6.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 112/9


DEN UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITISKE KOMITÉS AFGØRELSE ATALANTA/3/2009

af 21. april 2009

om nedsættelse af bidragyderkomitéen for Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster (Atalanta)

(2009/369/FUSP)

DEN UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITISKE KOMITÉ HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 25, stk. 3,

under henvisning til Rådets fælles aktion 2008/851/FUSP af 10. november 2008 om Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster (1) (Atalanta), særlig artikel 10, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 10, stk. 5, i fælles aktion 2008/851/FUSP har Rådet bemyndiget Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) til at træffe de relevante afgørelser om nedsættelse af en bidragyderkomité for operation Atalanta.

(2)

I Nice den 7.-9. december 2000 og i Bruxelles den 24.-25. oktober 2002 fastlagde Det Europæiske Råd ordninger for tredjelandes deltagelse i krisestyringsoperationer og nedsættelsen af en bidragyderkomité.

(3)

Bidragyderkomitéen skal spille en væsentlig rolle i den daglige ledelse af operation Atalanta. Den bliver det vigtigste forum, hvor de bidragydende stater i fællesskab kan behandle spørgsmål om anvendelsen af deres styrker i operationen. PSC, der udøver den politiske kontrol med og strategiske ledelse af operationen, tager hensyn til bidragyderkomitéens synspunkter.

(4)

I medfør af artikel 6 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af de af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Den Europæiske Unions afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Nedsættelse og mandat

Der nedsættes herved en bidragyderkomité (»komitéen«) for Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster (Atalanta). Komitéens mandat er fastlagt i Det Europæiske Råds konklusioner fra Nice i december 2000 og Bruxelles i oktober 2002.

Artikel 2

Sammensætning

1.   Komitéen er sammensat af

repræsentanter for alle medlemsstater

repræsentanter for de tredjelande, der deltager i operationen, og som yder betydelige militære bidrag, jf. bilaget.

2.   EU's øverstbefalende for operationen og generaldirektøren for Den Europæiske Unions Militærstab eller deres repræsentanter samt repræsentanter for Kommissionen deltager i komitéens møder.

3.   Andre personer kan i relevant omfang indbydes med henblik på specifikke drøftelser.

Artikel 3

Formand

Uden at foregribe formandskabets prærogativer ledes komitéen for denne operation af generalsekretæren/den højtstående repræsentant eller dennes repræsentant i nært samråd med formandskabet og formanden for Den Europæiske Unions Militærkomité (CEUMC) eller dennes repræsentant.

Artikel 4

Møder

1.   Formandskabet indkalder regelmæssigt til møde i komitéen. Hvis omstændighederne kræver det, kan der indkaldes til hastemøder på formandskabets initiativ eller efter anmodning fra et medlem.

2.   Formandskabet udsender inden mødet en foreløbig dagsorden og dokumenter af relevans for mødet. Efter hvert møde udsendes der et referat.

Artikel 5

Procedure

1.   Med forbehold af stk. 3, og uden at det berører PSC's kompetenceområde og det ansvar, der påhviler EU's øverstbefalende for operationen,

træffer komitéen med enstemmighed blandt repræsentanterne for de stater, der bidrager til operationen, afgørelse om den daglige ledelse af operationen

fremsætter komitéen med enstemmighed blandt komitéens medlemmer anbefalinger om eventuelle justeringer af den operative planlægning, herunder eventuel justering af målene.

Hvis et medlem undlader at stemme, udelukker dette ikke enstemmighed.

2.   Formandskabet fastslår, at flertallet af repræsentanter for de stater, der har ret til at deltage i mødet, er til stede.

3.   Alle procedurespørgsmål afgøres ved simpelt flertal blandt de tilstedeværende medlemmer.

4.   Danmark deltager ikke i komitéens afgørelser.

Artikel 6

Tavshedspligt

1.   Rådets sikkerhedsforskrifter finder anvendelse på møder og drøftelser i komitéen. Repræsentanter i komitéen skal have den fornødne sikkerhedsgodkendelse.

2.   Komitéens drøftelser er undergivet tavshedspligt, medmindre komitéen med enstemmighed træffer anden bestemmelse.

Artikel 7

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. april 2009.

På vegne af Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité

I. ŠRÁMEK

Formand


(1)  EUT L 301 af 12.11.2008, s. 33.