4.6.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 138/8


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 28. maj 2009

om ændring og tilpasning med hensyn til de tekniske fremskridt af bilag I til Rådets direktiv 76/769/EØF for så vidt angår begrænsning af markedsføring og anvendelse af lampeolie og tændvæske

(meddelt under nummer K(2009) 4020)

(EØS-relevant tekst)

(2009/424/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 76/769/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (1), særlig artikel 2a, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Siden 1. juli 2000 har der med direktiv 76/769/EØF været forbud mod salg til forbrugerne af farvet olie og duftolie, som indebærer en aspirationsfare og er beregnet til brug i dekorative lamper og mærket med risikosætning R65.

(2)

Selv om det i Rådets direktiv 67/548/EØF af 27. juni 1967 om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer (2) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/45/EF af 31. maj 1999 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater (3) er fastsat, at beholdere med tændvæske og lampeolie, som er mærket med R65, skal være forsynet med børnesikret lukning, sker der stadig ulykker, da beholderne enten ikke er rigtigt lukket eller stoffet er blevet hældt fra den oprindelige større beholder til mindre beholdere uden børnesikret lukning.

(3)

Ifølge oplysninger fra de nationale myndigheder har det vist sig, at duftri og farveløs lampeolie og tændvæske, som er mærket med R65, ved indtagelse udgør en risiko for menneskers sundhed og især for små børn og forårsager vejrtrækningsbesvær og luftvejssygdomme.

(4)

Det er derfor nødvendigt at stramme op på de gældende regler for lampeolie til brug i dekorative lamper og sikre, at stoffer og blandinger, der sælges som tændvæske med henblik på levering til privat brug, er behørigt mærket.

(5)

For at mindske mindre børns uforvarende indtagelse af førnævnte varer, bør der indføres krav til emballeringen, således at lampeolie og tændvæske i mindre grad tiltrækker eller vækker børns aktive nysgerrighed og for at undgå, at disse varer fejlagtigt opfattes som drikkevarer. Beholderens størrelse bør desuden begrænses for at minimere antallet af ulykker, fordi væsken er blevet overhældt fra den oprindelige beholder til mindre beholdere uden børnesikret lukning eller behørig mærkning.

(6)

I september 2002 blev der vedtaget en europæisk standard (EN 14059) for udformning af sikre dekorative olielamper med henblik på at minimere risikoen for ulykker, hvor mindre børn får adgang til den olie, der anvendes i dekorative olielamper. Denne standard giver en formodning om overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed (4). Der skal sikres bedre forbrugerbeskyttelse ved at stille krav om overensstemmelse med førnævnte standard.

(7)

Med denne beslutnings begrænsninger af markedsføring og anvendelse tages der hensyn til den aktuelle viden om sikrere alternativer. Medlemsstaterne skal regelmæssigt rapportere til Kommissionen om udviklingen af alternativer med henblik på at fremme udarbejdelsen af en undersøgelse fra Det Europæiske Kemikalieagentur. Agenturet skal på grundlag af de foreslåede foranstaltningers effektivitet til at sikre børns sikkerhed vurdere, om det er nødvendigt at vedtage supplerende foranstaltninger og forbyde brugen af tændvæske og brændstof til dekorative lamper. I den sammenhæng vil agenturet endvidere tage højde for kravene i bilag XV til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) (5).

(8)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/112/EF af 16. december 2008 om ændring af Rådets direktiv 76/768/EØF, 88/378/EØF, 1999/13/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF, 2002/96/EF og 2004/42/EF med henblik på at tilpasse disse til forordning (EF) nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger (6) pålægger producenter af farlige stoffer og blandinger, der markedsføres på EF-markedet efter 1. december 2010, en række forpligtelser. For at fremme gennemførelsen af de supplerende bestemmelser om mærkning og emballering i denne beslutning vil den samme dato blive pålagt erhvervsdrivende, der markedsfører lampeolie og tændvæske på EF-markedet. Desuden skal den nye risikosætning (H304), som blev indført ved direktiv 2008/112/EF, anvendes.

(9)

Forordning (EF) nr. 1907/2006 ophæver og erstatter direktiv 76/769/EØF med virkning fra den 1. juni 2009. Bilag XVII til nævnte forordning erstatter bilag I til direktiv 76/769/EØF. Enhver ændring af begrænsninger i henhold til direktiv 76/769/EØF skal derfor inkorporeres i bilag XVII til forordning (EF) nr. 1907/2006.

(10)

Direktiv 76/769/EØF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(11)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for tilpasning til den tekniske udvikling af direktiver om fjernelse af tekniske hindringer for handel med farlige stoffer og præparater —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Bilag I til direktiv 76/769/EØF ændres som angivet i bilaget til nærværende beslutning.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. maj 2009.

På Kommissionens vegne

Günter VERHEUGEN

Næstformand


(1)  EFT L 262 af 27.9.1976, s. 201.

(2)  EFT 196 af 16.8.1967, s. 1.

(3)  EFT L 200 af 30.7.1999, s. 1.

(4)  EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4.

(5)  EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1. Berigtiget i EUT L 136 af 29.5.2007, s. 3.

(6)  EUT L 345 af 23.12.2008, s. 68.


BILAG

Punkt 3 i bilag I til direktiv 76/769/EØF affattes således:

»3.

Flydende stoffer og blandinger, der anses for farlige i henhold til definitionerne i Rådets direktiv 67/548/EØF (1) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/45/EF (2)

1.

Må ikke anvendes i

dekorationsartikler, der frembringer lys- eller farvevirkninger ved forskellige faser, f.eks. i hyggelamper og askebægre

spøg og skæmt-artikler

spil til en eller flere deltagere, samt alle artikler bestemt til sådanne formål, også selv om de også tjener dekorative formål.

2.

Artikler, der ikke er i overensstemmelse med stk. 1, må ikke markedsføres.

3.

Må ikke markedsføres, hvis de indeholder et farvestof, undtagen hvor dette er nødvendigt af afgiftshensyn, eller parfume, eller begge, hvis de

kan anvendes som brændstof i dekorative olielamper med henblik på levering til privat brug, og

indebærer fare ved indånding og er mærket med R65 eller H304.

4.

Dekorative olielamper med henblik på levering til privat brug må ikke markedsføres, medmindre de opfylder kravene i den europæiske standard for dekorative olielamper (EN 14059), som blev vedtaget af Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN).

5.

Uden at andre fællesskabsbestemmelser om klassificering, emballering og mærkning af stoffer og blandinger derved indskrænkes, skal leverandører inden markedsføringen sikre, at følgende krav er opfyldt:

a)

lampeolie, mærket med R65 eller H304 med henblik på levering til privat brug, skal være forsynet med følgende tekst, som skal være synlig, letlæselig og uudslettelig:

»Hold lamper, som indeholder denne væske, uden for børns rækkevidde«, og fra 1. december 2010: »Indtagelse af blot en lille mængde lampeolie — eller endda ved at sutte på vægen — kan medføre livstruende lungeskader«

b)

tændvæske, mærket med R65 eller H304 med henblik på levering til privat brug, skal inden 1. december 2010 være forsynet med følgende tekst, som skal være letlæselig og uudslettelig: »Indtagelse af blot en lille mængde tændvæske kan medføre livstruende lungeskader«

c)

lampeolie og tændvæsker, mærket med R65 eller H304 med henblik på levering til privat brug, skal inden 1. december 2010 emballeres i sorte uigennemsigtige beholdere på højst 1 liter.

6.

Senest den 1. juni 2014 skal Kommissionen anmode Det Europæiske Kemikalieagentur om at udarbejde et dossier, jf. artikel 69 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (3) (REACH), med henblik på eventuelt at forbyde tændvæske og brændstof til dekorative olielamper, mærket med R65 eller H304, med henblik på levering til privat brug.

7.

Fysiske eller juridiske personer, der for første gang markedsfører lampeolie og tændvæsker mærket med R65 eller H304, skal inden den 1. december 2011 og derefter en gang om året fremlægge oplysninger om alternativer til lampeolie og tændvæsker mærket med R65 eller H304 til den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat. Medlemsstaterne forelægger disse oplysninger for Kommissionen.


(1)  EFT 196 af 16.8.1967, s. 1.

(2)  EFT L 200 af 30.7.1999, s. 1.

(3)  EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1. Berigtiget i EUT L 136 af 29.5.2007, s. 3