(1)

Proceduren blev indledt på grundlag af oplysninger, som Tyskland afgav den 3. august 2007. Ved brev af 15. januar 2008 anmeldte Tyskland disse foranstaltninger efter at have udvekslet yderligere oplysninger flere gange og gjorde gældende, at foranstaltningerne under alle omstændigheder måtte anses for at være en rednings-/omstruktureringsstøtte, der var forenelig med fællesmarkedet.

(2)

Ved brev af 27. februar 2008 underrettede Kommissionen Tyskland om sin beslutning om at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, over for disse foranstaltninger.

(3)

Kommissionens beslutning om indledning af den formelle procedure (herefter kaldet procedurens indledning) blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (2). Kommissionen opfordrede de interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til støtten. Kommissionen modtog ingen bemærkninger fra tredjemand.

(4)

Efter procedurens indledning den 27. marts 2008 fremsatte Tyskland bemærkninger og fremsendte ud over de oplysninger, der blev fremsendt den 15. og 25. januar, den 5. og 25. februar, den 3., 6., 11., 14., 20. og 27. marts 2008, yderligere oplysninger den 3. og 25. april, den 7. og 30. maj, den 9. og 27. juni, den 25. juli, den 4., 22. og 26. august, den 2., 3., 4., 5., 16., 18., 19. og 25. september samt den 14. oktober 2008. Sammen med disse oplysninger fremsendte Tyskland 68 forskellige aftaler og dokumenter, der danner grundlag for de pågældende foranstaltninger. Desuden blev der afholdt en række møder og telefonkonferencer med Tyskland, den begunstigede virksomhed og Kreditanstalt für Wiederaufbau (herefter kaldet KfW).

(5)

Støttemodtageren er IKB Deutsche Industriebank AG (herefter kaldet »IKB«). IKB er en tysk, mellemstor privatbank med hovedsæde i Düsseldorf, som er SDAX-noteret. Før krisen ejede den statslige bank KfW, der er hovedaktionær, 38 % af aktierne. Desuden ejede Stiftung Industrieforschung, der ikke driver egen virksomhed, 12 %. De resterende 50 % af aktierne blev handlet frit. Efter den planlagte kapitaltilførsel ville KfW's aktieandel stige til 91 %.

(6)

IKB's hovedaktionær, KfW, er en udviklingsbank, der er ejet af den tyske forbundsstat (80 %) og de tyske delstater (20 %). Med en balancesum på i alt 360 mia. EUR (pr. 31.12.2006) er det en af de ti største banker i Tyskland. KfW er en selvejende institution med hovedsæde i Tyskland, som således påvirker økonomi, samfund og økologi i Tyskland, Europa og resten af verden. Det er en af KfW's opgaver at støtte små og mellemstore virksomheder, at støtte finansiering og modernisering af boligbyggeri samt uddannelse og videreuddannelse, at finansiere kommunale infrastrukturprojekter, at støtte eksport- og projektfinansiering, at støtte udviklingslande og lande med overgangsøkonomi samt at støtte tiltag til beskyttelse af miljøet og klimaet. KfW skaffer primært støttemidlerne på kapitalmarkedet. Bankens statsligt pålagte hverv vedrørende støtte fremgår af den tyske lov om KfW (3). KfW har et »institutionelt ansvar« for at opfylde sit offentlige hverv.

(7)

Før omstruktureringen var IKB's aktiviteter fordelt på følgende fire forretningsområder.

(8)

I regnskabsåret 2006/07 blev der opnået følgende resultater på de forskellige forretningsområder:

Tabel 1

Oversigt over forretningsområderne

(9)

Før krisen havde IKB en balancesum på 49,1 mia. EUR (pr. 31.12.2006), der steg til 63,5 mia. EUR (pr. 31.3.2007) efter korrektion under hensyntagen til alle IKB's aktiviteter, der ikke fremgik af regnskabet.

(10)

IKB's vanskeligheder er forbundet med den vedvarende subprime-krise i USA, som medførte høje risici for IKB og især for en af IKB's virksomheder til specielt formål (SPE), Rhineland Funding Capital Corporation (herefter kaldet »Rhineland«) (4). Som følge af krisen opstod der likviditetsmangel, som Rhineland (hvis de normalt anvendte CP ikke var fuldtegnet) dækkede ved at gøre brug af kreditlinjer hos forretningsbanker.

(11)

IKB stillede flere likviditetsfaciliteter til en værdi af i alt ca. 8,1 mia. EUR til rådighed for Rhineland. Rhineland investerede i strukturerede kreditporteføljer, hvilket også omfatter risici i forbindelse med lån i fast ejendom fra subprime-området i USA, og refinansierede sine investeringer ved at udstede kortfristede værdipapirer, der var sikret med fordringer (»commercial papers«, herefter kaldet »CP«). Ud over de likviditetsfaciliteter, som Rhineland fik stillet direkte til rådighed, stillede IKB indirekte en garanti for Rhinelands aktivposter via den såkaldte Havenrock-struktur. Havenrock-strukturens samlede tabsrisiko for IKB beløb sig til 1,2 mia. EUR. Både de direkte likviditetsfaciliteter til Rhineland og Havenrock-strukturen er ikke-balanceførte arrangementer. Desuden foretog IKB også direkte balanceførte porteføljeinvesteringer (til dels inden for subprime-området) ved hjælp af gældsbeviser med en lavere prioritet i den strukturerede investeringsenhed Rhinebridge (herefter kaldet »Rhinebridge«) og i andre typer investeringsporteføljer (f.eks. »collateralised debt obligations«, »CDO«). I sommeren 2007 blev dele af Rhinelands og Rhinebridges strukturerede porteføljer, der tidligere var vurderet meget højt, og CDO nedvurderet kraftigt af kreditvurderingsbureauerne.

(12)

På grund af den vedvarende krise på det amerikanske subprime-realkreditmarkedet og som direkte følge af kreditvurderingsbureauernes nedvurdering af værdipapirer med sikring i subprime-fordringer faldt værdien af visse papirer, der blev handlet inden for dette markedssegment. Det ramte især SPE'en Rhineland, der var i fare for ikke længere at kunne refinansiere sin investeringsportefølje på CP-markedet. Som følge af det udtørrede CP-marked var det sandsynligt, at Rhineland måtte trække på de likviditetsfaciliteter til en værdi af 8,1 mia. EUR, som IKB havde stillet til rådighed, men som der ikke var taget højde for i IKB's balance. Desuden var de andre regnskabsmæssige porteføljeinvesteringer som f.eks. Rhinebridge i vid udstrækning udsat for fair-value-udsving, der skulle optages i henhold til de internationale regnskabsstandarder (International Financial Reporting Standards — IFRS).

(13)

Årsagen til IKB's vanskeligheder er porteføljeinvesteringer på 18,3 mia. EUR. Størstedelen af de porteføljeinvesteringer på 18,3 mia. EUR, der fremgår af det korrigerede regnskab for 2006/2007, blev oprindeligt ikke balanceført og figurerede i Rhinelands balance, mens kun en mindre del var optaget i IKB's balance. Med hensyn til de ikke-balanceførte aktivposter, der kun fremgik af Rhinelands balance, drejede det sig om aktiver til en værdi af 11,5 mia. EUR (pr. 31.3.2007 og også under krisen). Værdien af disse aktiver faldt løbende som følge af salg og valutakurskorrektioner, og i august 2008 havde de en værdi på 6,3 mia. EUR. I det korrigerede regnskab for 2006/07 beløb de balanceførte porteføljeinvesteringer sig til 6,8 mia. EUR.

(14)

Den 27. juli 2007 underrettede en tysk bank, som havde stillet en kreditlinje til rådighed for IKB, det tyske finanstilsyn (herefter kaldet »BaFin«) om, at den ville lukke denne kreditfacilitet. Derefter meddelte BaFin KfW, det tyske finansministerium og andre involverede parter, at BaFin ville lukke IKB (5), hvis de nævnte parter ikke ville overtage risiciene fra IKB's engagement i Rhineland. Desuden viste det sig, at IKB's subprime-poster ikke var begrænset til Rhineland, men også omfattede Rhinebridge og andre subprime-porteføljeinvesteringer.

(15)

Den 29. juli 2007 indgik BaFin, det tyske finansministerium, KfW og de tre store tyske bankforbund (6) en aftale om, at KfW efter aftale med BaFin skulle gribe ind og varetage en risikoafdækning (en såkaldt Risikoabschirmung) for IKB. De tre bankforbund erklærede sig villige til at overtage 30 % af risikoen i forbindelse med risikoafdækningen. Det blev bekræftet skriftligt den 16. august 2007 i en aftale mellem KfW og de tre bankforbund.

(16)

KfW anmeldte følgende foranstaltninger til sikring af IKB's kreditværdighed:

(17)

Oprindeligt havde Tyskland vurderet KfW's og de tyske bankforbunds forventede tab i forbindelse med risikoafdækningen for IKB til i alt 3,5 mia. EUR (Rhineland og Havenrock: 2,5 mia. EUR, Rhinebridge og andre subprime-porteføljeinvesteringer: 1 mia. EUR (8).

(18)

I den oprindelige aftale af 29. juli 2007 indgik KfW og de tyske bankforbund aftale om at fordele de forventede tab i forbindelse med risikoafdækningen på følgende måde:

(19)

Risikofordelingen mellem KfW og de tyske bankforbund gælder inden for en maksimal dækningsgrænse på 1 mia. EUR for bankforbundene (se betragtning 18) uafhængigt af, hvor tabene realiseres inden for risikoafdækningen (Rhineland, Rhinebridge eller direkte investeringer), idet brugen af parternes garantier sker med sideordnet prioritet i overensstemmelse med den aftalte risikofordeling.

(20)

Ud over deres andel i risikoafdækningen har de tre tyske bankforbund erklæret sig villige til at søge at påvirke deres medlemmer på en sådan måde, at de igen stiller de kreditlinjer til rådighed for IKB, som blev lukket, da krisen brød ud.

(21)

Desuden bliver det påpeget i aftalen af 16. august 2007, at KfW i sin egenskab af pool-manager skal forhandle sig til en rimelig godtgørelse for risikoafdækningen og skal træffe foranstaltninger til tilbagebetaling af alle bankforbundenes og KfW's omkostninger. Mens der var enighed med hensyn til tilbagebetalingen, og der blev truffet passende foranstaltninger i den sammenhæng, blev spørgsmålet om godtgørelse ikke behandlet, da dette ville have kunnet været fortolket som […], som ville have krævet godkendelse fra […].

(22)

Bankforbundenes risikoandel på 30 % blev delt op blandt forbundene på følgende måde:

(23)

BdB overtog en andel på 50 %, fordi hver enkelt privat- eller virksomhedskundes indestående i tilfælde af IKB's insolvens ville være sikret af de private bankers garantifond med op til 30 % af omfanget af IKB's ansvarlige kapital (ca. 662 mio. EUR pr. kunde pr. 26. september 2007) (9).

(24)

I betragtning af en yderligere forværring af situationen på de finansielle markeder blev risikoafdækningen for IKB udnyttet fuldstændigt inden for Havenrock-strukturen, og det viste sig, at risikoafdækningen var utilstrækkelig. Det blev nødvendigt med yderligere foranstaltninger til dækning af tab for at sikre IKB's fortsatte drift. I forbindelse med kreditlinjerne i Havenrock-strukturen sikrede KfW og bankforbundene den 30. november 2007 IKB mod yderligere tabsrisici på ca. 350 mio. EUR (440 mio. USD). 150 mio. EUR blev dækket af KfW, heraf 54,3 mio. EUR i form af et konvertibelt værdipapir, som KfW ombyttede til aktier den 14. februar 2008 (med virkning pr. 28. februar 2008) for at øge sin aktieandel i IKB til 43 %. BdB dækkede yderligere 150 mio. EUR, og BVR og DSGV yderligere 50 mio. EUR.

(25)

I februar 2008 gav den tyske regering KfW pålæg om at stille yderligere 2,3 mia. EUR til rådighed for IKB.

(26)

1,05 mia. EUR blev ydet i form af lån, som blev eftergivet umiddelbart derefter, og som der er indgået en overskudsklausul for, ifølge hvilken IKB vil betale afdrag på lånet, hvis IKB i de kommende år igen får overskud. Foranstaltningerne var nødvendige for at indskyde kapital i banken og på den måde at forhindre, at IKB's kernekapitalprocent kom under den lovpligtige grænseværdi.

(27)

Desuden forlangte BaFin, at KfW stillede en reelt ubegrænset garanti for kapitaltilførsel. KfW erklærede sig villig til at sikre ekstra finansiering i form af en kapitaltilførsel på EUR 1,25 mia. Foranstaltningerne i forbindelse med denne kapitalforbedring blev i princippet truffet i august 2008. Den faktiske kapitaltilførsel kan dog først ske efter bekendtgørelse af en positiv beslutning fra Kommissionen. Kapitaltilførslen er således ikke gennemført endnu. Efter kapitaltilførslen ville KfW's aktieandel i IKB være ca. 90,8 %.

(28)

KfW's tredje foranstaltning blev støttet med 1,2 mia. EUR af den tyske regering, som stillede dette beløb til KfW's rådighed, og med 300 mio. EUR fra de tyske bankforbund.

(29)

Desuden har KfW siden januar 2008 stillet likviditetsfaciliteter til en værdi af i alt [> 2,5] mia. EUR til rådighed for IKB. Midlerne er opdelt i to rammefaciliteter på hver […] mia. EUR, idet den første rammefacilitet blev oprettet den 24. januar 2008 til Euribor plus [< 50] til [> 50] basispoint med [> 100] % sikkerhed. Den anden rammefacilitet blev oprettet den 18. juli 2008 til Euribor plus [> 100] basispoint med [> 100] % sikkerhed. Denne høje securitisation af kreditlinjerne skulle sikre, at aktiverne er tilstrækkelige til at dække kreditten, selv hvis det værst tænkelige skulle blive en realitet.

(30)

Andre banker stillede også likviditetsfaciliteter til rådighed for IKB. F.eks. stillede [en amerikansk storbank] og [en anden amerikansk storbank] likviditetsfaciliteter til en værdi af [> 0,75] mia. EUR på månedsbasis og til Euribor plus [< 100] til [< 100] basispoint til rådighed for IKB med sikkerhed på [> 100] % til [> 100] %. Desuden havde IKB adgang til en likviditetsfacilitet på op til [> 250] mio. EUR, som [en tysk delstatsbank] havde stillet til rådighed med en varighed på et år til Euribor plus [> 90] til [> 100] basispoint mod [> 100] % til [> 100] % sikkerhed. En yderligere likviditetsfacilitet på [> 500] mio. EUR blev stillet til rådighed af [en anden tysk delstatsbank] med en varighed på et år til Euribor plus [> 50] basispoint med tilsvarende sikkerhed.

(31)

De forventede tab, der skulle dækkes via risikoafdækningen for ikke-balanceførte aktivposter i Rhineland, steg fra de oprindeligt anslåede 2,5 mia. EUR (i værste fald) til 7,0 mia. EUR (10). Som led i den risikoafdækning, der blev stillet til rådighed for Rhineland i juli 2007, overtog KfW i forbindelse med likviditetsfaciliteterne til Rhineland alle risici forbundet med de ikke-balanceførte aktivposter, således at KfW overførte disse risici til sit eget regnskab. Dette påvirker ikke den maksimale dækning på 1 mia. EUR for tab fra andre poster, som de tyske bankforbund har forpligtet sig til.

(32)

Desuden dækkede den første foranstaltning tab på op til 1 mia. EUR for balanceførte porteføljeinvesteringer på 6,8 mia. EUR. De balanceførte investeringers værdi faldt til 6,31 mia. EUR i foråret 2008 som følge af valutakurskorrektioner. I foråret 2008 forsøgte IKB også at sælge de to porteføljer ved en offentlig auktion. På grund af den vedvarende krise på kapitalmarkerne var det ikke muligt at sælge dem, da buddene lå langt under de forventede salgspriser. Derefter måtte IKB nedjustere den regnskabsmæssige værdi af disse porteføljer yderligere. Frem til august 2008 led IKB tab på [< 750] mio. EUR. Endvidere solgtes der aktiver til en nominel værdi af 990 mio. EUR på markedet. Derefter beløb den nominelle værdi af den resterende portefølje sig i august 2008 til [< 5] mia. EUR.

(33)

For at tage et klart skridt blev den resterende risikoafdækning af porteføljerne i IKB's regnskab opfyldt i august som forberedelse til et muligt salg af IKB, idet KfW stillede de resterende 360 mio. EUR til rådighed før tiden. Officielt blev tabene endnu ikke realiseret, men de tilgrundliggende aktivposter er allerede tabt. Garantien på 1 mia. EUR er således udnyttet fuldt ud og kan anses for at være opfyldt.

(34)

Som led i forhandlingerne med de bydende parter er de resterende porteføljeinvesteringer blevet delt op i to strukturerede investeringsporteføljer (SIP 1 og SIP 2). SIP 1 omfatter generelt [bestemte værdipapirer] med en nominel værdi på […] mia. EUR og en regnskabsmæssig værdi på [> 1] mia. EUR (11). SIP 2 omfatter IKB's resterende [værdipapirer] med en nominel værdi på […] mia. EUR og en regnskabsmæssig værdi på [> 1] mia. EUR.

(35)

Tabel 2 giver et overblik over udviklingen i porteføljeinvesteringerne frem til slutningen af august 2008. Realiserede og forventede tab anslås til i alt ca. 10,28 mia. EUR.

Tabel 2

Porteføljeinvesteringer fra marts 2007 til august 2008

(36)

Salget af KfW's IKB-aktier blev påbegyndt i januar 2008 og blev afsluttet den 21. august 2008 med beslutningen om at sælge IKB til Lone Star Funds VI Financial Holdings, L.P. Dallas, USA (herefter kaldet »Lone Star«).

(37)

Salget skete som led i en åben, ubetinget og transparent licitation. Efter almindelig bekendtgørelse i begyndelsen af januar 2008 erklærede [> 40] bydende (herunder tyske og internationale banker og finansinvestorer) deres interesse i første runde. [> 20] bydende modtog et informationsmemorandum (i slutningen af januar) efter at have underskrevet en fortrolighedsaftale. [> 5] bydende afgav et indledende bud (i slutningen af februar). [> 5] bydende fik adgang til datarummet. I alt [< 5] bydende afgav et konkret bud (i midten af maj).

(38)

I slutningen af maj 2008 opfordrede KfW tre af de [< 5] bydende ([finansinvestorer og strategiske investorer fra forskellige lande]) til at afgive et bindende bud. Af de [< 5] bydende, der afgav et gyldigt bud, blev Lone Star valgt som køber på grundlag af en økonomisk sammenligning af de [< 5] bud, idet Lone Star havde budt den højeste nettopris.

(39)

Salget af IKB skete primært til en salgspris på ca. […] mio. EUR (for 90,8 % af aktierne) samt mod finansinvestoren Lone Stars løfte om at investere [> 400] mio. EUR i IKB. Lone Star stillede i forbindelse med buddet som krav, at overskudsklausulen ikke ville blive taget i brug. Som modydelse har Lone Star forpligtet sig til at finansiere SIP 2 med de tidligere nævnte [> 400] mio. EUR. For øjeblikket overvejer IKB at sælge aktivposterne i SIP 2 til en virksomhed med specielt formål (SPE). KfW har erklæret sig villig til at indtræde i refinansieringen af SIP 2 ved at yde et lån på 775 mio. EUR, som godtgøres til Euribor plus [> 80] basispoint, og som har prioritet frem for Lone Stars og IKB's Capital Notes til en værdi af [> 200] mio. EUR og Mezzanine Notes til en værdi af [> 150] mio. EUR.

(40)

KfW har købt SIP 1 til 1 mia. EUR (12). KfW er forpligtet til at dække tabsrisikoen for de første 150 mio. EUR, den tyske stat har stillet sikkerhed for de næste 600 mio. EUR (det drejer sig her om uventede tab (13), og KfW dækker de resterende 250 mio. EUR af risikoen. KfW er sikker på, at prisen allerede afspejler de samlede tab, der må forventes af porteføljen, så efter KfW's opfattelse er det ikke nødvendigt at træffe yderligere foranstaltninger.

(41)

Desuden bliver de to rammefaciliteter på [> 2,5] mia. EUR, som KfW har stillet til rådighed for IKB, forlænget frem til senest den […] (oprindeligt skulle de udløbe i hhv. april og juli 2009). Betingelserne er blevet ændret ganske lidt. Den stillede sikkerhed for den første facilitet blev reduceret fra [> 100] % til [> 100] %, og rentesatsen for den anden facilitet blev sænket fra Euribor plus [> 100] basispoint til Euribor plus [> 100] basispoint. Ifølge KfW er disse ændringer berettigede, fordi IKB har forøget sin egenkapital.

(42)

Desuden indeholder købekontrakten ingen særlige salgsbetingelser bortset fra en klausul vedrørende ansvarsfritagelse, som foreskriver, at [bestemte forhold] med finansielle konsekvenser på op til […] EUR er undtaget. Det omfatter især […]. Selvom det her drejer sig om […], som kunne være på op til […] EUR, er risikoen for, […], ifølge Tyskland meget lav, da IKB takket være sine meget gode driftsresultater havde den næstebedste bank-rating, en måned før finanskrisen indtrådte, og da banken ved vurdering af […] ud fra de tilgængelige oplysninger ikke afveg fra almindelig forretningsspraksis. Det er svært at vurdere dette […], da det på den ene side er ret usandsynligt, at denne situation indtræffer […], men på den anden side kunne de […] konsekvenser […] være alvorlige. Tyskland gør gældende, at sådanne […] risici normalt fortsat er den tidligere ejers i tilfælde af opkøb. Derfor har KfW undtaget denne risiko helt fra begyndelsen af salget. Da det er meget usandsynligt, at en sådan risiko indtræffer, har IKB ikke foretaget hensættelser i regnskabet til eventuelle fordringer.

(43)

Tyskland har tilsendt flere reviderede udgaver af omstruktureringsplanen for IKB. I bilagene fra august 2007 blev foranstaltninger til overvindelse af bankkrisen og undgåelse af problemer i fremtiden beskrevet. Umiddelbart efter at den første foranstaltning var truffet, lod IKB PriceWaterhouseCoopers (PWC) analysere den daværende situation. På grundlag af denne undersøgelse meddelte IKB den 3. september 2007, at IKB ville trække sig ud af forretningsområdet med internationale strukturerede investeringer.

(44)

I mellemtiden har IKB ajourført planen, og IKB er blevet solgt til Lone Star. Lone Star fremlagde en omstruktureringsplan for IKB, som blev gennemgået af revisionsselskabet KPMG fra den 16. juli 2008 til den 25. september 2008. Omstruktureringsplanen indeholder et overblik over IKB's relevante kernemarkeder, klarlægger årsagerne til krisen, analyserer problemerne og foreslår foranstaltninger til afhjælpning af disse problemer. Denne plans formål er på den ene side at opnå en kortsigtet stabilisering af bankens økonomiske situation ved at sikre den nødvendige likviditet og på den anden side at genetablere den langsigtede rentabilitet ved at fjerne risikoposter og fokusere på det primære forretningsområde. På langt sigt lægger omstruktureringsplanen op til, at IKB koncentrerer sig om forretningsområdet virksomhedskunder i form af mellemstore virksomheder, og at strukturerede finansieringer kun bibeholdes i den størrelsesorden, der er nødvendig for forretningerne med virksomhedskunder.

(45)

Omstruktureringsplanen bekræfter, at IKB forlader forretningsområdet porteføljeinvesteringer, sådan som IKB også havde besluttet umiddelbart efter krisen.

(46)

I løbet af drøftelserne med Kommissionen accepterede IKB desuden som en udligningsforanstaltning at gå ud af ejendomsfinansiering. Det betyder, at IKB fra slutningen af 2008 ikke indgår nye forretninger inden for ejendomsfinansiering, og at de eksisterende aktivposter afvikles hurtigst muligt (kreditlinjer kan ikke ophæves uden varsel), idet mindst 60 % skal være afviklet og IKB skal have solgt sine datterselskaber IKB Immobilien Management GmbH, IKB Projektentwicklungs GmbH Co. KG og IKB Projektentwicklungsverwaltungsgesellschaft mbH i slutningen af omstruktureringsperioden, dvs. pr. 30. september 2011 (14). Den resterende portefølje på [< 3] mia. EUR likvideres ved de resterende aktivposters forfald. Det fuldstændige salg gør det muligt at reducere udlånsvolumen på forretningsområdet ejendomsfinansiering med 4,9 mia. EUR.

(47)

Desuden har Tyskland som en udligningsforanstaltning tilbudt, at IKB skiller sig af med nogle af sine datterselskaber:

(48)

I betragtning af den spændte situation på markedet har Tyskland alligevel forhandlet sig frem til en genforhandlingsklausul, der giver IKB mulighed for at ændre en foranstaltning eller at erstatte den med en anden eller at forlænge en frist, hvis det er tilstrækkeligt begrundet, og Kommissionen ikke kommer med indsigelser, i tilfælde af uforudsete forhold, især hvis krisen på kapitalmarkedet varer ved, eller hvis det viser sig at være umuligt at sælge bestemte aktivposter.

(49)

Desuden har Tyskland forpligtet sig til at sikre, at IKB's samlede balancesum maksimalt andrager 33,5 mia. EUR (17) pr. 30. september 2011. Det svarer til en reduktion af balancesummen med 47,2 % i forhold til de 63,5 mia. EUR i den korrigerede balance fra marts 2007. Realisering af udligningsforanstaltningerne og udtrædelse af porteføljeinvesteringsområdet anslås af Tysklands på følgende måde:

Tabel 4

Reduktionsforanstaltninger

(50)

Desuden gøres der i omstruktureringsplanen opmærksom på, at IKB, hvis Fitch-rating er faldet fra A + til BBB–, har finansieringsproblemer under de nuværende markedsbetingelser. Det maksimale likviditetsbehov frem til slutningen af omstruktureringsperioden anslås til [> 10 mia.] EUR. Denne likviditetsmangel skal udlignes ved hjælp af kapitaltilførslen, forlængelse af KfW's likviditetsfaciliteter og en fordringsbaseret refinansiering. En del af likviditetsmanglen dækkes ved at reducere de nye forretningsområder.

(51)

Omstruktureringsplanen indeholder endvidere planlægningsantagelser for bankens fremtidige udvikling i henhold til et good-case-, et base-case- og et bad-case-scenario. Ifølge disse antagelser vil IKB ifølge base-case-scenariet have opnået en egenkapitalforrentning på […] % i slutningen af omstruktureringsfasen i september 2011. Resultatet før skat vil i givet fald være […] mio. EUR med […] fuldtidsansatte. Tier-1-ratio vil stige til […] %, og omkostnings-/udbytteforholdet (cost income ratio) vil falde til […] %.

(52)

Tyskland tilsendte desuden oplysninger om omstruktureringsomkostningerne, der kan opdeles på følgende måde: Omkostninger i forbindelse med tab på porteføljeinvesteringer på [> 6] mia. EUR (Rhineland: 5,8 mia. EUR, Havenrock: 1,2 mia. EUR) og på balanceførte porteføljeinvesteringer ([…] mia. EUR) (18), reelle omstruktureringsomkostninger (inklusive risikoafdækning, portefølje-exit-omkostninger og administrationsomkostninger på ca. [> 0,25] mia. EUR), kapitaltab på ca. [> 1] mia. EUR, omkostninger i forbindelse med reduktion af forretningsområderne, der til dels er foretaget og til dels endnu ikke er sket som følge af forlængelsen af de eksisterende aftaler til en værdi af [> 1] mia. EUR, samt […] på […] mia. EUR (19). Derfor anslår Tyskland omkostningerne til omstruktureringen af IKB til i alt ca. [> 15] mia. EUR.

(53)

I procedurens indledning rejste Kommissionen tvivl om, hvorvidt KfW's foranstaltninger til fordel for IKB er i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, da risikoen i forbindelse med foranstaltningerne var ubegrænset for KfW, mens bankforbundenes andel af risikoafdækningen var begrænset, og IKB's andre aktionærer slet ikke deltog.

(54)

Desuden var Kommissionen på daværende tidspunkt i tvivl om, hvorvidt foranstaltningerne kunne anses for at være forenelige med fællesmarkedet i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 3. Efter Kommissionens opfattelse kunne foranstaltningerne ikke anses for at være midler til afhjælpning af en alvorlig forstyrrelse af en medlemsstats økonomi, der er forenelige med fællesmarkedet, i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra b). Desuden mente Kommissionen ikke, at der var grund til at betragte foranstaltningerne som redningsstøtte, da det ikke drejede sig om midlertidige foranstaltninger. På daværende tidspunkt var samtlige kriterier, der fremgår af Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (herefter kaldet rammebestemmelserne) (20), ikke opfyldt.

(55)

Tyskland fastholder den oprindelige opfattelse, at de pågældende foranstaltninger ikke kan kaldes statsstøtte, da de opfylder det markedsøkonomiske investorprincip. Indgrebet skete på baggrund af en markedsøkonomisk investors overvejelser, idet IKB's insolvens ville medføre højere omkostninger for KfW end foranstaltningerne til støtte af IKB's omstrukturering. Tyskland understreger, at spørgsmålet om en passende afkastningsgrad er irrelevant i den forbindelse. Desuden bør vurderingen af, om det markedsøkonomiske investorprincip blev overholdt, ske ex ante.

(56)

Ved vurdering af den første foranstaltning skulle der efter Tysklands opfattelse kun tages højde for de oprindeligt anslåede tab, dvs. tab på 3,5 mia. EUR i worst-case-scenariet og [< 2,5] mia. EUR i mid-case-scenariet. Tyskland gør gældende, at en markedsøkonomisk investor ville gå ud fra de direkte omkostninger ved IKB's eventuelle insolvens, dvs. i dette tilfælde 1,5 mia. EUR, som ville opstå ved at bevare IKB's regnskabsmæssige værdi på ca. 620 mio. EUR (21) (i henhold til de tyske regnskabsstandarder) og afskrive kreditter på ca. 850 mio. EUR, som IKB havde ydet til tredjemand i forbindelse med KfW's støtte (22). Desuden ville IKB's insolvens have medført, at yderligere kreditter fra støtteordningen på mindst 1,1 mia. EUR skulle have været afskrevet, hvilket ville få refinansieringsomkostningerne til at stige. Dertil kommer, at KfW's omdømme ville tage skade.

(57)

Tyskland påpeger derudover, at selv om støtteforanstaltningerne blev betragtet som statsstøtte, skulle støtten reduceres med de tab, som KfW ville lide i tilfælde af IKB's insolvens.

(58)

I forbindelse med den anden foranstaltning henviser Tyskland til, at dette kun er et supplement til den første foranstaltning, og at størstedelen af denne foranstaltning blev finansieret af bankforbundene. På baggrund af Alitalia-dommen må man gå ud fra, »at et kapitaltilskud med offentlige midler opfylder privatinvestorprincippet og ikke er statsstøtte, når foranstaltningen iværksættes sammen med et betydeligt indskud af kapital fra en privat investor på tilsvarende vilkår« (23).

(59)

Tyskland bestrider ikke, at den tredje foranstaltning har karakter af statsstøtte.

(60)

Efter Tysklands opfattelse er der heller ikke tale om statsstøtte ved salget af IKB, da KfW handlede som en markedsøkonomisk sælger. Købsprisen er resultatet af forhandlinger med de forskellige potentielle købere og er således i overensstemmelse med markedsvilkårene. De øvrige foranstaltninger var nødvendige for at sælge banken, og de blev foretaget på markedsbetingelser.

(61)

Dette gælder for det første for SIP 1, som blev solgt til KfW til en pris, der lå [< 10] % under den regnskabsmæssige værdi i henhold til IFRS-standarden. Denne pris er rent faktisk bedre end den salgspris, som Lone Star forhandlede sig frem til for SIP 2 ([nedslag > 10] %), men i den forbindelse skal det indgå i overvejelserne, at SIP 2 i modsætning til SIP 1 primært bestod af […]. Derfor gør Tyskland gældende, at KfW kunne sælge porteføljen eller beholde den uden tab frem til forfald. Desuden havde KfW brug for støtte til salget af SIP 1 fra sin ejer, Forbundsrepublikken Tyskland, da KfW […]. Dette blev dækket af statsgarantien for at undgå, at KfW skulle binde egenkapital på ca. […] mio. EUR ([…]). For det andet var KfW's andel i SIP 2 også begrundet med markedsøkonomiske forhold, da dette i betragtning af kredittens høje prioritet var forbundet med begrænset risiko, og da betalingen (Euribor plus [> 80] basispoint), som Tyskland tilsendte markeds-benchmarks for, var høj. Det faktum, at KfW måtte påtage sig ansvarsrisikoen (reserve) på […] EUR for […], er ikke usædvanligt i tilfælde, hvor der er en lav sandsynlighed for, at tabet indtræffer, og kravet samtidig har en høj værdi, og det blev stillet som betingelse af alle parter i den sidste forhandlingsrunde.

(62)

Hvis Kommissionen skulle være af den opfattelse, at foranstaltningerne indeholder støtteelementer, påpeger Tyskland, at disse støtteforanstaltninger under alle omstændigheder skal anses for at være omstruktureringsstøtte, der er forenelig med fællesmarkedet. Bankens forretningsområde, der førte til bankens vanskeligheder, er blevet opgivet, og banken vil for fremtiden koncentrere sig om sit primære forretningsområde.

(63)

Desuden har Tyskland forpligtet sig til at træffe alle de foranstaltninger, der er nævnt i betragtning 46.

(64)

Tyskland gør desuden gældende, at banken har bidraget til omstruktureringen med en betydelig egenbetaling (mindst [> 10] mia. EUR). Tyskland har ændret sine bemærkninger til dette punkt flere gange, og egenbetalingen er senest beregnet som summen af alle bidrag til omstruktureringen, der ikke er givet støtte til, med reduktion af nye forretninger og indtjening fra salg minus tab. Nettoindtjeningen fra salgene er vurderet til [> 5] mia. EUR. Disse beregninger er baseret på de aktivposter, der skal sælges i omstruktureringsperioden, med fradrag af […], den resterende forretning i Luxembourg og enkelte porteføljeinvesteringer i Luxembourg. Tyskland vurderede de enkelte poster på følgende måde: handel med fast ejendom […] mia. EUR, datterselskabet i Luxembourg […] mia. EUR, datterselskabet i New York […] mia. EUR, Amsterdam […] mio. EUR, Movesta […] mia. EUR og andre ikke-strategiske aktiver […] mia. EUR.

(65)

Kommissionen vurderer først, om foranstaltningerne udgør statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1. I henhold til denne bestemmelse er statsstøtte støtte ydet af staten eller ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemstaterne.

(66)

Kommission fastholder sit standpunkt fra procedurens indledning om, at ingen af disse tre økonomiske foranstaltninger ville være blevet truffet af en markedsøkonomisk investor, og at de således alle må anses for at være statsstøtte. Da IKB agerer på tværs af landegrænser og internationalt, er det ubestrideligt, at en begunstigelse i form af adgang til statsmidler ville begrænse konkurrencen og få betydning for banksektoren og dermed samhandelen inden for fællesskabet (24).

(67)

Kommission tager Tysklands argument om, at de pågældende foranstaltninger ikke ville have givet IKB en fordel, da KfW udelukkende handlede i sin egenskab af ejer og dermed som privat investor, til efterretning. Tyskland bestrider dog ikke, at KfW er et statsligt pengeinstitut med en offentligt opgave, og at KfW's handlinger kan henregnes til staten. Idet Tyskland indrømmer, at det tyske finansministerium ikke blot deltog i bestyrelsesmøderne, der havde indflydelse på samtlige beslutninger, der blev taget i weekenden fra den 27. til den 29. juli 2007, men endda havde formandsposten, da beslutningen blev truffet, bekræfter Tyskland reelt, at KfW's beslutninger kan henregnes til staten (25).

(68)

Derfor koncentrerede Kommissionen sig i sine undersøgelser om spørgsmålet om, hvorvidt IKB har opnået samme fordel ved KfW's intervention, som IKB ville have fået af en markedsøkonomisk investor under de samme omstændigheder. Kommissionen indrømmer, at risikoafdækningen for IKB ifølge de på forhånd foretagne vurderinger i værste fald ville have dækket et tab på i alt 2,5 mia. EUR. Som i sammenlignelige tilfælde (26) går Kommissionen også her ud fra, at en privat investor med hensyn til det forventelige tab i en så uoverskuelig situation ville have taget udgangspunkt i dette worst-case-scenario og ikke i et mid-case-scenario. Desuden skal det pointeres, at KfW ikke udelukkede, at hæftelsen potentielt set kunne stige til op til 8,1 mia. EUR.

(69)

Det er ikke korrekt, at foranstaltningen ville medføre lavere omkostninger for KfW og Tyskland end likvidationen af IKB (27), heller ikke, hvis der anvendes en ex-ante-vurdering af situationen på det tidspunkt, hvor beslutningen blev truffet (28). Kommissionen kan ikke acceptere alle de likvidationsomkostninger, som Tyskland har gjort gældende. Også selvom IKB's regnskabsmæssige værdi virkelig var 620 mio. EUR, gjorde Kommissionen allerede i procedurens indledning opmærksom på, at kursen på IKB-aktien var faldet betydeligt allerede før KfW's intervention, så værdien af KfW's andel af IKB på interventionstidspunktet sandsynligvis ikke svarede til den regnskabsmæssige værdi. Desuden betvivlede Kommissionen i procedurens indledning, at den anslåede risiko for tab på ca. [> 15] % var realistisk for de kreditter, der blev givet som led i støtten. Tyskland har ikke forelagt tilstrækkelige beviser til at underbygge plausibiliteten af den vurdering, som blev foretaget af KfW.

(70)

Efter Kommissionens vurdering er der heller ikke givet tilstrækkelig begrundelse for det truende indirekte tab, der er gjort gældende, som følge af en generel bankkrise, der, som beskrevet i procedurens indledning, synes at være af ren hypotetisk natur. Kommissionen fastholder ligeledes, at den strukturerede finansiering som led i støtten er en del af KfW's offentlige opgave og ikke af KfW's funktion som et normalt kreditinstitut. Derfor kan tabene fra denne forretning ikke anses for at være omkostninger, som en markedsøkonomisk investor ville have taget højde for (29).

(71)

Et afgørende argument for Kommissionen er fortsat, at de vurderede tab fra risikoafdækningen de facto ikke var begrænset til 2,5 mia. EUR, men var uden loft. Selv om det kunne gøres gældende, at BaFins ubegrænsede ansvar var krævet som en ufravigelig forudsætning for at give afkald på moratoriet, er der alligevel ingen tvivl om, at en markedsøkonomisk investor også ville have taget højde for dette forhold i forbindelse med dennes afvejning pro et contra. Det bliver tydeligt, når man ser på den private deltagelse i risikoafdækningen.

(72)

Hvad angår KfW's og bankforbundenes handlinger, bemærker Kommissionen, at en offentlig aktionær, der agerer parallelt med private investorer, skal være forholdsmæssigt lige så villig til at yde kapitalindskud på samme betingelser (30) og på grundlag af de samme forretningsmæssige overvejelser (31). Disse overvejelser ligger også til grund for Alitalia-dommen fra Retten i Første Instans, som Tyskland henviser til, hvor der blev forlangt sammenlignelige forhold.

(73)

I den sammenhæng fastholder Kommissionen, at bankforbundene i den første foranstaltning begrænsede deres dækning af tab til 1 mia. EUR (ca. 30 %), mens KfW ikke fastlagde en øvre grænse og således påtog sig en langt højere risiko end bankforbundene. Selv om de potentielle direkte tab som følge af KfW's ejerposition og kreditterne, i alt angivet til […] mia. EUR, trækkes fra (se betragtning 56), og de ugunstigste vurderinger bruges som grundlag, er KfW's andel af risikoafdækningen stadig lige så høj som de deltagende bankforbunds i alt. Det kan derfor konstateres, at KfW ikke medvirkede på samme måde som bankforbundene.

(74)

Endvidere er det ikke et holdbart argument, at det ville have udløst en generel krise i den tyske banksektor, som ville have haft katastrofale følger for KfW. Alle andre banker ville være blevet ramt på tilsvarende vis af en krise. Men bankforbundenes begrænsede andel af risikoafdækningen på 1 mia. EUR (ca. 30 %) står unægtelig ikke i forhold til deres medlemsbankers markedsandel i Tyskland på over 95 % (32). Kommissionen kan derfor ikke se nogen kommerciel årsag til KfW's uforholdsmæssigt høje bidrag. Ganske vist kan KfW i en vis udstrækning have handlet i sit datterselskabs interesse, men KfW er uden tvivl gået videre end en privat investor. En privat ejer ville have engageret sig langt mindre og ville have insisteret på yderligere støtte fra bankforbundene eller staten. Derfor har KfW under alle omstændigheder til en vis grad ikke handlet som en markedsøkonomisk investor.

(75)

Det samme gør sig gældende ved den anden foranstaltning, hvor det ifølge Tysklands udsagn blot drejede sig om en foranstaltning, der skulle supplere den første risikoafdækning. Selvom KfW's og bankforbundenes andel ser mere afbalanceret ud i absolutte tal (relativt set skulle bankforbundenes andel dog have været betydeligt større), må denne foranstaltning sammen med den første foranstaltning betragtes på baggrund af den samlede omstrukturering, så KfW, idet KfW ikke har handlet som en markedsøkonomisk investor, ifølge fast retspraksis ikke længere kan gøre argumentet om en markedsøkonomisk investor gældende (33).

(76)

Dette gælder i endnu højere grad for den tredje foranstaltning, hvor den tyske stat entydigt har givet KfW anvisninger om at handle og støttede en yderligere foranstaltning på 2,3 mia. EUR med 1,2 mia. EUR. Det gjorde KfW langt mere udsat end bankforbundene, også selv om IKB's insolvens ville udløse en sikkerhedsmekanisme, som ville fordele byrden på hele banksektoren.

(77)

I andre tilfælde har Kommissionen været af den opfattelse, at det er svært at definere støttebeløbet, når støtten ydes ved hjælp af risikoafdækning (34). I overensstemmelse med rammebestemmelserne og retspraksis kan støtteelementet i en garanti for en kriseramt virksomhed være lige så stort som det beløb, der potentielt dækkes af garantien, men undertiden dog også mindre (35). Men selv om støtteelementet blev vurderet ex ante til mindre end 8,1 mia. EUR (Rhineland, Havenrock og balanceførte aktivposter på 1 mia. EUR), er den realistiske vurdering af tabene på 6,8 mia. EUR imidlertid langt højere end vurderingerne af worst-case-scenariet (se tabel 3, uden tredje foranstaltning). Kommissionen kommer derfor frem til, at den støtte, der blev ydet som led i risikoafdækningen og via kapitaltilførslerne, beløber sig til 8,8 mia. EUR (se tabel 3, nr. 1-3).

(78)

Ud over kapitaltilførslen og foranstaltningerne til udligning af tab støttede KfW også IKB's fortsatte drift med to rammefaciliteter på hver [> 1] mia. EUR. Disse foranstaltninger blev truffet som led i omstruktureringen og kan ikke adskilles fra første og anden foranstaltning, og KfW kan således heller ikke i dette tilfælde gøre argumentet om den markedsøkonomiske investor gældende (36). Det er ikke indlysende for Kommissionen, at en privat investor — især uden sikkerhed via en risikoafdækning — ville havet accepteret en så høj risiko. Hvis KfW alligevel skulle have orienteret sig efter bestemte markedsbenchmarks, burde det have afspejlet sig i støtteelementets størrelse.

(79)

Kommissionen fastholder, at der var fastlagt en fast rentesats på Euribor plus [< 50] til [> 50] basispoint for den første rammefacilitet, som allerede er udnyttet, og en rentesats på Euribor plus [> 100] basispoint for den anden likviditetsfacilitet, og at begge faciliteter […] var sikret med over 100 % ([…] %). Sikkerheden blev stillet med fuldgyldige IKB-aktiver, der ikke stammer fra porteføljeinvesteringer, og som normalt ikke skulle kunne give tab. Sikkerheden er struktureret, så sikkerheden de facto aldrig kan falde til under 100 %. Der er således reelt en høj sikkerhed og en relativt lav risiko for tab ved at stille likviditet til rådighed. KfW stolede således ikke kun på IKB's økonomiske formåen, men havde også fuld sikkerhed.

(80)

De anvendte risikotillæg skulle dog være i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om revision af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (37) (herefter kaldet meddelelsen om referencesats og kalkulationsrente). Da virksomhedens kreditvurdering blev foretaget på grundlag af risikoafdækningen, og der er enighed om, at det drejer sig om en kriseramt virksomhed (se betragtning 96), skal Kommissionen anvende tillægget for kriseramte virksomheder. I tilfælde med høj sikkerhed er tillægget på 400 basispoint (38). Kommissionen går således ud fra, at fordelen ved den første likviditetsfacilitet på [> 1] mia. EUR med en periode på ti måneder (januar-oktober 2008) i gennemsnit svarer til [> 300] basispoint. Den anden likviditetsfacilitet fra juli 2008, som endnu ikke er udnyttet, giver med en periode på ni måneder (februar til oktober 2008) tilsvarende en fordel på [> 200] basispoint. Den støtte, der er forbundet med disse faciliteter, ville således beløbe sig til […] mio. EUR for den første likviditetsfacilitet og […] mio. EUR for den anden, hvilket giver en samlet støtte på […] mio. EUR.

(81)

Kommissionen har ingen anledning til at antage, at likviditetsfaciliteterne fra [en tysk delstatsbank] og fra [en anden tysk delstatsbank] ikke ville være blevet stillet til rådighed på baggrund af markedsøkonomiske overvejelser og muligvis ville have givet IKB en fordel. De omstændigheder, under hvilke disse likviditetsfaciliteter blev indrømmet, især det faktum, at interbankforretningen hører til en banks daglige og normale drift, den samtidige omfattende deltagelse af private erhvervsdrivende og det forhold, at [en tysk delstatsbank] og [en anden tyske delstatsbank] ikke oprettede disse kreditfaciliteter efter statens anvisning, har fået Kommissionen til at drage den konklusion, at der ikke er nogen indicier for, at de ovennævnte forretninger må henregnes til den tyske stat (39). Derfor omfatter disse faciliteter efter Kommissionens vurdering ingen statsstøtte.

(82)

Kommissionen har endvidere vurderet, om salget af IKB til Lone Star omfattede statsstøtte. Dette ville være tilfældet, hvis IKB var blevet solgt til Lone Star under markedsprisen. Tyskland har tilsendt Kommissionen mange oplysninger i den forbindelse (se afsnit 2.5), som dog ikke indeholder nogen indicier for, at den pris, som Lone Star betalte, ikke svarer til det højeste bud, som kunne være opnået ved et åbent, transparent, diskriminerings- og betingelsesfrit salg. Da dette ifølge Kommissionens principper for privatisering (40) er det afgørende kriterium, kan det konstateres, at salget ikke omfatter støtte til fordel for Lone Star.

(83)

Desuden vurderede Kommissionen, om salget omfattede yderligere støtte til IKB, hvilket ville være tilfældet, hvis likvidationen af IKB ville have medført lavere omkostninger for KfW end salget af IKB, dvs. at det blev undersøgt, om der var tale om normal sælgeradfærd. I den forbindelse fastholder Kommissionen, at der ved salget ikke kun bliver opnået en salgspris, men at salget også omfatter yderligere kapitaltilførsel fra KfW, som må betragtes som værende del af salget. Dette omfatter bevarelse af de to likviditetsfaciliteter på [> 2,5] mia. EUR, KfW's prioritetskredit til refinansiering af SIP 2, overdragelse af SIP 1 til KfW, som fandt sted før salget af IKB, og indkalkulering af ansvarsrisiko […]. KfW har helt klart truffet disse foranstaltninger for at muliggøre salget af IKB og for på den måde at komme af med så mange aktivposter som muligt på kortest mulig tid. Selvom KfW ved første øjekast har opnået en positiv salgspris, blev salget ledsaget af foranstaltninger, der, når alt kommer til alt, medførte en negativ salgspris.

(84)

Det må dog ikke ignoreres, at disse foranstaltninger blev iværksat som led i IKB's omstrukturering og dermed også i forbindelse med de første tre støtteforanstaltninger. Derfor kan Kommissionen ikke betragte disse adskilt fra de første tre foranstaltninger, hvorfor Kommissionen heller ikke anser KfW's argument om den markedsøkonomiske investor for at være holdbart her (41).

(85)

Lades dette ude af betragtning, synes kriteriet om den markedsøkonomiske sælger i dette tilfælde alligevel ikke at være opfyldt. Det afgørende er i sidste ende, om prisen blev negativ, fordi Tyskland ikke kunne gøre troværdige, ekstra afviklingsomkostninger gældende, som en markedsøkonomisk sælger ville have taget højde for. Kommissionen kan især ikke tage hensyn til de vurderede tab i forbindelse med risikoen for tab på de kreditter, der blev ydet som led i støtten. Efter Kommissionens vurdering er den strukturerede finansiering som led i støtten en del af KfW's offentlige opgaver og ikke af KfW's funktioner som et normalt pengeinstitut. De skulle derfor ikke betragtes som et omkostningspunkt, der også ville være vigtigt for en markedsøkonomisk investor, da denne slet ikke ville have indgået forpligtelser i forbindelse med statslige støtteforanstaltninger (42).

(86)

Derfor vurderede Kommissionen, om støtteforanstaltningerne de facto medførte en negativ pris. Da støtteforanstaltningerne ikke udgøres af tilskud, men i stedet generelt af kreditter og garantier, skal den økonomiske fordel, som de gav IKB, fastlægges på samme måde som ved en normal retlig vurdering af statsstøtte.

(87)

For det første stiller KfW stadig likviditet til rådighed for IKB. Som allerede beskrevet i betragtning 77 er det svært at sætte tal på den derved opnåede fordel, da private investorer muligvis også ville have været villige til at stille likviditet til rådighed under bestemte betingelser, så længe der blev ydet risikoafdækning. Efter salget af IKB til Lone Star ophæves risikoafdækningen. Lone Stars overtagelse af IKB og Kommissionens godkendelse af omstruktureringsstøtten og omstruktureringsplanen viser, at det anses for muligt at genetablere rentabiliteten. Mens IKB i omstruktureringsfasen officielt anses for at være en kriseramt virksomhed, er det berettiget at betegne virksomheden som »svag« (vurderingskategori B) ved beregning af foranstaltningen i hehold til meddelelsen om referencesatsen og kalkulationsrenten (43). I henhold til denne meddelelse var lånemargen 220 basispoint, hvilket betød, at den anden likviditetsfacilitet lå [> 100] basispoint og den første [> 125] basispoint under referencesatsen. Fremskrevet […] år (oktober 2008 til april […]) ville det give en ekstra støtte svarende til [ca. 90] mio. EUR.

(88)

For det andet købte KfW SIP 1 for 1 mia. EUR. Kommissionen fastholder, at den pris, som KfW forhandlede sig frem til, er [< 10] % lavere end den regnskabsmæssige værdi i henhold til IFRS-standarden, og at IKB allerede havde kunnet sælge nogle dele af porteføljen til priser, der lå over den regnskabsmæssige værdi i henhold til IFRS-standarden. Med den nuværende markedssituation findes der næppe en privat investor, der er i stand til eller villig til at købe en sådan portefølje (i hvert fald ikke hele porteføljen). Det faktum, at Lone Star ikke var interesseret i at købe, og at KfW ikke var i stand til at foretage et sådant køb uden statshjælp, taler for sig selv. Det kan ikke udelukkes, at det bliver nødvendigt at foretage yderligere afskrivninger af porteføljen. I værste fald ville det ramme tranchen af efterstillede fordringer på [< 200] mio. EUR. Da der ikke findes andre benchmarks, går Kommissionen ud fra, at SIP 1 giver KfW en ekstra risiko på op til [< 200] mio. EUR.

(89)

For det tredje stillede KfW en prioritetskredit på 775 mio. EUR til disposition for SIP 2, der bliver forrentet til Euribor plus [> 90] basispoint for den højere prioritet (dvs. at kreditten dækkes som første prioritet ved hjælp af opnåede indtægter). Kreditten ydes imidlertid til en virksomhed med specielt formål (SPE), der endnu ikke er kendt som låntager. Den rentesats, der er ydet til en sådan virksomhed med specielt formål, skulle i henhold til meddelelsen om referencesatsen og kalkulationsrenten være på mindst Euribor plus 400 basispoint (44). Da det dog drejer sig om en prioritetskredit, der er efterstillet IKB's indskud og således egentlig er til fordel for IKB, accepterer Kommissionen i dette tilfælde også en lånemargen på 220 basispoint. Støtteordningen i forbindelse med ydelsen af tranchen med højere prioritet på 775 mia. EUR kan således anslås til ca. [< 30] mio. EUR ([> 100] basispoint i løbet af […] år, dvs. fra oktober 2008 til […]).

(90)

For det fjerde var årsagen til overtagelsen af risikoen for […], at denne risiko ikke ville kunne anslås dækkende i tilfælde af, at risikoen blev overdraget sammen med IKB. Da der er tale om en begrænset ansvarsrisiko, og da det fremgår af oplysningerne, at det er ret usandsynligt, at risikoen ville blive til virkelighed, ville det ikke være rimeligt at se denne risiko som en del af salget. Den begrænsede risiko bekræftes af, at revisorerne ikke forlangte henlæggelser til reserver af IKB. Med hensyn til eventuelle betalinger af skadeserstatning, der måtte opstå som følge af […], er der naturligvis en vis restrisiko. Da der ikke blev fremsendt en kvantitativ risikovurdering, går Kommissionen ud fra, at der må budgetteres med […] EUR for de nuværende foranstaltninger, hvilket svarer til en risiko på […] %.

(91)

I alt omfatter de foranstaltninger, som KfW har truffet som led i salget af IKB, støtte til en værdi af 390 mio. EUR. Dette beløb overstiger salgsprisen på [> 100] mio. EUR med [> 250] mio. EUR, hvilket giver en negativ salgspris. Derfor må det konstateres, at salget af IKB indeholdt støtte til fordel for IKB.

(92)

Som det fremgår af tabel 5, beløber den samlede støtte, der er ydet som led i alle foranstaltningerne, sig til 9,155 mia. EUR.

Tabel 5

Støtte til fordel for IKB under firmaets omstrukturering

(93)

Kommissionen fastholder sit standpunkt fra procedurens indledning om, at EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra b), ikke finder anvendelse i den foreliggende sag. I henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra b), må der ydes støtte for at modvirke en alvorlig forstyrrelse af en medlemsstats økonomi. Kommissionen henviser til, at Retten i Første Instans har pointeret, at EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra b), skal anvendes restriktivt.

(94)

Undersøgelsen har bekræftet Kommissionens antagelse om, at IKB's problemer skyldes hændelser i netop denne virksomhed. Desuden har de oplysninger, som Tyskland har forelagt, ikke kunnet overbevise Kommissionen om, at de systemiske virkninger, der måtte opstå som følge af IKB's insolvens, ville få en størrelsesorden, som ville medføre »en alvorlig forstyrrelse af økonomien« i Tyskland efter artikel 87, stk. 3, litra b) (45). Den konkrete sag skyldes specifikke problemer i IKB, der nødvendiggjorde målrettede støtteforanstaltninger, som kan træffes i henhold til reglerne for kriseramte virksomheder. De pågældende foranstaltninger kan således ikke erklæres forenelige med fællesmarkedet efter EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra b).

(95)

Undersøgelsens resultater førte til den konklusion, at foranstaltningerne kan anses for at være omstruktureringsstøtte, der er forenelig med fællesmarkedet, da de opfylder alle betingelserne i rammebestemmelserne. Derfor er det ikke nødvendigt at undersøge, om der med de pågældende foranstaltninger også kunne være tale om redningsstøtte, hvilket Kommissionen allerede havde udelukket i procedurens indledning på grund af risikoafdækningens irreversible karakter.

(96)

Efter Kommissionens vurdering var IKB en kriseramt virksomhed i henhold til rammebestemmelsernes punkt 9, og uden KfW's intervention ville IKB med stor sandsynlighed ikke have været i stand til at imødegå likviditetskrisen ret meget længere. De truende tab ville have medført lukning af banken, og dermed er betingelserne i rammebestemmelsernes punkt 10, litra c), opfyldt. Tyskland har ikke gjort indsigelser mod dette standpunkt, der allerede blev fremført ved procedurens indledning.

(97)

Denne undersøgelse har bekræftet, at IKB's langsigtede rentabilitet bliver genoprettet med omstruktureringen. Efter Kommissionens vurdering er salget af IKB til Lone Star af afgørende betydning for løsningen af de opståede problemer og for en positiv økonomisk udvikling i banken.

(98)

Desuden har undersøgelsen bekræftet, at IKB har omlagt sine aktiviteter. IKB har afhændet de tabsgivende forretningsområder og investerer ikke længere i porteføljeforretninger. For fremtiden koncentrerer banken sig desuden om sit primære forretningsområde, mellemstore virksomhedskunder. De resterende forretninger i segmentet struktureret finansiering bevares for at opfylde kravene på forretningsområdet virksomhedskunder, men [> 20] % af segmentet, men hele forretningsområdet ejendomsfinansiering vil dog blive opgivet. Desuden har IKB truffet foranstaltninger til forbedring af risikostyringen og reduceret risikoposterne væsentligt. IKB har således truffet de interne foranstaltninger, der er nødvendige for et kursskifte.

(99)

Desuden tager Kommissionen til efterretning, at der i IKB's omstruktureringsplan tilstræbes en vedvarende genoprettelse af IKB's langsigtede rentabilitet. Det fremgår af planen, der er understøttet af solide prognoser for markedets udvikling, at den valgte forretningsmodel vil fungere. En tier-1-ratio på […] % og omkostnings-/udbytteforholdet (cost income ratio) på […] %, der skal opnås inden 2011, tyder på, at der er tale om en solid forretningsplan. Den relativt lave egenkapitalforrentning på […] % (2012) skal ses i sammenhæng med IKB's relativt høje tier-1-ratio, der er en uundværlig buffer. Kommissionen tager de betydelige foranstaltninger til reduktion af omkostningerne til efterretning, som skal være gennemført inden år 2011. Kommissionen har også undersøgt de antagelser, der ligger til grund for omstruktureringsplanen, og betvivler ikke, at de er realistiske.

(100)

Det fremgår af omstruktureringsplanen, at en positiv økonomisk udvikling af IKB med en positiv egenkapitalforretning vil være mulig selv i tilfælde af et worst-case-scenario. I dette tilfælde vil banken stadig kunne opnå en tier-1-ratio på […] % og således have et solidt fundament.

(101)

Kommissionens tvivl om, hvorvidt støtten er begrænset til det nødvendige minimum, er nu fjernet. Kommissionen kan hermed konkludere, at støtten er begrænset til det nødvendige minimum, og at der ydes et betydeligt bidrag med egne midler til omstruktureringen i overensstemmelse med kravene i rammebestemmelserne, dvs. at mere end 50 % af omstruktureringsomkostningerne kommer fra egenfinansiering.

(102)

Omstruktureringsomkostningerne omfatter flere tabsposter (tab fra porteføljerne, tab som følge af højere finansieringsomkostninger, tab på grund af de reducerede forretningsområder og tab som led i salget af aktivposter) og omkostninger til oprettelse af risikoafdækningen, personaleomstruktureringsomkostninger, administrationsomkostninger samt rådgiver- og advokathonorarer. Kommissionen betvivler ikke, at disse omkostninger, sådan som Tyskland har angivet i betragtning 52, beløber sig til [> 15] mia. EUR. Kommissionen anerkender ligeledes, at det i forbindelse med refinansieringen af SIP 1 og prioritetskreditten for SIP 2 drejer sig om omstruktureringsomkostninger, da disse instrumenter er nødvendige for at genetablere den langsigtede rentabilitet. De samlede omkostninger vurderes således til ca. [> 17] mia. EUR.

(103)

IKB's omstrukturering kan i overensstemmelse med rammebestemmelsernes punkt 43 finansieres ved hjælp af støtte, støttemodtagerens egne midler, salg af aktiver, aktionærernes midler og fremmedfinansiering på markedsbetingelser.

(104)

Virksomheden selv samt de tidligere og de nye private aktionærer yder et stort bidrag til omstruktureringen af porteføljerne. Det gælder især bidraget fra bankforbundene, IKB's egenkapital (46) og kapitaltilførslen fra Lone Star. Dog kan forretningsmæssige tab og nedskæringer i virksomhedens aktiviteter som følge af krisen ikke anerkendes som egenbetaling, da det i henhold til rammebestemmelsernes punkt 43 skal dreje sig om et konkret, dvs. faktisk bidrag. På grundlag af denne kategori beløber egenbetalingen sig således til ca. […] mia. EUR ([> 20] %).

(105)

Hvis udbyttet af de salg, der blev foretaget som udligningsforanstaltninger, inddrages, øges dette beløb væsentligt, så det udgør mindst 50 %. Dette omfatter aktivposter med en nominel værdi på [> 15] mia. EUR (se tabel 4). Kommissionen kan dog ikke anerkende det fulde beløb som egenbetaling. For det første bliver en del af IKB Luxemburgs forretningsaktiviteter genoptaget i Düsseldorf ([…] mia. EUR), så det kun drejer sig om et delvist salg. For det andet bliver en del af de finansielle midler ikke opnået ved aktive salg, men som følge af de pågældende aktivers forfaldstidspunkt. For det tredje er det ikke klart, hvilken værdi aktivposterne kan afvikles til. […]. Tyskland har dog fremsat tilstrækkelige argumenter til at overbevise Kommissionen om, at den aktive afvikling af aktivposterne vil kunne indbringe mindst [< 5] mia. EUR inden for overskuelig fremtid (47). Kommissionen vil overvåge dette for at sikre, at der virkelig opnås en tilstrækkeligt høj egenbetaling, og at støtten virkelig er begrænset til det nødvendige minimum.

(106)

Salget af aktiverne har en dobbelt effekt. På den ene side reduceres mængden af risikovægtede aktiver, så der frigives kapital og kapitaliseringsgraden øges. På den anden side skabes der likviditet ved salget, som kan anvendes til finansiering af omstruktureringen eller til styrkelse af likviditetsgrundlaget (48). Som allerede forklaret i nr. 105 drejer det sig i forbindelse med disse midler til dels om forventet kapitaltilstrømning, hvoraf en del allerede er realiseret, og en yderligere del vil tilflyde virksomheden i nærmeste fremtid. Også hvis man ser bort fra de forventede kapitaltilstrømninger, der først kan opnås i 2011, og forsigtigt antager, at ikke alle forventede indtjeninger opnås i fuldt omfang, kommer Kommissionen frem til, at betingelsen om et egetbidrag på mindst 50 % for en omstrukturering, der ikke er i strid med statsstøttereglerne, er opfyldt.

(107)

Kommissionen er kommet til denne konklusion under hensyn til følgende aspekter:

Tabel 6

Egenbetaling

(108)

Kommissionen er efter undersøgelsen overbevist om, at der træffes tilstrækkelige foranstaltninger for så vidt muligt at mindske mulige negative effekter af støtten for konkurrenterne.

(109)

Kommissionen konstaterer, at IKB skiller sig af med et helt forretningsområde, og at IKB's mest udbytterige forretningsområde, strukturerede finansieringer, reduceres med [20-30] %.

(110)

Kommissionen kan ikke acceptere, at den største del af reduktionen (dvs. afviklingen af porteføljeinvesteringer til en værdi af 18,3 mia. EUR) gøres gældende som kompenserende foranstaltning, da nedskæringsforanstaltninger er nødvendige for at genoprette den langsigtede rentabilitet. Sådanne foranstaltninger kan i henhold til rammebestemmelsernes punkt 40 ikke anerkendes som kompeserende foranstaltninger.

(111)

Til trods for dette svarer de yderligere reduktioner på ca. [> 10] mia. EUR til ca. [25] % af balancesummen efter fradrag af porteføljeinvesteringerne (dvs. [> 10] mia. EUR af 45,2 mia. EUR) (49). Mens udtrædelsen af porteføljeinvesteringerne ikke kan accepteres som kompenserende foranstaltning, påvirker dette alligevel bankens størrelse og aktiviteter. Som følge af de foranstaltninger, som Tyskland har foreslået, reduceres IKB's balancesum med 47,2 % (dvs. 18,3 mia. EUR porteføljeinvesteringer og [> 10] mia. EUR til udligningsforanstaltninger minus […] mia. EUR vækstmargen sammenholdt med den samlede balancesum på 63,5 mia. EUR).

(112)

Kommissionen henviser desuden til, at reduktionen af den samlede balancesum til 33,5 mia. EUR, der tilstræbes at være opnået i slutningen af omstruktureringsperioden (30.9.2011), sikrer, at lukningerne og salgene ikke bliver modvirket af, at forretningen genetableres i eller blot flyttes til andre dele af banken.

(113)

Desuden deltager bankens tidligere ejere og tidligere ledelse ikke længere i IKB's drift, hvilket giver et vigtigt signal med hensyn til bekæmpelsen af »moral hazard«. Derudover blev banken solgt i en åben og ikke-diskriminerende proces, der gav konkurrenterne i banksektoren mulighed for at erhverve banken, hvilket som sådan faktisk udgør en slags udligning af den konkurrencefordrejning, de blev udsat for som følge af støtten.

(114)

Alt i alt står kompenserende foranstaltninger i forhold til de fordrejninger, som støtten til IKB har medført, og de sikrer, at de negative virkninger på markedsvilkårene så vidt muligt afbødes.

(115)

Det er nødvendigt, at Kommissionen holdes løbende underrettet om, hvorledes realiseringen af disse udligningsforanstaltninger skrider fremad.

(116)

Kommissionen fastslår, at de pågældende støtteforanstaltninger er gennemført i strid med EF-traktatens artikel 88, stk. 3. Kommissionen konkluderer dog, at de pågældende foranstaltninger er en form for omstruktureringsstøtte, der i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), kan anses for at være forenelig med fællesmarkedet, hvis de relevante betingelser er opfyldt —