14.7.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 181/57


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 10. juli 2009

om ændring af beslutning 2000/57/EF om systemet for tidlig varsling og reaktion i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2119/98/EF med henblik på epidemiologisk overvågning af og kontrol med overførbare sygdomme

(meddelt under nummer K(2009) 5515)

(EØS-relevant tekst)

(2009/547/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2119/98/EF af 24. september 1998 om oprettelse af et net til epidemiologisk overvågning af og kontrol med overførbare sygdomme i Fællesskabet (1), særlig artikel 6, stk. 5,

efter høring af Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens beslutning 2000/57/EF af 22. december 1999 om systemet for tidlig varsling og reaktion i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2119/98/EF med henblik på epidemiologisk overvågning af og kontrol med overførbare sygdomme (2) er det fastlagt, hvilke begivenheder vedrørende overførbare sygdomme de enkelte medlemsstaters kompetente sundhedsmyndigheder skal indberette til den del af EF-nettet, der består af systemet for tidlig varsling og reaktion, ligesom der ved beslutningen er fastlagt generelle procedurer for udveksling af oplysninger om sådanne begivenheder, for samråd og for koordinering af foranstaltninger medlemsstaterne imellem i kontakt med Kommissionen.

(2)

Beslutning 2000/57/EF pålægger desuden de enkelte medlemsstaters kompetente sundhedsmyndigheder at indsamle og udveksle alle nødvendige oplysninger om begivenheder vedrørende overførbare sygdomme, f.eks. ved at benytte det nationale overvågningssystem, den del af EF-nettet, der vedrører epidemiologisk overvågning, eller andre fællesskabssystemer til indsamling af data.

(3)

Forebyggelse af og kontrol med overførbare sygdomme er i beslutning nr. 2119/98/EF defineret som samtlige de foranstaltninger, herunder epidemiologiske undersøgelser, som medlemsstaternes kompetente sundhedsmyndigheder træffer med henblik på at forebygge og standse spredningen af overførbare sygdomme. Disse foranstaltninger omfatter kontaktopsporingsaktiviteter og meddeles straks, sammen med alle andre relevante oplysninger om en begivenhed vedrørende overførbare sygdomme, som den nationale kompetente sundhedsmyndighed er i besiddelse af, til alle de øvrige medlemsstater og til Kommissionen. En medlemsstat, der agter at træffe foranstaltninger, skal desuden principielt via EF-nettet forinden informere om foranstaltningernes art og omfang samt rådføre sig med og koordinere de pågældende foranstaltninger med de øvrige medlemsstater i kontakt med Kommissionen.

(4)

Beslutning 2000/57/EF bør tydeligt afspejle bestemmelserne i beslutning nr. 2119/98/EF vedrørende foranstaltninger, der vedtages eller påtænkes vedtaget med henblik på at forebygge og standse spredning af overførbare sygdomme.

(5)

Dertil kommer, at det internationale samfund med ikrafttrædelsen af det internationale sundhedsregulativ (2005) er blevet forpligtet til at sørge for folkesundhedsmæssig reaktion på international sygdomsspredning på en måde, som står i rimeligt forhold til og er begrænset til de folkesundhedsmæssige risici, og som undgår unødvendige indgreb i international trafik og handel.

(6)

I tilfælde af en begivenhed vedrørende en overførbar sygdom af potentielle EU-dimensioner, som nødvendiggør kontaktopsporingsforanstaltninger, samarbejder medlemsstaterne med hinanden i kontakt med Kommissionen via systemet for tidlig varsling og reaktion om at få identificeret personer, der er smittet eller kan være i fare for at blive smittet. Dette samarbejde kan omfatte udveksling mellem medlemsstater, som kontaktopsporingsproceduren berører, af følsomme personoplysninger vedrørende bekræftede tilfælde eller mistanke om tilfælde af smitte hos mennesker.

(7)

Behandling af personoplysninger vedrørende sundhed er principielt forbudt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (3) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (4). Endvidere hedder det i artikel 11 i beslutning nr. 2119/98/EF blandt andet, at samme beslutning finder anvendelse med forbehold af direktiv 95/46/EF.

(8)

Af hensyn til folkesundheden er behandling af sådanne oplysninger omfattet af undtagelsesbestemmelsen i henholdsvis artikel 8, stk. 3, i direktiv 95/46/EF og artikel 10, stk. 3, i forordning (EF) nr. 45/2001, hvis behandlingen af oplysningerne er nødvendig med henblik på forebyggende medicin, medicinsk diagnose, sygepleje eller patientbehandling eller forvaltning af læge- og sundhedstjenester, og hvis behandlingen af disse oplysninger foretages af en erhvervsudøvende i sundhedssektoren, der i henhold til den nationale lovgivning eller til regler, der er fastsat af kompetente nationale organer, har tavshedspligt, eller af en anden person med tilsvarende tavshedspligt. Endvidere foreskriver artikel 23, stk. 1, i det internationale sundhedsregulativ (2005), som trådte i kraft den 15. juni 2007, at stater, der er medlem af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), af hensyn til folkesundheden — herunder i kontaktopsporingsøjemed — kan udbede sig visse oplysninger om rejsende ved ankomst og afrejse.

(9)

Dertil kommer, at behandling af personoplysninger i kontaktopsporingsøjemed betragtes som lovlig, hvis den er nødvendig for at beskytte den registreredes vitale interesser, jf. artikel 7, litra d), i direktiv 95/46/EF og artikel 5, litra e), i forordning (EF) nr. 45/2001, samt i forbindelse med udførelsen af en opgave i samfundets interesse, jf. henholdsvis artikel 7, litra e), og artikel 5, litra a), i samme fællesskabsretsakter.

(10)

Kommissionen, Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme og medlemsstaterne bør indføre passende sikkerhedsmekanismer for behandling af personoplysninger i kontaktopsporingsøjemed, navnlig vedrørende dispensation fra direktiv 95/46/EF og forordning (EF) nr. 45/2001, idet de bør sikre, at de behandler personoplysninger i systemet for tidlig varsling og reaktion i overensstemmelse med henholdsvis forordning (EF) nr. 45/2001 og direktiv 95/46/EF.

(11)

Frem for alt bør medlemsstaternes kompetente sundhedsmyndigheder og Kommissionen, når de formidler personoplysninger i systemet for tidlig varsling og reaktion med henblik på at forebygge og standse spredningen af overførbare sygdomme, sikre, at de pågældende personoplysninger er tilstrækkelige, relevante og nødvendige i forhold til dette formål, og at de ikke behandles med andre formål for øje, samt at oplysningerne er korrekte, om nødvendigt ajourføres og ikke opbevares i længere tid, end det er nødvendigt til dette formål; de bør ligeledes sikre, at personer, der er genstand for kontaktopsporing, informeres behørigt om, hvilke oplysninger der behandles og hvordan, og om retten til at få indsigt i og foretage berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den registrerede, medmindre dette viser sig at være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt, ligesom de bør sikre, at der indføres passende fortroligheds- og sikkerhedsniveauer i systemet for tidlig varsling og reaktion med henblik på beskyttelse af behandlingen af sådanne oplysninger.

(12)

I sin rapport fra 2007 om anvendelsen af systemet for tidlig varsling og reaktion (5) understregede Kommissionen, hvor vigtigt det var i dette system at få indført et »selective messaging«-meddelelsessystem, der sikrer en eksklusiv kommunikationskanal udelukkende til kommunikation mellem medlemsstater, der er berørt af bestemte begivenheder vedrørende blandt andet kontaktopsporingsaktiviteter. Brugen af denne selektive funktionalitet giver et passende sikkerhedsniveau, hvor personoplysninger kommunikeres via systemet for tidlig varsling og reaktion, og bør — med henblik på gennemførelsen af denne beslutning — sikre, at kun personoplysninger, der er tilstrækkelige, relevante og nødvendige i forhold til formålet, rundsendes i systemet for tidlig varsling og reaktion, jf. artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 45/2001 og artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 95/46/EF. Af disse årsager bør brugen af den selektive meddelelsesfunktionalitet begrænses til meddelelser, der omfatter formidling af relevante personoplysninger, så den er forenelig med medlemsstaternes forpligtelser i henhold til artikel 4, 5 og 6 i beslutning nr. 2119/98/EF.

(13)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 7 i beslutning nr. 2119/98/EF —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

I beslutning 2000/57/EF foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 1, stk. 2, ændres »oplysninger om sådanne begivenheder« til »oplysninger om sådanne begivenheder og om foranstaltninger, der træffes eller påtænkes truffet som reaktion på de pågældende begivenheder eller indikationer på sådanne begivenheder«.

2)

Følgende indsættes som artikel 2a:

»Artikel 2a

1.   Denne artikel finder anvendelse på foranstaltninger, der gennemføres for at opspore personer, der har været udsat for en smitstofkilde, og som potentielt er i fare for at udvikle eller har udviklet en overførbar sygdom af betydning for hele Fællesskabet, jf. kriterierne i bilag I (i det følgende benævnt »kontaktopsporing«).

2.   En medlemsstats kompetente sundhedsmyndigheder, der formidler relevante personoplysninger i kontaktopsporingsøjemed via systemet for tidlig varsling og reaktion, for så vidt sådanne oplysninger er nødvendige og tilgængelige, benytter den selektive meddelelsesfunktionalitet, som giver passende databeskyttelsesgarantier. Denne kommunikationskanal må kun benyttes af de medlemsstater, kontaktopsporingen berører.

3.   Når den pågældende medlemsstats kompetente sundhedsmyndigheder rundsender de pågældende oplysninger via den selektive meddelelsesfunktionalitet, henviser de til den relevante begivenhed eller til den foranstaltning, der forinden er meddelt til EF-nettet.

4.   Med henblik på anvendelsen af stk. 2 indeholder bilag III en vejledende liste over de relevante personoplysninger.

5.   Når medlemsstaternes kompetente sundhedsmyndigheder og Kommissionen formidler og rundsender personoplysninger via den selektive meddelelsesfunktionalitet, sørger de for, at bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF (6) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (7) er overholdt.

3)

Artikel 3, stk. 1, affattes således:

»1.   Medlemsstaternes kompetente myndigheder sender hvert år senest den 31. marts Kommissionen en analyserapport om alle begivenheder og påtænkte og trufne foranstaltninger vedrørende sådanne begivenheder samt om de procedurer, de har anvendt som led i systemet for tidlig varsling og reaktion. Medlemsstaternes kompetente myndigheder kan desuden, når de finder det hensigtsmæssigt, rapportere om specifikke begivenheder af særlig betydning.«

4)

Teksten i bilaget til nærværende beslutning indsættes som bilag III.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. juli 2009.

På Kommissionens vegne

Androulla VASSILIOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 268 af 3.10.1998, s. 1.

(2)  EFT L 21 af 26.1.2000, s. 32.

(3)  EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.

(4)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.

(5)  Rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om anvendelsen af systemet for tidlig varsling og reaktion (EWRS) under fællesskabsnettet til epidemiologisk overvågning af og kontrol med overførbare sygdomme i 2004 og 2005 (beslutning 2000/57/EF) af 20. marts 2007 (KOM(2007 121 endelig).

(6)  EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.

(7)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1


BILAG

Følgende indsættes som bilag III til beslutning 2000/57/EF:

»BILAG III

Vejledende liste over personoplysninger til brug i kontaktopsporingsøjemed

1.

PERSONOPLYSNINGER

Personoplysninger

Nationalitet, fødselsdato og køn

Identitetsbevis (type, nummer og udstedende myndighed)

Nuværende bopæl (gadenavn og nummer, by, land og postnummer)

Telefonnumre (mobil-, hjemme- og arbejdsnummer)

E-mail (privat og på arbejde)

2.

SPECIFIKKE REJSEOPLYSNINGER

Transportoplysninger (f.eks. rutenummer, dato for flyvningen, skibsnavn, indregistreringsnummer)

Pladsnummer/-numre

Kahytnummer/-numre

3.

KONTAKTOPLYSNINGER

Navne på besøgte personer/opholdssteder

Opholdssteder — datoer og adresser (gadenavn og nummer, by, land og postnummer)

Telefonnumre (mobil-, hjemme- og arbejdsnummer)

E-mail (privat og på arbejde)

4.

OPLYSNINGER OM LEDSAGERE

Efternavn og fornavn(e)

Nationalitet

Personoplysninger, jf. punkt 1, tredje til sjette led.

5.

OPLYSNINGER OM KONTAKT I NØDSTILFÆLDE

Navn på den person, der skal kontaktes

Bopæl (gadenavn og nummer, by, land og postnummer)

Telefonnumre (mobil-, hjemme- og arbejdsnummer)

E-mail (privat og på arbejde).«