20.2.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 45/10


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 16. februar 2010

om bemyndigelse af Republikken Litauen til at udvide anvendelsen af en foranstaltning, der fraviger bestemmelserne i artikel 193 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

(Kun den litauiske udgave er autentisk)

(2010/99/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 291, stk. 2,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), særlig artikel 395, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved brev registreret i Kommissionens Generalsekretariat den 9. september 2009 anmodede Litauen om bemyndigelse til fortsat at anvende en foranstaltning, der fraviger de bestemmelser i direktiv 2006/112/EF, der regulerer, hvem der er betalingspligtig for moms over for statskassen.

(2)

I overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF underrettede Kommissionen ved brev af 27. oktober 2009 de øvrige medlemsstater om Litauens anmodning. Ved brev af 29. oktober 2009 meddelte Kommissionen Litauen, at den rådede over alle de oplysninger, den fandt nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.

(3)

Foranstaltningen tjener til fortsat at gøre modtageren betalingspligtig for moms på leverancer af varer og tjenesteydelser i tilfælde af insolvensprocedurer eller omstruktureringsprocedurer under retsligt tilsyn og ved leverancer af tømmer.

(4)

Afgiftspligtige personer, der er omfattet af insolvensprocedurer eller omstruktureringsprocedurer under retsligt tilsyn, forhindres på grund af finansielle vanskeligheder ofte i at indbetale moms, som er faktureret for deres leverancer af varer og tjenesteydelser, til skattevæsenet. Modtageren kan, hvis denne er en afgiftspligtig person med fradragsret, ikke desto mindre fradrage momsen, skønt leverandøren ikke har indbetalt den til skattevæsenet.

(5)

På grund af markedets og de involverede virksomheders art har Litauen oplevet problemer på tømmermarkedet, der domineres af små virksomheder, ofte forhandlere eller mellemmænd, som afgiftsmyndighederne har svært ved at kontrollere. Den mest udbredte form for momsunddragelse består i, at der faktureres leverancer, hvorefter den pågældende virksomhed forsvinder, uden at der er foretaget nogen indbetaling af moms, men samtidig efterlader kunden med en gyldig faktura, der giver ret til fradrag.

(6)

Ved at gøre modtageren, for så vidt denne er en afgiftspligtig person, til den betalingspligtige person i ovennævnte tilfælde, fjerner fravigelsen vanskelighederne forbundet med at inddrive momsen uden at ændre ved det skyldige beløb. Derved forenkles afgiftsmyndighedernes arbejde på den ene side med at opkræve momsen, og på den anden side forhindres visse typer momsunddragelse og momsundgåelse. Foranstaltningen udgør i denne henseende en fravigelse fra artikel 193 i direktiv 2006/112/EF, som fastsætter, at momsen normalt påhviler den afgiftspligtige person, som leverer varer eller ydelser.

(7)

Foranstaltningen er tidligere blevet godkendt ved Rådets beslutning 2006/388/EF (2) under det dagældende sjette rådsdirektiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (3).

(8)

De retlige og faktiske forhold, der har retfærdiggjort den nuværende anvendelse af foranstaltningen, har ikke forandret sig og er fortsat til stede. Litauen bør derfor bemyndiges til at anvende denne foranstaltning i endnu en begrænset periode.

(9)

Undtagelsen har ingen negativ indvirkning på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Uanset artikel 193 i direktiv 2006/112/EF bemyndiges Litauen til fortsat at udpege den afgiftspligtige person, til hvem der foretages følgende leveringer af varer og tjenesteydelser, som den betalingspligtige person for moms:

a)

levering af varer og tjenesteydelser fra en afgiftspligtig person, der er omfattet af en insolvensprocedure eller en omstruktureringsprocedure under retsligt tilsyn

b)

levering af tømmer.

Artikel 2

Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen.

Den anvendes fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2012.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Republikken Litauen.

Artikel 4

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. februar 2010.

På Rådets vegne

E. SALGADO

Formand


(1)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

(2)  EUT L 150 af 3.6.2006, s. 13.

(3)  EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1.