23.3.2010 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 75/25 |
KOMMISSIONENS AFGØRELSE
af 19. marts 2010
om afvisning af at optage 2,4,4’-trichlor-2’-hydroxydiphenylether på EU-listen over additiver, der kan anvendes ved fremstilling af plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer, jf. direktiv 2002/72/EF
(meddelt under nummer K(2010) 1613)
(EØS-relevant tekst)
(2010/169/EU)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1935/2004 af 27. oktober 2004 om materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer og om ophævelse af direktiv 80/590/EØF og 89/109/EØF (1), særlig artikel 11, stk. 3, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
I bilag III til Kommissionens direktiv 2002/72/EF af 6. august 2002 om plastmaterialer og -genstande bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler (2) er der opstillet en EU-liste over additiver, der må anvendes ved fremstilling af plastmaterialer og -genstande. Ifølge direktivets artikel 4a, stk. 1, kan der efter indgivelse af en anmodning og efter Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets videnskabelige evaluering heraf optages et nyt additiv på listen. |
(2) |
RCC Registration Consulting forelagde den 23. marts 1998 på vegne af Ciba Inc data med henblik på en evaluering af sikkerheden ved 2,4,4’-trichlor-2’-hydroxydiphenylether til brug som additiv ved fremstilling af plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer. |
(3) |
2,4,4’-trichlor-2’-hydroxydiphenylether er i overensstemmelse med artikel 4a, stk. 5, i direktiv 2002/72/EF blevet optaget på den foreløbige liste over additiver, der er omhandlet i direktivets artikel 4a, stk. 3. |
(4) |
I sin udtalelse af 15. marts 2004 konkluderede Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), at den påtænkte brug af 2,4,4’-trichlor-2’-hydroxydiphenylether kunne accepteres, forudsat at stoffet ikke migrerer til fødevarer i mængder på over 5 mg/kg fødevare. |
(5) |
Den 21. april 2009 underrettede Ciba Inc Kommissionen om sin beslutning om at tilbagetrække ansøgningen om godkendelse af stoffet som additiv ved fremstilling af plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer. Virksomheden mener ikke længere, at stoffet er velegnet til anvendelse i plast, der er bestemt til kontakt med fødevarer. |
(6) |
Da der ikke længere foreligger nogen gyldig ansøgning om anvendelse af 2,4,4’-trichlor-2’-hydroxydiphenylether som additiv i plast bestemt til kontakt med fødevarer, bør stoffet ikke optages i bilag III til direktiv 2002/72/EF. |
(7) |
I henhold til artikel 4a, stk. 6, litra b), i direktiv 2002/72/EF bør stoffet derfor udgå af den foreløbige liste over additiver. |
(8) |
Under hensyntagen til at 2,4,4’-trichlor-2’-hydroxydiphenylether kan være blevet anvendt ved fremstilling af plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer, bør der indrømmes en overgangsperiode for markedsføring af plastmaterialer og -genstande, der indeholder dette stof. |
(9) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har modsat sig foranstaltningerne — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
2,4,4’-trichlor-2’-hydroxydiphenylether (CAS-nr. 0003380-34-5, ref. nr. 93930) optages ikke i bilag III til direktiv 2002/72/EF.
Artikel 2
Plastmaterialer og -genstande, der fremstilles med 2,4,4’-trichlor-2’-hydroxydiphenylether og markedsføres inden den 1. november 2010, kan fortsat markedsføres indtil den 1. november 2011 under overholdelse af national lovgivning.
Artikel 3
Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 19. marts 2010.
På Kommissionens vegne
John DALLI
Medlem af Kommissionen
(1) EUT L 338 af 13.11.2004, s. 4.
(2) EFT L 220 af 15.8.2002, s. 18.