1.12.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 314/100 |
KOMMISSIONENS BESLUTNING
af 30. november 2009
om medlemsstaternes forlængelse af midlertidige godkendelser af de nye aktivstoffer metaflumizon og gamma-cyhalothrin
(meddelt under nummer K(2009) 9366)
(EØS-relevant tekst)
(2009/865/EF)
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
under henvisning til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (1), særlig artikel 8, stk. 1, fjerde afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Det Forenede Kongerige modtog i marts 2005 en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF fra BASF Agro S.A.S., Frankrig, om optagelse af aktivstoffet metaflumizon i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Ved Kommissionens beslutning 2006/517/EF (2) blev det bekræftet, at dossieret var fuldstændigt og således principielt kunne anses for at opfylde data- og informationskravene i bilag II og III til direktiv 91/414/EØF. |
(2) |
Det Forenede Kongerige modtog i august 2001 en ansøgning fra Pytech Chemicals GMbH vedrørende gamma-cyhalothrin. Ved Kommissionens beslutning 2004/686/EF (3) blev det bekræftet, at dossieret var fuldstændigt og således principielt kunne anses for at opfylde data- og informationskravene i bilag II og III til direktiv 91/414/EØF. |
(3) |
Bekræftelsen af, at dossiererne er fuldstændige, er en forudsætning for, at der kan foretages en grundig behandling af dem, og for at medlemsstaterne foreløbigt kan godkende plantebeskyttelsesmidler, der indeholder de pågældende aktivstoffer, for en periode på højst tre år, samtidig med at betingelserne i artikel 8, stk. 1, i direktiv 91/414/EØF, navnlig kravet om, at der skal foretages en grundig vurdering af aktivstofferne og plantebeskyttelsesmidlet ud fra direktivets krav, opfyldes. |
(4) |
Disse aktivstoffers virkninger på menneskers sundhed og miljøet er blevet vurderet i henhold til bestemmelserne i artikel 6, stk. 2 og 4, i direktiv 91/414/EØF for de anvendelsesformål, som ansøgerne har foreslået. Den rapporterende medlemsstat forelagde udkastene til vurderingsrapport for Kommissionen den 15. april 2008 (metaflumizon) og den 25. januar 2008 (gamma-cyhalothrin). |
(5) |
Efter at den rapporterende medlemsstat forelagde udkastene til vurderingsrapport for Kommissionen, er det i begge tilfælde fundet nødvendigt at anmode ansøgerne om yderligere oplysninger og at lade den rapporterende medlemsstat undersøge disse oplysninger og forelægge sin vurdering. Gennemgangen af dossiererne fortsætter derfor, og det vil ikke være muligt at afslutte evalueringerne inden udløbet af den treårige periode, der er fastsat i artikel 8, stk. 1, første afsnit, i Rådets direktiv 91/414/EØF. |
(6) |
Da de hidtidige evalueringer ikke umiddelbart giver anledning til bekymring, bør medlemsstaterne kunne forlænge de midlertidige godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder det pågældende aktivstof, med en periode på 24 måneder i overensstemmelse med artikel 8 i direktiv 91/414/EØF, så gennemgangen af dossieret kan fortsætte. Det forventes, at evalueringen kan afsluttes, og at der kan træffes beslutning om eventuel optagelse af metaflumizon og gamma-cyhalothrin i bilag I inden for 24 måneder. |
(7) |
Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed — |
VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:
Artikel 1
Medlemsstaterne kan forlænge midlertidige godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder metaflumizon eller gamma-cyhalothrin, med en periode på højst 24 måneder fra datoen for denne beslutnings vedtagelse.
Artikel 2
Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 30. november 2009.
På Kommissionens vegne
Androulla VASSILIOU
Medlem af Kommissionen
(1) EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1.
(2) EUT L 201 af 25.7.2006, s. 34.
(3) EUT L 313 af 12.10.2004, s. 21.