7.7.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 176/17 |
KOMMISSIONENS HENSTILLING
af 29. juni 2009
om foranstaltninger til fremme af det indre marked
(EØS-relevant tekst)
(2009/524/EF)
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER,
som henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 211,
og som tager følgende i betragtning:
(1) |
Det er nødvendigt at have et velfungerende indre marked, hvis man vil skabe beskæftigelse og vækst samt opnå økonomisk stabilitet. Jo mere effektivt det indre marked er, jo mere vil det forbedre erhvervslivets betingelser og således incitere virksomhederne til at investere og skabe arbejdspladser, og jo mere vil det øge forbrugernes tillid og efterspørgsel. Det er i økonomiske nedgangstider således af afgørende betydning at have et velfungerende indre marked, hvis man vil bringe den europæiske økonomi på fode igen. |
(2) |
En forudsætning for at have et velfungerende indre marked er at sikre en korrekt gennemførelse, anvendelse, håndhævelse, kontrol og ikke mindst harmonisering af de fællesskabsregler, der vedrører det indre marked (i det følgende benævnt »regler for det indre marked«). |
(3) |
Der blev i forbindelse med de høringer og analyser, som fandt sted med henblik på udarbejdelsen af Kommissionens meddelelse »Et indre marked for Europa i det 21. århundrede« (1) (i det følgende benævnt »evaluering af det indre marked«), afdækket en række mangler, der viser, at det indre marked endnu ikke fungerer optimalt. Der skal fortsat gøres en stor indsats på mange områder og inden for mange sektorer. Borgere og virksomheder har ofte svært ved at udnytte de mange muligheder, som det indre marked tilbyder, fordi de gældende regler ikke anvendes og håndhæves korrekt. |
(4) |
Kommissionen foreslog derfor i sin evaluering af det indre marked en række konkrete foranstaltninger for at sikre, at borgere og virksomheder fortsat kan drage fordel af de økonomiske fordele, som det indre marked giver (2). |
(5) |
De foranstaltninger, der træffes af henholdsvis medlemsstater og Kommissionen, bør supplere hinanden. Det har afgørende betydning at have en koordineret og indbyrdes afstemt tilgang — i et samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne — med en fælles målsætning om at forbedre gennemførelsen, anvendelsen og håndhævelsen af reglerne for det indre marked for at sikre, at det fungerer på tilfredsstillende vis. Denne partnerskabstilgang, der skal anvendes i forbindelse med denne henstilling, er mere vidtrækkende end det samarbejde, der allerede er etableret på en række områder inden for det indre marked. Den kræver, at der etableres og fastholdes et tættere samarbejde i og mellem medlemsstaterne samt mellem medlemsstaterne og Kommissionen på alle de områder, der er relevante for det indre marked. Det forudsætter også, at medlemsstaterne påtager sig et fælles ansvar og således en mere proaktiv rolle i forvaltningen af det indre marked. |
(6) |
Der blev i evalueringen af det indre marked, og især i forbindelse med de efterfølgende drøftelser med medlemsstaterne, peget på en række indsatsområder, der anses som altafgørende for at opnå et velfungerende indre marked, herunder at sikre en koordineret indsats for alle spørgsmål vedrørende det indre marked, at forbedre samarbejdet i og mellem medlemsstaterne samt med Kommissionen, at forbedre gennemførelsen af reglerne for det indre marked, at overvåge markeder og sektorer for at finde frem til potentielle problemer i det indre marked, at forbedre anvendelsen af reglerne for det indre marked, at styrke håndhævelsen af reglerne for det indre marked og fremme problemløsning, at fremme den løbende evaluering af nationale lovgivninger samt at informere borgere og virksomheder om deres rettigheder i det indre marked. |
(7) |
Henstillingen bygger i høj grad på de løsninger, der allerede finder anvendelse og har vist sig at fungere i praksis i visse medlemsstater. De enkelte medlemsstater kan selv vælge, hvilken praksis der er bedst egnet til at sikre gennemførelsen af denne henstilling under hensyntagen til, hvad der vil være mest effektivt ud fra de særlige forhold, der gør sig gældende for den enkelte medlemsstat, eftersom de procedurer og den praksis, der er effektive i én medlemsstat, ikke nødvendigvis er lige så effektive i en anden. |
(8) |
Undersøgelser viser, at medlemsstaterne bør forbedre den interne koordination af de spørgsmål, der vedrører det indre marked, eftersom de relevante kompetencer ofte er fordelt mellem forskellige forvaltningsorganer (3). Da anvendelsen af reglerne for det indre marked inddrager en bred vifte af nationale, regionale og lokale forvaltningsorganer i hver medlemsstat, bør man fremme et effektivt samarbejde mellem disse. Medlemsstaterne bør derfor etablere og styrke en koordinationsfunktion for det indre marked inden for deres nationale forvaltning, idet denne funktion kan variere afhængigt af den pågældende administrative struktur og praksis. De ansvarlige forvaltningsorganer bør have det overordnede ansvar for at planlægge, overvåge og evaluere gennemførelsen af denne henstilling. |
(9) |
Et tæt samarbejde på tværs af grænserne mellem forvaltningsorganer med ansvar for det indre marked giver mulighed for at opbygge gensidig tillid og er af afgørende betydning for en korrekt anvendelse af reglerne for det indre marked. Medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de grænseoverskridende netværk eller elektroniske informationssystemer, som Kommissionen har etableret (f.eks. informationssystemet for det indre marked (IMI), fællesskabssystemet for hurtig udveksling af oplysninger (RAPEX) (4), RASFF (5) eller forbrugerbeskyttelsesnetværket (CPC)), fungerer ved at indføre passende ordninger, herunder tildeling af ressourcer. |
(10) |
Det fremgår af resultattavlerne for det indre marked, at der fortsat er behov for en mere rettidig og bedre gennemførelse af direktiverne af betydning for det indre marked. Selv om Kommissionens henstilling af 12. juli 2004 om gennemførelsen i national ret af direktiver af betydning for det indre marked (6) (i det følgende benævnt »Kommissionens 2004-henstilling«) i vid udstrækning er blevet gennemført, og selv om dette har resulteret i en betydelig forbedring af gennemførelsesgraden, er der fortsat visse elementer i nævnte henstilling, der kan anvendes mere effektivt. Nærværende henstilling henviser til en række foranstaltninger, der fortsat anses for nødvendige, og bygger videre på andre foranstaltninger fra Kommissionens 2004-henstilling, der forbliver en reference for de nationale forvaltningsorganer, der beskæftiger sig med gennemførelsen af det indre marked. Nærværende henstilling bygger også videre på Kommissionens meddelelse »Et resultatorienteret Europa — Anvendelse af fællesskabsretten« (7) og Kommissionens meddelelse »Gennemgang af Lamfalussy-processen — Styrkelse af den tilsynsmæssige konvergens« (8). |
(11) |
Der er behov for markedsovervågning for at finde frem til de sektorer, hvor markedet ikke fungerer hensigtsmæssigt for forbrugere og virksomheder, og for at fokusere på politikkerne for det indre marked på disse områder. Det bør derfor blive et integrerende element i udarbejdelsen og overvågningen af politikker for det indre marked (f.eks. på basis af resultattavlen for forbrugermarkederne). Samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale forvaltningsorganer med hensyn til markedsovervågning og dataindsamling vil fremme kvaliteten af data og analyser til brug på nationalt niveau og fællesskabsniveau og gøre det nemmere at blive enige om spørgsmål vedrørende det indre marked. Medlemsstaterne opfordres til at deltage i Kommissionens markedsovervågningsarbejde og til på nationalt niveau at udføre lignende aktiviteter, der tilpasses de nationale forhold. |
(12) |
En række nationale undersøgelser har understreget betydningen af uddannelse med henblik på at hjælpe embedsmænd, herunder dommere, på nationalt, regionalt og lokalt administrativt niveau med en korrekt gennemførelse, anvendelse og håndhævelse af reglerne for det indre marked. Det er i denne forbindelse vigtigt at sikre, at der altid tages hensyn til disse regler og til virkningen på Fællesskabets eksterne konkurrenceevne generelt, når den nationale lovgivning udarbejdes. Betydningen af uddannelse blev yderligere bekræftet i en nyere undersøgelse og i en beslutning fra Europa-Parlamentet om de nationale dommeres rolle, i Europa-Parlamentets beslutning af 2005 om konkurrencepolitikken (9), samt i en resolution, som Rådet for nylig har vedtaget (10). Embedsmænd bør ligeledes modtage vejledning om fællesskabsretten generelt og om reglerne for det indre marked i særdeleshed. |
(13) |
En effektiv håndhævelse af reglerne for det indre marked og passende foranstaltninger til at løse de problemer, som borgere og virksomheder støder på, er af afgørende betydning for at hjælpe disse med bedre at drage fordel af deres traktatsikrede friheder. Ved at videreføre det samarbejde, der allerede finder sted inden for problemløsning, særlig i kraft af SOLVIT (11), bør medlemsstaterne med støtte fra Kommissionen forsøge at gøre de gældende ordninger til problemløsning endnu mere effektive — enten ved de nationale domstole eller gennem ikke-retlige mekanismer — for at sikre en effektiv klageadgang. Det er vigtigt at se nærmere på de omstændigheder, der er årsag til eventuelle problemer. |
(14) |
Det er vigtigt løbende at overvåge og evaluere den nationale lovgivning, da det giver mulighed for at kontrollere, hvor effektivt reglerne for det indre marked anvendes i praksis, og for at afdække eventuelle bestemmelser, der forhindrer borgere eller virksomheder i fuldt ud at udnytte disse regler. Dette arbejde bør foretages på mere systematisk vis i alle medlemsstater. |
(15) |
Det fremgår af nye Eurobarometer-undersøgelser (12) og henvendelser til Kommissionens informations- og problemløsningstjenester, at det er nødvendigt at give mere information til borgere og virksomheder om deres rettigheder i det indre marked for at give dem mulighed for at udøve disse rettigheder i praksis. Borgere og virksomheder bør desuden have mulighed for at få hjælp til at udøve disse rettigheder. Til dette formål bør medlemsstaterne med støtte fra Kommissionen og i givet fald i samarbejde med de berørte parter levere praktiske oplysninger og rådgivning om spørgsmål, der vedrører fysiske eller juridiske personer, som ønsker at opholde sig, studere, arbejde, oprette virksomheder eller levere varer eller tjenesteydelser i en anden medlemsstat. |
(16) |
Bilaget til denne henstilling indeholder en række foranstaltninger, som medlemsstaterne bør træffe for at gennemføre denne henstilling, idet der henvises til praksis i visse medlemsstater, som disse foranstaltninger er baseret på. Selv om visse foranstaltninger i opstartsfasen kan medføre omkostninger, anses de for at føre til besparelser, f.eks. ved at strømline den nationale administrative praksis, og de burde på længere sigt føre til et mere velfungerende indre marked og således være til fordel for både forbrugere og virksomheder. |
(17) |
De fremskridt, der gøres med gennemførelsen af denne henstilling, bør overvåges i tæt samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne, herunder på basis af drøftelser inden for rammerne af Det Rådgivende Udvalg for det Indre Marked (IMAC) på grundlag af en række benchmarks og indikatorer. For at give Kommissionen mulighed for at foretage en vurdering af virkningerne af denne henstilling fire år efter dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende, bør medlemsstaterne indgive rapporter til Kommissionen tre år efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende om de foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre denne henstilling, |
HENSTILLER TIL MEDLEMSSTATERNE:
1) |
at etablere og styrke en koordinationsfunktion for det indre marked, at fremme en effektiv koordinering i og mellem forvaltningsorganer med ansvar for det indre marked på nationalt, regionalt eller lokalt plan, og at fungere som referencepunkt for det indre marked inden for den offentlige forvaltning, |
2) |
at fremme en aktiv koordinering mellem forvaltningsorganer med ansvar for det indre marked i de forskellige medlemsstater og med Kommissionen gennem tildeling af tilstrækkelige ressourcer, |
3) |
at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at forbedre gennemførelsen af direktiver af betydning for det indre marked, |
4) |
at støtte Kommissionens arbejde med hensyn til markedsovervågning og dataindsamling ved aktivt at bidrage til dette arbejde på fællesskabsniveau og i givet fald ved at udføre lignende arbejde på nationalt plan, |
5) |
at sikre, at nationale forvaltningsorganer og embedsmænd har en tilstrækkelig viden om fællesskabsretten generelt og om reglerne for det indre marked i særdeleshed, således at de er i stand til på effektiv vis at anvende reglerne for det indre marked og i givet fald tage hensyn til disse regler ved udarbejdelsen og indførelsen af nye nationale bestemmelser, |
6) |
at fremme og opfordre til en hurtig og effektiv løsning af eventuelle problemer, som borgere eller virksomheder støder på ved udøvelsen af deres rettigheder i det indre marked, ved generelt at træffe foranstaltninger til at forbedre håndhævelsen af reglerne for det indre marked, og ved i særdeleshed at sikre, at det nationale retsvæsen har en tilstrækkelig viden om fællesskabsretten, herunder reglerne for det indre marked, samt ved at give tilstrækkelig støtte til problemløsningsmekanismer, |
7) |
at foretage løbende kontrol og evaluering af national lovgivning for at sikre, at den er i fuld overensstemmelse med reglerne for det indre marked, og i denne forbindelse kontrollere enhver anvendelse af undtagelser eller fritagelser i henhold til de eksisterende regler for det indre marked, |
8) |
at fremme leveringen af praktiske oplysninger om det indre marked til borgere og virksomheder, |
9) |
at gennemgå de foranstaltninger og eksempler på praksis, der er angivet i bilaget, og under hensyntagen til deres nationale institutionelle traditioner at anvende de eksempler på praksis, der vil eller kan forventes at føre til en forbedring af det indre marked, og som er bedst egnet til at gennemføre denne henstilling, |
10) |
at samarbejde med Kommissionen og andre medlemsstater med henblik på at overvåge denne henstillings gennemførelse, løbende at informere Kommissionen om de foranstaltninger, der træffes til denne henstillings gennemførelse, og fremlægge en endelig rapport til Kommissionen tre år efter denne henstillings offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende. |
Udfærdiget i Bruxelles, den 29. juni 2009.
På Kommissionens vegne
Charlie McCREEVY
Medlem af Kommissionen
(1) KOM(2007) 724 endelig af 20.11.2007.
(2) Fællesskabets BNP steg med 2,15 %, der blev skabt yderligere 2,75 mio. arbejdspladser i perioden 1992-2006, og handelen inden for Fællesskabet steg med 30 % i perioden 1995-2005 (SEK(2007) 1521 af 20.11.2007).
(3) Kommissionens arbejdsdokument om redskaber til en ajourført politik for det indre marked (SEK(2007) 1518 af 20.11.2007).
(4) Hurtigt varslingssystem for farlige forbrugerprodukter (ikke fødevarer).
(5) Hurtigt varslingssystem for fødevarer og foder.
(6) EUT L 98 af 16.4.2005, s. 47.
(7) KOM(2007) 502 endelig af 5.9.2007.
(8) KOM(2007) 727 endelig af 20.11.2007.
(9) Europa-Parlamentets beslutning om den nationale dommers rolle i Fællesskabets retssystem (2007/2027(INI)) af 9.7.2008, Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionens beretning om konkurrencepolitikken — 2004 (2005/2209(INI)) af 20.3.2006.
(10) Resolution vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om uddannelse af dommere, anklagere og andet personale i retsvæsenet i Den Europæiske Union, 14757/08 af 28.10.2008.
(11) Kommissionens meddelelse »Effektiv problemløsning i det indre marked (»SOLVIT«)« (KOM(2001) 702 endelig af 27.11.2001).
(12) http://ec.europa.eu/internal_market/strategy/index_en.htm#061204
BILAG
Foranstaltninger og eksempler på praksis til forbedring af det indre marked
1. FORANSTALTNINGER TIL SIKRING AF EN BEDRE KOORDINATION AF SPØRGSMÅL VEDRØRENDE DET INDRE MARKED
Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger:
a) |
at give et nyt eller eksisterende forvaltningsorgan til opgave at koordinere alle spørgsmål vedrørende det indre marked |
b) |
at sikre koordinationen mellem ministerier og statslige myndigheder om spørgsmål vedrørende det indre marked |
c) |
at sikre koordinering mellem ministerier og statslige myndigheder på den ene side og de regionale og lokale forvaltningsorganer på den anden side, samt indbyrdes mellem de regionale organer og indbyrdes mellem de lokale organer |
d) |
at sikre, at de relevante ministerier og statslige myndigheder samt andre forvaltningsorganer tager hensyn til reglerne for det indre marked |
e) |
at undersøge mulighederne for at samle ansvaret for en række aktiviteter vedrørende det indre marked under samme forvaltningsorgan under hensyntagen til den nationale forvaltningsstruktur |
f) |
at planlægge, overvåge og evaluere gennemførelsen af denne henstilling. |
Eksempler på praksis i visse medlemsstater vedrørende de foreslåede foranstaltninger |
|||||
Ansvar for koordinering af spørgsmål vedrørende det indre marked |
|
||||
Interministerielt samarbejde |
|
||||
Vertikal koordinering |
|
||||
Politisk synlighed |
|
||||
Opfølgning |
|
||||
Samling af aktiviteter vedrørende det indre marked |
|
2. FORANSTALTNINGER TIL FORBEDRING AF SAMARBEJDET MELLEM MEDLEMSSTATERNE INDBYRDES OG MED KOMMISSIONEN
Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger:
a) |
på permanent basis at levere relevante sprog-, it- og andre uddannelser, informere om de eksisterende netværk og de relevante databeskyttelsesregler, gøre fællesskabsnetværk (f.eks. informationssystemet for det indre marked (IMI), RAPEX, RASFF, netværkene for forbrugerbeskyttelsessamarbejdet og andre) fuldt operationelle på nationalt niveau |
b) |
at organisere, f.eks. gennem eksisterende netværk, udveksling af embedsmænd med ansvar for spørgsmål vedrørende det indre marked mellem nationale forvaltningsorganer |
c) |
at sikre, at den nationale offentlige forvaltningskultur omfatter et aktivt samarbejde mellem forvaltningsorganer med ansvar for spørgsmål vedrørende det indre marked i de forskellige medlemsstater |
d) |
at træffe organisatoriske foranstaltninger til at sikre, at medlemsstaterne hurtigst muligt besvarer Kommissionens anmodninger om oplysninger om anvendelsen af reglerne for det indre marked på nationalt plan, særlig inden for rammerne af projektet »EU-pilot« (3) og de forskellige overtrædelsesprocedurer. |
Eksempler på praksis i visse medlemsstater vedrørende de foreslåede foranstaltninger |
|||||
Samarbejde mellem nationale forvaltningsorganer |
|
||||
Udveksling mellem forvaltningsorganer |
|
||||
Støtte i form af finansielle og menneskelige ressourcer |
|
||||
Uddannelse |
|
3. FORANSTALTNINGER TIL EN BEDRE GENNEMFØRELSE AF REGLERNE FOR DET INDRE MARKED
Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger:
a) |
at forberede sig effektivt og i god tid til gennemførelsen, anvendelsen og håndhævelsen af direktiverne af betydning for det indre marked på nationalt plan |
b) |
at sikre, at alle berørte embedsmænd indgår i et tæt samarbejde med hinanden, og at alle embedsmænd med ansvar for gennemførelse og anvendelse af et direktiv på nationalt niveau også inddrages i drøftelserne omkring det pågældende direktiv |
c) |
at forbedre samarbejdet mellem nationale forvaltningsorganer og nationale, regionale og decentrale organer og regionale og lokale organer, der foretager gennemførelse, og i givet fald forsyne dem med de relevante oplysninger om drøftelserne og gennemførelsesprocessen |
d) |
at informere de berørte parter i løbet af gennemførelsesprocessen, når det er nødvendigt, om lovforslag vedrørende det indre marked, som kan være af interesse for borgere og virksomheder |
e) |
at undgå supplerende bestemmelser, som ikke er nødvendige for at gennemføre et direktiv (7); |
f) |
at fremme dialogen med Kommissionen om gennemførelse af direktiverne af betydning for det indre marked ved hjælp af en lang række midler, herunder sammenligningstabeller, der har til formål at gøre den nationale lovgivning mere gennemsigtig og brugervenlig. |
Eksempler på praksis i visse medlemsstater vedrørende de foreslåede foranstaltninger |
|||||
Forberedelse i god tid |
|
||||
Kontinuitet |
|
||||
Samarbejde med parlamenter |
|
||||
Samarbejde med regionale og lokale forvaltningsorganer |
|
||||
Kommunikation med berørte parter |
|
||||
Undgåelse af »unødvendige supplerende krav« |
|
||||
Sammenligningstabeller |
|
4. FORANSTALTNINGER TIL BEDRE OVERVÅGNING AF MARKEDER OG SEKTORER MED HENBLIK PÅ AT AFDÆKKE POTENTIELLE PROBLEMER MED DET INDRE MARKED
Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger:
a) |
at indsamle kvalitative og kvantitative oplysninger om markeder eller sektorer, som overvåges, f.eks. hidrørende fra markedsanalyser, som foretages af forskere, konsulenter eller berørte parter, eller fra nationale statistikker og klageinstanser |
b) |
at kortlægge lokale informationskilder og fremme de lokale berørte parters inddragelse i markedsovervågningen, f.eks. ved at afholde lokale høringer eller møder mellem Kommissionen og vigtige lokale aktører |
c) |
at deltage i overvågningsarbejdet vedrørende specifikke aspekter, herunder om konkurrenceanalyser, tilsynsmæssige vurderinger eller indsamling af data til måling af, hvorledes markederne fungerer for brugerne (f.eks. gennem løbende indsamling af gennemsnitspriser på sammenlignelige forbrugsvarer og tjenesteydelser, klassificering af forbrugerklager og udvikling af passende indikatorer til måling af håndhævelseskvaliteten. |
Eksempler på praksis i visse medlemsstater vedrørende de foreslåede foranstaltninger |
|||
Indsamling af oplysninger |
|
||
Specifikke aspekter af overvågning |
|
||
National overvågning |
|
5. FORANSTALTNINGER TIL EN BEDRE GENNEMFØRELSE AF REGLERNE FOR DET INDRE MARKED
Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger med hensyn til embedsmænd med ansvar for anvendelse af reglerne for det indre marked:
a) |
at levere uddannelse ved ansættelsen af embedsmænd om fællesskabsretten generelt og om reglerne for det indre marked i særdeleshed |
b) |
at levere løbende uddannelse på arbejdspladsen om fællesskabsretten generelt og om reglerne for det indre marked i særdeleshed |
c) |
at give praktisk vejledning og rådgivning om reglerne for det indre marked og deres anvendelse. |
Eksempler på praksis i visse medlemsstater vedrørende de foreslåede foranstaltninger |
|||||||
Uddannelse |
|
||||||
Løbende uddannelse på arbejdspladsen |
|
||||||
Praktisk vejledning og rådgivning |
|
||||||
Uddannelse og test om fællesskabsretten og reglerne for det indre marked |
|
6. FORANSTALTNINGER TIL AT STYRKE HÅNDHÆVELSEN AF REGLERNE FOR DET INDRE MARKED OG FREMME ORDNINGER TIL PROBLEMLØSNING
1) Ikke-retslige ordninger til problemløsning
Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger:
a) |
at sikre gennemsigtige, enkle og prisbillige alternative tvistbillæggelsesprocedurer for borgere og virksomheder |
b) |
at deltage i og aktivt bidrage til, at de ordninger til problemløsning, der findes på fællesskabsniveau, f.eks. SOLVIT og EU-pilotprojektet, fungerer i praksis og videreudvikles, særlig ved at stille tilstrækkelige midler til rådighed |
c) |
at stille tilstrækkelige oplysninger til rådighed for borgere og virksomheder om eksisterende ordninger til problemløsning på nationalt niveau og fællesskabsniveau på websteder om det indre marked |
d) |
at løse de problemer, der giver anledning til anvendelsen af ordningerne til problemløsning. |
2) Det nationale retsvæsen
Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger:
a) |
at give dommere en grundlæggende uddannelse om fællesskabsretten generelt og om reglerne for det indre marked i særdeleshed, når de tiltræder deres embede, og fortsat uddannelse på arbejdspladsen, herunder gennem det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere (8) der organiserer og finansierer udveksling af dommere |
b) |
at sikre nem adgang til fyldestgørende og ajourførte oplysninger om den fællesskabslovgivning og retspraksis fra EF-Domstolen, der vedrører det indre marked, herunder gennem Fællesskabets e-Justice portal (9), der kommer til at fungere som (elektronisk) kvikskranke for oplysninger om fællesskabsretten og som adgang til europæiske retlige procedurer |
c) |
at opfordre nationale domstole og retsinstanser til at indsamle og tilbyde oplysninger om vigtige nationale retsafgørelser vedrørende det indre marked, særlig nationale retsafgørelser baseret på en præjudiciel afgørelse fra EF-Domstolen. |
Eksempler på praksis i visse medlemsstater vedrørende de foreslåede foranstaltninger |
|||||
Alternative tvistbilæggelses-ordninger |
|
||||
Deltagelse i alternative tvistbilæggelsesordninger på fællesskabsniveau |
|
||||
Information om alternative tvistbilæggelsesordninger |
|
||||
Uddannelse |
|
||||
Nem adgang til oplysninger |
|
||||
Udveksling af vigtige nationale retsafgørelser om anvendelse af reglerne for det indre marked |
|
7. FORANSTALTNINGER TIL FREMME AF EN LØBENDE EVALUERING AF DEN NATIONALE LOVGIVNING
Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger:
a) |
at udvikle en systematisk fremgangsmåde til overvågning og evaluering af nationale bestemmelser til gennemførelse af reglerne for det indre marked med henblik på at afdække eventuelle uoverensstemmelser i anvendelsen, herunder gennem høring af de berørte parter, feedback fra de eksisterende problemløsningsordninger osv. |
b) |
at foretage en gennemgang, når det er muligt, af de eksisterende nationale regler og den administrative praksis med henblik på at afdække eventuelle bestemmelser, der forhindrer borgere og virksomheder i at få det fulde udbytte af mulighederne i det indre marked, og i givet fald tilpasse den nationale lovgivning |
c) |
at træffe organisatoriske foranstaltninger til at sikre en tæt overvågning af EF-Domstolens retspraksis og i denne forbindelse løbende evaluere, om den nationale lovgivning og administrative praksis er forenelig med reglerne for det indre marked. |
Eksempler på praksis i visse medlemsstater vedrørende de foreslåede foranstaltninger |
|||||
Evaluering af gennemførelsen |
|
||||
Gennemgang af nationale regler og procedurer |
|
||||
Kontrol af virkningerne af EF-Domstolens præjudicielle afgørelser |
|
8. FORANSTALTNINGER TIL BEDRE OPLYSNING AF BORGERE OG VIRKSOMHEDER OM DERES RETTIGHEDER I DET INDRE MARKED
Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger:
a) |
at fremme og oplyse om Fællesskabets informationstjenester (10) inden for den nationale offentlige forvaltning og eksternt på nationalt, regionalt og lokalt niveau i overensstemmelse med Kommissionens informationsarbejde, særlig om bistandstjenesterne om det indre marked (SMAS) |
b) |
at sikre en øget koordinering mellem nationale kontaktpunkter med ansvar for Fællesskabets informationstjenester |
c) |
at give adgang til praktiske oplysninger om rettigheder og forpligtelser i det indre marked på andre sprog og nemt tilgængeligt på et websted, og indføre tydelige krydshenvisninger mellem alle relevante nationale portaler og EU-portaler med oplysninger om det indre marked, særlig gennem Dit Europa-portalen |
d) |
at organisere informationskampagner og –programmer om fordele og muligheder i det indre marked. |
Eksempler på praksis i visse medlemsstater vedrørende de foreslåede foranstaltninger |
|||||
Fremme af Fællesskabets informationstjenester |
|
||||
Koordinering af Fællesskabets informationstjenester på nationalt plan |
|
||||
Nemt tilgængelig information |
|
||||
Informationskampagner |
|
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EFT L 204 af 21.7.1998, s. 37).
(2) Rådets forordning (EF) nr. 2679/98 af 7. december 1998 om det indre markeds funktion med hensyn til fri bevægelighed for varer mellem medlemsstaterne (EFT L 337 af 12.12.1998, s. 8).
(3) Testfase i projektet »EU-Pilot«, der har til formål at sikre hurtigere svar på forespørgsler og klager vedrørende korrekt fortolkning og gennemførelse af fællesskabsretten på grundlag af en mere uformel arbejdsgang mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Blev lanceret i april 2008 i samarbejde med 15 medlemsstater.
(4) EFT L 376 af 27.12.2006, s. 36.
(5) EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4.
(6) EUT L 364 af 9.12.2004, s. 1.
(7) Med forbehold for gennemførelsen af bestemmelser om mindstekrav i direktiver, der er resultatet af fælles kompetencer i henhold til EF-traktaten (særlig artikel 137).
(8) http://www.ejtn.net/www/en/html/index.htm
(9) Fællesskabets e-Justice portal vil blive lanceret den 14. december 2009.
(10) F.eks. Europa Direkte, Borgernes Vejviserservice, Dit Europa, EURES, De Europæiske Forbrugercentre og Enterprise Europe Network.