4.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 145/234


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 453/2008

af 23. april 2008

om kvartalsstatistikker over ledige stillinger i Fællesskabet

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 285, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (2),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet gav den 8. december 2003 sin tilslutning til udviklingen og offentliggørelsen af en strukturel indikator vedrørende ledige stillinger.

(2)

I handlingsplanen om ØMU-statistikkrav, som Rådet godkendte den 29. september 2000, og de efterfølgende statusrapporter om gennemførelsen af handlingsplanen udpegedes etableringen af et retsgrundlag for statistikker over ledige stillinger som et højt prioriteret område.

(3)

Beskæftigelsesudvalget, der blev nedsat ved Rådets afgørelse 2000/98/EF (4), erkender behovet for at indføre en indikator for ledige stillinger til overvågningen af den europæiske beskæftigelsesstrategi, der er fastlagt i Rådets beslutning 2005/600/EF af 12. juli 2005 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (5).

(4)

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1672/2006/EF af 24. oktober 2006 om et fællesskabsprogram for beskæftigelse og social solidaritet — Progress (6) indeholder bestemmelser om finansiering af de relevante aktioner, herunder som angivet heri: »forbedring af kendskabet til beskæftigelsessituationen og dens perspektiver, navnlig gennem analyser og undersøgelser og udvikling af statistikker og fælles indikatorer inden for rammerne af EBS« (den europæiske beskæftigelsesstrategi).

(5)

I forbindelse med den europæiske beskæftigelsesstrategi har Kommissionen behov for data om ledige stillinger opdelt efter bl.a. økonomisk aktivitet til overvågning og analyse af omfanget af og strukturen i efterspørgslen efter arbejdskraft.

(6)

Kommissionen og Den Europæiske Centralbank har behov for hurtigt tilgængelige kvartalsdata om ledige stillinger for at kunne overvåge kortsigtede ændringer i antallet af ledige stillinger. Sæsonkorrigerede data om ledige stillinger letter fortolkningen af de kvartalsvise ændringer.

(7)

Dataene om ledige stillinger bør være relevante og fuldstændige, præcise og omfattende, aktuelle, sammenhængende, sammenlignelige og let tilgængelige for brugerne.

(8)

Fordele ved på fællesskabsplan at indsamle komplette data om alle segmenter af økonomien bør afvejes mod indberetningsmulighederne og respondentbyrden for især små og mellemstore virksomheder.

(9)

Der bør gøres en særlig indsats for så hurtigt som muligt at integrere alle data vedrørende enheder med færre end ti ansatte i statistikkerne.

(10)

For at afgrænse dækningsområdet for de statistikker, der skal udarbejdes, og fastlæggelse af det detaljeringsniveau, der kræves for hver økonomisk aktivitet, er det nødvendigt at anvende den gældende version af den fælles nomenklatur for økonomiske aktiviteter i Fællesskabet (NACE).

(11)

I forbindelse med udarbejdelse og formidling af EF-statistikker i henhold til denne forordning bør medlemsstaternes og Fællesskabets statistikmyndigheder tage hensyn til principperne i adfærdskodeksen for europæiske statistikker, der blev vedtaget den 24. februar 2005 af Udvalget for det Statistiske Program nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom (7), og knyttet som bilag til Kommissionens henstilling om medlemsstaternes og Fællesskabets statistikmyndigheders uafhængighed, integritet og ansvarlighed.

(12)

Det er vigtigt at dele dataene med arbejdsmarkedets parter på nationalt og europæisk plan, og at arbejdsmarkedets parter holdes informeret om gennemførelsen af denne forordning. Især bør medlemsstaterne bestræbe sig på at sikre, at erhvervsvejledningsinstanser og erhvervsuddannelsesorganer modtager disse data.

(13)

Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker (8) er den generelle retlige ramme for udarbejdelse af EF-statistikker og gælder derfor også for udarbejdelse af statistikker over ledige stillinger.

(14)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelsen af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (9).

(15)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelse til at fastlægge definitioner af visse begreber, fastsætte visse referencedatoer, formater og frister, fastlægge rammebetingelser for gennemførlighedsundersøgelser og vedtage foranstaltninger på grundlag af resultaterne af sådanne undersøgelser. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning eller supplere den med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(16)

Målet for denne forordning, nemlig udarbejdelse af statistikker over ledige stillinger i Fællesskabet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(17)

Udvalget for det Statistiske Program er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 3 i afgørelse 89/382/EØF, Euratom —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.   Denne forordning fastlægger bestemmelserne for regelmæssig udarbejdelse af kvartalsstatistikkerne over ledige stillinger i Fællesskabet.

2.   Hver medlemsstat skal til Kommissionen (Eurostat) indberette data om ledige stillinger mindst for erhvervsenheder med en ansat og derover.

Med forbehold af stk. 3 omfatter disse data alle økonomiske aktiviteter i den gældende fælles nomenklatur for økonomiske aktiviteter i Fællesskabet (NACE) undtagen aktiviteter udøvet af private husholdninger som arbejdsgivere og af ekstraterritoriale organer. Dækningen af landbrug, skovbrug og fiskeri som defineret i den gældende NACE er frivillig. De medlemsstater, der ønsker at levere data for disse sektorer, gør det i overensstemmelse med denne forordning. Eftersom personlige serviceydelser (institutionsophold, sociale foranstaltninger uden institutionsophold) bliver en stadig vigtigere kilde til jobskabelse, opfordres medlemsstaterne desuden til frivilligt at fremsende data om ledige stillinger i forbindelse med sådanne ydelser.

Dataene opdeles efter økonomisk aktivitet på hovedafdelingsniveau i overensstemmelse med den gældende NACE.

3.   Denne forordnings dækning af offentlig forvaltning og forsvar, socialsikring, undervisning, sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger, kultur, forlystelser og sport, organisationer og foreninger, reparation af computere og varer til personlig brug og husholdningsbrug og andre personlige serviceydelser som defineret i den gældende version af NACE og af enheder med færre end ti ansatte fastlægges under hensyntagen til de gennemførlighedsundersøgelser, der er omhandlet i artikel 7.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning gælder følgende definitioner:

1)

Ved ledig stilling forstås en lønnet stilling, som er nyoprettet, ubesat eller er ved at blive ledig, og som arbejdsgiveren

a)

tager aktive skridt til og er parat til at tage yderligere skridt til at besætte med en egnet kandidat uden for den pågældende virksomhed, og

b)

har til hensigt at besætte enten omgående eller inden for en nærmere angivet periode.

Definitionen af »aktive skridt til at besætte med en egnet kandidat« og »nærmere angivet periode« fastlægges efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 9, stk. 2.

De fremsendte statistikker sondrer så vidt muligt mellem tidsbegrænsede stillinger og faste stillinger.

2)

Ved »besat stilling« forstås en lønnet stilling inden for en virksomhed, som en arbejdstager har fået tildelt.

3)

Ved »metadata« forstås de nødvendige forklaringer til fortolkning af ændringer i data, som skyldes enten metodologiske eller tekniske ændringer.

4)

Ved »tilbageregnede data« forstås historiske data, som svarer til specifikationerne i artikel 1.

Artikel 3

Referencedatoer og tekniske specifikationer

1.   Medlemsstaterne udarbejder kvartalsdata ud fra bestemte referencedatoer, som fastsættes efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 9, stk. 2.

2.   Medlemsstaterne leverer data om besatte stillinger for at standardisere data om ledige stillinger til sammenligningsformål.

3.   Medlemsstaterne foretager sæsonkorrigeringer af kvartalsdata om ledige stillinger. De nødvendige sæsonkorrigeringsmetoder fastsættes efter forskriftsproceduren i artikel 9, stk. 3.

Artikel 4

Kilder

1.   Medlemsstaterne producerer data på grundlag af undersøgelser i virksomhederne. Andre kilder som f.eks. administrative data kan anvendes under forudsætning af, at de opfylder kvalitetskravene i artikel 6.

Kilderne til alle fremsendte data præciseres.

2.   Medlemsstaterne kan supplere de i stk. 1 nævnte kilder med pålidelige statistiske skøn.

3.   Kommissionen (Eurostat) kan etablere og koordinere europæiske stikprøvesystemer til opstilling af fællesskabsskøn, når de nationale stikprøvesystemer ikke opfylder Fællesskabets krav til indsamling af kvartalsdata. De detaljerede elementer i disse systemer, deres godkendelse og anvendelse fastlægges efter forskriftsproceduren i artikel 9, stk. 3.

Medlemsstaterne kan deltage i Fællesskabets stikprøvesystemer, når der derved skabes mulighed for, at de statistiske systemers omkostninger og den byrde, der pålægges virksomhederne i forbindelse med opfyldelsen af Fællesskabets krav, kan reduceres betydeligt.

Artikel 5

Indberetning af data

1.   Medlemsstaterne indberetter data og metadata til Kommissionen (Eurostat) i et format og inden for frister, som fastlægges efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 9, stk. 2. Datoen for det første referencekvartal fastsættes ligeledes efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 9, stk. 2. Eventuelle revisioner af kvartalsdata vedrørende tidligere kvartaler indberettes samtidigt.

2.   Medlemsstaterne indberetter også tilbageregnede data for mindst de fire kvartaler, der går forud for det kvartal, hvortil den første dataleverance refererer. Totalerne leveres senest på datoen for den første dataindberetning og underopdelingerne højst et år derefter. Om nødvendigt kan de tilbageregnede data baseres på »bedste skøn«.

Artikel 6

Kvalitetsvurdering

1.   I denne forordning gælder følgende kvalititsvurderingskriterier for de indberettede data:

»relevans« henviser til, i hvor høj grad statistikkerne opfylder brugernes nuværende og potentielle behov

»nøjagtighed« henviser til, hvor tæt skønnene ligger på de ikke kendte korrekte værdier

»aktualitet« og »punktlighed« henviser til tidsrummet mellem oplysningernes tilgængelighed og den begivenhed eller hændelse, de beskriver

»tilgængelighed« og »klarhed« henviser til, på hvilke betingelser og hvordan brugerne kan indhente, anvende og fortolke data

»sammenlignelighed« henviser til, hvor meget forskelle i anvendte statistiske koncepter og målingsværktøjer og -procedurer betyder ved sammenligning af statistikker mellem geografiske områder eller sektorområder eller over tid

»sammenhæng« henviser til, i hvor høj grad dataene troværdigt kan kombineres på forskellige måder og til forskellige anvendelser.

2.   Medlemsstaterne forelægger Kommissionen (Eurostat) rapporter om kvaliteten af de indberettede data.

3.   Ved anvendelsen af de kvalitetsvurderingskriterier, der er fastsat i stk. 1 for de data, der er omfattet af denne forordning, defineres kvalitetsrapporternes metoder, struktur og hyppighed efter forskriftsproceduren i artikel 9, stk. 3. Kommissionen (Eurostat) vurderer kvaliteten af de indberettede data.

Artikel 7

Gennemførlighedsundersøgelser

1.   Kommissionen (Eurostat) fastlægger egnede rammebetingelser for indførelse af en række gennemførlighedsundersøgelser efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 9, stk. 2. Disse undersøgelser foretages af de medlemsstater, som har vanskeligt ved at levere data for:

a)

enheder med færre end ti ansatte, og/eller

b)

følgende aktiviteter:

i)

offentlig forvaltning og forsvar, socialsikring

ii)

undervisning

iii)

sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger

iv)

kultur, forlystelser og sport, og

v)

organisationer og foreninger, reparation af computere og varer til personlig brug og husholdningsbrug og andre personlige serviceydelser.

2.   De medlemsstater, som foretager gennemførlighedsundersøgelser, fremsender hver en rapport med resultaterne af undersøgelserne inden 12 måneder efter ikrafttrædelsen af Kommissionens gennemførelsesbestemmelser, der er omhandlet i stk. 1.

3.   Kommissionen vedtager snarest muligt efter forelæggelsen af resultaterne af gennemførlighedsundersøgelserne i samråd med medlemsstaterne og inden for en rimelig frist foranstaltninger efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 9, stk. 2.

4.   Foranstaltninger, der træffes på grundlag af resultaterne af gennemførlighedsundersøgelserne, skal være i overensstemmelse med princippet om omkostningseffektivitet, jf. artikel 10 i forordning (EF) nr. 322/97, herunder minimering af byrden for respondenterne, og skal tage hensyn til de oprindelige gennemførelsesproblemer.

Artikel 8

Finansiering

1.   I de første tre år af dataindsamlingen kan medlemsstaterne modtage et økonomisk tilskud fra Fællesskabet til dækning af de udgifter, der er forbundet med arbejdet.

2.   De årlige bevillinger til det økonomiske tilskud, der er omhandlet i stk. 1, fastsættes som led i de årlige budgetprocedurer.

3.   Budgetmyndigheden fastsætter de årlige disponible bevillinger.

4.   Der kan blive tale om yderligere finansiering til gennemførelsesarbejdet i forbindelse med de foranstaltninger, der vedtages på grundlag af resultaterne af gennemførlighedsundersøgelserne.

Artikel 9

Udvalg

1.   Kommissionen bistås af Udvalget for det Statistiske Program.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

3.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til tre måneder.

Artikel 10

Rapport om gennemførelsen

Senest den 24. juni 2010 og derefter hvert tredje år forelægger Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om forordningens gennemførelse. I rapporten gives en vurdering af kvaliteten af de statistikker, medlemsstaterne har indberettet, såvel som kvaliteten af EU-aggregater, og der peges på områder, der eventuelt kan forbedres.

Fortrinsvis et år efter offentliggørelsen af den treårlige rapport som omhandlet i stk. 1 udarbejder medlemsstaterne henstillinger vedrørende de områder, der eventuelt kan forbedres, og som er identificeret i Kommissionens rapport. Samtidig redegør medlemsstaterne for, hvor langt de er nået med gennemførelsen af tidligere henstillinger.

Artikel 11

Offentliggørelse af statistiske data

De statistikker, som indberettes af medlemsstaterne, samt en analyse heraf offentliggøres hvert kvartal på Kommissionens (Eurostat) internetsted. Kommissionen (Eurostat) sørger for, at så mange EU-borgere som muligt får adgang til disse statistikker og analyser, særlig via Eures-portalen.

Artikel 12

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 23. april 2008.

På Europa-Parlamentets vegne

H.-G. PÖTTERING

Formand

På Rådets vegne

J. LENARČIČ

Formand


(1)   EUT C 175 af 27.7.2007, s. 11.

(2)   EUT C 86 af 20.4.2007, s. 1.

(3)  Europa-Parlamentets udtalelse af 15.11.2007 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 29.2.2008.

(4)   EFT L 29 af 4.2.2000, s. 21.

(5)   EUT L 205 af 6.8.2005, s. 21.

(6)   EUT L 315 af 15.11.2006, s. 1.

(7)   EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47.

(8)   EFT L 52 af 22.2.1997, s. 1. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

(9)   EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23. Ændret ved afgørelse 2006/512/EF (EUT L 200 af 22.7.2006, s. 11).