23.2.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 46/5


RÅDETS AFGØRELSE 2010/106/FUSP

af 22. februar 2010

om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for krisen i Georgien

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, artikel 31, stk. 2, og artikel 33,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 25. september 2008 vedtog Rådet fælles aktion 2008/760/FUSP (1) om udnævnelse af Pierre MOREL til Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) for krisen i Georgien indtil den 28. februar 2009.

(2)

Den 16. februar 2009 vedtog Rådet fælles aktion 2009/131/FUSP (2) om forlængelse af EUSR's mandat indtil den 31. august 2009. Denne fælles aktion blev ændret ved fælles aktion 2009/571/FUSP (3) om forlængelse af EUSR's mandat indtil den 28. februar 2010.

(3)

EUSR's mandat bør forlænges indtil den 31. august 2010. EUSR's mandat kan dog afsluttes tidligere, hvis Rådet træffer afgørelse herom efter henstilling fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR) efter ikrafttrædelsen af afgørelsen om oprettelse af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.

(4)

EUSR skal gennemføre sit mandat under forhold, som muligvis vil blive forværret og vil kunne skade målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. traktatens artikel 21 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den Europæiske Unions særlige repræsentant

Mandatet for Pierre MOREL som Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) for krisen i Georgien, forlænges indtil den 31.august 2010. EUSR's mandat kan afsluttes tidligere, hvis Rådet træffer afgørelse herom efter henstilling fra HR efter ikrafttrædelsen af afgørelsen om oprettelse af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.

Artikel 2

Mål

EUSR's mandat bygger på de mål, der er fastlagt i konklusionerne fra Det Europæiske Råds ekstraordinære møde den 1. september 2008 i Bruxelles og i Rådets konklusioner om Georgien, der blev vedtaget den 15. september 2008.

EUSR skal øge effektiviteten og synligheden af EU's bidrag til løsningen af konflikten i Georgien.

Artikel 3

Mandat

For at nå politikmålene har EUSR mandat til:

a)

for det første at bidrage til forberedelsen af de internationale drøftelser, der er omhandlet i punkt 6 i aftalen af 12. august 2008, og som navnlig vil vedrøre følgende:

de nærmere arrangementer vedrørende sikkerheden og stabiliteten i regionen

spørgsmålet om flygtninge og internt fordrevne på grundlag af internationalt anerkendte principper, og

ethvert andet emne, som parterne er enige om,

for det andet at bidrage til at fastlægge Unionens holdning og fremføre den under disse drøftelser

b)

at lette gennemførelsen af den aftale, der blev indgået den 8. september 2008 i Moskva og Tbilisi, samt aftalen af 12. august 2008, i tæt samordning med De Forenede Nationer og Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE)

inden for rammerne af de ovenfor nævnte aktiviteter at bidrage til gennemførelsen af Unionens menneskerettighedspolitik og retningslinjer herfor, navnlig med hensyn til børn og kvinder.

Artikel 4

Gennemførelse af mandatet

1.   EUSR har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med reference til HR.

2.   Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) opretholder privilegerede forbindelser med EUSR og er EUSR's primære kontaktpunkt for forbindelserne med Rådet. PSC giver EUSR strategisk vejledning og politiske retningslinjer i forbindelse med mandatet med forbehold af HR's beføjelser.

Artikel 5

Finansiering

1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUSR's mandat i perioden fra den 1. marts 2010 til den 31. august 2010 udgør 502 000 EUR.

2.   Udgifter, der finansieres med det i stk. 1 fastsatte beløb, kan dækkes fra den 1. marts 2010. Udgifterne forvaltes efter de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget.

3.   Udgifterne forvaltes i henhold til en kontrakt mellem EUSR og Kommissionen. EUSR står til regnskab for alle udgifter over for Kommissionen.

Artikel 6

Sammensætning af medarbejderstaben

1.   EUSR er inden for rammerne af sit mandat og de dertil svarende disponible midler ansvarlig for sammensætningen af sin medarbejderstab. Medarbejderstaben skal have den ekspertise i specifikke politiske spørgsmål, som mandatet kræver. EUSR holder Rådet og Kommissionen løbende underrettet om sin medarbejderstabs sammensætning.

2.   Medlemsstaterne og EU-institutionerne kan foreslå udstationering af medarbejdere til at arbejde sammen med EUSR. Løn til personale, der udstationeres af en medlemsstat eller af en EU-institution for at bistå EUSR, afholdes af henholdsvis den pågældende medlemsstat eller EU-institution. Eksperter, der udstationeres af medlemsstaterne ved Generalsekretariatet for Rådet, kan også udstationeres for at bistå EUSR. Internationale kontraktansatte skal være statsborgere i en medlemsstat.

3.   Alt udstationeret personale forbliver under den udsendende medlemsstats eller EU-institutions administrative myndighed og handler i EUSR's mandats interesse.

Artikel 7

Privilegier og immuniteter for EUSR og dennes medarbejderstab

De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for, at EUSR og dennes medarbejdere kan opfylde og afvikle EUSR's mission uhindret, aftales i relevant omfang med værtsparten/-parterne. Medlemsstaterne og Kommissionen yder den fornødne støtte med henblik herpå.

Artikel 8

EU's klassificerede informationers sikkerhed

EUSR og alle medarbejdere i dennes stab respekterer de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2001/264/EF af 19. marts 2001 om vedtagelse af Rådets sikkerhedsforskrifter (4), navnlig ved behandlingen af EU's klassificerede informationer.

Artikel 9

Adgang til oplysninger og logistisk støtte

1.   Medlemsstaterne, Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at EUSR får adgang til alle relevante oplysninger.

2.   Alt efter tilfældet yder Unionens delegation og/eller medlemsstaterne logistisk støtte i regionen.

Artikel 10

Sikkerhed

EUSR skal i overensstemmelse med Unionens sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for Unionen som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten, i overensstemmelse med sit mandat og på baggrund af sikkerhedssituationen i sit geografiske ansvarsområde træffe alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler med hensyn til sikkerheden for det personale, der står under EUSR's direkte myndighed, navnlig ved:

a)

at udarbejde en missionsspecifik sikkerhedsplan på grundlag af retningslinjer fra Generalsekretariatet for Rådet, der bl.a. skal omfatte missionsspecifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styringen af sikre personalebevægelser til og inden for missionsområdet samt styring af sikkerhedshændelser, herunder en beredskabs- og evakueringsplan for missionen

b)

at sørge for, at alt personale, der er udstationeret uden for Unionen, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i missionsområdet

c)

at sikre, at alle medarbejdere i EUSR's stab, der skal udstationeres uden for Unionen, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til missionsområdet på grundlag af de risikoratings, som Generalsekretariatet for Rådet har opstillet for missionsområdet

d)

at sørge for, at alle henstillinger, der udarbejdes i fællesskab efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger, gennemføres, og afgive skriftlige rapporter om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i midtvejsrapporterne og rapporterne om gennemførelse af mandatet til HR, Rådet og Kommissionen.

Artikel 11

Rapportering

EUSR aflægger regelmæssigt mundtlig og skriftlig rapport til HR og PSC. EUSR aflægger også efter behov rapport til Rådets arbejdsgrupper. Der udsendes regelmæssigt skriftlige rapporter gennem Coreunettet. EUSR kan efter henstilling fra HR eller PSC aflægge rapport til Rådet for Udenrigsanliggender.

Artikel 12

Koordinering

1.   EUSR fremmer Unionens overordnede politiske koordinering. EUSR bidrager til at sikre, at alle EU-instrumenter sættes ind på en sammenhængende måde for at nå Unionens politikmål. EUSR's aktiviteter koordineres med formandskabets og Kommissionens aktiviteter samt med de aktiviteter, der udføres af andre EUSR, som er aktive i regionen, navnlig EUSR for Sydkaukasus under hensyntagen til de specifikke mål for sidstnævntes mandat. EUSR sørger for regelmæssig briefing af medlemsstaternes missioner og Unionens delegationer.

2.   Under arbejdet på stedet holdes der tæt kontakt til chefen for Unionens delegation og medlemsstaternes missionschefer. De skal gøre deres bedste for at bistå EUSR i gennemførelsen af dennes mandat. EUSR skal også holde forbindelse med andre internationale og regionale aktører.

Artikel 13

Revision

Gennemførelsen af denne afgørelse og dens sammenhæng med andre bidrag fra Unionen til regionen skal løbende tages op til revision. EUSR forelægger ved mandatets afslutning en rapport om gennemførelsen af mandatet for HR, Rådet og Kommissionen.

Artikel 14

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Den anvendes fra den 1. marts 2010.

Artikel 15

Offentliggørelse

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. februar 2010.

På Rådets vegne

C. ASHTON

Formand


(1)  EUT L 259 af 27.9.2008, s. 16.

(2)  EUT L 46 af 17.2.2009, s. 47.

(3)  EUT L 197 af 29.7.2009, s. 109.

(4)  EFT L 101 af 11.4.2001, s. 1.