19.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 338/17


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 1254/2009

af 18. december 2009

om fastlæggelse af kriterier for medlemsstaternes fravigelse af de fælles grundlæggende normer for den civile luftfarts sikkerhed og vedtagelse af alternative sikkerhedsforanstaltninger

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 300/2008 af 11. marts 2008 om fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2320/2002 (1), særlig artikel 4, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Der bør fastlægges kriterier, således at medlemsstaterne kan fravige de fælles grundlæggende normer for den civile luftfarts sikkerhed og vedtage alternative sikkerhedsforanstaltninger, som tilvejebringer et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau, på grundlag af en [lokal] risikovurdering. Sådanne alternative foranstaltninger bør være begrundet i luftfartøjets størrelse eller i forhold vedrørende operationernes eller andre relevante aktiviteters karakter, omfang eller hyppighed. De kriterier, der bør fastlægges, bør derfor også være begrundet i disse hensyn.

(2)

I overensstemmelse med artikel 24 i forordning (EF) nr. 300/2008 anvendes bilaget til ovennævnte forordning fra den dato, der fastsættes i gennemførelsesbestemmelserne, dog ikke senere end 24 måneder efter, at forordning (EF) nr. 300/2008 er trådt i kraft. Derfor bør anvendelsen af de kriterier, der vedtages i henhold til artikel 4, stk. 4, i forordning (EF) nr. 300/2008, udsættes, indtil der er vedtaget gennemførelsesbestemmelser i henhold til artikel 4, stk. 3, dog ikke længere end til den 29. april 2010.

(3)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Civil Luftfartssikkerhed —

VEDTAGET FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Medlemsstaterne kan fravige de fælles grundlæggende normer, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 300/2008, og vedtage alternative sikkerhedsforanstaltninger, som tilvejebringer et tilsvarende beskyttelsesniveau, på grundlag af en lokal risikovurdering ved lufthavne eller afgrænsede områder af lufthavne, hvor trafikken er begrænset til en eller flere af følgende kategorier:

1)

luftfartøjer med højeste tilladte startvægt på under 15 000 kilogram

2)

helikoptere

3)

flyvninger med henblik på retshåndhævelse

4)

flyvninger med henblik på brandbekæmpelse

5)

flyvninger med henblik på ambulancetjeneste, nødberedskab eller redningstjeneste

6)

flyvninger med henblik på forskning og udvikling

7)

flyvninger med henblik på arbejdsflyvning

8)

flyvninger med henblik på humanitær bistand

9)

flyvninger, som opereres af luftfartsselskaber, flyfabrikanter eller vedligeholdelsesvirksomheder, og som ikke transporterer passagerer, bagage, fragt eller post

10)

flyvninger med luftfartøjer med højeste tilladte startvægt på under 45 500 kilogram med henblik på befordring af eget personale eller befordring af passagerer eller varer uden vederlag som led i virksomhedsdriften.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den dato, der fastsættes i de gennemførelsesbestemmelser, der vedtages efter proceduren i artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 300/2008, dog ikke senere end den 29. april 2010.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 2009.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 97 af 9.4.2008, s. 72.