12.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 334/60


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1240/2008

af 10. december 2008

om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 560/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder på baggrund af situationen i Côte d’Ivoire

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 560/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder på baggrund af situationen i Côte d’Ivoire (1), særlig artikel 11, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Bilag I til forordning (EF) nr. 560/2005 indeholder en liste over fysiske og juridiske personer eller enheder, der ifølge forordningen er omfattet af indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer.

(2)

Den 18. december 2006 og den 21. oktober 2008 vedtog sanktionskomitéen under FN’s Sikkerhedsråd at ændre listen over fysiske personer, over for hvem indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer bør anvendes, ved at tilføje oplysninger om allerede registrerede personer. Bilag I bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag I til forordning (EF) nr. 560/2005 erstattes med teksten i bilaget til denne forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. december 2008.

På Kommissionens vegne

Eneko LANDÁBURU

Generaldirektør for eksterne forbindelser


(1)  EUT L 95 af 14.4.2005, s. 1.


BILAG

»BILAG I

Liste over fysiske og juridiske personer eller enheder, jf. artikel 2, 4 og 7

(1)

Charles Blé Goudé (alias Gbapé Zadi). Adresse: Blok P 170, Yopougon Selmer, Côte d’Ivoire, (b) Hotel Ivoire, Abidjan, Cocody, Côte d’Ivoire. Fødselsdato: 1.1.1972. Fødested: (a) Guibéroua (Gagnoa), Côte d'Ivoire, (b) Niagbrahio/Guiberoua, Côte d'Ivoire, (c) Guiberoua, Côte d'Ivoire. Nationalitet: Côte d’Ivoire. Pasnr.: (a) 04LE66241 (Côte d’Ivoire, udstedt den 10.11.2005, gyldigt indtil den 9.11.2008), (b) AE/088 DH 12 (Diplomatpas Côte d’Ivoire, udstedt den 20.12.2002, gyldigt indtil den 11.12.2005), (c) 98LC39292 (Côte d’Ivoire, udstedt den 24.11.2000, gyldigt indtil den 23.11.2003). Rejsedokument nr.: C2310421 (Schweiz, udstedt den 15.11.2005, gyldigt indtil den 31.12.2005).

Andre oplysninger: (1) Adresse (a) i 2001, adresse (b) som nævnt i rejsedokument nr. C2310421; (2) mulig alias eller titel: »Général« eller »Génie de kpo«; (3) leder af COJEP (»Young Patriots«). Har gentagne gange offentligt opfordret til brug af vold mod FN’s faciliteter og personale og mod udlændinge; ledelse af og deltagelse i gademilitsers voldshandlinger, voldtægter og vilkårlige henrettelser; intimidering af FN, International Working Group (IWG), den politiske opposition og den uafhængige presse; sabotage af internationale radiostationer; hindring af IWG’s, FN’s styrke i Côte d’Ivoire (UNOCI) og de franske styrkers aktiviteter og af fredsprocessen som defineret i FN’s resolution 1643 (2005).

(2)

Eugène N’goran Kouadio Djué. Fødselsdato: (a) 1.1.1966, (b) 20.12.1969. Nationalitet: Côte d’Ivoire. Pasnr.: 04LE017521 (udstedt den 10.2.2005, gyldigt indtil den 10.2.2008).

Andre oplysninger: Leder af »Union des Patriotes pour la Libération Totale de la Côte d’Ivoire (UPLTCI)«. Har gentagne gange offentligt opfordret til brug af vold mod FN’s faciliteter og personale og mod udlændinge; ledelse af og deltagelse i gademilitsers voldshandlinger, voldtægter og vilkårlige henrettelser; hindring af IWG’s, UNOCI’s og de franske styrkers aktiviteter og af fredsprocessen som defineret i FN’s resolution 1643 (2005).

(3)

Martin Kouakou Fofié. Fødselsdato: 1.1.1968. Fødested: Bohi, Côte d’Ivoire. Nationalitet: Côte d’Ivoire. Identitetskortnr.: (a) 2096927 (Burkina Faso, udstedt den 17.3.2005), (b) 970860100249 (Côte d’Ivoire, udstedt den 5.8.1997, gyldigt indtil den 5.8.2007).

Andre oplysninger: (a) Nationalitetscertifikat fra Burkina Faso: CNB N.076 (17.2.2003), faderens navn: Yao Koffi Fofié, moderens navn: Ama Krouama Kossonou; (b) chefkorporal, kommandør af de nye styrker, Korhogo sektor. Styrker under hans kommando gør sig i strid med menneskerettighederne og den internationale humanitære ret skyldig i rekruttering af børnesoldater, bortførelser, tvangsarbejde, seksuelt misbrug af kvinder, tilfældige anholdelser og vilkårlige henrettelser; hindring af IWG’s, UNOCI’s og de franske styrkers aktiviteter og af fredsprocessen som defineret i FN’s resolution 1643 (2005).«