22.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 17/50

(1)

Ved brev af 1. februar 2008, der blev registreret som indgået i Kommissionen på samme dato, anmeldte Italien støtte C 20/08 (ex N 62/08) til Kommissionen. Italien sendte Kommissionen yderligere oplysninger ved et brev, der blev registret som indgået i Kommissionen den 18. marts 2008.

(2)

Ved brev af 30. april 2008 meddelte Kommissionen Italien, at den havde besluttet at indlede proceduren i EF-traktatens artikel 88, stk. 2, med hensyn til nævnte støtte. Italien fik officiel meddelelse om denne beslutning den 7. maj 2008.

(3)

Kommissionens beslutning om iværksættelse af proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede berørte parter til at fremsætte eventuelle bemærkninger til støtten.

(4)

Ved e-mail af 4. juni 2008, der blev registret som indgået i Kommissionen på samme dato (dvs. inden for den frist, der i beslutningen om iværksættelse af proceduren var fastsat for Italiens indsendelse af bemærkninger) anmodede Italien om at få fristen forlænget med en måned. Kommissionen forlængede fristen til den 7. juli 2008 ved brev af 9. juni 2008. Italien fremsendte sine bemærkninger ved brev af 7. juli 2008, der blev registreret som indgået i Kommissionen på samme dato (dvs. inden for den forlængede frist).

(5)

Det italienske skibsværft Cantiere Navale De Poli S.p.A. (i det følgende benævnt »De Poli«), som mener at være berørt af sagen, fremsatte bemærkninger ved brev af 12. september 2008, der blev registreret som indgået i Kommissionen den 17. september 2008. De Poli er et italiensk skibsværft, der ligger i Venezia-Pellestrina. Ifølge oplysningerne i anmeldelsen er dette værft et af de to værfter, der eventuelt vil kunne få støtte på grundlag af den i betragtning 6 beskrevne ordning, dvs. forudsat at den anmeldte støtte godkendes. Fristen for berørte parters indsendelse af bemærkninger udløb en måned efter det tidspunkt, hvor beslutningen om, at proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, skulle iværksættes, blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, dvs. den 7. juli 2008. Bemærkningerne fra De Poli blev fremsat efter udløbet af denne frist. De Poli anfører desangående, at værftet for sent havde fået kendskab til Kommissionens beslutning om at iværksætte proceduren og de bemærkninger, som Italien havde fremsat i denne forbindelse.

(6)

Det er fastsat i EF-traktatens artikel 88, stk. 2, at det påhviler Kommissionen at opfordre berørte parter til at fremsætte bemærkninger. Dette indebærer ikke, at Kommissionen har pligt til at informere samtlige berørte parter individuelt, blot at den skal sikre, at alle potentielt berørte parter får mulighed for at fremsætte bemærkninger. Berørte parter er blevet underrettet på fyldestgørende måde, når der er offentliggjort en meddelelse i EU-tidende om, at der iværksættes en procedure (3). Det konstateres derfor, at De Poli ved nævnte offentliggørelse er blevet er underrettet som foreskrevet om beslutningen om procedurens iværksættelse og om fristen for indsendelse af bemærkninger. De Poli har imidlertid ikke overholdt den frist for fremlæggelse af bemærkninger, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (4) (i det følgende benævnt »procedureforordningen«). Kommissionen konstaterer, at De Poli ikke har anmodet om en forlængelse af fristen for indsendelse af bemærkninger og ej heller har anført nogen særlig begrundelse for, at værftets efter fristen fremsatte bemærkninger burde medtages i overvejelserne. Kommissionen ser derfor bort fra De Poli's for sent indløbne bemærkninger.

(7)

Ved brev C(2004) 1807 endelig af 19. maj 2004 meddelte Kommissionen, at den havde besluttet ikke at rejse indvendinger mod en italiensk statsstøtteordning på basis af den midlertidige defensive ordning for skibsbygningsindustrien (5) (i det følgende benævnt »ordningen«). Kommissionen anlagde det synspunkt, at ordningen var forenelig med fællesmarkedet, da den opfyldte bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 1177/2002 af 27. juni 2002 om en midlertidig defensiv ordning for skibsbygningsindustrien (6), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 502/2004 (7) (i det følgende benævnt »MDO-forordningen«).

(8)

Ordningen havde i den form, hvori den var anmeldt til og godkendt af Kommissionen, et budget på 10 mio. EUR.

(9)

Italien har sendt Kommissionen anmeldelse om, at landet har til hensigt at forhøje ordningens budget med yderligere 10 mio. EUR.

(10)

Kommissionen har indledt den formelle undersøgelsesprocedure i EF-traktatens artikel 88, stk. 2, fordi den betvivler, at den anmeldte støtte er forenelig med fællesmarkedet, af de nedenfor anførte årsager.

(11)

Med udgangspunkt i artikel 1, litra c), i procedureforordningen og artikel 4 i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (8) (i det følgende benævnt »gennemførelsesforordningen«) har Kommissionen konstateret, at den anmeldte forhøjelse af budgettet indebærer en ændring af ordningen og dermed udgør en ny støtte, der skal anmeldes til Kommissionen, jf. EF-traktatens artikel 88, stk. 3. Kommissionen mener ydermere, at vurderingen af, om støtten er forenelig med fællesmarkedet, bør ske på grundlag af de nugældende bestemmelser. MDO-forordningen udløb den 31. marts 2005 og kan derfor ikke tjene som retsgrundlag for godkendelse af støtten.

(12)

Kommissionen har endvidere bemærket, at ikke ser ud til, at støtten er forenelig med fællesmarkedet i kraft af andre relevante statsstøttebestemmelser.

(13)

Italien, der finder Kommissionens tvivl ubegrundet, har fremsat nedenstående bemærkninger.

(14)

Italien anfægter for det første, at den anmeldte støtte skulle udgøre nogen ny støtte. Italien gør gældende, at en korrekt tolkning af artikel 4 i gennemførelsesforordningen indebærer, at en forhøjelse af en godkendt støtteordnings budget kun er at betragte som ny støtte, hvis der samtidig sker en forlængelse af tidsfristen for virksomhedernes adgang til denne begunstigelse, med deraf følgende fordrejning af konkurrencen. Italien hævder, at det klart ikke er tilfældet her, da der er tale om supplering af foranstaltninger, hvorom der blev indgivet en officiel ansøgning, medens MDO-forordningen var i kraft. Italien gør ydermere gældende, at artikel 4 i gennemførelsesforordningen er en procedurebestemmelse, hvori det fastsættes, hvilke frister der gælder i forbindelse med anmeldelse af ændringer af eksisterende støtteordninger, men at denne ikke kan bringes i anvendelse ved vurderingen af, om en støtte er forenelig med fællesmarkedet, og at Kommissionen derfor ikke kan støtte sig på artikel 4, når den skal vurdere, om den foreslåede statsstøtte kan accepteres eller ej.

(15)

Italien kommenterer dernæst Kommissionens argument om, at MDO-forordningen ikke længere kan tjene som retsgrundlag ved vurderingen af, om den anmeldte støtte er forenelig med fællesmarkedet. Italien gør i første række gældende, at Kommissionens argument strider mod det standpunkt, der ligger til grund for MDO-forordningen, hvis retsgrundlag — uanset at forordningen skulle gælde frem til den 31. marts 2004 (denne frist blev senere forlænget til den 31. marts 2005) — var Rådets forordning (EF) nr. 1540/98 af 29. juni 1998 om nye regler for støtte til skibsbygningsindustrien (9) (i det følgende benævnt »skibsbygningsforordningen«), der skulle udløbe allerede den 31. december 2003.

(16)

Italien finder det endvidere ikke klart, hvorfor MDO-forordningen ikke skulle kunne lægges til grund ved en ajourføring af støtteordningens budget, da en ajourføring jo blot er en simpel finansiel operation, der ud fra et ligestillingsprincip skal sikre, at de værfter, som har indsendt ansøgning, medens MDO-forordningen var gældende, men som ikke har kunnet få støtte på grund af manglende midler, ligestilles med de værfter, der allerede har modtaget støtte. Italien argumenterer, at en ajourføring af offentlige støttemidler, der sker med det formål at afhjælpe tidsafhængige følger eller at udligne omkostningsprognoser, som har vist sig utilstrækkelige, ikke udgør nogen ny støtte trods den hermed forbundne forhøjelse af det oprindelige tilskudsbeløb, subsidiært er forenelig med fællesmarkedet ud fra de regler, der lå til grund for den oprindelige støtte. Kort sagt er der efter Italiens opfattelse tale om afvikling af verserende støtteansøgninger, der er indgivet i forbindelse med kontrakter, der blev indgået inden den 31. marts 2005; der er ikke tale om nogen forlængelse af ordningen, nogen udvidelse af dens anvendelsesområde eller nogen ændring af dens fundamentale struktur. Til støtte for dette standpunkt henviser Italien til det generelle ligestillingsprincip, hensynet til støttemodtagernes berettigede forventninger og Domstolens retspraksis (dommene i sag 223/85 (10) og sag C 364/90 (11)).

(17)

Italien gør endelig gældende, at den anmeldte støtte ikke strider mod WTO's afgørelse om, at MDO-forordningen krænker WTO's regler.

(18)

Da der er tale om støtte af ren finansiel art, skal der ved vurderingen af, om den er forenelig med fællesmarkedet, tages udgangspunkt i de foranstaltninger, den skal finansiere, dvs. fremme som led i ordningen. Ordningen udgør statsstøtte i den i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, omhandlede forstand af de årsager, der er anført i Kommissionens brev af 19. maj 2004.

(19)

Det følger af artikel 1, litra c), i procedureforordningen og artikel 4 i gennemførelsesforordningen, at en forhøjelse af en godkendt støtteforanstaltnings budget er at betragte som ny støtte, hvis den overstiger 20 % af det oprindelige budget. I det foreliggende tilfælde udgør den anmeldte forhøjelse 100 % af det oprindelige budget, og den må derfor betragtes som ny støtte i den i traktatens artikel 87 omhandlede forstand.

(20)

De indvendinger, som Italien har fremsat i denne forbindelse, ændrer ikke ved Kommissionens vurdering.

(21)

Hvad angår begrebet »ny støtte«, dvs. støtte, der omfattes af anmeldelsespligten i traktatens artikel 88, stk. 3, gør Kommissionen opmærksom på, at den baserer sig på definitionerne i artikel 1, litra c), i forordning (EF) nr. 659/1999. Ifølge artikel 1, litra c), i forordning (EF) nr. 659/1999 er bl.a. »ændringer i eksisterende støtte« defineret som ny støtte.

(22)

Ifølge artikel 4 i gennemførelsesforordningen forstås ved »en ændring i eksisterende støtte enhver ændring, der ikke er af rent formel eller administrativ art, der ikke kan påvirke vurderingen af støtteforanstaltningens forenelighed med fællesmarkedet«; dette omfatter også tilfælde, hvor en godkendt støtteordnings budget forhøjes med mere end 20 %. Kommissionen fastslår i denne forbindelse, at artikel 4 i gennemførelsesforordningen ikke danner retsgrundlag ved vurderingen af, om en ny støtte er forenelig med fællesmarkedet, og at Kommissionen ikke — som Italien hævder, jf. punkt 13 — har baseret sig på nævnte artikel til dette formål; den omtalte artikel skal blot ses som en nærmere afklaring af, hvordan Kommissionen skal anvende artikel 1, litra c), i procedureforordningen på begrebet »ny støtte«. Kommissionen skal yderligere bemærke, at Italiens argument om, at foranstaltningen blot er en simpel ajourføring af omkostninger, der har vist sig at være for lavt ansat, og at dette ikke spiller nogen rolle for ordningens fundamentale struktur, intet ændrer ved den omstændighed, at budgetforhøjelsen er at betragte som en ændring af en eksisterende støtte, og at der derfor er tale om en ny støtte, jf. artikel 1, litra c), i procedureforordningen og artikel 4 i gennemførelsesforordningen.

(23)

Kommissionen kan heller ikke acceptere Italiens argument om, at en korrekt tolkning af artikel 4 i gennemførelsesforordningen indebærer, at en forhøjelse af en godkendt støtteordnings budget kun er at betragte som ny støtte, hvis der samtidig sker en forlængelse af tidsfristen for virksomhedernes adgang til denne begunstigelse, med deraf følgende fordrejning af konkurrencen. Den konstaterer, at forhøjelser af en godkendt støtteordnings budget (medmindre der er tale om forhøjelser af mindre omfang, dvs. under 20 %) uundgåeligt vil influere på konkurrencen, da medlemsstaten herved får mulighed for at yde en større støtte end oprindeligt godkendt. En sådan ændring af ordningens virkninger betyder, at Kommissionen må foretage en ny vurdering af, om den er forenelig med fællesmarkedet. Det følger heraf, at en så stor budgetforhøjelse, som Italien anmelder, ikke kan siges at være af rent formel eller administrativ art eller af en sådan art, at den ikke påvirker vurderingen af støtteforanstaltningens forenelighed med fællesmarkedet.

(24)

Kommissionen bekræfter derfor med baggrund i ovenstående, at den anmeldte støtte er at vurdere som ny støtte, jf. traktatens artikel 87, stk. 1.

(25)

For så vidt angår Italiens indledende bemærkning vedrørende dette punkt, skal Kommissionen for det første påpege, at retsgrundlaget for vedtagelsen af MDO-forordningen ikke var forordningen om skibsbygningsindustrien, men derimod traktaten, nærmere betegnet dennes artikel 87, stk. 3, litra e, artikel 93 og artikel 133. Kommissionen ser ingen inkonsekvens mellem det standpunkt, den indtager i nærværende sag, og den omstændighed, at nogle af bestemmelserne i MDO-forordningen henviser til forordningen om skibsbygningsindustrien. Der er blot tale om en lovgivningsteknisk formuleringsmåde, der bruges for at undgå gentagelser: Visse definitioner og regler, der allerede er fastsat i forordningen om skibsbygningsindustrien, indarbejdes ved en henvisning. Resultatet heraf er ikke, at MDO-forordningens anvendelse på disse punkter gøres afhængig af, at forordningen om skibsbygningsindustrien fortsat er gældende, men at der skabes nye selvstændige bestemmelser i MDO-forordningen med et indhold svarende til de bestemmelser i forordningen om skibsbygningsindustrien, som de henviser til. Dette er på ingen måde i modstrid med det standpunkt, Kommissionen indtager i denne sag, nemlig at retsakter vedtaget af Fællesskabets institutioner skal have et retsgrundlag, der er gyldigt på det tidspunkt, hvor retsakten vedtages.

(26)

Som Kommissionen anførte i beslutningen af 30. april 2008 om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure, er MDO-forordningen ikke længere i kraft og kan derfor ikke tjene som retsgrundlag ved vurderingen af den nye støtte. Bestemmelserne om statsstøtte til skibsbygningsindustrien (12) kan ikke begrunde, at den anmeldte støtte er forenelig med fællesmarkedet, af de årsager, der er gjort rede for i punkter 9 og 10 i beslutningen om iværksættelse af den formelle undersøgelsesprocedure, og andre statsstøttebestemmelser kan tilsyneladende heller ikke lægges til grund. Kommissionen konstaterer, at Italien ikke har foreslået noget alternativt retsgrundlag for vurderingen af, om støtten er forenelig med fællesmarkedet, idet landet hævder, at der ikke er tale om »ny støtte«, hvilket Kommissionen som forklaret i betragtning 18-22 ikke kan acceptere.

(27)

Kommissionen kan heller ikke godtage de argumenter, Italien anfører på basis af generelle retsprincipper såsom berettigede forventninger og ligestilling.

(28)

Italien hævder, at de værfter, som har ansøgt om støtte under ordningen, medens MDO-forordningen endnu var gældende, og som opfyldte forudsætninger for at komme i betragtning, men som ikke har fået støtte på grund af manglende budgetmidler, har en berettiget forventning om støtte; Italien hævder endvidere, at disse værfter ud fra det generelle princip om, at berettigede forventninger skal indfries (og med den begrundelse, at disse værfter bør ligestilles med de værfter, der faktisk har modtaget støtte), har krav på støtte, uanset om MDO-forordningen stadig er gældende eller ej.

(29)

Det er fast retspraksis, at retten til at påberåbe sig princippet om, at berettigede forventninger skal indfries, kan gøres gældende af enhver, som Fællesskabets myndigheder ved at afgive klare forsikringer har givet berettigede forventninger. Forudsætningen for at kunne gøre dette princip gældende er imidlertid, at myndighederne har afgivet klare forsikringer (13).

(30)

I det foreliggende tilfælde er det Kommissionens opfattelse, at de potentielle støttemodtagere kan gøre den berettigede forventning gældende, at den støtte, der ydes som led i støtteforanstaltningen, således som denne blev godkendt af Kommissionen, dvs. med budgetbegrænsningen på 10 mio. EUR, er lovlig. Hvad Italien argumenterer for, er imidlertid ensbetydende med en forventning om ikke blot at kunne få støtte efter ordningens udløb, men også at kunne få støtte ud over det godkendte budget, med andre ord en forventning om ny statsstøtte. Principielt kan en virksomhed ikke nære nogen berettiget forventning om støtte, hvis denne ikke er godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med den i traktaten fastlagte procedure (14). En virksomhed kan således heller ikke påberåbe sig et generelt ligestillingsprincip for at blive behandlet på samme måde som virksomheder, der har modtaget godkendt støtte.

(31)

Italien henviser ydermere til en fast retspraksis, som landet mener afspejler en regel om, at accessoriske krav følger hovedkravet (»accessorium sequitur principale«), hvoraf det udledes, at en ressourcemæssig ajourføring af offentlig støtte med det formål at afhjælpe tidsafhængige virkninger eller udligne virkningen af, at en udgiftsprognose har vist sig at være ansat for lavt, ikke udgør ny støtte, selv med en forhøjelse af det oprindelige tilskudsbeløb, subsidiært er forenelig med det retsgrundlag, der gjorde den oprindelige støtte berettiget.

(32)

Den citerede retspraksis understøtter imidlertid ikke Italiens påstand.

(33)

I dommen i sag C 223/85 slog Domstolen fast, at det forhold, at Kommissionen ikke havde handlet inden for en rimelig frist, kombineret med den omstændighed, at støtten tog sigte på dækning af ekstraomkostninger i forbindelse med en foranstaltning, hvortil der var ydet godkendt støtte, havde vakt berettiget forventning hos modtageren om, at der ikke ville blive rejst indvendinger mod støtten. Kommissionen kan imidlertid ikke se, hvordan denne præcedens skulle understøtte Italiens argument om, at ajourføringen af ordningens budget ikke udgør ny støtte, subsidiært er forenelig med det retsgrundlag, der gjorde den oprindelige støtte berettiget, dvs. MDO-forordningen. Tværtimod bemærker Kommissionen, at det af Domstolen i nævnte dom på ingen måde bestrides, at støtten, der »blev udbetalt til dækning af yderligere omkostninger til foranstaltninger, som der […] var ydet en godkendt støtte til«, krævede en godkendelse fra Kommissionen, jf. traktatens artikel 87, stk. 1 (på daværende tidspunkt artikel 93).

(34)

Ydermere har Italien ikke godtgjort, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde ikke har handlet inden for en rimelig frist. Tværtimod er sagen den, at Italien ikke anmeldte forhøjelsen af ordningen, medens MDO-forordningen endnu var gældende.

(35)

Sag C-364/90 underbygger heller ikke Italiens argument. I den del af dommen, som Italien henviser til, fastslår Domstolen blot, at Kommissionen ikke har givet en fyldestgørende begrundelse for et afslag på statsstøtte; domstolen præciserer derefter, at visse dokumenter, der var blevet fremlagt inden sagens indbringelse for Domstolen, var tilstrækkeligt klart affattede til, at samme argumenter kunne antages til realitetsbehandling under sagen for Domstolen. Kommissionen forstår ikke, hvordan disse punkter af ren proceduremæssig art skulle kunne underbygge Italiens argument om, at forhøjelsen af foranstaltningens budget burde kunne godkendes på grundlag af MDO-forordningen, da der er tale om et materielt anliggende. Med hensyn til Italiens argument om, at den anmeldte støtte ikke er i strid med en afgørelse, hvori WTO erklærer, at bestemmelserne i MDO-forordningen ikke opfylder WTO's krav, har Kommissionen allerede i forbindelse med andre beslutninger anført, at det følger af Domstolens retspraksis, at Fællesskabets bestemmelser så vidt muligt skal tolkes på grundlag af international ret, dvs. også under hensyntagen til EU's WTO-forpligtelser (15). Fortolkningen af MDO-forordningen skal derfor ses på baggrund af Fællesskabets internationale forpligtelser (16).

(36)

I denne forbindelse skal Kommissionen anføre, at MDO-forordningens forenelighed med WTO's regler blev anfægtet af Korea. Den 22. april 2005 offentliggjorde et panel en beretning, hvori det konkluderes, at MDO-forordningen og forskellige nationale MDO-ordninger — som var i kraft på det tidspunkt, hvor Korea indbragte sagen for WTO — er i strid med artikel 23, stk. 1, i Forståelsen vedrørende reglerne og procedurerne for tvistbilæggelse (17). Instansen til bilæggelse af tvister (DSB) vedtog den 20. juni 2005 panelets beretning, hvori det anbefaledes, at Fællesskabet skulle bringe MDO-forordningen og de nationale MDO-ordninger i overensstemmelse med de forpligtelser, der påhviler EU i medfør af WTO-aftalerne (18). Den 20. juli 2005 meddelte Kommissionen Instansen til bilæggelse af tvister, at Fællesskabets regler nu var i overensstemmelse med instansens afgørelser og henstillinger, idet MDO-forordningen var udløbet den 31. marts 2005, og medlemsstaterne ikke længere kunne yde driftsstøtte på grundlag af nævnte forordning.

(37)

I panelets beretning og DSB's afgørelse om vedtagelsen af nævnte beretning blev det fastslået, at MDO-forordningen var i strid med WTO's regler, og Fællesskabet fik pålæg om at standse anvendelsen heraf. Fællesskabets pligt til at implementere instansens afgørelse gælder også for eventuelle fremtidige beslutninger om ydelse af støtte på grundlag af MDO-forordningen (19). Fællesskabet afgav løfte om, at der ikke fremover ville blive ydet støtte på grundlag af forordningen, da det meddelte instansen, at dets regler nu var i overensstemmelse med instansens afgørelse og henstilling, eftersom MDO-forordningen var udløbet den 31. marts 2005, og medlemsstaterne ikke længere kunne yde driftsstøtte på grundlag af nævnte forordning. En godkendelse af den her omhandlede støtte vil følgelig krænke Fællesskabets internationale forpligtelser.

(38)

Kommissionen finder af ovenstående årsager, at den anmeldte støtte er uforenelig med fællesmarkedet