4.6.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 138/24


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 3. juni 2010

om ændring af afgørelse 2008/721/EF for så vidt angår godtgørelser til medlemmer af videnskabelige komitéer og eksperter inden for forbrugersikkerhed, folkesundhed og miljø

(2010/309/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 168 og 169, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 19 i Kommissionens afgørelse 2008/721/EF af 5. september 2008 om oprettelse af en rådgivningsstruktur bestående af videnskabelige komitéer og eksperter inden for forbrugersikkerhed, folkesundhed og miljø og om ophævelse af afgørelse 2004/210/EF (1) er medlemmerne af de videnskabelige komitéer, videnskabelige rådgivere i kredsen af videnskabelige rådgivere om risikovurdering (i det følgende benævnt »ekspertkredsen«) og eksterne eksperter berettigede til en godtgørelse for deres deltagelse i komitéernes møder, tematiske workshopper, arbejdsgrupper og andre møder og arrangementer, der organiseres af Kommissionen, og for deres arbejde som referenter for specifikke spørgsmål.

(2)

Størrelsen af de godtgørelser, der udbetales til medlemmerne af de videnskabelige komitéer, de videnskabelige rådgivere i ekspertkredsen og de eksterne eksperter, er fastsat i bilag III til afgørelse 2008/721/EF.

(3)

For øjeblikket kan der kun udbetales godtgørelse for mødedeltagelse til de eksperter, der er fysisk til stede på møderne. Moderne teknologi gør det muligt for eksperterne at udveksle synspunkter på virtuelle møder ved hjælp af audio- eller videoudstyr eller onlineapplikationer. Ved at anvende sådanne redskaber ville det være muligt at sikre større ekspertdeltagelse i de videnskabelige komitéers aktiviteter og samtidig minimere miljøvirkningerne og omkostningerne og mindske eksperternes tidsforbrug til rejser.

(4)

Ved deltagelse over afstand ved hjælp af elektronisk udstyr bør godtgørelsens størrelse afhænge af mødets varighed (kortvarig tilstedeværelse, møde hele dagen eller kun formiddag eller eftermiddag).

(5)

Det er derfor nødvendigt at tilpasse reglerne for betaling af godtgørelse for mødedeltagelse til medlemmer, rådgivere og eksterne eksperter. Artikel 19 i afgørelse 2008/721/EF og bilag III hertil bør ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I Kommissionens afgørelse 2008/721/EF foretages der følgende ændringer:

1)

Artikel 19, stk. 1, affattes således:

»Medlemmerne af de videnskabelige komitéer, videnskabelige rådgivere i ekspertkredsen og eksterne eksperter er berettigede til en godtgørelse for deres deltagelse, hvad enten de er fysisk til stede eller deltager over afstand ved hjælp af elektronisk udstyr, i komitéernes møder, tematiske workshopper, arbejdsgrupper og andre møder og arrangementer, der organiseres af Kommissionen, og for deres arbejde som referenter for specifikke spørgsmål, jf. bilag III.«

2)

Bilag III erstattes af teksten i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. juni 2010.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)   EUT L 241 af 10.9.2008, s. 21.


BILAG

»BILAG III

GODTGØRELSER

1.

Medlemmerne af de videnskabelige komitéer, videnskabelige rådgivere i ekspertkredsen og eksterne eksperter er berettigede til en godtgørelse for deres deltagelse i komitéernes møder, tematiske workshopper, arbejdsgrupper og andre møder og arrangementer, der organiseres af Kommissionen, som følger.

a)

385 EUR pr. dag, hvor mødedeltageren er fysisk til stede

b)

100 EUR pr. påbegyndt time, hvor mødedeltageren deltager over afstand, dog højst:

i)

385 EUR for deltagelse både formiddag og eftermiddag, og

ii)

195 EUR for deltagelse enten formiddag eller eftermiddag.

2.

Medlemmerne af de videnskabelige komitéer, videnskabelige rådgivere i ekspertkredsen og eksterne eksperter er berettigede til en godtgørelse for deres arbejde som referenter, som følger:

a)

Godtgørelsens størrelse afhænger af arbejdsbyrden i forbindelse med emnets kompleksitet, længden af det tidsrum, der er nødvendigt for at udarbejde udtalelsen, omfanget og tilgængeligheden af data og videnskabelig litteratur samt de oplysninger, der skal indsamles og behandles, og omfanget og kompleksiteten af høringer af aktører og offentligheden og af kontakterne til andre organer, og den fastsættes på grundlag af følgende vejledende kriterier:

Beløb

Vejledende kriterier

385  EUR

—

Ukompliceret rutinespørgsmål

—

Udtalelse baseret på gennemgang af et dossier og begrænset datasøgning og begrænset litteraturgennemgang

—

Ingen offentlig høring

—

Højst fem måneder mellem første og sidste møde

770  EUR

—

Komplekst spørgsmål

—

Udtalelse baseret på omfattende data- og litteratursøgning og -gennemgang

—

Høring af aktører og/eller offentligheden, hvor behandlingen af respons giver en begrænset arbejdsbyrde

—

fem-ni måneder mellem første og sidste møde

1 155  EUR

—

Meget komplekst spørgsmål

—

Behov for meget omfattende data- og litteratursøgning og -analyse

—

Omfattende og komplekse høringer af aktører, offentligheden og andre videnskabelige organer, hvor store mængder respons skal gennemgås

—

Over ni måneder mellem første og sidste møde

b)

På grundlag af kriterierne i litra a) skal Kommissionen i hvert enkelt tilfælde i anmodningen om en udtalelse angive, hvilket af godtgørelsesbeløbene der gælder for referenten. Kommissionen kan ændre det pågældende valgte beløb under arbejdet med udarbejdelsen af den udtalelse, der er anmodet om, hvis uforudsete ændringer vedrørende de relevante kriterier begrunder det.«