger i henhold til artikel 16 i direktiv 2009/31/EF, og indtil der ikke længere kan spores udledning eller frigivelse til vandsøjlen fra den pågældende udsivning.

Udledning og frigivelser til vandsøjlen kvantificeres som følger:

idet

L CO2

CO2-masse udledt eller frigivet pr. kalenderdag pga. udsivningen. For hver kalenderdag udsivningen overvåges, beregnes udsivningen som den gennemsnitlige udsivning pr. time [tCO2/h] multipliceret med 24. Massen af udsivningen pr. time bestemmes i overensstemmelse med bestemmelserne i den godkendte overvågningsplan for lagringslokaliteten og udsivningen. For hver kalenderdag forud for overvågningens påbegyndelse sættes den udsivede masse pr. dag lig med den udsivede daglige masse den første overvågningsdag.

Tstart

den senest forekommende af følgende datoer

a)	den sidste dato, hvor der ikke blev rapporteret om udledning eller frigivelse til vandsøjlen fra den undersøgte kilde

b)	datoen, hvor CO2-injektionen blev påbegyndt

c)	en anden dato, hvor det over for den kompetente myndighed kan godtgøres, at udledningen eller frigivelsen til vandsøjlen ikke kan have startet før den dato.

Tslut

den dato, hvor der er truffet udbedrende foranstaltninger i henhold til artikel 16 i direktiv 2009/31/EF, og hvor der ikke længere kan konstateres udledning eller frigivelse til vandsøjlen.

Andre metoder til kvantificering af udledning eller frigivelse til vandsøjlen fra udsivninger kan anvendes, hvis de godkendes af den kompetente myndighed, med den begrundelse, at de er mere nøjagtige end tilgangen ovenfor.

Mængden af udledninger som følge af udsivning fra lagringskomplekset kvantificeres for hvert udsivningsuheld med en maksimal samlet usikkerhed i rapporteringsperioden på ± 7,5 %. Hvis den samlede usikkerhed for den anvendte kvantificeringsmetode overstiger ± 7,5 % anvendes følgende tilpasning:

CO2,Rapporteret [tCO2] = CO2,Kvantificeret [tCO2] × (1 + (usikkerhedSystem [%]/100) – 0,075)

idet

CO2,Rapporteret	:	er den CO2-mængde, der skal medtages i den årlige udledningsrapport for så vidt angår det pågældende udsivningsuheld.
CO2,Kvantificeret	:	er CO2-mængden bestemt via den anvendte kvantificeringsmetode for det pågældende udsivningsuheld
UsikkerhedSystem	:	er den usikkerhedsgrad, der forbindes med den kvantificeringsmetode, der er anvendt ved pågældende udsivningsuheld, bestemt i overensstemmelse med punkt 7 i disse retningslinjers bilag I.«