6.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 118/12


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 399/2008

af 5. maj 2008

om ændring af bilag VIII til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 for så vidt angår krav til visse typer forarbejdet foder til selskabsdyr

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 af 3. oktober 2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum (1), særlig artikel 20, stk. 1, litra a), og artikel 32, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EF) nr. 1774/2002 er der fastsat dyre- og folkesundhedsmæssige betingelser for afsætning af visse animalske biprodukter og deraf afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum.

(2)

I bilag VIII til forordning (EF) nr. 1774/2002 er der fastsat krav vedrørende afsætning og indførsel til Fællesskabet af foder til selskabsdyr, tyggepinde og tyggeben og tekniske produkter. I henhold til kapitel II, del B, punkt 3, i samme bilag skal forarbejdet foder til selskabsdyr bortset fra dåsefoder under fremstillingsprocessen være blevet underkastet en varmebehandling.

(3)

Kravene vedrørende import til Fællesskabet af forarbejdet foder til selskabsdyr bortset fra dåsefoder blev ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 829/2007 (2). Det standardsundhedscertifikat for forarbejdet foder til selskabsdyr bortset fra dåsefoder, der skal ledsage importerede sendinger, blev ændret. I henhold til det nye sundhedscertifikat i kapitel 3(B) i bilag X til forordning (EF) nr. 1774/2002 behøver forarbejdet foder til selskabsdyr ikke at være varmebehandlet, hvis de anvendte animalske ingredienser i forvejen er blevet behandlet i overensstemmelse med forarbejdningsnormerne med henblik på afsætning i Fællesskabet. Normerne yder passende beskyttelse mod risici for folke- og dyresundheden.

(4)

I henhold til artikel 28 i forordning (EF) nr. 1774/2002 må bestemmelserne i nævnte forordning om indførsel fra tredjelande af visse produkter, herunder forarbejdet foder til selskabsdyr, ikke være gunstigere eller mere ugunstige end dem, der gælder for fremstilling og afsætning af tilsvarende EF-produkter. De pågældende bestemmelser vedrørende import til Fællesskabet af sådant forarbejdet foder til selskabsdyr bør derfor også gælde for fremstilling i Fællesskabet af sådant forarbejdet foder til selskabsdyr.

(5)

Bilag VIII til forordning (EF) nr. 1774/2002 bør derfor ændres.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag VIII til forordning (EF) nr. 1774/2002 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. maj 2008.

På Kommissionens vegne

Androulla VASSILIOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 273 af 10.10.2002, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1432/2007 (EUT L 320 af 6.12.2007, s. 13).

(2)  EUT L 191 af 21.7.2007, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 1256/2007 (EUT L 282 af 26.10.2007, s. 30).


BILAG

Kapitel II, del B, punkt 3, i bilag VIII til forordning (EF) nr. 1774/2002 affattes således:

»3.

For forarbejdet foder til selskabsdyr bortset fra dåsefoder gælder følgende:

a)

Det skal opvarmes til en kernetemperatur i færdigvaren på mindst 90 °C.

b)

De animalske ingredienser skal varmebehandles ved mindst 90 °C, eller

c)

hvis der er tale om animalske ingredienser, skal de udelukkende være fremstillet ved anvendelse af:

i)

kød eller kødprodukter, der har været underkastet en varmebehandling med opvarmning til en kernetemperatur på mindst 90 °C

ii)

følgende animalske biprodukter eller forarbejdede produkter, der er forarbejdet i overensstemmelse med denne forordning: mælk og mælkebaserede produkter, gelatine, hydrolyseret protein, ægprodukter, kollagen, blodprodukter, forarbejdet animalsk protein (inkl. fiskemel), afsmeltet fedt, fiskeolie, dicalciumphosphat, tricalciumphosphat og animalske smagsforstærkere.

Efter varmebehandlingen skal der træffes de fornødne forholdsregler for at forhindre, at det pågældende forarbejdede foder til selskabsdyr udsættes for kontaminering.

Det forarbejdede foder til selskabsdyr skal pakkes i ny emballage.«