15.1.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 10/27


RÅDETS AFGØRELSE 2009/29/FUSP

af 22. december 2008

om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Somalia om status for den EU-ledede flådestyrke i Republikken Somalia i forbindelse med EU’s militæroperation Atalanta

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 24,

under henvisning til formandskabets henstilling, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

De Forenede Nationers (FN) Sikkerhedsråd vedtog den 15. maj 2008 resolution 1814 (2008), hvori det anmoder staterne og de regionale organisationer om at træffe forholdsregler til at beskytte de fartøjer, der deltager i transport og levering af humanitær bistand til Somalia og i de aktiviteter, som FN har godkendt.

(2)

FN’s Sikkerhedsråd vedtog den 2. juni 2008 resolution 1816 (2008), der bemyndiger de stater, der samarbejder med Somalias føderale overgangsregering, til i en periode på seks måneder fra resolutionens vedtagelse at sejle ind i Somalias territorialfarvande og at anvende alle nødvendige midler til at bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier til søs i overensstemmelse med den gældende internationale ret. Anvendelsesperioden for disse bestemmelser blev forlænget med yderligere 12 måneder ved FN’s Sikkerhedsråds resolution 1846 (2008), der blev vedtaget den 2. december 2008.

(3)

Rådet vedtog den 10. november 2008 fælles aktion 2008/851/FUSP om Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster (1) (operation »Atalanta«).

(4)

Ifølge artikel 11 i den nævnte fælles aktion skal status for de EU-ledede styrker og deres personel, som er udstationeret på tredjestaters landområder eller opererer i tredjestaters territorialfarvande eller indre farvande, fastlægges efter proceduren i traktatens artikel 24.

(5)

I forlængelse af Rådets bemyndigelse af 18. september 2007 har formandskabet, bistået af generalsekretæren/den højtstående repræsentant, i henhold til artikel 24 i traktaten forhandlet en aftale mellem EU og Republikken Somalia om status for den EU-ledede flådestyrke i Republikken Somalia.

(6)

Denne aftale bør godkendes —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Somalia om status for den EU-ledede flådestyrke i Republikken Somalia godkendes hermed på Den Europæiske Unions vegne.

Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege den person, der er beføjet til at undertegne aftalen med bindende virkning for Den Europæiske Union.

Artikel 3

Denne afgørelse har virkning fra dagen for vedtagelsen.

Artikel 4

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. december 2008.

På Rådets vegne

B. KOUCHNER

Formand


(1)  EUT L 301 af 12.11.2008, s. 33.